Mandag på Roskilde First Days – fantasijazz, følsom hardcore og masser af slacker-rock
Anmeldelser af Mathias Schønberg og Emma Nophiran. På fotoet: Ida Duelund på Lagune-scenen.
På andendagen skal tankerne og oplevelserne igennem endnu et slør af varme, slushice og støv, før de overhovedet finder frem til tastaturet. Søndagen ligger bag os som et varmt aftryk i kroppen, mens mandagens program på Roskilde First Days i den grad bød på kontraster.
Passive/Aggressive er taget på græs og anmelder søndag og mandag koncerter fra Roskilde Festival First Days. Programmet, der også er kendt som “opvarmningsdagene”, har efterhånden udviklet sig til et alsidigt program af overvejende danske og nordiske musikere fra de mere snævre kroge, og oplevelsen de første dage før den officielle åbning kan føles som en lokal minifestival – blot på markant større scener og med et helt andet publikum, end man ellers finder til den slags.
Igen på søndag kan du læse en samlet rapport over hele ugens udvalgte koncerter fra festivalredaktionen, som består af Mathias Schønberg og Emma Nophiran.
Ida Duelund – et drilsk lydlandskab, der både kælede og nev
Anmeldelse af Emma Nophiran
Der er musik, man forstår med hovedet, hvor det ligesom kilder de rigtige steder i hjernen – og så er der musik, man må overgive sig til med kroppen. Til sanger, bassist og komponist Ida Duelunds koncert på Lagune mandag eftermiddag hørte musikken til begge kategorier.
Allerede fra Duelunds første strøg på kontrabassen føltes det, som om en vigtig fortælling gik i gang. Noget ulmede i denne ouverture, noget dragende lurede bag hvert nyt strøg, der ved hjælp af en loop-pedal, bredte sig som rødder under skovbunden. Lag på lag voksede harmonierne og blev mere og mere hvinende, høje toner skar igennem, og snart stod man omgivet af en mærkeligt indbydende, men bizar og spændende stemning. Det gav en fornemmelse af at blive inviteret ind i en hytte i skoven hos et lidt uhyggeligt, men godartet væsen.
Følelsen af at være i en form for fantasiverden blev understøttet af Duelunds sang. Da hun begyndte at synge, åbnede der sig et varmt og absurd rum. Hendes kælende luftige og let hæse stemme svævede gennem salen på et selvopfundet sprog, der lød som et sted mellem portugisisk, simlish (Sims’ computerspilssprog) og islandsk folkesang. Et sprog, som et lille fantasivæsen måske ville tale. Ganske finurligt, ligesom al musikken, der omkransede vokalen.
For Duelunds musik balancerer konstant mellem jazzet komfort og skingert ubehag. Støj og elegance, præcision og bevidste skævheder. Hun giver plads til leg og fjollerier uden at gå på kompromis med det imponerende musikalske håndværk, hele bandet bag præsterede.
“Det var en jazzkoncert, en eventyrbog, en børneremse, et mareridt og en mytisk skovvandring”
Musikerne var fremragende. Jazzede soloer fik lov at blomstre som små solskinspletter midt i al absurditeten. Bandet bevægede sig hjemmevant rundt i skæve taktarter. Saxofon og trompet (Anna Efternøler) jagtede hinanden gennem numrene som to skovdyr i en dans, der hele tiden skiftede karakter mellem kærligt drilleri og regulær kappestrid, mens interessante spændinger mellem Ida Duelunds kontrabas og violinisten Niels Gröndahl tilførte den foruroligende stemning endnu et bittersødt lag. Musikken kunne vokse sig filmisk stor for så at vende tilbage til Duelunds bløde volapyk-sang. Nærmest som et soundtrack til en eventyrfilm, der langsomt glider over i en groovy, surrealistisk feberdrøm.
Det var en jazzkoncert, en eventyrbog, en børneremse, et mareridt og en mytisk skovvandring. Et ganske særligt drilsk lydlandskab, hvor man både blev kælet og nevet.
Demersal – farlig leg med det følsomme
Anmeldelse af Mathias Schønberg
Jeg havde ikke besluttet mig for at se Demersal, fordi jeg (måske af princip) ikke bryder mig synderligt om den bølge af metal-hardcore, der pt har momentum i DK. Men der sker også noget lidt interessant derovre blandt de følsomme boys med band-t-shirts, der elsker at smadre ind i hinanden til blastbeats om de svære følelser. Og da jeg på afstand af Eos-scenen hørte Demersal mætte luften med patosfyldte black-metal-melodier til forsangeren Viktor Ravns dansksprogede screamo-vokal, måtte jeg tættere på for at finde ud af det.
Der er gang i nogle nye nedbrud af skel mellem genrer og subkulturer i hardcore, som måske er lidt spændende. Måske er bands som Demersal i gang med at bryde vejen for nye retninger for det ellers lidt dogmeprægede genreområde, der nemt bliver lidt kedeligt i dets årtier lange løb af gentagelser af faste figurer og udtryksformer. Eller måske er det blot et forsøg på at fortælle et større publikum, at man ikke er så farlig, når man som Demersal i går hev et klassisk ensemble med cello, violin, tenorsax og trompet med scenen.
“Det var dejlig illoyalt, men også farlig leg på kanten af Volbeat-grænsen”
Forsangeren vekslede mellem indskolet screamo-intensitet og stor skønsang, hvor et af de sidste numres syng-med-melodi nærmest kunne kvalificere sig til den blå højskolesangbog. Et vidunderligt underligt møde mellem en subgenre, der traditionelt har som raison d’etre at markere social afgrænsning, og åbenlyst fællesskabssøgende open-air-sang (muligvis var det nummeret Som et barn mod dit bryst – så meget er jeg ikke hjemme i Demersals katalog, indrømmer jeg gerne). Det var dejlig illoyalt, men også farlig leg på kanten af Volbeat-grænsen. Pas nu på, fik jeg lyst til at hviske dem, da der nær gik “lå-lå-lå” i den.
Demersal har også udgivet en single sammen med forsangeren fra Zar Paulo, og ligeledes har kollegerne i bandet Syl optrådt med D1ma på Orange Scene og har netop udgivet en single sammen med Sivas. Er det udtryk for en bevidst afpolarisering af genren og en endelig erkendelse af subkulturers meningsløshed? Eller blot en udvanding af det farlige og befriende uintellektuelle ved hardcore? (Selvom forsangeren Viktor Ravn i sidste nummer brød alle Roskilde-regler og crowdsurfede!!)
For lige at give dig en chance, hvis du ikke er fuldkommen hjemme i hardcore-genrens subkulturhistorie, så hænger det ca. sådan sammen: Hardcore var oprindeligt en variant af punk, som gik hurtigere og larmede mere, men havde ca. samme ideologiske og æstetiske udgangspunkt i antikapitalisme og en DIY-etik udenom musikbranchen. Den har siden forgrenet sig i alle mulige retninger og blev også krydset med metal, som på mange måder grundlæggende er det modsatte af punk: Drømmen om stadionkoncerter, markedsdominans og musikalsk perfektion. Mens punk grundlæggende er det modsatte.
Hardcore er dog for mange blevet ensbetydende med metal-crossover og en meget entydigt maskulin variant, hvor den snottede punkattitude er udskiftet med proteinsublementer og sange om unity i scenen. Den hardcore er alt andet end punk, men derimod selvhøjetidelig slåsmusik skabt i 90’erne af hockey-fans, der skulle have det hele skåret ud i pap med break-downs, og som danser med vindmølle-knytnæveslag og cirkelspark. Sådan meget groft sagt.
Det er der skrevet mange bøger om, og uenighederne om udlægningen er nærmest uendelige – hvilket blot understøtter min påstand om hardcore som social afgrænsning og trossystem. Nu er det hele blandet sammen, og der er nok ikke mange af de nutidige hardcore-bands der går op i distinktionerne. Især igennem 00’erne blev hardcoren selvbevidst og forgrenede sig videre i et utal af mikrogenrer som for eksempel den teknisk udfordrende math-core, som Demersal havde gode mængder med af på scenen.
Flere gange var ambitionsniveauet i Demersals rytmiske vendinger og breaks nærmest på højde med At the Drive In eller måske nærmere medlemmernes endnu sindssygere senere band The Mars Volta (som skinner tydeligt igennem på åbningen til Demersals album fra 2024), men melodisproget er slet ikke med deroppe – der er det stadig fanget i blackmetallens mol-elegier, og Demersal fortrækker sig også hurtigt til en publikumsvenlig mid-tempo beatdown-struktur som pause fra de præcist udførte teknisk-kaotiske fills og breaks som kontrapunkter og hooks.
Men når alt dette er sagt, var det en medrivende koncert, hvor hver eneste takt og strofe blev spillet med indlevelse og udtryk, der fik hvert anslag på instrumenterne til at lyde særskilt og vigtigt. Intet lød præcis som det foregående, guitarernes fraseringer passede perfekt med trommernes kreative figurer, og Viktor Ravns skiftevis følsomme og skrigende vokal dirigerede det hele med næsten for perfekt kontrol over sin løssluppenhed.
Det var en fornøjelse at se – også foran så stort et publikum. Og skal man lande en form for svar på spørgsmålene om den demokratisering af harcore, som koncerten biddrog til – så kan man måske lidt irriterende paradoksisere, at et dogme for punken (og hardcore) er, at det aldrig kan være punk at holde fast i dogmer og gentage tidligere generationers lyd og værdier.
GB – cute indadvendthed druknet i publikums knævren
Anmeldelse af Mathias Schønberg
Det var en sjov fornemmelse af at gå direkte fra Demersal til GB på naboscenen Lagune. Den totalt anderledes kunstner og hans band startede tilfældigvis i samme toneart og stemning, som Demersal sluttede i, men i modsætning til den oplevelse, var det, der fulgte, en koncert fuldkommen uden intensitet. Og jeg er med på, at det nok også var den kunstneriske intention ikke at udtrykke sig ret meget, men at lade intensiteten opstå i lytterens møde med musikken. Men det er altså svært på en festival – især foran netop dette publikum, der var mødt op til GB.
“…der skal mere til at få et live-publikum på Roskilde Festival til at koncentrere sig om musikken”
Bag det minimalistiske kunstnernavn GB står Gustav Berntsen, som i 2024 debuterede på Posh Isolation med albummet Gusse Music. En sød og personlig invitation ind i universet at bruge sit (gætter jeg på) kælenavn som titel. Siden er der kommet flere, virkeligt gode og meget producerede udgivelser til. Men der skal mere til at få et live-publikum på Roskilde Festival til at koncentrere sig om musikken, selv her først på aftenen i First Days. Der blev plapret i en uhørt høj grad til koncerten, og ingen jeg kunne få øje på, lod til at være det mindste opmærksomt lyttende. Måske hænger det sammen med den smarthed, der omgiver Posh Isolation, at man som publikum føler sig ligeså vigtig som bandet, måske er det bare en festivalting. Men uanset hvor jeg stilte mig i publikum på Lagune, overdøvede højlydt snak musikken.
Der var retfærdigvis heller ikke ret mange indbyggede højdepunkter i koncerten. Det var slacker-rock uden nogen særlig retning mod klimaks. Numrene virkede som den slags samtaler, hvor der efter hver sætning bliver sagt “eller ligesom”, “eller sådan”, “kan du følge mig?”. Ingen klare udsagn. Melodierne var meget lidt narrative, og trommesættets og congaens shuflede rytmer stod lidt stille i luften som en end-of-the party-melankolsk beretning om hvileløshed.
Superfint i den rette setting, men koncerten efterlader også et indtryk af dilemmaer mellem studie- og live-produktion. Hvor meget står tilbage, når studiets virkmidler ikke kan tages i brug på scenen? Det var også tydeligt, at GB’s tekstunivers er en vigtig del af oplevelsen, men det var simpelthen ikke muligt for mig at høre sangerens bevidst indadvendte frasering uden holdte toner eller tydelig artikulation. Jeg fangede en enkelt Pink Floyd-reference et sted i teksten, men det var også det. Til allersidst kom et lille hæst råb over GB’s læber, men så sluttede koncerten.
Ideen om at give så lidt fra scenen, at publikum selv er nødt til at læne sig ind helt tæt på for at høre, hvad man siger, virker på den ene side som en invitation – og på den anden side lidt arrogant, hvilket jo også kan noget. Foran dette publikum virkede det vist desværre slet ikke.
A good year – fra musset til storslået
Anmeldelse af Emma Nophiran
Ligeledes tog vi spændte forbi Lagune for at høre A Good Year, den nye danske duo bestående af trommeslager Tobias Laust (Liss) og filminstruktør Albert R. Hildebrand. Et samarbejde mellem musik og cinematisk oplevelse, hvor programmet lovede, at lyd og lærred ville gå op i en højere enhed. Med på scenen var bassist Villads Tyrrestrup (også fra Liss), og i løbet af koncerten kom flere gæster ind.
Det hele startede med, at Hildebrand lå på gulvet ude bag scenen og sang koncerten ind på skærmen, bag bandet. Mange i publikum begyndte at synge med, selvom Hildebrand stadig forblev ude bagved på andet nummer. Meningen med iscenesættelsen var svær for mig at forstå eller få hold om. Skæringspunktet mellem alternativ pop og garagerock virkede grynet, og publikumsinteraktionerne var få, hvilket gjorde det svært at følge med i ideen.
“Man ville så gerne inviteres ind i det tågede, tungsindige drengeværelse, men det var som om, døren kun blev åbnet på klem”
Man ville så gerne inviteres ind i det tågede, tungsindige drengeværelse, der skabtes på scenen med den lidt ugennemsigtige indierock og filmiske stemning – men det var som om, døren kun blev åbnet på klem. Efter lang tid kom der endelig energi på scenen, da Hildebrand begyndte at løbe rundt, men energien virkede på det tidspunkt fremmed.
Bandet havde dog flere gæstekunstnere med på scenen, som de på intet tidspunkt præsenterede. En af dem var Helena Gao, som for alvor satte et sceneshow i gang og som en sirene forførte publikum længere ind i mørket med sin stemme. Mø, som publikum genkendte og derfor begyndte at huje og klappe af, gav bandet endnu mere selvsikkerhed med nummeret Blue Flame.
En koncert, der med en ellers lidt tung start, sluttede med et meget smukt højdepunkt: Bandets tidligere Liss-medlemmer Tobias Laust og Villads Tyrrestrup, som havde været del af hele koncerten, inviterede deres gamle guitarist Vilhelm Strange ind for at genopføre Sorry med Mø på vokalen – som en hyldest til deres gamle forsanger Søren Holm, som desværre ikke længere er iblandt os.
Fra en koncert, hvor bandet nærmest ikke henvendte sig til publikum eller præsenterede nogen af deres gæstekunstnere, blev stemningen derfra fuldstændigt ændret til et intimt og følelsesladet rum, hvor flere i publikum grædende omfavnede hinanden og stod lige så taknemmeligt tilbage som bandet selv, da hyldsten til Søren Holm blev modtaget med en nærmest endeløs klapsalve. Til sidst fyrede A Good Year op for deres største hit Dealerz, og publikum festede til sidst lykkelige med sorgen i hånden.
First Days’ tirsdagsprogram på Roskilde Festival 2026 fandt sted 29. juni.
