Maria Bertel / Sewer Haul / Svin / Smertegrænsens Toldere – Hvor blev nysgerrigheden, uforudsigeligheden, vildskaben af?
Maria Bertel / Sewer Haul / Svin / Smertegrænsens Toldere – Hotel Cecil, 30. maj 2026 – Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Jens Raadal.
Hardcore, grindcore, nowave og støjjazzrock ud i én køre og ind over hinanden: Over to weekender i maj udfordrede Aarhus-bandet Smertegrænsens Toldere hardcore-publikummets åbensindethed i et bravt forsøg på at holde musikken frisk og vild. P/A var med til den sidste aften på Hotel Cecil i København.
Det holder aldrig op med at undre mig, når folk, der dristigt og vedholdende opsøger den allermest afsindigt kogte musik, de kan komme i nærheden af, blankt erklærer, at de ikke kan lide jazz. Bare sådan, som genre i det hele taget, nej tak, ellers tak. Jeg mener, du hører harsh noise, grindcore, black metal, støjrock, gamelan, hvad det skal være, men saxofon er for outré til dig? Hvorfor lige jazz? Hvad er det ved den genre, der får den til at virke så svært tilgængelig for mange?
Udtalelsen falder endnu engang fra en bekendt inden aftenens fælleskoncert på Hotel Cecil med Maria Bertel, Svin, Sewer Haul og Smertegrænsens Toldere. Aftenens sløje fremmøde er da også svært at aflæse som andet end en vis skepsis fra publikums side. Det var i hvert fald sådan, Jacob Bredahl læste det, da jeg talte med ham nogle uger før de tre koncerter i Aarhus, Aalborg og København. Billetsalget gik trægt, bookerne og spillestederne havde været tavse, da han pitchede idéen om en fælleskoncert med fire grænsesøgende bands fra hver sin genre. Hvad havde guitaristen fra Smertegrænsens Toldere gang i, og hvordan hang det sammen med Maria Bertels og Svins noisejazz?
“Det er ret interessant, hvis du spørger mig, men for andre er det sikkert forvirrende, for hvad er det egentlig? Det kan godt være forvirrende at tage til koncert med noget, der er helt i øst og vest, men det kan også godt give mening. Hvis man ikke vil udfordres, er det i hvert fald ikke noget for én,” advarede han grinende.
Moshpitten som photo op
Ikke fordi det er nyt for ham og Smertegrænsens Toldere at blande kortene: Til den årligt tilbagevendende begivenhed Toldermania i januar i Aarhus og København har de i otte år indbudt vennebands fra rockens, punkens og metallens randområder til at spille helt korte koncerter på gulvet foran scenen med endnu kortere mellemrum inden næste band. Nu skulle det skærpes, forklarede Jacob Bredahl for nogle uger siden:
“Kunne det ikke være fedt at udvide det lidt? Kunne der ikke godt være mere i det? Kan vi ikke fucke det mere op? Jeg gider godt tage til koncert med otte hardcorebands, men så skal de fandme også være gode. Og det er sjældent, de er det.”
“Jeg gider godt tage til koncert med otte hardcorebands, men så skal de fandme også være gode. Og det er sjældent, de er det.”
Jacob Bredahl, Smertegrænsens Toldere
Den erfaring deler jeg med Jacob Bredahl. Lige så fortræffeligt, det har været at opleve hardcore blomstre op både herhjemme og internationalt de seneste ti år, lige så forstemmende har det været at se, hvor hurtigt det hele er stagneret i konventioner og rutiner. De samme riffs, de samme paroler, den samme moshpit reduceret til en photo op, hvor det føles, som om det mere handler om at få nogle gode billeder af én selv, mens man crowdsurfer, end om at give sig hen til musikken og være i den uden tanke for, hvordan man tager sig ud.
Måske er det også det, der er sket med i aften: Smertegrænsens Toldere har spillet sammen i over ti år nu, det er længere, end nogen af de oprindelige medlemmer har spillet i andre bands, men det betyder også, at jeg har set dem rigtig mange gange. Så hvad nu? Kan vi ikke, med Jacob Bredahls ord, fucke det mere op?
Det begynder ellers hjemmevant lørdag aften på Hotel Cecil. Den silkeborgensiske duo Sewer Haul går på med hurtige briller, omvendt kasket og den rå, primitive grindcore, de på få år og et par syvtommere er blevet et af landets højst skattede navne indenfor. Bevares, ikke at der er den stærke tradition for grindcore i Danmark, men Sewer Haul har vundet såvel dødsmetal- som hardcorepublikummet over på at spille hurtigt og dumt med usædvanligt gode riffs.
Det er alt sammen dejligt, men også velkendt. I kredsen rundt om duoen på gulvet står Maria Bertel og ser på, indtil hun får sit tegn fra trommeslageren Lukas og skræver over monitorerne for at spille trombone henover Sewer Hauls sidste rundgange. De næste små tyve minutter slynger den ene halvdel af free jazz-bandet Selvhenters hornsektion så heftigt forvrængede trombonebrøl ud over publikum. Hver gang Maria Bertel holder en kort pause mellem to numre, lyder der klappen og spredte, begejstrede råb fra salen, men der er også flere, der begynder at søge ud i baren eller står med flakkende blikke. Ovre på plateauet i den ene side af salen sætter en punker med heftig makeup, nitter, fiskenetstrømper og ildrød mullet sig ned med et mat udtryk. Det her er vildt nok, men det er, som om publikum ikke har tålmodighed til at udstå det i længden.
Selvforglemmelse i dansen
Punkeren rejser sig forhåbningsfuldt op igen, da Smertegrænsens Toldere griber deres instrumenter og akkompagnerer Maria Bertel et par minutter, indtil de begynder deres regulære sæt med alle de nyklassikere, de efterhånden har under bæltet: “Dolker dit ansigt” fra den første 7”, “Idioter” med sit fængende beatdown-refræn, “Dumflade selvskade”, “Arbejde er et tvunget fællesskab”, den streetpunkede “Benzin”. Nu danser hun med et komplet selvforglemmende udtryk i ansigtet, aldeles ligeglad med, hvordan hun tager sig ud, opslugt af musikken, og selvom jeg har set Smertegrænsens Toldere så mange gange før, danser jeg også. Hvordan skulle jeg kunne lade være, hvorfor skulle jeg prøve at lade være? De her sange taler lige ind i al den musik, jeg er vokset op med, ligesom de taler ind i erfaringen af at være blevet granvoksen og træt af pis.
“Det er en god aften,” bemærker Thomas Eiler, Svins fuldskæggede trommeslager, da vi hilser på hinanden, og griner, da jeg svarer: “Ja, indtil nu!”
Så sker det, jeg havde håbet på ville ske i aften. Thomas Eiler og de to andre medlemmer af Svin indtager halvcirklen, Mads Richter forlader trommesættet, men resten af Smertegrænsens Toldere bliver stående og improviserer ind over et stykke knusende tung støjrock, som Mads Stobberup råber fortrædeligheder henover.
Det er perfekt, og det fortsætter med en af de indædt bidske koncerter, Svin gerne spiller, når de er på udebane og skal vinde et fremmed publikum over på deres side. Jeg har oplevet dem spille sådan på post-metal-festivalen A Colossal Weekend, i aften er det hardcore-publikummet, der skal erfare, at jazz er meget mere end P8: At komplekse taktarter og musikere, der spiller kontrapunktisk, ikke bare er lir, men fucker det hele mere op – nøjagtig som intentionen var.
Det er uovertruffent, jeg er lykkelig. Det er det her, hardcore og punk altid har handlet om for mig: At rykke grænser for vanviddet, at sætte sig ud over sine egne musikalske evner, at holde en nerve i det, så jeg danser, slet ikke kan lade være med det.
Så betyder det knap så meget for mig, om det formelt set er hardcore eller jazz. Om det, som i Svins tilfælde, ikke entydigt er nogen af delene, men er åndsbeslægtet med begge og virkelig ikke udpræget svært tilgængeligt. Hvis denne aften har bekræftet mig i noget, er det, at det vigtigste for mig er graden af af-krogen-hed i udtrykket. At der er stadig er noget at vinde ved at, som Mads Stobberup siger det, da vi taler sammen bagefter, “skubbe hinandens musikalske grænser.” At hvile så sikkert i ens eget musikalske udtryk, at man kan lade det spille op mod andres.
