Jason Dungan og Johan Carøe – Hverdagsklange fra en verden i opløsning

Anmeldelse af Nikola Nedeljkovic Gøttsche. Foto: Dennis Morton.
Vi lever i en kultur, hvor det, der bryder med forventningerne, bliver tillagt en særlig værdi. Det hverdagslige og udramatiske derimod affejes ofte som indholdsløst. Men dét, der ikke markerer sig selv som vigtigt, rummer en anden intensitet. Det meste af et liv foregår netop dér – i det, der umærkeligt gentager sig.
Det begynder som små buler i stilheden. En sart cellofigur træder frem og bliver sendt tilbage, gentages, mens glasagtige klangflader langsomt siver ind bag den, som om rummet fyldes med en gennemsigtig væske. Strygerne lander som tyndt stof. En klokke blinker i mørket. Den samme lille pizzicato-figur lyder pludselig anderledes – verden omkring den har ændret sig.
Sådan føles åbningsnummeret ”Chords” fra Jason Dungan (Blue Lake) og Johan Carøes nye fællesalbum, Routine. Instrumentariet er mangfoldigt – strygere, 6- og 12-strengede guitarer, klokker, tværfløjte, klaver og synthesizere – eventyrlystent og farverigt. På ”Clouds” banker en trommemaskine rundt inde i noget, der lyder som bambus fra en fremmed planet, under langtrukne guitarstrøg. Andre akustiske guitarpassager, navnlig på ”Silence”, føles nærmere som post-folk-revival, mens synthesizerne på numre som ”Mornings with Rita” og ”Routine I” tilfører lydbilledet en blød 80’er-glans, nedsunket i en næsten new agey tåge. Arrangementerne oser af overskud i en kombination af noget kammermusikalsk velafbalanceret og noget spirrevipagtigt kulørt.
Men udtrykket er langt fra storladent. Tværtimod lægger musikken sig tæt mod huden med en underfundig nænsomhed. Harmonikken søger sjældent mod det overraskende eller det spektakulært dissonante; den er snarere enkel på en måde, der giver plads til klangnuancernes spil og små forskydninger.
Langsom ophobning af omgivelser
Kompositionerne begynder i de fleste tilfælde med en lille, nøgen figur – guitar eller cello, alene og ubeskyttet – som langsomt beklædes med harmonier og ornamenter. Nogle få toner snubler ind i hinanden. Herfra lader Dungan og Carøe hele kompositionen vokse, ikke som udvikling mod noget, men som langsom ophobning af omgivelser. En ny klang hæfter sig på. Akkorderne flytter sig under den. Noget glider ud i rumklang. Et instrument, man næsten havde glemt, viser sig igen.
“Albummet er præget af opløsninger, hvor en konkret handling – en bue eller et plekter mod en streng, en finger mod en tangent – langsomt mister sin krop og bliver til rum.”
Hvert nummer følger en lineær udvikling fra det konkrete og taktile til noget udflydende og drømmende. En tone bliver til en rumklangshale, halen bliver til en atmosfære, atmosfæren bliver til noget, man næsten kan gå ind i. På ”Home I ”er celloens tørre pluk iklædt et kort ekko, en lille skygge, der kommer halsende efter hver tone. Midtvejs fordamper nummeret næsten. Til sidst ligger fragmenterede klaverfigurer oven i hinanden i små faseforskydninger: Kopier, der ikke kan få kanterne til at passe. Den oprindelige cellofigur er der stadig. Men dens omgivelser har fordøjet den. Noget lignende sker på ”Hymn” med guitaren som omdrejningspunkt. Albummet er præget af opløsninger, hvor en konkret handling – en bue eller et plekter mod en streng, en finger mod en tangent – langsomt mister sin krop og bliver til rum.
Kernen i de enkelte kompositioner er i næsten alle tilfælde gentagelsen af en upåfaldende frase, der holder tingene kørende. Det er rutine som kompositorisk princip. Ikke fremskridt. Ikke stilstand. Vedligeholdelse.
“Rutinen er både den mekanisme, hvormed vi forsøger at holde verden på plads, og den langsomme proces, hvormed verden alligevel glider fra os.”
Alligevel er gentagelsen aldrig egentlig en gentagelse. Dungan og Carøe udforsker ikke som sådan repetitionens hypnotiske kvalitet, men snarere den lidt selvmodsigende fornemmelse af, at det er gentagelsen, der giver forskellen en baggrund at træde frem fra. Man må gentage noget, før man kan opdage, at det ikke længere er det samme. Rutinen er både den mekanisme, hvormed vi forsøger at holde verden på plads, og den langsomme proces, hvormed verden alligevel glider fra os.
Vedligeholdelsens musik
Vi er vant til, at nogen vil noget. De forlader noget. De møder modstand. De overvinder den eller bukker under. Begivenhederne skubber hinanden fremad, og hvert øjeblik helst skal være større end det foregående. Men et liv, mens det faktisk leves, har typisk en anden rytme. Man gentager det, der allerede er blevet gjort, for at det kan blive ved med at være muligt at gøre igen. Det er ikke monumentets æstetik, men vedligeholdelsens.
På ”Reunion” bliver musikken næsten til en lydlig udgave af det hverdagslige: Små fragmenter, melodiske frembrud, uensartede materialer, der langsomt koagulerer til flader; bastoner, der holder akkorderne oppe, klokker, guitarer, harpelignende rul. Alt bevæger sig, men intet synes at skulle noget bestemt sted hen. Det svæver, flyder sammen til en konturløs masse, hvor de enkelte elementer ikke så meget driver musikken frem som holder den i gang.
Og så kommer sangstemmen. Pludselig er der en person. En vilje. En retning. Det er det eneste sted på albummet med vokal – og netop derfor føles stemmen så voldsom: Fordi den pludselig insisterer på at gøre musikken til en dramatisk begivenhed. Den bryder med den nænsomhed og hverdagsagtige kvalitet, som ellers gør musikken så overbevisende, og trækker i retning af noget mere andægtigt.
Det er påfaldende, fordi albummet ellers ikke bygger mod forløsninger eller store udsagn. Det lader tingene gentage sig, vende tilbage og langsomt forskyde sig. Musikken vil ikke så meget noget, som den vil blive ved med at være der.
Gentagelsen er måske netop en form for omsorg: Ikke fordi den fører nogen fremad, men fordi den insisterer på, at noget skal fortsætte. Den bombastiske handling siger: Se, jeg har forandret verden. Rutinen siger næsten det modsatte: Jeg har sørget for, at verden stadig er her.
‘Routine’ udkom 25. september på Tonal Union.