Mesmer – skipperhuecore som kulturbevaring
Mesmer – Terrain Vague II (Arbitrary, 2026) – Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Ditte Bolt.
Engang var havet omkring os en lige så uforudsigelig som uudtømmelig kilde til beskæftigelse og afsavn, overlevelse og brutal død, isolation og verdensvendthed. Vi byggede både og maskiner til at betvinge havet, tømte det for liv og tømte os selv ud i det. Det er ikke længere tid siden, end at mange af os har kendt familiemedlemmer, hvis liv hang uløseligt sammen med havet.
Det har overfiskeri, iltsvind, globalisering og monopolisering tilsammen stort set gjort en ende på. Der er stadig fiskere i danske havne, der er stadig motorværksteder, sejlmagere, reddere, søfolk, småværfter, men det er mere et spørgsmål om at holde stand og holde traditioner i hævd end om at bygge nye liv på en industri, der ikke kommer tilbage.
Men hvorfor betyder det noget for mig og for danskerne som folk?
Hvad siger et dødt industrilandskab os, der aldrig har arbejdet i den industri og næppe heller ville være kommet til det, havde den fortsat eksisteret? Hvordan undgår vi at romantisere de slidsomme hverv i jagten på at forstå følelsen af det meget konkrete stykke arbejde, det har været? Hvordan føler vi os forbundne med en arbejderidentitet, få af os har haft berøring med? Hvordan nærmer vi os det taktile i de konkrete artefakter og bygninger, der er efterladt i ruinerne, uden det bliver ren autenticitetshungren?
“Vi priser vores kontorparate arbejdstøj for dets slidstyrke og funktionalitet, når vi cykler gennem byen, gror tapre fuldskæg som værn mod den evigt piskende vind”
Det er sådan nogle spørgsmål, Mesmer med pladen “Terrain Vague II” får mig til at stille mig selv.
Når det føles så vigtigt at holde de sidste rester af den kultur i live, handler det også om danskernes selvforståelse som folkeslag: Et lillebitte land, der har spredt sig over hele verden. Og selvom det efterhånden er de færreste af os, der har været beskæftiget med havet på andet end hobbyplan, lever den kulturhistorie videre i os.
Vi priser vores kontorparate arbejdstøj for dets slidstyrke og funktionalitet, når vi cykler gennem byen, gror tapre fuldskæg som værn mod den evigt piskende vind og bærer den lille skipperhue rullet op på toppen af hovedet året rundt for at mindske varmetabet gennem hovedbunden, når vi flasher vores sømandstatoveringer på kaffebaren. Det er alt sammen så nemt at gøre grin med. Men så ignorerer man, hvad det er for en historie, vi forsøger at forbinde os med ved at klæde os sådan, ved søge mod havet, ved at forsøge at skabe nyt liv på døde havne i samklang med historien.
For mig at høre er det netop det, Mesmer gør på “Terrain Vague II”, trioens andet album under navnet Mesmer. De besjæler de hendøende industrihavne med en vemodigt boblende elektroakustisk musik i grænselandet til improjazz. Det er på én gang et lydligt vidnesbyrd om en svunden arbejderkultur og en måde at videreføre historien som andet end en svaletatovering og en oprullet skipperhue kækt på sned.
Allerede titlen antyder det: En byggetomt, et område bestemt for noget andet i en nær fortid og en ikke nærmere defineret fremtid. En mulighed som et forladt frysehus, en lukket maskinhal, et havnebassin, som algerne har overtaget, efter bådene er sendt til ophug ude i Asien. Alt det, det kunne være, hvis nogen ville det. Det er de steder, og ekkoerne af det liv, de har rummet, der danner afsæt for musikken på pladen. Som i nummeret “Vind & Maskiner”, hvor en blæst ind over havnen forplanter sig i seidingen, metalfjedrene i bunden på Victor Dybbroes lilletromme, og han spiller videre på den storm, som Anders Filipsen på synth giver en elegisk klangbund, mens Emil Jensen lægger lag på lag af syngende wirer, sonarer og rumsteren i hallen oven på, inden hans trompet lidt længere fremme i “Sejlturen til Læsø” kort samler det hele i en afbrudt fanfare.
“Over pladens ni kompositioner samles bobler i havnebassinet, mågeskrig, sonder, susen, knirken og knagen til stemninger“
Anders Filipsen har gennem 15 år sammen Emil Jensen og Victor Dybbroe (der også spiller i Girls in Airports og trommekvartetten Blomsten) i The Black Nothing arbejdet op mod jazztraditionens genfærdsliv: Under navnet Mesmer er fokus på den stedsspecifikke lydkunsts muligheder for at forstærke et afgrænset områdes identitet og overføre det til albumformatet, hvor musikken fungerer løsrevet fra det sted, den er udsprunget af. På “Terrain Vague II” er musikken skabt på basis af feltoptagelser fra havnene i Aalborg, Frederikshavn og Læsø. Men når man lytter, står det klart, at det er det samme lydbillede, de samme stemninger, man møder på enhver anden stort set forladt industrihavn i Danmark.
Over pladens ni kompositioner samles bobler i havnebassinet, mågeskrig, sonder, susen, knirken og knagen til stemninger, som de tre musikere bruger som afsæt for en musik, der nok forsøger at skabe noget nyt ud af efterladenskaberne, men ikke kan undslå sig for en følelse af savn over, at så meget er gået tabt. Den følelse står klarest frem i pladens afsluttende “Under Limfjorden”, hvor Victor Dybbroe puster boblende liv i dyndet, mens en kutter hoster sig over i forvrængning, og et melankolsk tema ringer pladen ud.
“Det er et nyt liv, der ikke driver rovdrift på havet, men forsøger at besjæle det igen”
“Terrain Vague II” giver ikke noget svar på, hvorfor alt det her føles som en vigtig del af min kulturarv. Men Mesmer viser med pladen, hvordan vi kan tage efterladenskaberne med os videre og indsætte dem i nye udtryk. Hvordan historien videreføres, mens småøernes fiskerhuse omdannes til eksil for storbyforsagerne, fabrikshallerne til kreative arbejdsfællesskaber, toldhusene til mikrobryggerier. Det er et nyt liv, der ikke driver rovdrift på havet, men forsøger at besjæle det igen. At møde det som noget, der er mægtigere end os og bliver tilbage, længe efter den sidste trawler er sendt til ophug, den sidste smed omskolet til respiratorisk hjælper. Noget, der fortsat kræver sin sweater og sin hue.
“Terrain Vague II” udkom på Arbitrary d. 25. april.
