Passive/Aggressive

Markus Sollid – I et tvivlsomt grænseland

Blog October 2 2026, af Martin Funder

Anmeldelse af Martin Funder. Foto: Aria Leth Schütze

På Markus Sollids debutalbum Elastic Embrace, forlænger forvrængede digitale artefakter og akustiske instrumenter hinanden i en hyldest til det sted, hvor magnetbåndets knitrende forgængelighed og computerens stringente logik mødes. Her, i et farvand af science-fiction-troper, mellem programmering og håndspillet præstation, udforsker albummet et netværksarbejde mellem menneske og maskine – ikke som som en skarp kontrast, men som en ligefrem accept af, at mennesket ikke slutter ved huden.

Når man hører fløjten på albummets første nummer, “Vertical Longing”, er det ikke kun den spinkle tonale klang, som træder frem. Den susende pusten er side om side med tonen et vigtigt element i den famlende melodi, og den pibende lyd af åndedrættet veksler mellem at være ét med fløjten og være et lag for sig. Lyden indgiver en svag fornemmelse af mennesket bag messingen, et glimt af rummet, hvori optagelsen fandt sted. Det er en skrøbelig og let skjult fornemmelse, der er symptomatisk for resten af albummet.

Fløjten er, som flere af de akustiske lyde på albummet, præget af effekter og digital støj. Den susende fornemmelse af åndedræt fra tværfløjten går igen i form af glitrende syntese, for eksempel på “Low Dweller”, hvor næsten alle elementer føles som strukket ud til ukendelighed i en blanding af orgellydende droner og faxsimulerende synthesizere.

Albummet spiller sig ind i en, om man vil, moderne science-fiction, hvor det teknologiske ikke længere er en tydelig modsætning til det menneskelige, men hvor det menneskelige er uundgåeligt opløst i det teknologiske.

Blandingen af det akustiske og digitale er for mig stærkt knyttet til science fiction. Der er noget over mødet mellem det menneskelige og det kunstige, der indgiver en nostalgisk og samtidig dystopisk fornemmelse, som flere science fiction-fortællinger tager udgangspunkt i. Men blandingen af blæseinstrumenter og synthesizere på Elastic Embrace afstår fra den traditionelle science fiction-trope, hvor klassiske instrumenter bevæger sig i et futuristisk univers med vante melodier spillet på nye instrumenter. En kliché udødeliggjort af Wendy Carlos’ album Switched-On Bach – Bach på synthesizere – og på hendes soundtrack til sci-fi-klassikeren A Clockwork Orange, hvor Beethovens symfonier fungerer som lydtæppe til et dystopisk voldssamfund. Gennem Carlos, og senere gennem pionerer som Tangerine Dream og Klaus Schulze, er kontrasten mellem den klassiske og elektroniske musik blevet en genremarkør hvor synthesizeren, ligesom science-fiction-genren generelt, fungerer som et futuristisk spejl hvor nutidens frygt, fascination og tvivl kan forstås. 

Science fiction-spejlet er tydeligt på Elastic Embrace, men hos Sollid fungerer instrumenter som trompet og tværfløjte ikke som kontrast til det arkaiske, men som en heterogen udvidelse af det akustiske. Albummet spiller sig ind i en, om man vil, moderne science-fiction, hvor det teknologiske ikke længere er en tydelig modsætning til det menneskelige, men hvor det menneskelige er uundgåeligt opløst i det teknologiske. 

På albummet fungerer opløsningen af grænserne mellem akustisk og digitalt bedst ved hjælp af diffus og nænsom manipulation af lydene. Der, hvor der opstår små passager af tvivl om, hvad der er et åndedræt, og hvad der er computer. Desværre er de passager mere sparsomme, og indimellem gør den tunge processering, at det akustiske føles mere som en anekdotisk introduktion end et lige så markant aspekt som de digitale effekter. Når fløjten (eller fløjterne?) indleder nummeret “Vertical Longing”, er det som en tvetydig flirt mellem det digitale og akustiske, men når den laseremulerende synthesizer træder ind og indleder en slags duet med fløjten, rives sømmene i den sidste rest tvivl op, og det uvisse grænseland åbner for et udpræget elektronisk univers. Den tvivl er her, hvor Elastic Embrace virkelig omfavner det elastiske, og en vidunderlig nysgerrighed får lov til at råde. For indtil synthesizeren træder ind, opstår der i den sparsomme processering et rum, hvor der er tid til at blive i en elastisk og tvivlsom fornemmelse af mennesket bag fløjten, hvorfor den lyder så susende og pibende, og hvorvidt det overhovedet er en fløjte, der er på spil.

Det, som rammer mig ved Elastic Embrace, er denne usikkerhed om, hvad der er elektronisk, og hvad der er akustisk, og ikke den tydelige kontrast mellem synthesizeren og fløjten. Heldigvis er der flere steder igennem de syv numre, hvor der er plads til at blive i tvivlen. For at blive i den tilstand er som at få lov at høre instrumenterne i et surreelt skær af en glasklokke – på én gang forankret i den akustiske indspilning, men forstørret til en grad, hvor det, der lurede i baggrunden af opmærksomheden, nu er en konsekvent del af udtrykket. Og det er dette tvivlsomme skær, som for mig er albummets stærkeste træk.

Markus Sollid – Elastic Embrace udkom på Rhizome d. 25. september

Redaktørens note: Den ene tredjedel af Passive/Aggresives redaktørkollektiv kører pladeselskabet Rhizome, der udgiver Markus Sollids plade. Aria har derfor ikke været involveret i hverken den redaktionelle vurdering af, om albummet skulle anmeldes, eller redigeringen af artiklen.