Nekrolog: Martin Hall – Sidste tæppefald for dansk musiks selvvalgte romantiker
Martin Halls betydning for den danske undergrundskunstscene kan ikke overvurderes.
Med en kalejdoskopisk kunstnerkarriere som sanger, musiker, komponist og forfatter har Martin Hall skabt en enorm produktion, der omfatter en lang række bøger, udstillinger og teateropførelser samt medvirken på omkring 100 pladeudgivelser.
Martin Hall søgte altid skønheden, også i det grimme, obskøne og bizarre. Han var radikal i sin kunst, der lå milevidt fra etablerede æstetiske indhegninger. Nu er han død af et hjertestop i en alder af 63 år.
Passive/Aggressive giver her et par nedslag i et langt kunstnerisk virke med en kæmpe spændvidde og peger fremad mod den arv, som Martin Halls pionerarbejde efterlader en ny generations musikere.
1.akt: Punkprofet og avantgardepopkomponist
Martin Hall var en ener fra første færd. Det er ikke til at forstå at han er borte. For han har altid været der – også for os, der ikke oplevede ham på scenen i de sortrandede punk-tider, da musikken var et respektløst modsvar på alle fronter i opposition til alt etableret.
Martin Hall var en ekstremt arbejdsom kunstner. Den kommercielle masseappel var begrænset, men ambitions- og provokationsniveauet tårnhøjt. For Martin Hall var musik altid kunst og en udfordring kastet ud til lytteren. Kunst var en alvorlig sag, præget af personlig pathos og stringens, men også med originalitet og vovemod som drivkraft.
Som barberbladsskarp kulturkommentator havde Martin Hall en særlig sans for at iscenesætte sig selv mere som kultfigur, fremfor en egentlig mediepersonlighed. Han stod som smuk elegantier iklædt ulasteligt jakkesæt, med skarptskårne bakkenbarter og omhyggeligt lagt eyeliner. Den offentlige persona både tirrede og pirrede det brede danske publikum. Han var vidende, udtalte sig i citater fra mere eller mindre obskure kunstnere, og fremstod i det hele taget som en selvvalgt romantisk og excentrisk figur. Både aktuel og samtidigt altmodisch forankret i europæisk avantgarde og dannelse.
Punkens iskolde vande
Martin Hall udsprang af Københavns lille, men progressive punkscene i slut-70’erne og start-80’erne, et miljø som han både formede og var formet af. I dag regnes han som en af pionererne på datidens stærkt eksperimenterede scene omkring spillestedet Saltlageret på Gammel Kongevej, der hvor Tycho Brahe Planetariet ligger i dag.
Som 16-årig dannede Hall bandet Identity, som efter kort tid skiftede navn til Ballet Mécanique, hvor resten af besætningen bestod af Michael Karshøj på trommer og Morten Versner på bas og violin Her blev kimen til karrieren lagt; bandet definerende den mørke, avantgardistiske og intellektuelle gren af dansk post punk, og debutpladen The Icecold Waters of the Egocentric Calculation fra 1981 er en absolut milepæl i moderne dansk musikhistorie.
Ballet Mécaniques uforsonlige stil var i takt med tidens kompromisløse ånd i kølvandet af oliekrise og en rekordhøj ungdomsarbejdsløshed ladet med aggression. Bandet etablerede en lyd, der var båret af violin, piano, trommer, balalaika og båndloops, kombineret med Martin Halls spænstige vokal. Tekstuniverset var mystisk og selvhøjtideligt, og numrene vekslede mellem stram struktur og total opløsning. Allerede tidligt viste Martin Hall sin evne til at bryde med traditionelle genrebetegnelser.
Som nogle af de første på dansk grund blandede Ballet Mécanique punk, avantgarde og lyrik på en for samtiden ganske uhørt måde. Bandet koblede dansere, dias og film som del af de transgressive koncerter. Her blev sporene lagt ud for senere danske kunstnere til, hvad en musikoplevelse kan være, når den overskrider og rykker ved grænserne mellem kunstformer. Koncerterne chokerede med det voldsomme visuelle udtryk, og der er ingen tvivl om, at det ofte gik vildt for sig. På en liveoptagelse fra en koncert i Enghaveparken i 1980 høres det, hvordan politiet fysisk fjerner bandet fra scenen.
I samme årti var Martin Hall del af flere kortlivede, men radikalt nytænkende orkestre som SS-Say, Under For, No Knox samt Before, hvor Fritz Fatal (red.:Mikael Bonfils) i front forkyndte poesi om håbløshed og fortabelse.
2. akt: Nostalgi efter fremtiden
Da førstebølge-punkens frenetiske oprørsenergi brændte ud, forblev Martin Hall udøvende kunstner, generelt med fart over feltet, men også dybde og eftertænksomhed.
Musikalsk bevarede Martin Hall en faible for et lettere distanceret udtryk med dramatiske vokaler og atmosfærisk tristesse. Det tidlige soloalbum Relief (1985) var definerende for Halls elektroniske og minimalistiske lyd. Der løb en dunkel romantisk og dekadent undertone i det senere materiale, som fusionerede elektroniske elementer med klassiske klaverkompositioner.
Dertil havde Hall en alsidig teaterkarriere som instruktør og forfatter til eksperimenterende tværmedielle performanceforestillinger.
Martin Hall var i 90’erne og 00’erne her og der og alle vegne. I substansen vedblev Hall med at udfordre normalitetens regelsæt indenfor og mellem kunstarter, alene og i samarbejde sammen med andre kunstnere. Her kan nævnes komponist Else Marie Pade, ensemblet Efterklang, billedhugger Ingvar Cronhammar, anti-chanteusen Irma Victoria, jetsetteren “den falske markis” Marcel de Sade og kunstmaler Knud Odde. Han var kendt af offentligheden, men var aldrig folkelig i sin kunst.
Den sidste romantiker
Martin Hall debuterede som forfatter med Genopbyggelsen er større end selve skabelsen (1983), og skrev en række bøger, der balancerede mellem dagbogsformatet, selvbiografi og fiktion, heriblandt hovedværket Den sidste romantiker (2005), en mursten på knapt 700 sider fordelt på to bind. Romanen forløber sig over 25 år, fra 1980 til 2005, og kan bedst beskrives som en nøgleroman.
Den sidste romantiker følger en ung kunstner, senere forfatter, på en dannelsesrejse gennem 80’ernes undergrundsmiljøer og 90’ernes glitrende medie-overdrev frem mod voksen mand med familie og en søn. Genkendeligt? Såmænd – men skrevet med glimt i øjet, et sprudlende satirisk overskud og et karakteristisk fuldkommen fravær af selvcensur. – Egentlig en befriende egenskab hos en eksponent for nyromantikken, som man ikke ofte ser hos andre new romantic-kunstnere.
Teatralske salonplader
Martin Hall modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 1995, og det gjorde det muligt for ham at arbejde frit og uafhængigt af et kommercielt pladeselskabs interesser. Resultatet blev den grandiose og helstøbte Random Hold (1996), der på en gang var både poppet og nøgtern.
Eksistentielle tematikker om kønsidentietet, begær og angst blev udforsket, som Hall bevægede sig mere og mere i en formfuldendt, poleret retning med Das Mechanische Klavier (2004) og Hospital Cafeterias (2009). Strygere og klassisk instrumentering, avantgardistisk pop og tysk cabaret blev de stilistiske pejlemærker.
3. akt: Sidste Inkubation og postpunkens genopblussen
Martin Halls sidste udgivelse blev det ambitiøse spoken word-værk Inkubation fra 2021, skabt i samarbejde med elektronisk musiker Thomas Li. Inkubation blev udelukkende udgivet som eksklusivt bokssæt i stærkt limiteret oplag. Boksen indeholdt en dobbelt-LP, tekster og en fotobog af fotograf Maiken Kildegaard, Martin Halls partner.
Med Inkubation lå en hensigtserklæring om værket som et eksklusivt, fysisk objekt og musik som kunst. Den omhyggelighed var gennemgående for albumudgivelserne. Nok havde de hver især deres skønhedspletter, men også en intensitet og fascinationskraft, som rakte længere end udgivelsesåret. Det tidlige bagkatalog er i dag samlerobjekter. Både for de ældre fans, der vil huske Martin Hall som udøvende fra hans relativt sjældne koncerter. Men også for en yngre generation, der har fundet punkens frontløbere i slipstrømmen af den opblomstring, som postpunk-genren fik i løbet af 10’erne.
Undergrundsbands som St. Digue, USERS og She Can’t Afford Mascara viderefører den mørke æstetik, de dramatiske vokaler og den dystre atmosfære, som Hall var medvirkende til at introducere i Danmark, og tilpasser lyden til deres egen virkelighed. Også Iceage, det vel mest succesfulde nyere danske postpunk-band, og Brimheims oprigtige, kunstfærdige goth rock rummer også, om det er bevidst eller ubevidst, ekkoer af Halls forkærlighed for det dunkle storladne og dramatiske.
Vi skylder alle Martin Hall en stor tak for sit mod og sin vilje til at udfordre kunstneriske konventioner, for med sit skarpe blik på omverden at have drevet kulturen fremad, og for det dystert romantiske aftryk, han har sat på dansk musik og kunst.
Martin Hall gik bort 21. juli 2026. Vi føler med familien og vennerne og takker dybt for alt.
