Kune Festival – We don’t party with the patriarchy
Organisationen Kune, der blev etableret i 2015, har afholdt Kune Festival siden 2019. Efter et års pause vendte festivalen denne sommer tilbage til Ungdomsøen og finder fremover sted hvert andet år. Passive/Aggressive sendte kunstner, musiker og forfatter Zahna Siham Benamor afsted for at berette fra den længe ventede udgave af festivalen.
Reportage af Zahna Siham Benamor
Jeg hoppede på en rød sejlbåd torsdag og lørdag fra Nyhavn til Ungdomsøen på vej til den elektroniske festival Kune med følelsen af at have udsigt til at komme i land på en mytisk ø, noget spændende trolde-noget, og det gjorde mig nat-gal efter den musikalske fryd, der potentielt kunne indfries i horisonten.
Så derfor gik jeg ved ankomst da også hovedkulds fra kaj ind blandt de indbydende dansende, et dejligt varmt publikum der stampede let på sandet ved Beach Stage og lyden af DJ-kollektivet Group Therapy fra Den Anden Side. Her mødte jeg som det første en pirat, ej han var nu bare klædt så’n, men havde han ikke lige skudt papegøjen for det peterpanske, festivalen gav billet til; en hengivelse til legen? Et maskefald og så endda med et skønt omkransende hav, en perfekt genklingende hymne til en festival, der gjorde det nemmere at flyde med stemningen, og som gav plads til, at der kunne opstå en trancetilstand på floor med en udsigt, som gjorde det umuligt ikke at smelte.
Næst var Angel D’Lite på Beach Stage i lyserød paryk, et breakbeat-rave med drys af drum’bass med mine glitrende øjne, der vandrede videre i udsigten af bare manderøve iklædt fabelagtige bodies. Kroppen blev så sandeligt fejret af et kønsdiverst publikum i trygge omstændigheder. Hvor er det altid rart at opleve, at det er mere end bare et symbolsk manifest, når en festival siger, de er venligt stemte over for queers.
Og længere væk fra hovedstaden var vi dog heller ikke med den københavnske elektroniske scene, der markerede sig med sets fra blandt andet den internationalt anerkendte techno-dj Mama Snake, Lund&Rønde, som er kendt fra Københavns BunkerBauer crew, og Martin Gilleshøj, der spillede på Vessel Stage. Desværre nåede jeg ingen af ovennævnte, for båden til Ungdomsøen sejlede sgu på nogle rimeligt utaknemmelige tidspunkter. Men så var der også noget andet je ne sais quoi særskilt fra den scene, jeg kendte som velbevandret storbyrotte i København, hvis nøgle måske lå i festivalens navn, Kune.
Ingen fucks for normer
Det frivilligt organiserede og nonprofit fællesskab Kune har taget deres navn fra Esperanto, sproget der opstod i efterkrigstidens Europa med idéen om at blande europæiske sprog til ét fælles for at forhindre en lignende katastrofe i fremtiden. At man derudover trampede ben til techno på et forhenværende militærfort føltes som at besjæle denne aggressive historie med en pacifismens indre arkitektur i dansende natkreaturer, der ikke gav en fuck for normer.
I en dystopisk tid, hvor vi selv er vidne til massemord i Gaza, føles det rigtigt at exsorcisere tidens vanvid ved at vride den ind i maskinel lyd. For måske kan vi kroppe, der er uundgåeligt filtreret ind i kapitalismens genstandslogik, på den måde fravriste os den? Netop på det punkt syntes Kune også dejligt adskilt fra visse andre festivaler denne sommer, der har givet sig ukritisk hen til forbrugsfest med en bismag af sjæleforladthed, en følelse af at drive hvileløst rundt i ingentings luksustilbud.
Fra nattens mørke hjerte til morgenens blottende lys
Lørdag aften opdagede jeg danske Hugo/DJ Sea View, der på Space Stage holdt sit publikum fast i et sæt, der rykkede helt ind i troldetæerne under et visuelt techno-amfiteater. Her spankulerede jeg dybt ind i nattens mørke hjerte i et rave, der skiftevis var et bølgende hav for dernæst at blive en mekanisk mimik af den syntetiske lyd fra højtalerne.
Jeg nød også med store øjne japanske Takumi Inamoto, der på Vessel Stage spillede dyb mininal techno med subtile understrømme af psykedeliske trancelyde, som førte mig helt ind i en hekset skovlandskab af lyd. Et andet højdepunkt var islandske Thorgerdur, der spillede på vinyl og førte én igennem et dejligt skiftende rytmisk sæt, der bevægede panoramisk mellem lettere housebeats, førte videre ind i jungledrums og tilbage til technoen. Samtidig blev jeg betaget af den forførende måde, hvorpå hun med vildfarende øjne bladrede i pladerne og samtidig holdt et genert øje på sit publikum. Man var helt med hende i det blottende lys tidlig morgen, hvor man stod så gennemsigtigt vild til skue, et spejl af solens orange skær.
“Jeg havde elsket rutsjeturen og følte mig tømt og samtidig helt fyldt.”
Så gav mine fødder op, og jeg lod mig roligt opløse i et lydbad i Astral Stage til DJGems dejligt transcenderende univers for til sidst at løbe mod min køje i hovedbygningen, endnu en scenisk karakter med sin labyrintiske gange af gemte skatte.
Jeg tog et billede af udsigten fra øen i et forsøg på at indfange den stilhed, der kun kan opstå efter at være lykkeligt mæt af festen. Jeg havde elsket rutsjeturen og følte mig tømt og samtidig helt fyldt. Og her havde jeg ikke engang oplevet en legendarisk tur i speedbåd hjem til byen endnu, med regnen der slog mig slask i ansigtet og som udløste det største grineflip med mine venner. For fuck, hvor holdt det bare ikke op med at være episk sjovt.
Info: Kune Festival fandt sted den 30. juli – 3. august på Ungdomsøen.
Zahna Siham Benamor (1988) er kunstner, musiker og forfatter til “Se Havet Som Ansigt” (2024).
