MINU 2025 – Eksperimenterende samtidsmusik på tværs af genrer og kunstarter
Anbefalinger af Kristine Haffgaard. Fotos: Presse
MINU_Festival_for_Expanded_Music – i kærlig kortform: MINU – afholdes nu for femte gang.
MINU fokuserer målrettet på det allernyeste. Både i form af risikovillighed hos arrangørgruppen til at sætte nye talenter på programmet og i målsætningen om at ville udfordre hvad eksperimenterende samtidsmusik er. Det er i udgangspunktet en vovemodig måde at gå til kurateringen af en festival på, for MINU ønsker ikke blot at rykke hegnspælene for, hvad der overhovedet kan opfattes som musik – flere af de inviterede kunstnere arbejder desuden kritisk og grænsesøgende med teknologi og lyd, krop og samtidskultur.
Der, hvor MINU har sin egen niche, er i det gennemgående tema om menneskets interaktion med teknologi i virtuelle og fysiske rum, set igennem queer, post-gender og posthumane tilgange til verden.
Andre danske festivaler tager også livtag med eksperimenterende samtidsmusik og lydkunst, som SPOR og Alter i Aarhus, Struer Tracks-biennalen i Nordjylland og københavnske Rewild. Der, hvor MINU har sin egen niche, er i det gennemgående tema om menneskets interaktion med teknologi i virtuelle og fysiske rum, set igennem queer, post-gender og posthumane tilgange til verden. Skal jeg absolut sammenligne, er MINU måske mere beslægtet med Transmediale-festivalen i Berlin, end med festivalinitiativer på dansk jord.
MINU har på relativt få år udviklet sig fra et mindre konferencelignede format tilbage i 2021 med talks, performances og ganske få koncerter. Nu et par år senere er MINU ekspanderet til en langt større og velbesøgt festival med ny kompositionsmusik, performance, musikdramatik og en imponerede mængde uropførelser på programmet.
Min egen erfaring som gæst på tidligere MINU-festivaler er, at man skal gå til festivalen med eventyrlyst og alle sanser åbne. På grund af de mange uropførelser er det ikke altid helt til at vide, hvad der er i vente. Noget er vildt og vellykket, andet mindre godt realiseret eller føles for overvældende. Men i reglen får man altid oplevelser med sig, der på en eller anden vis er tankevækkende eller bliver siddende i kroppen efter festivalen.
MINU udfolder sig på K.U.B.E, Xenon, Koncertkirken og Kasernen på Teaterøen. Det betyder, at der skal trædes til på cyklen for at nå rundt til de forskellige forestillinger. Her kommer fem anbefalinger til årets program.
K.U.B.E. ONSDAG 26/11: Marco Donnarumma: Ex Silens
MINU åbner programmet i K.U.B.E på Frederiksberg med aften med flere performances. Her bliver jeg særligt nysgerrig efter at opleve Marco Donnarummas posthumane værk EX Silens.
Ex Silens er en audiovisuel oplevelse for døve, hørehæmmede og hørende gæster i publikum. Hver enkelt kan deltage i forestillingen ud fra deres egne sansekonfigurationer.
Værket inviterer publikum ind i et immersivt sanserum, hvor det ‘normale’ opløses. Ex Silens er en audiovisuel komposition gennem subwoofere, et ambisonisk højttalersystem og et setup af interaktive lys. Donnarumma benytter teknologi, ikke som et individuelt hjælpemiddel til at udbedre en skavank, men til at forstørre en fælles lydverden, som altid har været til stede, og som publikum sanser via kroppen, mens de sidder på gulvet. Det er en fin modfortælling til den gængse opfattelse af, at hørehæmmethed er et tab. Måske er døvhed i stedet blot en anden måde at erfare verden på?
KASERNEN, TEATERØEN. FREDAG 28/11: A Gazing Grace
A Gazing Grace er et helaftens musikteaterværk af brasilianske Marcela Lucatelli og britiske Michael Hope, der begge bor og arbejder i København. Begge er kendt for at gå til deres performances med både humor og en enorm dedikation. Billedkunstner Hannah Toticki leverer skulpturelle kostumer og scenografi til de to komponisters fællesværk. Det er med andre ord tre stærke kræfter, der er sat sammen.
A Gazing Grace iscenesætter en række audiovisuelle skulpturer med afsæt i the male / the female gaze, og i den måde kvinder i kunsthistorien ofte skildres som offer, begæringsobjekt, forfører eller underdanig i forhold til mænd. I A Gazing Grace vendes rollerne på hovedet.
Opførelsen sker på Teaterøen, der ligger helt ude på den yderste spids af Refshaleøen omgivet af vand til alle sider i noget af det sidste rå industrimiljø, København har tilbage. Det i sig selv trækker i mig.
KONCERTKIRKEN. LØRDAG 29/11: Frej Wedlund & K!ART: Panic Diaries
Frej Wedlund er draget af det skrøbelige, ufuldkomne og det stille som kunstnerisk råstof i sit kompositionsarbejde. Panic Diaries iscenesættes af det postinstrumentale ensemble K!ART og opføres af fire musikere med kassetteafspiller, video og playback. Værket udforsker traumet ved panikanfald, hvor et individ overvældes af altovervældende frygt for en nært forestående død.
Panic Diaries udforsker den kognitive dissonans mellem at vide, at frygten ikke er reel, og den meget virkelige følelse af at skulle dø. Værket indarbejder online tekstbidrag fra mennesker, der lever med panikangst.
XENON, HUSET. LØRDAG 29/11: MSHR
Personligt blev jeg vældig glad over at se den amerikanske duo MSHR annonceret til årets MINU, for jeg har længe gerne ville deltage i et af deres hyperenergiske shows.
MSHR er et kunstnerkollektiv, der i fællesskab udforsker håndbyggede skulpturelle elektroniske systemers muligheder med feedbacksystemer af lys, lyd og bevægelse. Deres performances integrerer systemernes elektriske signaler med deres egen rent fysiske menneskelige tilstedeværelse.
MSHR arbejder med både analog og digital teknologi til at skabe smukke lyd- og lysinstallationer, der både reagerer indbyrdes og på publikums bevægelser. Teknologien er i sig en fascinerende skulptur af kredsløb, dioder og ledninger, der er koblet sammen på en visuel appellerende måde, så der er meget at både se og lytte til, mens man som publikum selv er med til at skabe oplevelsen alene ved at bevæge sig.
K.U.B.E. SØNDAG 30/11: François Sarhan og Zafraan Ensemble: LOG BOOK
Det er lidt af en bookingfuldtræffer at få den velanskrevne franske komponist og kunstner François Sarhan på programmet. Sarhan forener ny kompositionsmusik med et helt særligt eventyrligt og håndlavet installationsunivers.
MINU præsenterer i høj grad opførelser af værker, der er publikumsinvolverende. LOG BOOK er en af dette års oplagte muligheder for at kaste sig ud i en oplevelse, hvor man som publikum selv er aktivt deltagende og samskabende.
Som en kaptajn, der omhyggeligt nedskriver dagens store og små hændelser i skibets logbog, har Sarhan siden 2019 ført en lyddagbog. Materialet består af stemmer, både hans egen og andres, jingles, stjålne samtalefragmenter, personlige kompositioner, vejrudsigter og andre elementer. Værket tager afsæt i det glemte og det usædvanlige. Ud af logbogens mikrohændelser har Sarhan og Clemens Hund-Göschel fra Zafraan Ensemble designet et spil, hvor publikum inviteres til at deltage i lytning, meningsdannelse og overtalelse. Zafraan Ensemble fremfører undervejs værket, der afspejler nutidens liv, samfund og teknologi i alle dets absurde facetter.
MINU_Festival_for_Expanded_Music begynder i dag og finder sted til og med 30. november. Find mere info om programmet her.
