Ilter Festival – rundet af den forkerte punk
Reportage af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Mitt Brønsholt
“Er du gammel punker?” spørger en af fædrene fra klassen, da vi møder hinanden ude foran Dynamo på Odense Havn. Vi er vel omtrent lige overraskede over, at den anden er her til punk- og hardcorefestival på Dynamo, et værksted for samtidscirkus. Ikke at vi burde være det, for når man ser ud over forsamlingen, er den lige så broget og bredt repræsenterende, som Ilters musikprogram siden 2018 har bestræbt sig på at være. På den odenseanske festival spiller glad-i-låget poppunk side om side med brysk beatdown-hardcore, og overtændt screamo veksler med knarvorn punkrock. Publikum kommer mere for viben, for at danse og for at blive overrasket end for at se et hovednavn.
Punk på Ilter er noget, vi konstant genforhandler rammebetingelserne for.
Uden det rigtig er blevet italesat, har festivalen siden begyndelsen i 2018 bestræbt sig på at have en sundere kønsbalance end de fleste andre shows i genren, og i publikum er der omtrent lige så mange stretchøreringe og sorte hættetrøjer, som der er sommerskjorter, tyl og glimmerøjenskygge. Ilter er noget så dejligt som en nichefestival, som mange forskellige helt uforbeholdent føler sig inkluderet i. Her er ikke ret mange koder, der skal overholdes, udover at opføre sig hensynsfuldt. Der er ikke noget pensum, man skal redegøre for, der er utrolig lidt gatekeeping. Det er fint at have optur over det, når de to DJ’s, Lars og Lars, som de reelt hedder, spiller ens yndlingssange, men man rynker ikke på næsen over, at andre ikke lige kender dem.
Vi er her for at have det vildt over at høre musik, vi ikke kender, få nye yndlingssange og nye bedste venner.
Så når Jesper spørger, om jeg er gammel punker, er jeg tilbøjelig til at svare nej. Fordi det at være gammel punker er blevet en lidt belastende hædersbevisning, hvor det engang at have levet med en vildskab og nogle idealer fritager én for skyldfølelse over at have fundet sig tilrette i en mere komfortabel livsstil. Man har dog gjort sit. Men endnu mere fordi det her ikke handler om at have aftjent sin værnepligt eller kunne sin historie, men om at være til stede sammen i et nu, lige her, mens det sker.
Mellem containere og beachvolley
Ilter blev født i 2018 af tre tilbageflyttede odenseanere, der ville lave den slags shows, der havde været der for dem, da de var teenagere i byen. Festivalen overlevede corona, men ikke Teater Momentums ændrede musikprofil. Nu har Ilter fundet et nyt hjem på havnen hos Dynamo mellem siloer, containere, skatepark, beachvolley og parkourbane, og det klæder den. Der er noget med rammerne, der føles lige tilpas rå og samtidig indbyder til leg.
Det føles hjemligt at dreje om hjørnet fredag eftermiddag ind på pladsen med DJ’s, bar og venner, man ikke har set i nogle år. Dér står Martin Goltermann fra Nyt Liv, der spiller reflekterende voksenpunk om et par timer, og han er klar med et kram. Dér kommer min kollega Aino Høskuldsson Braa Gunstrup fra magasinkollektivet Selvtægt med et kram, en opdatering på sit boligrestaureringsprojekt og gymnasielærersladder. Rundt om hjørnet kommer Adam Marques fra Casket Spray, der åbner festivalen om lidt med sine 20-sekunders hymner til musikalsk ødelæggelse, og han hilser med et hageløft og en pistolfinger. Der står Helene og snakker med Trine og lyser op i et smil, der kommer børneteaterdirektøren og havneforkæmperen Mira Erik med guldstilletter og en af sine drenge med et skateboardpå ryggen. En anden Jesper, der har været med til at gøre klar til festivalen, trækker mig med et listigt grin ind i salen for at vise mig, at han har reserveret en plads til mig med en lille Dymo-strimmel med mit navn. “Så kan du sidde der og tage noter,” ler han.
Det er en dejlig fredag, hvor særligt Muelas fra Atlanta med en samlet diskografi på lige akkurat over fire minutter, overrasker positivt. De to sange, der indtil videre ligger på Bandcamp, præsenterer bandet med en let generisk hardcore af den gentrificeringsparate slags i forlængelse af amerikanske navne som Scowl og Turnstile: Live får Susy Irais Reyes’ el-violin og melodier hentet fra de mellemamerikanske corridos dem til at virke langt mere progressive og spændende. Hvis de kan få det overført til plade, kunne de godt blive virkelig interessante at følge ud over rammerne for moderne hardcore.
Portugisiske Hetta lyder utrolig meget som noget screamo, man har hørt før, og selvom forsanger Alex Domingos har en fantastisk måde at give musikken udtryk på med rystelser og sitren gennem kroppen, bliver det stadig lidt den lokale, sympatiske variant af noget, jeg kender fra for alt for mange årtier siden. Hetta tjener nok mest til at minde mig om, hvordan det føltes som en eksplosiv udvidelse af mulighederne for, hvad hardcore kunne være, da At the Drive-In og Blood Brothers brød igennem ved årtusindskiftet.
Jeg noterer mig, at Rot Away ikke har deres bassist med, men stadig opleves som en musikalsk pendant til proteinmilkshake, men det her handler ikke om at sidde nede bagved og tage kritiske noter om, hvordan det ene eller andet band udmærker sig i det, de gør: Fredag på Ilter er en dag, hvor det tydeliggøres, at det mere handler om fællesskabet omkring en kultur end om de enkeltelementer, den udgøres af. På godt og ondt.
Rundet af den forkerte punk
Sådan har jeg det endnu mere lørdag, hvor programmet får en lidt tøvende start med nogle bands, der stikker ret meget i øst og vest uden rigtig at overbevise om, at de vil én noget med det, andet end at bidrage til, at sådan noget musik fortsat findes.
Fra først på aftenen får programmet en slagside mod melodisk punk med eksil-odenseaneren Danni Storms Sære Gamle Villa, Shu-bi-du-a-punkerne De Høje Hæle og canadiske The Boojums lige i rap, og det er umanerligt befordrende for andendags-festivitasen. Specielt The Boojums tager fusen på mig og Tobias Bendixen (der spiller live med Sære Gamle Villa og tidligere har været på festivalen med både Big Mess og Pestigor), fordi Sara Johnston fra The Boojums’ Sleep-T-shirt og ottestrengede bas ikke lige fik nogen af os til at forvente at høre powerpop i tråd med The Jam.
Med den festlige stemning giver det på sin egen perverse måde perfekt mening, at festivalen lukkes med et ekstra set fra spanske Teething, der spillede småbøllet beatdown-hardcore fredag aften. Lørdag aften optræder de igen, men nu som som Cratebreed med ironiske covers af det ærkebøffede metalcoreband Hatebreed. Det kræver et helt særligt humør at komme derhen i stemning, hvor man virkelig bare har lyst til at høre virkelig dumme og ekstremt selvhøjtidelige sange om hardcore, sammenhold, vedholdenhed og sårbarhed som noget, man kommer sig over og bliver sej og stærk af. Det hjælper selvfølgelig, at de sange bliver spillet af nogen, der både kan se, hvor dumme og selvhøjtidelige de sange er, og bare har det virkelig, virkelig stærkt over, hvor sjovt det er, at det her er en del af ens skumle fortid.
For det er måske også en del af svaret på, hvorfor jeg og de andre, der er blevet her til efter midnat og nu står og griner fjoget over at kunne alt for mange Hatebreed-tekster, har det svært med at se os selv som gamle punkere. Det kan godt være, at vi har taget vores tørn i ungdomshusene, i hvert fald har hængt ud der. Men den punk, vi er rundet af, er mall punk. Det er Green Day, Blink-182 og The Offspring, det er MTV’s appropriering af en kultur, som havde lige nøjagtig nok kant til at føles ægte, men som også var klar på at fjotte det hele væk som rockstjerner. Og det er den hardcore, som heller ikke var rigtig hardcore nok. Som Hatebreed, et thrashmetal-opkog med snapback og følelser, som At the Drive-In med progrock-konnotationer og rablerier, som Turnstile med alle de rigtige moves gjort dansable.
Det er ikke ærefuldt. Det er meget lidt true. Men ud af vraggodset fra de bølger bygger vi en ny punk, vi kan spejle os selv i. År efter år efter år, band efter band efter band. Med Lars og Lars, Jesper og Jesper, Gry, Helene, Mira, Trine og alle dem, der egentlig heller ikke selv synes, de er særligt punk, men som føler sig rummet i det her.
Ilter Festival fandt sted på Dynamo Workspace i Odense d. 22-23. maj 2026.
