Mike Sheridan – Elektronisk nærkontakt
Reportage af Martin Funder. Foto: Niklas Ottander.
Det var ikke uden en vis stolthed i stemmen, at Mike Sheridan introducerede sin cristal som “det efter sigende senest opfundne polyfoniske instrument” under releasekoncerten for albummet Touch. Stod instrumentet ikke på en scene og tronede ved siden af en synthesizer, ville man tro, at det var en abstrakt skulptur. Men parabolerne, de tynde glaspinde og den store skinnende stålskærm er alle dele af et instrument, der føles som en naturlig forlængelse af både synthesizeren og Mike Sheridans dedikation til den elektroniske musik.
Det skulpturelle islæt er ikke tilfældigt, for cristallens opfindere, franske Bernard og Francois Baschet, specialiserede sig netop i feltet mellem skulpturer og musikinstrumenter. Cristallen findes derfor i mange afarter, den første fra 1952, men fælles er princippet om, at lyden skabes ved at trække fingrene hen over de tangentlignende glasstænger, der således resonerer og forstærkes af parabolerne og stålskærmen.
Det er et yderst taktilt instrument, som Sheridan også brugte som slagtøj under koncerten, men selvom cristallen langtfra lød lige så brutal og støjende, som da Sheridan skruede på sin synthesizer, rummede den alligevel et imponerende bredt spektrum af lyde. De spinkle, orgellignende klange af glas kan med den rette teknik fastholde lange toner og gå fra blidt klingende resonanser til tubalignende brøl. Fingrene skal holdes våde for at skabe den rette friktion over tangenterne, og derfor dryppede vandet fra Sheridans fingre, hvilket kun forstærkede den nænsomme dramatik.
Mike Sheridans cristal er hovedinstrumentet på Touch, og titlen er således også en åbenlys reference til det følsomme instrument. Man kan næsten mærke de lange flader af glasstryg og synthesizere, der får albummet til at føles tidløst og som et langsomt panorama. Det haptiske er i fokus i Sheridans musik, både i form af det vaklende og vibrerende instrument, men også som fornemmelsen af berøringsløs nærkontakt med lydenes ophav – en kvalitet, der manifesterer sig i lange, detaljerige lydflader, der bevæger sig frit og skrattende, uden takt eller rytme. Flere gange under koncerten skurrede flader af, hvad der lød som døende kredsløb eller knitrende is, gennem rummet og skabte en varm fornemmelse af at være til stede i noget, der var ved at forsvinde i samme øjeblik.
I Mike Sheridans hænder blev cristallen et symbol på den selvfølgelighed i kærligheden til at væve lyde i stadig nye materialer.
En nostalgisk avantgardisme
Lige siden jeg for længe siden så Mike Sheridan i dialog med komponisten og pioneren Else Marie Pade i tv-programmet Den 11. Time, har han fremstået som en kunstner med et stærkt bånd til den tidlige elektroniske musik. Cristallen genbekræfter denne antagelse. For som en skulpturel forlængelse af musique concrète-bevægelsen, der i 1950’ernes Frankrig lagde fundamentet for elektronisk musik, er cristallen som en fysisk manifestation af bevægelsens vision om at forme lyd, som var det plastik.
Navne som Pierre Henry, Edgard Varèse og danske Else Marie Pade er ikke bare genrepionerer, men også nytænkere af lyds fysiske egenskaber. Musik og lyd kan hos concrète-bevægelsen udspringe fra hvad som helst og strækkes, forkortes, gøres skarpere og manipuleres, alt sammen i målet om at skabe et nyt, ukendt terræn af lydlige indtryk – en nærmest topografisk disciplin, hvor målet ikke er en præcis plantegning, men en indre verden af rumlig intuition.
Der var noget dejligt afvæbnende ved Sheridans tydeligt personlige motivation og særligt for hans kunstneriske fokus på lyd som et levende materiale. Da Sheridan under koncerten fortalte anekdoten om, hvordan hans ordblindhed banede vejen ind i den elektroniske musik, netop fordi den ser sig fri af læsning af noder og takt, fremstod Touch nærmest som et livsværk. I Mike Sheridans hænder blev cristallen et symbol på den selvfølgelighed i kærligheden til at væve lyde i stadig nye materialer. Om det så er med en retrofuturistisk lydskulptur eller med den MacBook, der gemte sig bagerst på scenen, formår Mike Sheridan at rumme en refleksiv, nostalgisk avantgardisme, der ikke bare sukker håbløst efter magnetbåndets guldalder, men insisterer på kunstnerisk udvidelse.
Mike Sheridan releasekoncert på ALICE torsdag d. 10. september 2026.
