Flæb mig en flod, narcissister
Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Victoria Mørck Madsen og Rikke M. Hansen.
Den græske myte om nymfen Ekko, der er fordømt til kun at kunne gentage andres ord, og yndlingen Narkissos, der selvforelsket spejler sit ansigt i floden uden blik for andre, taler så direkte ind i samtalen om sociale medier, at det er oplagt at lave en opera over den. Så meget desto mere interessant er det fravalg af centrale elementer fra historien, OperArkitekterne har truffet ved at gøre operaen EKKO til en queer fortælling om to elskende, der ikke kan få hinanden på grund af det omgivende samfunds snærende normer og deres egen internalisering af de normer.
Det queer perspektiv sætter samtidig sit præg på fremførslen af Josefine Opsahls tredje opera, der både er punkrocket uskolet og popsangsrefererende. Men hvad har det med med Ekko og Narkissos at gøre?
Det er ikke mere end tre år siden, den norske jazzkomponist Liv Andrea Hauge skrev værket Hva nå, Ekko? Her blev de improviserede freejazz-elementer i den melodiske jazz et billede på Ekkos oprør mod de rammer, hun er bundet af. Der er altså ikke alene noget i tiden, der skaber genklang for myten, der er også en lyst til at udfordre fortællingen og lade Ekko få sin agens tilbage og gøre oprør mod den rolle, hun er blevet tildelt.
Hos den romerske digter Ovid, som Josefine Opsahls EKKO er baseret på, straffes bjergnymfen Ekko af gudinden Hera for at snakke udenom, når Hera leder efter den notorisk utro Zeus. Fra da af kan Ekko kun gentage, hvad andre siger. Hun forelsker sig i jægeren Narkissos, som afviser hende, og de andre nymfer får hævnguden Nemesis til at straffe Narkissos ved at lade ham forelske sig i sit eget spejlbillede i vandet, mens Ekko forstenes af sorg.
Kan man forestille sig et tydeligere billede på sociale mediers narcissisme og ukritiske videreformidling af andres udsagn end dette?
I samklang med tiden er det også at tydeliggøre det queer perspektiv som i EKKO. Fra programmet over introduktionen til librettoen understreges det, at Ekko er en transkvinde spillet af en transkvinde, som forelsker sig i en heteroseksuel cismand. Hera bliver her repræsentant for det omgivende samfund, der lægger sig imellem og fordømmer deres kærlighed sammen med koret af nymfer.
For mig opleves det som at få pointen bøjet i neon. Ikke mindst fordi Alvina Chamberlands libretto genlyder af det psykologiserende og politiserende sprog, der til stadighed præger kønsdebatten.
Der er noget punkrock over det. Det giver mening, at vi netop her, i Den Fynske Operas forholdsvis lille sal, skal have mulighed for at opleve opera, der bryder konventionerne.
Giv mig noget flertydighed
Jeg savner mere flertydighed som den, der markeres med Narkissos’ linje “Have you ever noticed that we’re different?” Er det forelskelsens forblændelse, hvor man ikke ser forskellene, eller er det et forvarsel om det problem, det snart vil blive for den heteroseksuelle cismand at elske en transkvinde? Handler det om, at kærlighed er kærlighed uanset samfundets normer? Mens koret gør alt for at overbevise de elskende om, at den forskellighed vil flå dem fra hinanden?
Den åbne tolkning punkteres til gengæld, da Chamberland kommer med psykologiske forklaringer på, hvordan straight fyre bliver narcissister, når de forelsker sig i transkvinder, fordi transkvinden ikke forbedrer deres sociale anseelse. Det præsenteres som uigendrivelige fakta, det er ikke til diskussion.
Flertydigheden kommer igen i spil i sangernes udtryk: Danica Falkenberg Bengtsson lader som Ekko demonstrativt sin stemme glide fra mezzosopran til kontraalt for at vise, hvad det er for en forskellighed, samfundet kvier sig ved at rumme. Alexis Daumerie og Steffen Jespersen står begge på scenen med fysisk maskulint udtryk og perlende lyse kontratenor-stemmer, mens Aaron Josi Sternbauer med et udtryk som en eunuk hen mod slutningen åbenbarer en overraskende dyb baryton.
Punkrock og popreferencer
OperArkitekterne blander uskolede stemmer med klassiske trænede for at opnå et diverst udtryk. Nymfen Steffen Jespersens kontratenor står knivskarpt og bærer store dele af tredje akt, resten af holdet bevæger sig på spektret mellem det sikre og det skrøbelige, Danica Falkenberg Bengtsson har flere linjer, hvis fladt skærende grimhed næsten gør ondt i ørerne. Men det virker som en pointe: Der er noget punkrock over det. Det giver mening, at vi netop her, i Den Fynske Operas forholdsvis lille sal, skal have mulighed for at opleve opera, der bryder konventionerne. Hvis EKKO gør op med sociale konventioner, ville det næsten være sært, hvis fremførslen holdt sig strengt inden for operaens konventioner. Den præmis køber jeg.
Til gengæld har jeg det ambivalent med Josefine Opsahls sært anonyme musik for oktetten af strygere, træblæsere og slagtøj: Det hele er meget kønt, og den overordnede, flydende bevægelse illuderer det vand, Narkissos spejler sig i og siden synker ned i sammen med sin Ekko og nymferne. Men når musikken blidt bølger afsted, mens kroppene på scenen gør det samme gennem hele tredje akt, hvor vandet bliver et billede på et flydende kønsudtryk, savner jeg noget modspil. Jeg savner noget drama i musikken, noget drama i den trægt fremskridende og konstant selvreflekterende fortælling – noget, der skurrer på samme måde som Bengtssons og Alexis Daumeries stemmer.
Jeg savner helt grundlæggende svar på, hvorfor historien i EKKO skal hægtes op på den græske myte, når dens forhold til den myte mest synes at bero på en påstand om cismænds narcissisme?
Mod slutningen er der et kort stykke, der næsten minder om en irsk jig, det er herligt aparte og går over i en lang parafrase over Justin Timberlakes sang ‘Cry Me A River’. Dét er sjovt, ikke bare fordi titlen passer til Narkissos, der spejler sig i floden, men fordi det 23 år gamle pophit handler om at hævne sig på den elskerinde, der har forsmået sangeren, ligesom Ekko skælder Narkissos ud for at have vendt hende ryggen. Det er også bare meget lidt at kunne tage med fra knap to timers opera.
Jeg savner helt grundlæggende svar på, hvorfor historien i EKKO skal hægtes op på den græske myte, når dens forhold til den myte mest synes at bero på en påstand om cismænds narcissisme? Når den ikke engang forholder sig til, at Ekko kun skal kunne være et ekko, men lader hende frit og uden modspil udtrykke sine egne følelser fra start til slut?
Måske kommer det svar senere: EKKO er første del af en planlagt tetralogi baseret på græske myter skabt af Josefine Opsahl for OperArkitekterne. Måske hænger det sammen i den større kontekst. For sig selv gør det ikke.
EKKO. Opera af Josefine Opsahl efter idé af OperArkitekterne. Co-produceret af Teater Momentum, Den Fynske Opera og Copenhagen Opera Festival. Spiller på Teater Momentum frem til 2. september.
