Lueenas – Doomjazz fra marianergravens dyb

Lueenas  – “Tender Anger” (2026, Barkhausen Recordings),  – Anmeldelse af Martin Funder

Hvis man følger lyden af tunge guitarriffs, der udsprang fra Seattle i 1990’erne, vil vejen unægteligt føre tilbage til jazzpioneren Alice Coltrane. For mig blev slægtskabet mellem bands som Earth, Sleep og Sunn O))) – alle hovednavne inden for doom, stoner og dronet metal – og Coltranes lange transcenderende toner, særlig tydelig efter en ven gjorde mig opmærksom på den rituelle drone som musikalsk udgangspunkt.

Drone-metalens moder spøger stadig, også hos danske Lueenas, der på Tender Anger bruger samme tunge jazzede minimalisme til at skabe et album, hvor stilheden er ligeså vigtig som den sønderrivende støj.

Gennem årene er det kun blevet endnu mere åbenlyst for mig, hvor meget man kan lære om musikalsk hengivenhed fra Alice Coltranes musik. Fra de tidlige harpe- og klaverimprovisationer som kvintet, med bl.a. saxofonisten Pharoah Sanders, til de senere hinduistiske og synthesizer-svævende messesange er det spirituelle og den højere erkendelse gennem musik en fællesnævner hos Coltrane, og en stærk inspiration for den tidlige drone metal.

Som at synke skrigende ned i et dybt sort hul

Kernen i Lueenas er Ida Duelund og Maria Jagd på henholdsvis kontrabas og violin. Men måske er det mødet mellem Ida Duelunds kontrabas og Jakob Høyers trommer på nummeret Canis Lupus, der minder mig mest om Coltrane. Det sløve bækken og den vuggende kontrabas kunne sagtens være en intro til Alice Coltranes harpespil, men starten og slutningen på nummeret kan næsten ikke være længere fra hinanden. For hvor begyndelsen nænsomt kravler ind i en tungere og tungere puls, føles slutningen som at synke skrigende ned i et dybt sort hul, indtil alt igen er stille.

“Duoen er ikke bange for at sætte strøm til de akustiske instrumenter, og ofte forvrænges det nænsomme spil til total uigenkendelighed.”

Mørket fortsættes derfor passende på nummeret Marianas Trench, som slentrer af sted med et lignende haltende groove. Alt er tungt, men alligevel forsigtigt som en flydende undervandsverden, og nummeret vågner først langsomt, når Maria Jagds violiner sniger sig ind. Marianas Trench er svøbt i vridende rumklang og svagt pulserende droner og er sammen med afslutningsnummeret Ships det mest lavmælte på det buldrende tunge album.

Strygere over elguitarer

Lueenas er ikke bange for at sætte strøm til deres akustiske strygere, og ofte forvrænges det nænsomme spil til total uigenkendelighed. Spændet mellem den rummelige akustiske fornemmelse og forvrængede effekter er klart en af albummets styrker. For eksempel væves de skurrende hår fra buens strøg ind som en susende vind, der pulserende droner igennem de lange numre. Det gør kontrasten mellem skrøbeligheden og vreden endnu mere tydelig.

“Med en kæmpe dynamisk rækkevidde formår Lueenas at få hvert anslag til at tælle, og når det bliver tungt, rammer det endnu hårdere, netop fordi musikerne spiller både sparsomt og blidt.”

Kontrasten er størst, når forsangeren fra det danske metalband Konvent, Rikke Emilie List, rejser sig fra dybet med sin growlende vokal. Allerede på Vølve, albummets første nummer, skærer hun igennem de skurrende strenge. Også på nummeret Diana brager List ind efter Katinka Fogh Vindelevs væsentligt mere æteriske vokal og gør nummeret til en episk duet med to meget forskellige vokalregistre. Her møder Lists vokal Katinka Fogh Vindelevs operasopran – en kunstner, hvis stemme ofte bevæger sig inden for den kontemporære klassiske musik.

Tender Anger er et album, som tør bevæge sig frit mellem famlende impulser og metalmusikkens strenge genrekonventioner. Med en kæmpe dynamisk rækkevidde formår Lueenas at få hvert anslag til at tælle, og når det bliver tungt, rammer det endnu hårdere, netop fordi musikerne spiller både sparsomt og blidt. Pauserne, de luftige bækkener og tøvende basgange gør de voldsomme vokaler endnu mere skræmmende, og strygernes mange nuancer kommer ud på vand, hvor et metalbands elguitarer aldrig ville kunne bunde. 

Det er muligvis Jakob Høyers trommespil, der hovedsageligt sætter albummet i et jazzet skær og minder mig om Alice Coltranes og de førnævnte tunge 90’er-bands dedikation til spirituel musikalsk hengivenhed. Men selvom kombinationen af doom og jazz er velbevandret, er det sjældent, at et så bredt genremæssigt spektrum er så veludført – derfor håber jeg, at Lueenas fortsat vil sætte strøm til strygerne i fremtiden.