Lack – Alt det, vi ikke vil være
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Marika Hyldmar. Video: Martin Goltermann.
Hvordan lyder en midaldrende scenester? Hvordan udtrykker man det, der fylder i ens liv nu, gennem musik, man blev formet af som ung? Og hvordan hører man som fan gamle favoritbands, når de dukker op og er blevet lige så meget ældre som én selv?
Sidst, Lack udgav en plade, Saturate Every Atom, var min kone højgravid med vores første barn. I dag har han hageskæg og arbejder på en bar. Der er gået 18 ½ år, nu har Lack udgivet en plade, der bare hedder Lack, men hvordan skal Lack overhovedet lyde i 2026 med alt det, der er sket for hvert enkelt af de fire medlemmer siden dengang? Jeg mødte kvartetten dagen efter udgivelsen til en samtale om, hvad de for alt i verden ikke skulle være.
Vi er jævnaldrende, vi har gået til de samme koncerter i nogle årtier, og når jeg ser mig omkring til de koncerter, ser jeg en masse jævnaldrende i samme tøj som mig selv synge begejstret med på de samme sange. Det er det her, vi er. Men hvordan er man så det på en måde, der både er tro mod de idealer, der formede en som ung, og alt det liv, der siden er hændt én?
Hvilket band er Lack i 2026? spørger jeg dem.
“Vi lavede en demo, da vi lige var begyndt igen, og tænkte, at det er fedt, det her. Da vi så lyttede til den, var det bare Saturate. Bare lidt sløvere, lidt mere AC/DC-rocket, ikke?” fortæller Lacks sanger og guitarist Thomas Burø med en ærgerlig grimasse.
“Med lidt dårligere hooks,” tilføjer bandets anden guitarist Jakob Reichert Nielsen, og bassisten Kasper Andersen nikker.
“Det var så frygteligt, og det var lige i starten af processen. Hold kæft, hvor havde det bare været sørgeligt at komme anstigende med dét dér efter 18 år,” konkluderer trommeslageren Jacob Johansen.
Det der, det gider vi ikke
Sidst, jeg interviewede Lack, var for fem år siden. De havde lige spillet deres første koncert i 13 år på den odenseanske hardcore- og punkfestival Ilter på Teater Momentum et par hundrede meter fra, hvor vi nu sidder på førstesalen over Frølageret. I går udgav de pladen Lack og havde releasekoncert i Pumpehuset, i aften spiller de her, i morgen på HeadQuarters i Aarhus. Dengang for fem år siden skulle de spille én til gendannelseskoncert på Loppen kort efter, og så skulle de finde ud af, hvad de ville med bandet. De ville ikke bare være et et reunion-band, der turnerede med de samme, gamle sange i årevis, men det var ikke givet, hvad de så skulle være i stedet. Om overhovedet et band igen.
Da I fandt ud af, at I ikke kun skulle spille reunion-shows, var der så andre bands, I så på og tænkte, at sådan her kunne man gøre? Jeg tænker på sådan nogen som det gamle Dischord Records-band Scream, der vendte tilbage med en markant anderledes lyd end på deres gamle plader, eller Quicksand, der lige har udgivet en fremragende ny plade i sommers?
“Det, der har stået bøjet i neon for os, er, at det ville være fuldstændig totalt sørgeligt og komplet ligegyldigt bare at lave noget, der var det samme som dengang. Så nej, jeg tror mere, at vi har kigget på dem og haft det sådan, at det der, det gider vi ikke,” svarer Jacob Johansen prompte, og Jakob Reichert supplerer:
“Ja, det har meget været med den på. Altså at kigge på alt det, vi ikke vil, og så definere, hvad vi så vil. Også i forhold til, hvor længe vi gider køre det reunion-run der. Det gider vi ikke særlig meget, men det var sjovt. Det har været fuel for os i hele vores levetid: Alt det, vi ikke vil. Vi bruger enormt meget krudt på at kigge på alt det, der er latterligt, alt det, vi synes er forkert, og snakke om det.”
“Vi er et hadefuldt og småligt band,” vrænger Thomas, og alle griner.
“Det, der har stået bøjet i neon for os, er, at det ville være fuldstændig totalt sørgeligt og komplet ligegyldigt bare at lave noget, der var det samme som dengang.”
Jacob Johansen, Lack
Det er hverken hadefuldhed eller smålighed, jeg hører på pladen Lack, men det er alligevel en anderledes hård plade at lytte til for mig. De tre første – Blues Moderne: Danois Explosifs fra 2001, Be There Pulse fra 2005 og Saturate Every Atom fra 2008 – er hver især markant forskellige i udtrykket, men specielt Saturate Every Atom virker opløftende, næsten triumferende og skråsikker, på mig. Der er sange på Lack, der viderefører den stemning: “Heads Held High”, “Shipyard” og “Lemons”, som Thomas fra scenen nogle timer senere bruger som anledning til indigneret at plædere for at betale sine sexarbejdere ordentligt. Men overordnet er min personlige oplevelse af pladen efter at have lyttet til den i en måned, at Lack virker, som om de falder tungere nu, når Jacob Johansen med fuldt overlæg lader dem snuble over rytmerne. Det er, som om dissonansen i de to guitarer skærer grellere nu. Som om bassen med sine enkle, gentagne og hårdt plekterspillede melodier slår sig vej frem gennem sangene. Som om det reflekterer, at det hele er blevet sværere at være til i.
Vi er sgu ikke en del af den gamle garde
Det er en observation, som det er svært ikke at se som et udtryk for, en erkendelse af, at vi har lidt mere levede liv bag os nu.
“Jeg har været lidt forsigtig med at fortælle mig selv og dem, jeg taler med, at det handler om at være blevet gammel,” siger Thomas.
“Jeg synes ikke, at det er et spørgsmål om alder. Det handler om erfaring. Det handler om at være en del af noget, som rækker ud over vores livsalder, som rækker ud over os som band: Det handler om en større kulturel bevægelse, en søgende kultur, som måske startede i 70’erne, måske i det 20. århundrede, måske for 200 år siden, som vil en form for selvbestemmelse, frihed fra undertrykkelse. Og hvis man skal svinge sig op på den der høje hest, så har vi bare været en lille bitte del af den higen efter at finde ud af, hvad fanden livet kan rumme. Derfor er der noget irriterende ved den der historie om den gamle garde. Vi er sgu ikke en del af den gamle garde! Vi er stadigvæk lige så meget en del af den erfaring. Den ændrer bare hele tiden udtryk. Og der kommer nye til, som gør deres egne erfaringer med det. Der er også noget overlevering, og det er ret smukt. Det er fedt at være en del af det. Og så finde fred med, at nogle af de ting, som var fede dengang, de er der ikke længere, og det er helt okay.”
“Jeg synes ikke, at det er et spørgsmål om alder. Det handler om erfaring. Det handler om at være en del af noget, som rækker ud over vores livsalder, som rækker ud over os som band.”
Thomas Burø, Lack
Vores oprindelige præmis for samtalen var at gå en tur rundt i København og besøge nogle af de steder, der har været med til at forme Lacks historie: Huset, hvor de spillede sammen med vennerne fra pladeselskabet Play/Rec, Stengade, hvor de spillede deres oprindelige sidste show, det sted på Gl. Kongevej, hvor nogen på fortovet engang skrev “This is where it all begins,” Ungdomshuset på Jagtvej, Lades Kælder på Strøget. Steder, der har fandtes engang og enten er væk eller noget andet nu.
Det var bare ikke til at samstemme fem kalendere med jobs og børn og liv, den samme omstændighed, som har betydet, at det har taget fire år at nå frem til at kunne indspille den nye plade efter at have haft øvere hver fjortensdag. Og vi blev enige om, at det bare var sådan, omstændighederne er nu, og så måtte vi gøre, hvad vi kunne i stedet.
Det er også en erkendelse, Thomas som sanger har måttet nå, fortæller han:
“Jeg kan godt mærke, at som sanger har jeg betalt en pris for at synge på den måde, jeg synger. Altså, én ting er, at i takt med at vi bliver ældre, så sker der noget med stemmen, og jeg er ikke en særlig teknisk dygtig sanger, men min stemme er også bare blevet ødelagt. Den omkostning har der været, og jeg har fundet fred med det, men det er ikke særlig fedt ikke at kunne synge nogle af de gamle sange, fordi de ligger i et leje, som er umuligt for mig nu. Det gør én kunstnerisk sårbar. Det er en omkostning ved at gøre det på den måde. Jeg har overvejet, at jeg må hellere opsøge en vocal coach og blive rigtig teknisk dygtig, men jeg er også bare sådan: Jeg gider ikke. Jeg synger sådan, og det har den pris, det har, og på et tidspunkt kan jeg ikke synge mere.”
Vi andre nikker. Det her kan vi alle genkende fra os selv.
“Grunden til, at jeg siger det, er, fordi det er et eksempel på vores tilgang: Det handler om at spille intenst. At gå til det med en intensitet. Hvis ikke den var der, så ville jeg ikke gide.”
Ingen tid til tjatteri
Intensiteten er der fortsat hos Lack. Både på den nye plade og på scenen på Frølageret nogle timer senere. Lack er et stadig et band, der kan virke frygtindgydende intenst på mange, men også et band, der kan få sådan nogen som mig og de andre bebrillede skaldepander oppe foran scenen til bagefter at være fuldkommen ekstatiske over, hvor godt de spiller.
“Vokaludfordringer til en side, så spiller vi jo bedre,” slår Jakob Reichert fast. “Altså, vi spillede jo af helvede til i gamle dage. Det er noget, vi har snakket meget om, det med at finde balancen mellem vildskaben, energien og så selve fremførelsen. I de yngre år lå vægten helt klart på energien, bulderet og det vilde.”
“Men vi har også fundet frem til, at der er noget, vi ikke kan kaste af os,” indskyder Jacob Johansen. “Der ligger en eller anden puls af energi, som er os. Det er noget gennemgående, der var engang, der var senere, og som nødvendigvis må være nu.”
“Der er også en måde at spille på, som jeg synes er ret vigtig. En måde at tilgå det at spille på instrumenter på. Jeg kan huske, at vi spillede med 22-Pistepirkko i Brest i 2006, og det var et fint show, men jeg var også bare sådan: Dét der tjatteri, det gider jeg ikke. Hvis vi bliver sådan et band, der bare tjatter, så gider jeg ikke. Og så er småligheden der igen, ikke?”
Lack: Lack udkom 10. september på Dream Bureau. https://lackattackdk.bandcamp.com/album/lack
