Momentum Musik – Der en iboende mulighed for, at det her går galt
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Lærke Kopp og Rikke Hansen.
I Odense forsøger Teater Momentum at rokke såvel ved måden, vi oplever koncerter på, som hvordan musikerne spiller dem. Teatret har haft en markant musikprofil siden 2017 med egne hardcore– og jazzfestivaler samt løbende koncerter med global rootsmusik. Med projektet Koncerter i Kulissen og radiovært, DJ og musiker Jonas Visti som kunstnerisk profil på Momentum Musik vil teatret undersøge, hvad det kan gøre ved koncertoplevelsen at tilføre den scenekunstneriske elementer.
For hvad sker der i det krydsfelt, hvor beslægtede kunstformer mødes? Løfter det oplevelsen, når de forsøger at oversætte hinandens udtryk til deres eget, som Visti formulerer det? Eller drukner det i alt for mange indtryk? Er det ikke nok, at en koncert er en koncert, uden man får tvunget andres fortolkning ned over den, mens man selv danner sig sin egen?
Det sidste har været en bekymring for mig. Jeg har været fast koncertgæst på Momentum, siden jeg flyttede til Odense for nogle år siden. Tilfældigvis havde jeg da været til den første Momentum Musik-koncert med post-rockbandet Horse Lords i efteråret 2017, og det var magisk at sidde i en cirkel rundt om bandet, der spillede i den aktuelle forestillings scenografi med en stor klase blinkende glødepærer hængende over sig. Det bidrog til mit indtryk af en by med et langt rigere og mere diverst musikliv end det, der var, da jeg som ung forlod byen.
Skulle-det-nu-være-nyt-pistolen
Derfor er det med en vis skepsis, jeg en fredag aften i januar cykler ind for at opleve værket ‘Erobotica 2050’ af synth-musikeren Turist. “En sci-fi lydperformance, som gennem musik, sang, visuals og bevægelse udforsker forholdet mellem teknologi, krop og erotik i en ikke alt for fjern fremtid,” står der i programteksten, og jeg har allerede spændt hanen på min skulle-det-nu-være-nyt-pistol.
I foyeren er der mere fyldt end normalt til koncerter herinde. Performeren Sól Ey glider rundt mellem os i sin hreyfð, som det påspændte, bevægelsesstyrede instrument hedder med det islandske ord for “hun er bevæget.” Fra enhederne på hendes krop lyder feedback og metallisk skærende toner, som om hun er et theremin, vi ufrivilligt spiller på, når hun interagerer med os.
Turist går på scenen og sætter sig bag sin synthesizer flankeret af trommeslager Søren Høi og Henriette Sennenvaldt på synth og sang, alle tre klædt ud som charterturister. Sennenvaldt og Turist synger på et selvopfundet nonsenssprog, sådan som det opleves af turisten, der lander i en fremmed virkelighed og hverken forstår noget eller gør sig forståelig. På samme måde, som meningstabet kan opleves, når menneske og maskine flyder sammen, og man føler sig hægtet af i det, man før opfattede som ens virkelighed.
Abstraherer man fra den tydeliggørelse, spiller Sól Eys dans godt sammen med musikken, mens Freya Sif Hestnes laver analoge visuals med en projektor, som hun drypper maling på i mønstre, inden hun tværer munden og hele ansigtet rundt i malingen og projicerer det oven i Frederikke Kroghs visuals.
Der sker bare utrolig meget i løbet af de 40 minutter, ‘Erobotica 2050’ varer. Nok også for meget, i hvert fald uden et overbevisende samlende udtryk. Min skepsis er vekslet til en noget frustreret følelse, da jeg cykler derfra, uden jeg kan sætte fingeren på, om det er volapykket, charterferie-antrækkene, action paintingen eller titlens erotisering af dansen og læberne på skærmen, der har irriteret mig. Samtidig kan jeg mærke, at koncertoplevelsen således arbejder videre i mig på en anden måde, end hvis jeg alene havde hørt musikken.
“Jeg havde en idé om, at nogle af de navne, jeg har taget med, ikke havde foldet sig ud performativt endnu.”
Jonas Visti
Nu har vi set dem spille koncert, hvad kan de ellers?
“Det sjove er, at der er noget på spil. Når man udsætter musikerne for de her greb, er der en iboende mulighed for, at det går galt,” fastslår Jonas Visti, da jeg ugen efter koncerten fanger ham på telefonen.
Han er udpeget til at kuratere programmet Koncerter i Kulissen for Momentum Musik i denne og næste sæson og skal vurdere, hvem der kan få noget til at blomstre af et samarbejde på tværs af kunstarterne.
“Jeg havde en idé om, at nogle af de navne, jeg har taget med, ikke havde foldet sig ud performativt endnu. Det kan godt læses som en kritik, men der er også bare en logisk forklaring, som det er svært at kritisere: Generelt er jazzkoncerter ikke lige så store produktioner, som popkoncerter er,” uddyber han.
Men fordi det er en uvant situation for mange at tænke deres musik ind i andre kunstneriske sammenhænge, er Visti afklaret med, at det langt fra er sikkert, at det hele kommer til at gå op i en højere enhed hver gang.
“Det er klart, at der er noget, hvor de forskellige sanseindtryk ikke bliver connected. Nogle er ikke klar på at adoptere, at andre kommer ind og rusker op i, hvad de normalt står på en scene og udtrykker. Det handler om at give plads til den åbenhed og det samarbejde, der skal til, for at det skal give noget,” siger han og trækker på sine egne erfaringer:
“Jeg er stor fan af at oversætte en kunstform til en anden. Jeg satte på et tidspunkt lyd til en Sonja Ferlov Mancoba-udstilling på Statens Museum for Kunst, hvor opgaven var at oversætte, hvordan de skulpturer lyder. Hvis jeg bare havde tænkt brasiliansk boogie fra 80’erne, som jeg synes er det fede lige nu, ville det nok blive lidt underligt at lytte til i hovedtelefonerne. Det handler om, hvor villige de optrædende er til at lytte til hinandens kunstform.”
Hvad kan scenografien og de performative greb give koncertoplevelsen?
“Det er fedt, hvis plus og plus kan give plus. Hvis more is more, og de fede elementer, der er i et setup, bare gør hinanden bedre. Jeg håber, at de navne, vi har valgt ud, vil gå til det ud fra den tankegang. At de vil lade det føje flere facetter til det, de gerne vil kommunikere med deres musik. Flere af dem er nogle, hvor jeg har følt, at nu har jeg set dem spille koncert, så det kunne være spændende at se, hvad de kunne i det her format.”
“Vi ser også en publikumsudvikling i det: Vi kunne se på data, at dem, der hørte musik her på stedet, ikke så teater her, og dem, der så teater, gik ikke til koncerterne.”
Jeppe Sand
Noget andet, end man er vant til
Et par dage senere stiller jeg teaterdirektøren Jeppe Sand det samme spørgsmål om, hvad de scenekunstneriske greb kan gøre for koncertoplevelsen.
“Min oplevelse er, at flere kunstnere længe har kredset om det tværæstetiske og været optaget af at lave ting, hvor de låner fra andre udtryksformer. Det er med til at udfordre ens egen kunstneriske praksis. Det er også den tilgang, vi har på Momentum: Vi vil gerne se det her sted som et eksperimentarium for, hvordan nye oplevelsesformer og fortællinger kan udfoldes. Min forhåbning er, at man får den særlige oplevelse, som skabes i samklang mellem forskellige udtryksformer. At man kan mærke, at det er noget andet, end man er vant til, at man bliver ramt på flere niveauer.”
Det “andet, end man er vant til,” har Jeppe Sand forsøgt at indkredse, siden han tiltrådte som teaterdirektør på Momentum i efteråret 2022. Hvilke af teatrets projekter og arbejdsmetoder skulle videreføres, hvilke skulle gentænkes, hvad var en del af teatrets kerneydelse. Derfor spørger jeg ham, hvorfor teatret har valgt at videreføre Momentum Musik, efter den tidligere musikchef stoppede, men ikke i sit oprindelige format?
“Det her projekt er ikke kommet natten over. Vores tidligere musikchef har arbejdet med formatet og skærpet musikprofilen her i huset, fordi han kunne se, at det kunne noget. Det er den strategi, som han har arbejdet med, vi nu forsøger at realisere. Men vi ser også en publikumsudvikling i det: Vi kunne se på data, at dem, der hørte musik her på stedet, ikke så teater her, og dem, der så teater, gik ikke til koncerterne.”
Men man kan også spørge, hvorfor et teater overhovedet skal præsentere koncerter i en by med et regionalt spillested, et genrespillested og et studenterhus, alle med flere scener?
“Set i et byperspektiv er det helt rigtigt, at vi heldigvis er i en by med flere steder, hvor man kan opleve forskellige slags koncerter. Vi som teater vil gerne eksperimentere med koncertformatet, fordi vi ser et enormt spændende krydsfelt der og håber, at dem, der kommer ind til koncerterne, også mærker, at det ikke bare er det klassiske koncertformat – selvom det bestemt også er godt. Den rolle vil vi gerne spille i byen.”
“Jeg gider ikke lefle for publikum, og det betyder ikke, at det skal være svært bare for sværhedens skyld, men de behøver ikke kende det hele i forvejen.”
Jonas Visti
Den oplevelse, du ikke vidste, du kunne lide
Andre teatre har afprøvet deres egne koncertformater, deriblandt Aveny-T med den tidligere Momentum-direktør Marianne Klint, der har sit eget program under navnet Koncert i Kulissen. Men Jeppe Sand ser gerne Momentum gå forrest i afdækningen af både de kunstneriske perspektiver og det potentiale for publikumsudvikling, der ligger i det aktuelle projekt. Teatret skal i denne og næste sæson være med i Musikdramatisk Netværk udpeget af Statens Kunstfond og har indgået videnspartnerskab med det aarhusianske spillested Radar for at se, hvad de to institutioner kan lære af hinandens arbejde med musikken og universskabelsen rundt om den.
Selv mærker jeg, at jeg ikke er ude over min skepsis over for projektet. At jeg et sted synes, musikken sagtens selv kan skabe sit eget univers, hvis man bare giver den plads til det og ikke forsøger at mætte publikum med endnu flere indtryk eller fortolke for dem, hvad musikken siger. At jeg har set for meget musikdramatik, hvor jeg fornemmede, at musikerne havde lagt bånd på sig selv for at give de andre elementer plads – såmænd også på Momentum med Svins danseforestilling ‘Monster’. Hvor mere ikke var mere, men lidt mindre af hver af enkeltdelene.
Jeg kan mærke, at det ærgrer mig at miste muligheden for at gå ind en hverdagsaften og høre frisisksproget folkpunk, italiensk jazzmetal, rituel egyptisk musik eller se rock’n’roll-kabaret med nyfarvet shag og syntetisk jakkesæt: Koncerter, hvor der måske ikke er et stort publikum, men hvor oplevelsen betyder alverden for dem, der er der, og hvor det netop er det intime ved at sidde sammen ude i baren og høre den koncert, der skaber oplevelsen.
Derfor spørger jeg Jonas Visti, om han har skelet til den tidligere musikprofil, da han kuraterede programmet.
“Jeg har prøvet at holde samme niveau for, hvor nysgerrig man skal være for at besøge Momentums musikprofil, så man kan godt sige, at kravene til publikum er blevet videreført. Jeg gider ikke lefle for publikum, og det betyder ikke, at det skal være svært bare for sværhedens skyld, men de behøver ikke kende det hele i forvejen. Det skal berige én, og det vil jeg være enormt glad for, hvis folk kan se som en videreførsel af den tidligere profil.”
Jeppe Sand supplerer:
“Nysgerrigheden er et nøgleord for os. Vi skaber den oplevelse, du ikke vidste, du kunne lide. Det har vi forsøgt at have som mantra i videreførslen af musikprogrammet. Vi har haft mange snakke med os selv og folk, der kender os, vi har siddet med faste publikummer for at finde ind til kernen og finde ud af, hvordan vi skulle arbejde videre. Vi har den frihed, at folk køber ind på det eksperimenterende univers, hvor man går ind og ikke aner, hvad man skal opleve. Nogle gange bliver man glad, nogle gange bliver man ked af det, nogle gange forelsket.”
Koncerter i Kulissen fortsætter med H20 Slutclub 13. februar. Jonas Visti kuraterer også næste sæsons musikprogram, hvorefter der skal findes en ny kunstnerisk profil til at varetage rollen. I løbet af foråret bliver der et open call, hvor bands og kunstnere kan melde sig med idéer til alternative koncertoplevelser.
