O Future – Sange i pixels fra efterlivet

O Future – BEFORE AFTERLIFE på Thorvaldsens Museum, 17/5 – Reportage af Ida Skibsted

Med en mønt i lommen til færgemanden Charon blev gæsterne på Thorvaldsens Museum i København d. 17. maj ført over floden Styx gennem portene til dødsriget Hades. Det skete under åbningen af den audiovisuelle totalinstallation ENTER AFTERLIFE gennem en musikalsk performance i museets grandiose forhal, bevogtet af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens (1877-1944) nyklassicistiske skulpturer, der indgår i museets permanente udstilling af hans mange værker. Her trådte to blåligt hætteklædte sopraner frem og henførte gennem seks satser publikum i en sjælelig og porøs sci-fi-trance.

Selv var jeg ankommet til museet indhyllet i en orange aftensol med mine indre billeder af dette underlige, som vi kalder efter, der mest har vist sig i et fravær af farver. Som et jordmørke, måske som en hvid glimrende tåge, en silende stilhed. Men med performancen BEFORE AFTERLIFE byggede O Future bro mellem før og efter, åbnede døren ind til en radikal, livlig og muterende digital organisme.

I lange vokaler akkompagneret af synth, bas, fløjte og saxofon påkaldte sopranerne ekkoer, som rungede på tværs af tiden, og som gennem hallens rumklang skabte et intenst og fortættet øjeblik i ophobede loops. Som en transcendental dialog mellem stemmen, rummet, myterne og maskinen. I en krydsvej mellem græsk mytologi og digital æra, mellem marmor og materie, mellem barok og distortion, bød kunstnerduoen O Future på en spekulativ vandring ind i efterlivet. Sangene flyder stadig i mig som en nænsom vuggevise og hjemsøger mig med deres næsten metalliske primalskrig. 

O Future har med deres udstilling ENTER AFTERLIFE skabt en simuleret virkelighed med komponenter fra græske myter og referencer til gaming og videospil i et på alle måder omsluttende og sansemættet, melankolsk, dramatisk og visionært rum. Gennem forestillinger om sjælenes rejse og livets cyklus inviterer duoen bestående af danske Jens Bjørnkjær og sydafrikanske Katherine Mills Rymer de besøgende til at møde sig selv i genskæret fra marmorskulpturenes kor og myternes ur-gamle visdomme og prøvelser. Ikke mindst folder O Future en tærskel ud, et grænseland hvor portene er mange, og hvor intet ligner helt sig selv. I et særdeles konceptuelt rum udspændt mellem menneskelivets forgængelighed og fortællingernes endeløshed flyder sjælene gennem grufulde vande til glemselsfloder og erindringskilder i intetheder og over endeløse enge bevokset med Affodil-blomster.

“Det var ovenud heftigt at bevidne stemmernes analoge klarhed ført frem fra kroppens dybder og ud i det åbne rum.”

En øvelse i worldbuilding

Performancen BEFORE AFTERLIFE, der var komponeret specifikt til dette rum denne aften, syntetiserede myternes undergangsmotiver og futuristiske koncepter, som efterfølgende hvirvledes op undervejs i selve udstillingen i en art queer organiske formationer. Med performancen blev jeg hensat i en portaltilstand, som åbnede for et rum i sindet, der ikke virkede som et akkompagnement til udstillingen, men tværtimod var ret afgørende for min opmærksomhed. Det var ovenud heftigt at bevidne stemmernes analoge klarhed ført frem fra kroppens dybder og ud i det åbne rum. Hvordan stemmerne i realtid blev infiltreret af teknologiens legesyge manipulationer, i en konstant forhandling om det virkelige.

BEFORE AFTERLIFE virkede som en initiering til selve udstillingen, som at logge sig ind i videospillet og hengive sig til den simulerede virkelighed. Det konstruerede, altså tilstedeværelsen af det menneskelige, blev underbygget af dirigenten/gamemasteren (Bjørnkjær), der forstyrrede med sine store ark og subtile kommentarer i satsernes mellemrum, når han samplede stemmerne med celeste-bas, spillede sig ind i elegierne med en improviseret alt-blokfløjte, og når han ved hjælp af tenor-saxofonens dybde lod koret få en ekstra stemme. Kompositionen virkede som en øvelse i worldbuilding, hvor noget nødvendigvis måtte begynde og atter begynde for nu igen at gå under. Som om sangene måtte kæntre.

“Jeg havde en fornemmelse af at blive disintegreret i et flydende materiale af video og lyd, i repetitioner lige så skønne som påtrængende.”

Ansigt til ansigt med en ensom Venus

Herfra blev vi en slags vandrende sjæle i transition mod paradisiske Elysium, når vi bevægede os videre fra hallen og ind gennem elektroniske lydlandskaber og håndtegnede 3D-videoprojektioner, der oplyste marmorskulpturerne og væggene på hele museets østfløj i hver af de otte rum. Apollons lyre og Merkurs fløjte spillede deres varsler og trøst i en lang mørk tunnel befolket med sfæriske billeder af væsener som slanger og kaniner, sprængte anatomier, sprængt materie, solbeskinnede, blødende enge og neondøende rev.

Lydværkerne lod passagen være kaotisk, kvælende, too much lige så vel som letsvævende, fredfyldt og harmonisk. Jeg havde en fornemmelse af at blive disintegreret i et flydende materiale af video og lyd, i repetitioner lige så skønne som påtrængende.

Midt i det hele måtte jeg kapitulere på en bænk, da jeg stod ansigt til ansigt med en ensom Venus, der nu havde fået selskab af en febrilsk, ultrarød formation lige på maven. Inderligt rørt og udmattet efter de intense, noise-klubbede beats hos Hades og den lounge-blide muzak i underverdenens liljeenge. 

Udstillingen ENTER AFTERLIFE kan opleves på Thorvaldsens Museum fra 18. maj – 29. juni.