Mai Soon Young Øvlisen – Et requiem til ære for Sydkoreas forsvundne børn

Interview med Mai Soon Young Øvlisen af Kristine Haffgaard. Foto: Presse

Vokalist, musiker og frontkvinde Mai Soon Young Øvlisen debuterer som komponist med det requiem inspirerede værk R.E.Q.U.I.E.M. Light & Loss (For the Uncrushable Spirit and The Little Ones Sleeping on the Mountain Side). Sammen med sit band Meejah har Mai Soon Young Øvlisen netop ur-opført det nykomponerede requiem i Seoul som en kunstnerisk mindemarkering for de mange børn, der er bortadopteret fra Sydkorea. Kort før Meejahs rejse til Sydkorea mødte Passive/Aggressives Kristine Haffgaard hende til et interview om baggrunden for værket, transnational identitet og musik som rum til at bearbejde kollektiv smerte.

Meejah med Mai Soon Young Øvlisen i front leverer en koncertoplevelse, der bedst kan beskrives som et fortættet, næsten rituelt transcenderende møde mellem øst og vest. Meejah bevæger sig i et eksperimenterende spændingsfelt, der frit blander nordiske og asiatiske musiktraditioner. Publikum føres gennem en række stemninger i sange, der flimrede veksler mellem traditionelle koreanske pansori fortælleteknikker, folkemusik, shoegaze, metal og post-rock.

De seneste år har været kunstnerisk intense for Øvlisen. Meejah fik international bevågenhed, da de rejste til Seattle for at producere en af de anerkendte KEXP live sessions i forlængelse af debutalbummet Queen of Spring fra 2021. Øvlisen var inviteret med som gæstevokalist af doom-rave duoen John Cxnnor, da de i 2023 åbnede Roadburn festivalens hovedscene. Herhjemme blev Meejah i 2022 nomineret til den prestigefyldte kritikerpris Steppeulven, som det første danske band med en asiatisk kvinde i front. Nu debuterer Øvlisen som komponist med et requiem-inspireret værk, som hun har arbejdet på i over tre år

En kunstnerisk refleksion over fortid og nutid

R.E.Q.U.I.U.M. Light & Loss (For the Uncrushable Spirit and The Little Ones Sleeping on the Mountain Side) er skrevet som et officielt bestillingsværk for Danish Korean Rights Group. Gruppen består af adopterede fra Sydkorea, der sammen undersøger deres adoptionspapirer, og kæmper for adopteredes rettigheder. Værket er skabt sideløbende med at Danish Korean Rights Group kollektivt har afdækket en lang række stærkt  etisk kritisable forhold, som fulgte i kølvandet af de mange transnationale adoptioner af børn fra Sydkorea. I sagsmapperne har gruppen fundet adskillige uoverensstemmelser, der samlet tyder på, at lovgivningen konsekvent blev omgået. Gruppen har indgivet sag ved Den Koreanske Sandheds – og Forsoningskommission, der gransker 367 vidnesbyrd fra koreansk adopterede fra den vestlige verden. Mere præcist undersøger kommissionen muligt bedrag, korruption og krænkelse af menneskerettighederne i forbindelse med adoption.

Værket er skabt ud af en stærk indre nødvendighed, fortæller Øvlisen, som selv er adopteret fra Sydkorea, og det blev skrevet i realtid samtidigt med, at flere og flere personlige fortællinger blev delt i Facebookgruppen.

P/A: Når jeg ser alt dette udefra, virker det som om en hel generation rykker lige nu?

Øvlisen: Det er historisk, det der sker. Sandheds – og Forsoningskommissionen i Korea ligger under den koreanske regering og er blevet sat i værk for at undersøge alle mulige overtrædelser i moderne koreansk historie. Derfor har der også været en regel om at man kun måtte indsende materiale på koreansk, og der har Danish Korean Rights Group åbnet med en dåseåbner, så vi måtte få lov til at indsende på engelsk også. Det er en del af det hele, at vi er blevet taget ud af vores oprindelsesland og har mistet sproget.

P/A: Der er tale om børn, der er blevet stjålet på gaden…

Øvlisen: Der er tale om så mange overtrædelser af menneskerettigheder, som jeg aldrig kunne have drømt om, der er kommet frem internt i gruppen. Det var derfor jeg ikke kunne sidde det her overhørigt… eller jeg blev kaldet til at prøve at skabe et kunstnerisk værk hen over det. For jeg kunne ikke rumme det indeni.

Fortællingen, der er blevet fortalt om, at det typisk er ret vellykkede familiedannelser, der er sket i Danmark og forholdsvis fin trivsel for børnene. Det er ét narrativ, som bliver udfordret af et fuldstændigt andet narrativ, og så må vi finde en vej ind i at forstå det. For der er ikke nødvendigvis noget af det, der ikke er sandt. Men hvad giver så den ligning, når man har de to historier ved siden af hinanden? Det forbereder man sig jo så på som adopteret, hvis man ønsker at finde sit ophav. Hvis man finder det, kan det være, at man bare igennem sin relation til sin koreanske familie allerede kommer til at stå med to narrativer, man skal rumme.

Den virkelighed, der nu kommer frem bag systemets frontlinjer, og de problemer, vi støder ind i som individuelle adopterede, når vi prøver at tilgå information i systemet. Det her nye narrativ om, hvad der reelt er foregået i adoptionssystemet, der kommer for dagens lys…Det er noget, som man på ingen måde har kunnet forberede sig på.

For tre år siden lavede vi en koncert med Meejah på Voxhall for at sætte en ramme for at Danish Korean Rights Groups arbejde kunne komme godt i gang. Fordi platformen er en Facebookgruppe, var det rigtigt fedt at kunne samles i et fælles fysisk rum, som vi ellers ikke har så mange anledninger til. Også fordi der er mange internationale adopterede med i gruppen. 

P/A: Hvordan oplever du din egen transinternationale identitet?

Øvlisen: Jeg føler mig først og fremmest dansk. Og så føler jeg mig også koreansk. Men jeg er jo meget bevidst om, at jeg ikke er koreansk, ligesom koreanerne er det. Men når jeg hører den koreanske folkemusik, så er det som om, jeg på en eller anden instinktiv måde, fuldstændig umiddelbar, måske genkender noget, som jeg kan forholde mig til, og som jeg føler mig tilknyttet til. 

P/A: Er der ikke stor interesse for asiatisk musik i det hele taget i øjeblikket? 

Øvlisen: Det har været utroligt fedt for mig at se, hvordan mange fortællinger fra et subjektperspektiv fra den asiatiske diaspora i Vesten, er kommet frem de sidste år. I Danmark også med Haloplus + og Ryong. I USA med flere stand up-komikere, der har vokset sig ret store, samt Oscar-nominerede eller Oscar-vindende film, der fortæller fra en koreansk-amerikansk position. De er også først og fremmest vokset op i et vestligt samfund. Men det synes jeg faktisk er hele styrken i denne her opsætning. Det er den måde Danish Korean Rights Group er blevet ved og ved med at vende tilbage med et rettighedskompas fra et dansk demokratisk felt. Og det har jo også bare været spændende undervejs, hvordan det overhovedet ville blive taget imod i en koreansk kontekst. Og at der så er blevet ved med at komme åbninger, åbninger, åbninger. Det føles helt fantastisk.

Foto: Chloe Sarmiento. Meejah Live på KEXP

De forsvundne børn

I 1970’erne og 1980’erne blev mere end 200.000 sydkoreanske børn adopteret ud af hjemlandet til familier i Europa og USA. Danmark er et af de lande i verden, der i forhold til befolkningsstørrelse har modtaget allerflest børn. Over 9.000 børn ankom fra sydkoreanske børnehjem til Kastrup lufthavn, hvor de blev modtaget af danske familier fra hele landet. Skal man visualisere det tal, svarer det omtrent til indbyggertallet i en mindre by som Humlebæk eller Ribe (red.: tal fra Korea Klubben). 

Identiteten på mange af de adopterede er gået tabt, blevet forbyttet eller direkte forfalsket i adoptionsprocessen. Meget peger nu på, at familier er blevet franarret deres børn for at imødekomme den massive efterspørgsel fra Vesten på adoptivbørn. Det er endnu ikke klarlagt i hvilken grad, de danske adoptionsbureauer og de myndigheder, der forvaltede adoptionerne, var vidende om de betændte forhold.

De transnationale adoptioner fik ofte store personlige omkostninger for de nu voksne børn. Flere bærer på tidlige traumer over at være adskilt fra deres biologiske familie, sprog og hjemland. Derfor har mange behov for at kende til deres koreanske rødder og biologiske familie. Men rejsen efter svar ender ofte i en blindgyde, fordi de nægtes adgang til arkiver hos de koreanske adoptionsbureauer, eller fordi deres baggrundsoplysninger er forsvundet eller rummer faktuelt forkerte informationer. Det er de mange næsten enslydende individuelle historier, der har fået Danish Korean Rights Group til at indgive sag ved Den Koreanske Sandheds – og Forsoningskommission.

R.E.Q.U.I.E.M. Light & Loss (For the Uncrushable Spirit and The Little Ones Sleeping on the Mountain Side) fletter tråde fra Sydkoreas historie og det følelsesmæssige nuancerede landskab, der knytter sig til de mange oversøiske adoptioner. Omfanget af den kollektive smerte for de flere tusinde mennesker, som de transnationale adoptioner medførte, bliver måske aldrig fuldstændigt kendt for offentligheden. Men værket adresserer fælles temaer som længsel efter at have et tilhørsforhold, sorg, modstandsdygtighed og kampen mod uretfærdighed.

Individuelle vidnesbyrd, men en fælles resonans

Øvlisen: Værket skal opføres i Korea i forbindelse med at Danish Korean Rights Group og deres søsterorganisationer står for en konference i det sydkoreanske parlament. Sandheds – og Forsoningskommissions efterforskning skal munde ud i en konklusion. Den skulle have været ude i maj ´25. Så jeg har hele tiden vinklet værket mod, at det skulle være en historisk markering af, når disse konklusioner kom ud. I mellemtiden blev Sydkorea jo forsøgt statskuppet af deres egen præsident. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand, og han er nu fængslet. Så der skete lige nogle omrokeringer, som vi ikke kunne have ventet. 

“Jeg bruger mit eget identitets- og følelsesmæssige stof. Men jeg har også prøvet at gøre det på vegne af fællesskabet, som en form for community-værk.”

P/A: Hvordan har processen været?

Øvlisen: Værket er jo skrevet ikke til, men sideløbende med, at historien har udviklet sig både på dansk og europæisk side fordi der også er blevet kæmpet for officielle undersøgelser af modtagerlandenes håndtering af sagerne. 

P/A: Hvilke følelser, er det du trækker frem fra dette her brede billede af stemmer, som du har oplevet i facebookgruppen? Hvad er kondenseret og forstørret i værket?

Øvlisen: Det er første gang, jeg helstøbt har skabt et værk alene som komponist. Og så har jeg sammen med Danish Korean Rights Group ansøgt Statens Kunstfond og Komponistforeningen om et officielt bestillingsværk. Men jeg har selvfølgelig haft hundrede procent kunstnerisk råderet, og jeg har prøvet at lave en kortlægning af forskellige emner, der på en eller anden måde var de vigtigste for mig at få omformet til musik. Værket bevæger sig mere mod kunstmusik, end arbejdet med Meejah. Det er et matriarkalsk requiem. Det blander metal/hardcore-screams, avangarde hip hop, klassisk kor og hymner, bygget over requiem-traditionen. Det består af ti dele eller satser, der alle følelsesmæssigt behandler emner fra de mange vidnesbyrd fra Danish Korea Rights-gruppen og på Sandheds – og Forsoningskommission foreløbige konklusioner.

Jeg bruger mit eget identitets- og følelsesmæssige stof. Men jeg har også prøvet at gøre det på vegne af fællesskabet, som en form for community-værk. Der er tusinde variationer af de her personlige fortællinger. Det er noget af det første, man finder ud af, når man træder ind i sådan et community. Selv om vi selvfølgelig har nogle ens rammer som adopterede, så er den måde vi har oplevet det på, og den måde det har føltes på, noget over sig, der er meget specifikt for hvert enkelt individ.

Foto: Peter Troest – Puke Wolf feat. Mai Soon Young Øvlisen

Stemmen som rituelt forbindelsesled

Meejah betyder medie, og navnet udspringer ud af idéen om kunstneren som et forbindelsesled, der igennem kunsten skaber kontakt til andre bevisthedsrum og giver publikum adgang til følelsen af forbundethed. 

P/A: Jeg har oplevet dig spille mange gange og i mange forskellige sammenhænge. Her i sommers på Copenhell i en meget rørende og hvad der virkede som en meget spontan koncert på den lille Bone Yard scene med Puke Wolf. Det, du gjorde med din stemme var meget overvældende. Hvad skete der lige der?

Øvlisen: Nogle gange prøver jeg virkelig lige at knibe mig selv i armen, fordi jeg synes, at det der sker i dansk metal og hardcore undergrund i de her år er så fantastisk. Jeg tror, det var så sent som i denne uge, at jeg fik en tanke om, at når vi kigger tilbage på det, der nu er foregået, om nogle år, så vil det blive set som en blomstrende guldalder i mange forskellige sammenhænge.

P/A: Ja! Det er vildt spændende at lige metal scenen har fået den enorme opblomstring. Hvad er der sket?

Øvlisen: Undergrundsmiljøet får lov til, helt inde i kernen af sin konstruktion og identitet, at have et væld af subgenrer. Det er kæmpe rodnet, der insisterer på ikke at have nogen ensformighed eller toneangivende strømning. Der er i stedet mange strømninger, der sameksisterer på samme tid. Det giver en rigtig sund kunstnerisk udveksling, og jeg synes, at miljøet er vildt på den måde, at der bliver samarbejdet på kryds og tværs. Det giver stor inspiration. Direkte, men bestemt også indirekte. Hvis nogen tager lead på et eller andet, så tænker nogle andre øj, det var fedt, kan vi lige finde på noget, om det så er en lille del af lyden, eller en del af konceptet. Det kan godt være, at man ikke præcis får fortællingen om, hvad de gjorde, men fordi der er nogen, der er to-tre skridt foran en selv, så er det lettere at forudsige hvad der skal til, for at komme derhen. 

P/A: Det er noget meget smukt i, at man løfter hinanden på den her måde. Det, som jeg ville spørge dig om, var noget helt andet… stemmen som ritual, og hvor enormt kraftfuld den oplevelse kan være. Hvad er det, der sker når du giver los på den måde? Der er jo noget, jeg som tilskuer ikke kognitivt forstår, men som jeg følelsesmæssigt forstår og som resonerer meget dybt i mig.

Øvlisen: Lavpraktisk er det jo et nummer, vi spiller. Men det er bestemt rigtigt, at i kærligheden til at spille live, kan der opstå noget… Du har øvet og øvet, men så sker der noget særligt i det rum, hvor det kører på et højtryk, som man ellers ikke har adgang til. Med Puke Wolf var det også meget særligt, fordi det nummer gik ud til Peter Clement Lund fra Kollapse, der kæmper med alvorlig sygdom. Så den skulle bare sendes rigtig ud.

P/A: En koncert med jer er jo nærmest en form for ritual, som man indgår i som tilskuer. Det kan være du tænker helt anderledes om det end jeg gør som tilskuer. Er der en støtte i at kunne trække på nogle rituelle greb?

Øvlisen: Vi har skrevet Queen of Spring over de her energifelter, eller forståelser af de otte trigrammer i koreansk filosofi. Jeg tror, det hjælper os til at gå ind i den specifikke stemning, der ligger bag. Men albummet er også et konceptalbum, forstået på den måde at det skal føles og lyde, så man mærker den her cycle of change. Det har også været en af grundene til, at vi har været meget heldige og er blevet omfavnet af metalundergrunden, selvom vi på mange måder også ligger alle mulige andre steder.

Musik som rum til at rumme kollektiv sorg

P/A: Blandt nogle af de venner og bekendte jeg var, der er adopterede fra Sydkorea, er der også en desperation over at de ved, at deres biologiske forældre må være gamle, måske endda døde. 

Øvlisen: Ja, så er der også et pres i det, at skal man nogensinde mødes, så skal det være nu. Det er der også en af satserne, der handler om: At vi har retten til vores egne personlige oplysninger og til vores families registre, og vi vil have dem nu, inden tiden løber ud. Det er også derfor, jeg kalder det for et community-værk, for vi har brug for at være i samme rum med hinanden, og vi har brug for at have noget, der ikke kun er en intellektuel kamp mod systemet, men også at vi også kan synke ned i det, rumme det, sørge. Hvor vi kan besøge et andet rum end den talte erfaring, hvor man i stedet træder ind i et rum baseret på musik. Derfor bliver det for os en stor oplevelse, hvor vi kan afsende dette rum, hvor vi faktisk sammen kan adressere og være i alt det forfærdelige.

R.e.q.u.i.u.m. Light & Loss (for the Uncrushable Spirit & the Little Ones Sleeping on the Mountain Side) blev uropført 9. september 2025, på JAZZXOVER, SeoungDong i Seoul, aftenen inden en flere dages konference i det sydkoreanske parlament, der behandler adoptionsområdet.

Læs også: Kristine Haffgaards anmeldelse af Ryongs debutplade samt Haloplus+ rejsedagbog ‘Postkort fra Japan og Korea’