Mads Emil Dreyer – Flygtig musik i små formater
Mads Emil Dreyer – Miniatures (2026, Dacapo Records) – Anmeldelse af Kristine Haffgaard
En sjælden gang møder man som lytter et værk, hvor musikken står så fuldstændig enkel, at den virker besnærende, næsten gådefuld. Måske fordi enkelheden opleves som noget dragende i sig selv. Som om musikken rummer noget tilbageholdt, en form for skjult hemmelighed. Mads Emil Dreyers nye udgivelse Miniatures falder ganske givet i denne kategori. Under den tilsyneladende troskyldige minimalisme lurer dystre stemninger.
Dreyers virke som komponist inden for det elektroakustiske felt er interessant at følge, fordi hans arbejde gennemgående rummer et enormt mod til at eksperimentere med instrumentering og helt nedbarberede minimalistiske formater, og fordi eksperimenterne som oftest falder heldigt ud. I sit arbejde har Dreyer forfinet et poetisk lydunivers, der primært opererer indenfor den lyse og luftige del af klangspektret.
Dreyer har en alsidig evne til at gå ind i meget givende kreative samarbejdskonstellationer. Blandt andet har han i perioder været en slags fjerde medlem af avantgarde ensemblet Neko3, som gruppens huskomponist. Denne sans for samarbejde går igen på Miniatures, hvor kompositionerne er indspillet af ensemblerne Scenatet, Athelas Sinfonietta og EKKI MINNA. Udgivelsen samler dermed en række progressive, skabende samtidsmusikere.
Miniaturens præmis
Titlen Miniatures er både fiffig og velvalgt, da den spiller på selve formatet for de otte kompositioner, der alle falder inden for den klassiske miniaturetradition. En miniature kendetegnes netop særligt ved sin knappe form og ofte meget intime karakter. Dreyers miniaturekompositioner forfølger ganske raffineret denne tradition, de indkapsler på hver deres måde en enkelt stemning, et hurtigt indfald eller en specifik klangfarve.
Miniatures peger selvrefererende på det faktum, at kompositionerne spilles på elektronisk forstærkede mini-instrumenter som legetøjs klokkespil, keyboards og vibrafon. Dreyer er optaget af elektronisk og akustisk lyd, ikke som hinandens modsætninger, men på en måde hvor de to i stedet smelter sammen i en graciøs dialog. Rytmiske slagtøjselememter og æteriske klange er efterhånden en form for signaturlyd for hans arbejde.
Sørgmodige vuggeviser
Kernen i Dreyer miniaturekompositioner er arrangementer, hvor enkle harmonier udfoldes og kombineres med mere komplicerede rytmemønstre. Miniaturerne er med fuldt overlæg en smule forskudt, og disse fine, spøgelsesagtige ekkoer pirrer øret på en både let urovækkende, men også indbydende vis. Der er genkendelighed, men det er ikke helt til at forudse, hvad der sker som det næste.
“I mine tanker snurrer der en lille mekanisk ballerina i barndomsværelsets smykkeskrin, når tempoet i Miniature 1:I skifter som en fjeder, der trækkes op for ganske langsomt at afspændes.”
Første del af udgivelsen Miniature 1:I til Miniature 1:IV, hvor Dreyers lyd står allermest ren, er næsten de mest stemningsskabende. I kraft af at musikken er fuldstændig minimalistisk, etableres der meget rum til lytterens egen forestillingsevne. Der gives mange åbninger til fortolkning og meningsdannelse. I mine tanker snurrer der en lille mekanisk ballerina i barndomsværelsets smykkeskrin, når tempoet i Miniature 1:I skifter som en fjeder, der trækkes op for ganske langsomt at afspændes. Det er en effektiv måde at skabe foruroligende suspense, samtidigt med at miniaturens tema næsten lyder så velkendt som en vuggevise. Miniature 1:II virker som modvægt nærmest højtidelig ceremoniel med en række anslag med ophold imellem. Det er et greb, som Dreyer sætter i spil flere steder på udgivelsen, disse små overlagte ophold af stilhed, hvor lytteren tilbydes et pusterum, og inviteres til at danne sine egne indre billeder til musikkens stemning.
Efter et interludium skifter lyden en smule karakter, og paletten udvides med droner og strenge. Miniature 3:1 til Miniature 3:III kræver lidt mere af sin lytter, men både det blidt dansende og uroligt hvirvlende forløses. Lyden fremstår i disse suiter mere skurrende og kompleks; det foruroligende islæt forstærkes og intensiveres frem mod den sidste tone stille klinger ud.
Med Miniatures er Dreyers særlige lydlige univers kondenseret i sit udtryk, og det klæder kompositionerne, der midt i minimalismen står meget stærkt. Miniatures formår hele tiden at svæve langsomt mellem det lette abstrakte og det mere konkrete, genkendelige, og i det spændingsfelt åbner der sig en fin poetisk lydverden.
Læs også Alexander Julins interview med Mads Emil Dreyer på Passive/Agressive: Musik som dobbelteksponeret fotografi
