Passive/Aggressive

Khun Narin’s Electric Phin Band – 3-strenget freak-out fra Thailand

Blog September 3 2014

Khun_NarinTekst: Andreas Melchior. Foto: Innovative Leasure.

Khun Narin’s Electric Phin Band spiller en art free-psychedelia, men uden helt at vide det. Bandet er en løs samling af instrumentalister fra en landsby i det nordlige Thailand, som bl.a. er kendt for at være musikalske ledsagere, når de lokale beboere går til templet. I 2013 modtog de international opmærksom via et blogindlæg på Dangerous Minds, som bar overskriften MINDBLOWING PSYCHEDELIA FROM THAILAND. I en Youtube-video ser man en samling uanseelige thailandske mænd i matchende røde veste være i gang med, hvad man må betegne som en fuldblæst freak-out jam. De sidder helt roligt ned, mens de spiller deres heftige kosmos-toner, ren Spacemen 3.

Med sproglig assistance fra en servitrice på den lokale Thai-restaurant, fik en L.A.-producer ved navn Josh Marcy kontakt med bandleder Khun Narin, der havde opgivet sit telefonnummer på bandets Facebook. Marcy tog til byen Lom Sak og optog halvanden times udendørs field recording, kun afbrudt af ryge- og whisky-pauser, som er blevet barberet ned til et album med 40 minutters medrivende thai-psych, netop udgivet på Innovative Leasure (Allah-Las, Crystal Antlers m.fl.)

Khun Narin’s Electric Phin Band kalder selv deres blanding af traditionel thailandsk folkemusik og vestligt orienteret rockmusik for ”phin prayuk”, hvor phin refererer til et 3-strenget lut-lignende instrument, der er den altdominerende faktor i lydbilledet. Det traditionelle strengeinstrument, der køres igennem delay, diskret distortion og en syrlig phaser, betjenes mesterligt af en “phin-wizard” ved navn “Beer”, som spiller ekstatiske og trance-fremkaldende solo’er ligesom Jerry Garcia, men som angiveligt aldrig havde hørt om Grateful Dead før. De blødende phin-udladninger forstærkes af et hjemmelavet blåt lydsystem, bestående af 8 højtalere, og brydes af slagtøj, bækkener, bjælder og en bas, der slavisk følger rytmesektionen. For vesterlandske ører kunne det lyde noget i retning af aktuelle jambands som Eternal Tapestry eller en hyper udgave af Herbcraft. Godt krydret.