Passive/Aggressive

Ling – Flygtig electronica i konstant omformning

Blog February 29 2016 Ling

Af Alexander Julin

Produceren Ling har rødder i Liverpool, og debut-EP’en “Attachment” er den tredje udgivelse på Codes – et forholdsvis nyt label, der er drevet af Visionist og endvidere fungerer som et sublabel til PAN.

Udgivelsen er bygget op omkring blandt andet felt- og browser-optagelser samt revidering af samples samlet over de sidste fire år. Der er noget ekstremt let og flygtigt over EP’en; det er nærmest, som om hvert enkelt element i de fire numre selv er dansende. På den måde adskiller “Attachment” sig fra adskillige andre artister med tilknytning til PAN, da den langtfra er lige så radikal, som når eksempelvis M.E.S.H, Lee Gamble eller Visionist prøver at redefinere klubmusik i den ene eller anden forstand.

Hvad der ellers kunne have været et dybt kaotisk lydbillede, bliver struktureret sådan, at det trods sangenes relativt kringlede opbygning endnu er muligt at falde hen i numrene, som havde der været tale om rene soundscapes uden beats. At Lings numre ofte slutter lige så brat, som de begynder, uden nødvendigvis at lede hen til et klimaks, afføder en ro hos mig som lytter. Det sker, på trods af at udgivelsen er enormt mættet af indhold, i den forstand at hver enkelt sang består af ufatteligt mange enkelte elementer, der ofte udskiftes eller moduleres gradvist, inden sangene er ovre.

Intet er givet på forhånd, hvilket medfører en perlerække af overraskelsesmomenter i løbet af de blot fire numre. Det mest imponerende er dog, at Ling formår at opbygge så kompakt og utilregneligt et udtryk, uden at det bliver en udfordrende lytteoplevelse. Det kan man f.eks. høre i “Thuril Whir”, hvor et af de bærende elementer hakker febrilsk som et urværk, der falder fra hinanden.

Det lykkes altså trods numrenes form og projektets uforudsigelighed at skabe en lytteoplevelse, man let kan hvile i. “Attachment” kræver ingen forkundskab til elektronisk musik i bred forstand for at være en hjemlig, nærmest tryg, affære at kaste sig ud i; blot engagement, opmærksomhed.

Info: “Attachment” udkom på Codes/PAN i starten af februar.