Øhavet Festival 2025 – musik i et leje af “alternativ sejhed”
Reportage og interviews med publikum af Mathias Schønberg. Fotos af Carla Viola Thurøe.
Der går et sejlivet rygte om, at 85 procent af billetterne til Øhavet Festival bliver solgt i postnummeret 2200, Nørrebro. Det, synes jeg, er svært at tro på, når man bevæger sig rundt på festivalpladsen på Marstal havn i Ærøs lille søfartsby. Mange af os i festivalens kernepublikum bor jo også i 2400 Nordvest og 2300 Amager. Man møder da også en enkelt eller to, der bor i Svendborg eller på Møn på den lille festival, hvor musikprogrammet jo også overvejende består af kunstnere, man ellers ville støde på i Christianshavns Beboerhus eller rundt om på andre mindre alternative scener. I år var det navne som Soli City, Slim0 og Wedding, der var på plakaten sammen med Mona Moroni, Elias Rønnenfelt og Erika de Casier som de større navne, foruden et fint litteraturprogram.
“Musik i Lejet for venstreorienterede”
“Musik i Lejet for venstreorienterede” overhørte jeg nogen selvironisk indrømme om Øhavet og dem selv, mens flere på færgen fra Langeland til Ærø, der spurgte hinanden til råds om programmet, måtte indrømme, at de også selv mest kom for stemningen. Jeg var dog alligevel interesseret i at høre, hvad publikum fik ud af koncerterne på et lidt dybere plan, og ikke mindst hvordan festivalen fungerer i det lille lokalmiljø i Marstal, når man nu har set, præcis hvor galt det kan gå med Musik i Lejet som eksempel på invasive festivalarter i sarte miljøer.
For at få svar på de spørgsmål spurgte jeg i år forskellige festivaldeltagere og snakkede med folk rundt om i Marstal fremfor kun at foretage mine egne vurderinger af koncerterne og lade mine egne fornemmelser af festivalens rolle i lokalmiljøet styre.
Rejepilning og run på Brugsen
Aftenen inden festivalens start faldt jeg i snak med forskellige mennesker på gågaden i den charmerende lille by, hvor gadespejle vender ud fra køkkenvinduer mod de snoede gader. Jeg var interesseret i øboernes oplevelse af pludselig at have besøg af tusind alternative typer fra København, men de lod til at være langt mere optaget af rejepilningskonkurrencen under Marstals årlige by night med butikkerne åbne helt til kl. 22. Først da jeg talte med tre unge øboere i et telt sat op på festivalpladsen under overskriften “Mød en Øbo”, blev det mere tydeligt for mig, hvad festivalen betyder for Ærø.
De tre øboere troede alle uden tvivl på det sejlivede rygte om de 85 procent billetter solgt i 2200, Nørrebro, og mente også, at programmet er meget målrettet dem, der bor der. “Jeg kender ikke et eneste navn på programmet”, fortalte den ene og rettede det bagefter til, at hun havde hørt et nummer med Erika de Cassier og et af Mona Moroni. Men alle mente, at det er en god ting at introducere ny musik, og at de mange københavnere er meget velkomne.
“De lokale er også selv meget inkluderende … og det er egentlig essensen af Ærø”
“Det, man hører de lokale sige om festivalgæsterne, er, at “det er noget interessant tøj, de har på”. “Men der er ikke dårlig stemning om festivalen her i Marstal, tilføjede hendes sidemakker, “tvært imod – men der gøres også meget fra festivalens side for at være inkluderende overfor naboerne, give dem alle en fribillet og støtte det lokale bryggeri.” “Men de lokale er også selv meget inkluderende”, supplerede den tredje med eftertanken: “og det er egentlig essensen af Ærø, tror jeg”, og tilføjede, at, “det eneste, de rigtig har bekymringer om, er køen i Brugsen, som er noget længere end normalt. Det er her de plejer at få deres daglige snak, og mange af varerne bliver jo udsolgt – det har været et stort tema”.
Og der var vitterligt også run på Brugsen, allerede på festivalens første dag. Jeg måtte selv give op på at huske, hvad det var, jeg skulle proviantere, på grund af den uhørt høje hej-faktor, der kendetegner festivalen – der er rigtig mange, der kender hinanden fra Københavns alternative musik- og kunstmiljøer, ingen tvivl om det.
Og ganske som øboerne havde fremhævet, fik jeg samme aften også nært indblik i sagen om bekymringerne om Brugsen, da mine venner og jeg i en kort pause fra koncerterne fik en øl ved et udendørsbord på et af Marstals nærliggende værtshuse.
“Nu det kraftedme ikke til at være her længere! Det er værre end Skagen!
Inden vi satte os, spurgte vi nabobordet, om det var fint med dem. “Ja, men nu må vi se med ham derovre”, sagde en herre i selskabet og pegede mod en hoveddør, som var ved at blive åbnet lige overfor værtshuset. Bag døren blev der skramlet irriteret med håndtaget, inden døren fløj op som i en revyscene, og en ældre mand med håret ud til alle sider væltede råbende ud på gaden: “Nu det kraftedme ikke til at være her længere! Det er værre end Skagen! Der er jo kun turister tilbage! Og der er ikke nogen varer i Brugsen!!!”, lød det på højt klingende fynsk, inden han fik øje på den dobbelt så store herre, der havde advaret os. Da han så ham, skiftede han fuldkommen leje og blev blid som et lam: “Hej, skat”, sagde han og gik over og gav ham et kram. Vi var målløse over den komiske scene, og da jeg lidt efter talte med den humørsvingende ældre øbo på værtshusets toilet, sagde han, at han ville have været nede og se noget af musikken, men han skulle også til rund fødselsdag, og så var han faldet i søvn, men “var der da “noget med gang i den derneee?”
Blue Lake og Thicket – chill og ingen chill
Og det var der. Noget med gang i den. Efter Øhavets traditionelle indvielse af pladsen med sømandsviser af Marstals småborgerlige sangforening, spillede Blue Lake en rolig instrumental koncert af moden americana på strenge, whiskers på lilletrommen og dyb saxofon. Det varierede fra det stenede til det svimlende med nogle abstrakte udsving i kompositionerne fra det ellers enkle, pentatone udtryk. På den måde skabte koncert en ret perfekt underlægningsmusik til de næsten forstyrrende mange ting at se på på festivalen, hvor solen spillede i vandet i havnebassinet ved siden af scenen med legende børn i vandkanten. Solen, der bagte svimlende nedover hvert nyankommet vennepar, fik alt til lidt at ligne en scene fra en film.
Fra denne fredfyldte scene smeltede filmen i apparatet med den store scenes næste koncert af Thicket. Duoen af de to brødre Squelle og Dan Kjær Nielsen på hver deres trommesæt buldrede derudaf fra koncertens start til slut over et backtrack bestående af krigeriske blæserlyde og alarmerende lydmiljøer. Squelle er en utroligt produktiv og kompromisløst legesyg musiker, som driver Dybstegte Records og spiller meget jævnligt i København med alt muligt, bl.a. sit middelalder/diablo-synth-band Cuirass. Broderen Dan er nok bedst kendt som trommeslager i Iceage.
Thicket
Siddende overfor hinanden med stikkerne susende og rullende for fuld skrue, rejste de en stemning af ildevarslende intensitet, men også et spektakulært intuitivt samspil. Stort set uden øjenkontakt eller synlige cues til hinanden fandt de vej gennem tykningen af trommeslag mod koncertens anden akt, hvor de hurtigt rejste sig op og byttede plads, og spillede sig mod en meget brat og for de to brødre selvfølgeligt forekommende afslutning. “Shit, det må I have øvet jer på i lang tid!”, sagde en af mine bekendte til Dan efter koncerten. “Nåh, sådan, ikke rigtigt, vi har bare nogle klodser, som vi godt lidt ved, hvad vi skal med, og ellers spiller vi bare sammen”, forklarede han.
Soli City vækkede samtale om menneskelighed og metauniverser
Inden Thicket var der på festivalens indendørsscene Værftet koncert med Soli City. Efter koncerten mødtes jeg med venneparret Selma og Bille og en fyr, der hedder Christian, som havde indvilliget i at tage en halv times tid ud af deres aften til at tale om musikken.
De hæftede sig alle ved en lyskanon, der reagerede på lyd i musikken og rummet, som “optrådte sammen med instrumentalisten på en måde, jeg i hvert fald aldrig har set før”, forklarede Bille og beskrev, at “dens lyskegler reagerede på sangene og ligesom søgte efter stemmer i rummet”. “Jeg fik nærmest sådan fyrtårns-stemning”, tilføjede Selma og uddybede: “Når man er i det her Øhavsmiljø og står inde på et gammelt nedlagt værft, er det måske nemt at lade tankerne lede over på den slags.” Men de tre festivalgæster hæftede sig mest ved musikkens lag af spoken word, som Selma beskrev som “doom-scroll-agtigt”.
“det er så sindssygt flot, men så kommer alle de her afbrud og støjflader og hiver os væk fra vores tryghed og siger, at vi kan ikke bare hvile i det her”.
Christian tilføjede, at “det var en meget syntetisk stemme, som virkede A.I.-agtig og er klippet op.” “For mig virker det ikke som om, ordene skal give meget mening, men også bare høres for deres lydlige kvalitet; nogle gange var der ord, som driver i retning af noget samfundskritisk, men man hører ligesom ikke det hele, men bare den her monotone stemme – hvilket jo på en måde virker som en samfundskritisk kommentar i sig selv”.
Soli City
De tre festivalgæster nævnte også det kontrastfulde i Soli Citys koncert mellem “klassiske instrumenter, storslåede lyde og det elektroniske og opklippede” og beskrev det som “enormt pirrende, hele tiden at blive afbrudt”. Christian forklarer, at “det er så sindssygt flot, men så kommer alle de her afbrud og støjflader og hiver os væk fra vores tryghed og siger, at vi kan ikke bare hvile i det her”.
Han tilføjede, at der i Værftet også tidligere på dagen var oplæsninger af litteratur, og “man derfor var tunet ind på stemmen”, men hvor det i koncerten “ikke på samme måde var ordenes mening, der var i fokus, men stemmen som medie, og det fucker lidt med en på en spændende måde, når man har været tunet ind på den meningsfulde stemme, og nu bliver den meningsløs”.
“Vi kan nok ikke komme udenom at snakke om A.I. igen”, tilføjede Bille. “Vi er i en tid nu, hvor der ikke er nogen, der kan vide, om en stemme er rigtig, og om den overhovedet giver nogen mening. Og der var det spændende med den der lysrobot, at det på en måde var en stemme uden en krop”.
“Ja”, indskød Selma, “en god kombi af hele tiden at blive konfronteret med A.I. og noget, der sker i samfundet, og så gå ind i sig selv i det meditative og smukke rum med strygerelementer, på skift gå ind og ud af sig selv. Og sådan er man jo også selv i hele tiden både på festival og i det hele taget – i det der spænd mellem at være her, i sig selv og så i hele det der metaunivers.”
I det hele taget lod de tre gæsters refleksioner til at komme fra et ganske andet sted end blot at være på festival for stemningen. Da jeg spurgte til deres oplevelse af Øhavet som festival, nævnte Selma, at “det til denne koncert var lidt forstyrrende, at der sad to små børn med store hørebøffer helt oppe foran og var meget søde og meget børnede, men det er lidt forvirrende hele det her familiemiljø med mange børn, som også er her, op imod den her rå lyd. Jeg kunne i hvert fald gå bedre ind i det, efter de var gået”.
Passive/Aggressives Mathias Schønberg, Christian, Bille og Selma
Voksenmusik og børns performativitet
Mens de tre gæster nåede frem til de sidste eftertanker om at være til i både nutidens teknologiprægede verden og på festivalen, begyndte Elias Rønnenfeldt at spille fra den store scene. Iceage-forsangeren indledte med nummeret Doomsday Childsplay fra hans helt igennem fantastiske debut-soloplade Heavy Glory fra sidste år og spillede derfra en indlevet og utroligt vellydende rockkoncert, som han jo gør.
Men der var, ligesom Selma beskrev om Soli City-koncerten, noget forstyrrende i forholdet mellem det udpræget voksne udtryk på scenen med musikkens og forsangerens slidte sexethed og sørgmodigt indadvendte vrede – og så de børn, der foran scenen også stod vendt mod publikum og nød en tilsvarende grad af opmærksomhed med deres jovist nuttede imitationer af “rock” med luftguitar osv.
Der var to problemer ved det, som var forstyrrende, og som ofte går igen ved denne slags begivenheder. Det ene er med den performativitet, børn ofte besidder, hvor de kanaliserer den smule information, de har, om f.eks. “rock” fra fjernsyn, tegnefilm, forældre osv., som på en selvfølgelig totalt uskyldig måde i mine øjne også er groft reducerende overfor den specifikke rock, der foregår på scenen.
Det andet problem ligger hos det voksne publikum, som via et nuttet barn får en bagdør fra at forholde sig til de komplekse voksenfølelser, der bliver udtrykt overfor dem, og som i stedet kan lune sig ublufærdigt ved synet af en sød seksårig i underbukser, der spiller luftguitar. Det er jo meget svært at have noget imod, og der kan jo også være noget forløsende i at betragte et barns umiddelbarhed, men jeg oplever ofte, at folk kigger på børn ligesom på et bål. Så længe der er sådan et, behøver vi ikke se på hinanden, men har ligesom bare et fælles punkt at stirre på. Hvilket kan være behageligt, men det var lidt ærgerligt lige foran scenen til en koncert, der netop forsøgte at få øjenkontakt og sige nogle smukke og lidt farlige ting. Hvem ved, måske er det bare noget, jeg selv skal arbejde med.
Elias Rønnenfelt
Slim0 gav de unge lyst til at starte et band
Lørdag eftermiddag var der en smule affolket på pladsen, da Slim0 åbnede dagens musikprogram med en koncert i bagende hede. Men de havde publikum i deres hule hånd med deres særlige uperfekte charme. En synligt højgravid Mija Milovic måtte stoppe i introen til et af de ældre numre og finde det på sin telefon for lige at lytte og komme i tanker om, hvordan det starter – hvilket blot bidrog til charmen og publikums indlevelse i samspillet mellem de tre oddballs på scenen. Ingen stress. Og da de efter et godt udvalg af både mere punkede numre som Same Scene og den doomede Trenches fra seneste plade Forgiveness rundede koncerten af med en fin vokalopførsel af Sol i øjet fra 2020 – uden autotune – var der jubel blandt de solstegte festivalgæster.
Slim0
Efter koncerten havde jeg aftalt med venneparret Olivia og Elvira at mødes og snakke om koncerten. Olivia fortalte, at hun har set Slim0 tre gange før – også siddende i Århus koncertsal. “Jeg har ikke set dem før”, fortalte Elvira. “Men det var så nice at se, hvor glade de var for at spille sammen og den kemi, der var imellem dem. – Det var et band, hvor man selv fik lyst til at starte et band!”
“det er også ret kendetegnende for, hvordan de føles menneskelige. Det oplever man jo ikke altid med nogen, der står oppe på en scene.”
Jeg spurgte ind til, hvad der gjorde det, og de to venner fremhævede, at “de kiggede på hinanden med beundring”. “Det var også fedt at høre trommeslageren growle – det er ikke så tit, man hører kvinder gøre det”, nævnte Elvira. “Ja, og så var de bare så rockstjerneagtige – en gravid kvinde på elguitar, det er bare et billede jeg ikke lige har set før – en rockstjerne, der skal på barsel”, fremhævede Olivia og tilføjer, at “det er også ret kendetegnende for, hvordan de føles menneskelige. Det oplever man jo ikke altid med nogen, der står oppe på en scene”. “Det kan godt virke meget planlagt og perfekt på en fremmedgørende måde, hvor man som publikum står nede, og bandet står deroppe, men det hierarki var koncerten nærmest nedbrydende overfor, fordi de var så menneskelige”.
Olivia og Elvira
Alternativ sejhed
De to venner fremhævede også Francesca Burattelli som særligt spændende for den “mystik”, de oplevede omkring hende. “Mystik er vel noget, man ikke rigtig forstår, som kan være et spændende modspil til noget meget menneskeligt. Der er Slim0 jo mere menneskelige, men alligevel mystiske måske, fordi det ikke rigtig kan genrebestemmes.” Da jeg udfordrede dem til alligevel at prøve at genrebestemme Slim0, landede de på betegnelsen “alternativ sejhed” og erklærede, at det at prøve at sætte genre på også bare er “at forsøge at pådutte dem nogle stereotype kasser at passe ind i.”
Og netop sådan kan man vel beskrive det meste af programmet på Øhavet Festival 2025 – som “alternativ sejhed”, der nødigt lader sig passe ind i konforme kasser eller altid fremstå perfektionistisk.
Samme eftermiddag og aften gik jeg over for at se J. Ludwig III, som desværre var ramt af et fuldkommen forsvundet stemmebånd og dårligt kunne gennemføre sin koncert, som ellers i mine ører havde været blandt de absolut bedste på Roskilde Festival i år. Og da jeg senere – efter mødet med den søde, humørsvingende øbo ved værtshuset i Marstal – gik over for at høre Wedding, var det da også med både strømsvigt og udfald af al lyd i betydelige dele af koncerten. – Men til gengæld med et publikum, der var på både bandets og teknikernes side i en fælles kamp mod teknikken og tilsvarende jubel og øget danseglæde, når lyden kom tilbage igen. Alt sammen del af den DIY-følelse, der præger Øhavet Festival og er med til at skabe en menneskelig oplevelse i et leje af alternativ sejhed.
“Toilet”-graffiti af Wedding som sidste spor af festivalinvasionen i Marstal.
Øhavet Festival foregik 18.-19. juli 2025. Idéen med at tage udgangspunkt i interviews med publikum er en videreførsel af tanken bag Passive/Aggressives publikumsredaktion på Roskilde Festival 2025, som var gjort mulig med støtte fra Roskilde Kommunes udviklingspulje for Alle Tiders Musikby.
