Passive/Aggressive

Københavns Hovedbibliotek udgiver Sods-bokssæt med guld fra punkarkiverne 1979-1983

Blog September 9 2016 1010

Af Mikkel Arre – foto: Jan Sneum

I løbet af den håndfuld år, punkpionererne Sods eksisterede – inden bandet tog navneforandring til Sort Sol – nåede gruppen at udgive to fuldlængdeplader og en række singler samt at medvirke på en stribe compilations. Ikke desto mindre er det lykkedes Sods-bassisten Knud Odde at grave en bunke hidtil uhørte og uudgivne optagelser frem fra gemmerne, som i denne måned udsendes på kassettebånd.

De bånd, som Knud Odde fandt på loftet, gemte på indspilninger fra forskellige dele af Sods-æraen. Den tidligste optagelse er fra en studiesession i Karma Studio i 1979 (året, hvor debutalbummet ”Minutes to Go” udkom), ligesom der er studieindspilninger fra 1980, 1981 og 1982. Desuden fandt Knud Odde en 1983-optagelse fra den på det tidspunkt nystartede (og i dag for længst hedengangne) Sokkelund Radio samt en koncertoptagelse fra den sydfranske by Martigues, hvor Sods spillede et show sammen med T.S. Høeg.

Arkivfundene er blevet til i nærheden af halvanden times musik fra SODS midt i en gylden punkperiode, der er samlet i boxsæt bestående af tre kassettebånd, en plakat og nogle postkort. Der er 40 eksemplarer af boxsættet, og derudover bliver hvert af båndene trykt i 40 separate eksemplarer.

Initiativtagere er Lars Kjelfred og Iver Ask Overgaard fra Københavns Hovedbibliotek, der bl.a. er tilknyttet arrangementsafdelingen og Lydavisen, der indtaler dagens aviser til blinde og svagtseende. “Snart er det slut med at udgive Lydavisen på kassettebånd, men vi har altså både bånd og maskiner endnu. Man skulle da være et skarn ikke at bruge det til noget. Så vi startede med at udgive bånd til Spontan Festival i sommers med folkene fra Vellness Plader, som havde udgivet 2 mixtapes på Soundcloud, men altså endnu ikke noget fysisk. Sådanne små produkter giver vores arrangementer lidt ekstra og er med til at skabe et efterliv, samtidig med at vi får prøvet nogle ting og aktiviteter af i en for bibliotekerne trængt tid. SODS-udgivelsen er på samme måde noget, som giver lidt opmærksomhed til et arrangement og til kassettebåndsmediet – og fortæller en historie, som Knud Odde og Jan Sneum har bidraget til,” forklarer bibliotekarerne.

“Pludselig kan man læse om et analogt fremstød på Københavns Hovedbibliotek i en tid, hvor de fleste står i kø for at skælde os ud for bogbrændinger og manglende personale. Der er meget politik i det, og det skal jeg naturligvis ikke komme for meget ind på. Men ligesom med Dokument #1 og #2 er der masser af såkaldt biblioteks-DNA i det her. Formidling, løfte undergrunden op – eller over i nogle andre rammer, synliggøre og historiefortælle. Helt i tråd med et nyt projekt, der hedder Morfars Hjørne, som I kommer til at se mere til – hvor musikanekdoter vil komme flydende i en lind og regelmæssig strøm,” forklarer bibliotekarerne.

Boxsættet bliver udgivet af det nystartede selskab Kjelfred & Overgaard Præsenterer og kommer til salg ved arrangementet Kampen om Kassetten på Københavns Hovedbibliotek d. 14. september. Kjelfred & Overgaard har netop udgivet to bånd med Pardans og Vellness Plader – og Lars Kjelfred var desuden initiativtager til “Dokument #1” (posh isolation, Escho) og Dokument #2 (Brian Eno, Laurie Anderson).

Info: Kampen om Kassetten afvikles på Københavns Hovedbibliotek d. 14. september kl. 17 (RSVP).