Marcela Lucatelli – Ond ting er punkens brasilianske sibylle

Marcela Lucatelli har været en af de mest eksperimenterende sangere og komponister på den klassiske scene i Danmark, siden hun ved et tilfælde som 16-årig kom til Danmark fra en lille by i den brasilianske savanne i staten Minas Gerais. Gennem hele kunstnerskabet er trance og transformation altid til stede som en iboende mulighed: I konceptet, i improvisationen og i dialogen mellem værk og verden. 

I sine kompositioner og performances arbejder Lucatelli med grænselande – mellem stemme og maskine, performer og publikum, krop og teknologi, det individuelle og det fælles, det menneskelige og det kunstige, vestlige traditioner og folkekulturer fra andre dele af verden. Hun interesserer sig for støj: Ikke kun den støj, der er i lyd, eller det, hun kan med sin stemme, fx skrige eller lægge distorted lyd på en tone, men også den støj, der kan opstå i betydninger, i friktionen, når noget andet end det forventede indtræder i det ellers etablerede. 

Denne septembereftermiddag, hvor luften, bladene og dagene synes i begyndende overgang ind i en ny sæson, møder jeg hende i en baggård på Nørrebro. På hendes seneste album, Coisa Má, der består af 11 brasiliansk-portugisisk-sprogede sange, er hun i berøring med rytmer og genrer fra den brasilianske diaspora, såvel som alt fra postpunk til noise til mere poppede melodier og jazz. Selv forklarer hun, at hun forsøger at bygge bro mellem Brasilien og Europa. Eller som hun siger i baggården: “Et kontinuum. Som en slags bane man kan skøjte i. Hvor man kan finde nye hjørner.”

Jeg møder en ægte punker, der har forbindelse til, hvad hun selv kalder den tropiske bevidsthed om liv og død, en flydende væren, som hun fascineres af i Brasilien, og den ambivalens, som kommer af at stå mellem universer – i musikken og i geografien. Allerhelst vil hun skabe forandring i perceptionen hos sit publikum, skabe rum, hvor vi kan blive overraskede af øjeblikkets uforudsigelige forbindelser, intimitet og begær. 

PA: Hvilken betydning har titlen Coisa Má for dig?

ML: Det betyder ond ting. “Má” kan være et kælenavn for Marcela. Det er en karakter, jeg har bygget her, som har noget at gøre med, at folk kan blive bange, fordi det er et helt andet perspektiv, jeg kommer med. Vi har jo ikke den samme oplevelse over hele verden, og det synes jeg er sjovt at minde folk her om. Der kan godt være en generel doomsday-vibe, som jeg ikke rigtig viber med. 

PA: Er den onde ting et resultat af eller en forklaring på den undergangsstemning, eller hvordan skal vi forstå “ond ting”?

ML: I virkeligheden er den onde ting mig, men også en kvindelig rolle. På albummet prøver jeg at skabe en intimitet med nogle af de følelser på en mere punket måde, end det plejer at blive portrætteret. En kanal, der forbinder det kvindelige med det onde og de værdier, som ofte er blevet undertrykt, for eksempel care og lyst. Den vitalitet, som vi ikke kan undertrykke, som altid eksploderer, muligvis på nogle lidt dysfunktionelle måder i kapitalismen. 

Når for eksempel Violetta eller Carmen har det dårligt, så synes jeg gerne, de må lyde lidt dårligt.

PA: Under Copenhagen Opera Festival opførte du et performanceværk i Cisternerne, The Inhuman Human Voice, hvor du i en dialog mellem din egen akustiske stemme og maskinstemmer, som er trænet på din stemme, går ind i forskellige arketypiske roller fra operaen: Sørgeren, heksen, tricksteren, dronningen, sybillen, varslet og oraklet. Hvad er det for et rum, du går ind i, når du tager de her urgamle figurer op? 

ML: For mig er de der figurer jo lidt det samme over det hele, så de bliver også en bro mellem forskellige kulturer. Det var en stor forløsning at kunne tage fat i noget, vi faktisk har til fælles, og så synge på forskellige sprog, på dansk, tysk, fransk, italiensk, portugisisk og yoruba. Det betød også, at det var forskelligt, hvornår folk følte sig ramt. Jeg kunne stille mig forskellige steder i rummet med forskellige karakterer og undersøge, hvad der skete, når de bevægede sig. Improvisationen er en stor del af det, så det betyder meget, hvordan folk reagerer. 

PA: Er det mytologiserede feminine også noget, du tager op på albummet? 

ML: I starten, hvor det er mere punket og punchy, er der masser af fortællinger fra nogle kvindelige perspektiver, både seksuelle og følelsesmæssige. Men der er også meget om afstand og afsked, for det er meget det, jeg lever. Der er en sang, hvor hun siger “æd mig og gå væk”, hvilket kunne betyde, at hun siger “gå væk” eller beskriver nogen, der går væk. Den symptomatiske tolkning bliver ofte idéen om den lidende kvinde. 

PA: Har den kvindelige punkmusiker noget til fælles med nogle af de her arketyper?

ML: Ja, heksen, tricksteren og på en måde sibyllen.  

Det handler om at tage referencen ind i mit domæne og så behandle den med den æstetik og teknik, jeg har udviklet. Det oplever jeg som et kæmpe potentiale for at kunne skrive en ny historie. Folk kan især godt blive ramt, når det kommer til de ting, de kender godt eller betragter som hellige. Der var en reviewer, der engang sagde: “Jeg har aldrig lyst til at se det igen, men jeg vil heller ikke være gået glip af det.” Det betyder meget for mig. Jeg vil gerne åbne en dør. 

Hvad er fejl? Hvem har bestemt sig for, at fejlen er en fejl? For mig er det et kæmpe spørgsmål. Hvem sætter reglerne?

PA: En stor del af din undersøgelse af det maskinelle handler om de fejl, uforudsigeligheder og glitches, der kan opstå.

ML: Først kan man jo spørge: Hvad er fejl? Hvem har bestemt sig for, at fejlen er en fejl? For mig er det et kæmpe spørgsmål. Hvem sætter reglerne? Det var sådan, det startede, da jeg sang klassisk. Når for eksempel Violetta eller Carmen har det dårligt, så synes jeg gerne, de må lyde lidt dårligt. Det hele begyndte med en meget naiv tanke. Hvorfor skal hun have styr på det hele tiden? Hun har det skidedårligt! 

Der er så mange muligheder, så mange nuancer, så uendeligt mange måder. Jeg har bare lyst til at gøre noget andet. Det er ligesom, når du lever livet, hvis ikke du har lavet fejl, så ville du ikke kunne stå her. Det er jo ikke en fejl, det er en drejning, en anden vej du tog i et samspil mellem dig og omgivelserne. Det kan være den største blessing ikke at vide, hvad der kommer til at ske. Der er en kæmpe modenhed i nogle gange bare at give slip og lade din krop tage over. Se hvad det kan bringe ind og så tage stilling til det. Jeg synes noget af det mest vidunderlige er at kunne blive overrasket over sig selv og andre og kontekst. Jeg får en masse energi og idéer af fejlene. De er et hint på en måde, en slags læring. Det er en invitation til at kigge på potentialet, til at gøre det til en spændende æstetik. 

PA: Handler det også om at tage “ond ting” på sig?

ML: Ja, at være nysgerrig, være i dialog. I virkeligheden er der jo ingen af os, der hører til. Også dig, der er født her og ser dansk ud, inderst inde hører vi ikke til. Hvis vi alle kan mødes i den følelse, er det fedt. Det er i hvert fald det rum, jeg skaber for mit publikum.

Albummet bliver nærmest som et slags partitur. Som et tema. Det er nok også derfor, jeg ikke passer så godt i sådan en stram verden.

PA: I juni lavede du en performance under Art Matter festivalen på Thorvaldsens Museum, hvor du inddrog publikum i et fælles kor. Encantamento hed værket, som betyder fortryllelse. Hvad betyder det kollektive for dig? 

ML: Det er derfor, jeg laver kunst. Det rum betyder alt. Jeg interesserer mig for den kunst, hvor der sker en transformation af en person, et væsen, et rum eller et kollektiv. Hvor der sker noget. Jeg kan ikke komme ind og få det, jeg forventer, jeg vil gerne transformeres, og det er noget, der sker i fællesskab. Jeg stiller mig til rådighed som performer for den transformation, der sker i nuet. Hvor jeg gennem improvisationen heller ikke helt ved, hvad der kommer til at foregå. 

PA: Har det noget at gøre med fortryllelse?

ML: Det er at stole på, at der er andre kræfter, og at man ikke kan styre dem, men påvirke og være i dialog med dem. Den der magi, som nogle gange bliver set lidt ned på her, fordi det er for meget eller for abstrakt eller hippieagtigt. Det er jo egentlig bare en indstilling i hverdagen, der handler om, at der er mening, og at man kan forbinde sig med omgivelserne, med natur, teknologi, symboler. 

PA: Er der noget, der har overrasket dig undervejs i skabelsen af Coisa Má?

ML: Jeg gav lyden til nogle mere mainstream, grammyvindende folk for at se, hvad de ville gøre med det. Og den udveksling var spændende. Det blev en ny lyd, fordi det netop er en kombination af så mange elementer, mennesker og kontekster. Noget, der er vokset ud af det, er forskellen mellem albummet som en slags matrix, og hvordan jeg laver det live. 

I oktober udkommer en liveudgave af albummet med mit danske band, og der er koncert på Christianshavns Beboerhus. Det får en anden form. Live er det meget friere. Det tager udgangspunkt i mønstrene fra albummet, men vi bøjer dem, alt efter hvem der spiller. Albummet bliver nærmest som et slags partitur. Som et tema. Det er nok også derfor, jeg ikke passer så godt i sådan en stram verden. Fordi jeg elsker at tage det et andet sted hen, fordi jeg keder mig. Det er fantastisk, når sangene overrasker mig, når de får lov at blive til noget andet. 

Marcela Lucatelli spiller med sin danske kvartet på Christianshavns Beboerhus 16. oktober 2026. Coisa Má udkom i april 2025 i egen udgivelse og produceret af Lucatelli selv.