Passive/Aggressive anbefaler – udgivelser første halvår 2026
Anbefalinger fra redaktionen.
Her er nogle af de udgivelser fra 2026 indtil videre, som vi på Passive/Aggressive har bemærket, men ikke nået at anmelde. Der er som altid stor spredning af genrer i vores anbefalinger, men alligevel en tråd i gennem de udgivelser, der er faldet os for øje. Tråden er ikke nødvendigvis rød, og måske undviger den at lade sig definere som en bestemt kulør. Den er finspunden af alle de indtryk, der har formet sig hos os i løbet af lidt mere end det seneste halvår med ørene rettet mod en sindssygt produktiv under- og mellemskov af musikere og kunstnere, som på alle deres forskellige måder skaber en anden staus end quo.
Her er de udgivelser fra 2026 indtil videre, som vi ikke har nået at anmelde, men hver især gerne vil fremhæve:
Martin Funder anbefaler:
Soli City – Poetics of a New Estate
(album, maj 2026, 15 love)
Soli City er gennemsyret af en vidunderlig uncanny melankoli. Hvert nummer føles som om det er skabt ved hjælp af den seneste teknologi, for at indgive en kontrastfuld blanding af arkaisk futurisme. Barokke strygere møder gnistrende digitale samples, og den gennemgående lyd af hvinende kamerablitz, rammesætter numrene som en fragmenteret notesbog. Det er en lyd som går igen fra det forrige album, Paradoxe (2024), og en lyd, som man aldrig helt ved hvad der venter efter – skrider klaveret sig ud i lang glissando? Eller møder vi endnu en stemme med en udefinerbar følelse af AI?
Simon Littauer – Slopcore.ai
(digital kunst)
Spotifys dystopiske drøm om en automatisk musikafspiller med blot én enkelt knap, bag hvilken der gemmer sig al den musik som du ikke vidste du manglede, kommer tættere på for hver dråbe vand der fordamper på en Nvidia chip. Simon Littauers Slopcore.ai er en kunstnerisk kommentar på lignende fremtid, hvor generativ musik blot er et klik væk. Den spøgende titel er en reference til de absurde hallucinationer som oversvømmer internettet, og med et simpelt interface kan brugeren skippe eller like musik, som således bliver skabt i realtid. Outputtet lyder som en forlængelse af Littauers egen musik, men det generative univers bygger på Google Deepminds Lyria, en AI musik generator, der i skrivende stund er genstand for en retssag om ulovlig brug af musik til at træne modellen. Kigger man i HTML-koden til Slopcore, kan man se at programmet prompter Lyria med “inspiration” fra to forskellige kategorier, der indeholder ord som fx. “idm”, “drukqz” og “ambient”. Slopcore er en kærkommen kommentar i en verden, der tilsyneladende ikke kan få nok af AI-floskler, men at bruge en lokal og mere gennemsigtig machine learning-model, havde nok været at foretrække.
Kristine Haffgaard anbefaler:
Meejah x HIRAKI – Interwoven
(split EP, marts 2026, Pelagic Records)
Der er split-EP’er hvor flere band skiftes til at give hinanden stafetten og hver især bidrager med færdige numre. Og så er der Meejah x Hiraki, som til fulde lever op til titlen på deres fælles EP Interwoven. Det er fascinerende at lytte til to bands, der hver især har etableret deres eget kunstneriske udtryk, gå ind i et samarbejde med hjertet helt åbent. Sammen har de skabt noget, der ikke blot er en syntese af to dele, men i stedet noget helt tredje og unikt.
Særligt åbningsnummeret Redirect Revenge er krøbet langt ind under huden på mig. Mai Soon Young Øvlisens stærke vokallevering er en kraftpræstation i sig selv, men i call and response-duet med den tidligere The Ocean-sanger Loïc Rossetti sker der noget vildt og overvældende.
AySay – Mal
(album, marts 2026, V2 Records)
AySays form er fin på deres tredje album “Mal”. Bandets særlige genrehybrid af anatolsk folk og nordisk pop med psykedeliske 70’er-rockede elementer står meget originalt og er stærkt medrivende. Når Luna Ersahins inciterende saz-spil flettes sammen med Carl West Hosbonds store guitarfigurer tilsat percussion, synth og bas skabes et sanseligt og dynamisk lydbillede, som taler både til hjertet, sindet og kroppen.
“Mal” betyder hjem på kurdisk, og med pladen fortsætter AySay med deres udforskning af identitet, bevægelse og tilhørsforhold. AySay gør os klogere igennem hjertevarm musik. Kulturel identitet er måske ikke at være enten/eller, men kan være en lagdelt og dynamisk størrelse.
Ivna Franic anbefaler:
Michaela Turcerová: Šumum
(album, juli 2026, Mappa)
Slovakian saxophonist and composer Michaela Turcerová returned to Mappa with her second full-length album, Šumum, this time backed by collaborators on percussion, wind instruments, voice, and double bass. Recorded in Copenhagen, the album features several local scene fixtures gathered in Ensemble Šumum. Turcerová’s focus on texture and her knack for utilizing space really shine through in these four compositions, giving a visceral quality to the richly detailed yet never overly dense palette of sounds. The interplay and tension between the different elements ultimately give way to resolution, emerging with emotional charge in lieu of hermetic experimentation.
Victoria Mingot: God Spill
(album, juni 2026, 5 Gate Temple)
Dropping her hard techno moniker, St. Agnes, for the first release under her own name, New York artist and occasional Copenhagen guest Victoria Mingot takes a hard turn into experimental folk territory while losing none of that confrontational edge. Sticking with John T. Gast’s 5 Gate Temple, God Spill is a mystic collection of acoustic guitar improvisations marrying fingerpicking with fuzzy loops, hushed vocals, and glitchy drones. The resulting vision of folk is far more unsettling than comforting, with the crackling sounds conjuring an unwanted visitor’s creeping footsteps on an old wooden floor, and loops and drones suddenly stopping or dispersing into the ether; any fleeting dreamy moments quickly turn uncanny.
Jon Albjerg Ravnholt anbefaler:
Oskar Krusell – Mit barn
(album, februar 2026)
Der er noget enormt rørende over Oskar Krusells andet soloalbum, fordi kontrasten er så stor til det hidsigt gakkede LOL-univers i Kogekunst og det kalejdoskopisk udsigtsløse og frustrerede i Heathe, hvor nordjyden ellers spiller på sin skrotbunke af selvbyggede instrumenter. På Mit barn er gøgleriet og forryktheden intakt, men her bliver det brugt som forsvarsmekanisme over for en intens fødselsdepression. Mit barn er en på én gang forfærdelig, frygtelig og forunderligt sjov plade, simpelthen.
Hands on Fire – Live at Xenon
(live album, februar 2026, Movement Shaped Like a Heart)
Åh, det var en af de der helt perfekte højsommerdage i København, hvor man først mødes på en bistro, spiser smørrebrød, drikker fadøl og sidder ubekvemt i timevis ved et bord-bænkesæt og diskuterer kogt musik, mens solen bager én, inden man slentrer til en reception i en pladebutik for noget jazz, fadøl og diskuterer endnu mere kogt musik og så dalrer ned i Byhaven og hører Hands on Fire i træernes svale skygge. Hands on Fire burde bare altid spille sådan nogle dage. Det par håndfulde store band med masser af blæsere, rigtig mange klokker og en rockguitarist stiv som et bræt, der skyder akkorder og riv ind gennem det hele. Bigbandets første bånd dokumenterer deres koncert i vinter under Final Descent-festivalen. Det lyder som Fire! Orchestra, der prøver at spille Stooges, der prøver at spille Don Cherry, og hvor er det dog aldeles ubetaleligt. I løbet af efteråret kommer der en rigtig plade og en koncert sammen med de rigtige Fire! Der skal man være, synes jeg.
Speedslut – Cimbrian Rites
(album, juni 2026, Listenable Records)
Speedslut er sådan et bandnavn, man bare ved, man kommer til at fortryde, når man først er ude over “åh hva-a-ad!”-stadiet. Men der er ikke megen fortrydelse at spore hos de unge aalborgensere på debutalbummet Cimbrian Rites: Der er fuld skid på patronbælte-prøjser-thrashen, som Ruhrdistriktets stolte sønner Kreator, Sodom og Destruction spillede den i midten af 80’erne. Det lugter af kælderværelse med hessiantapet, et æseløret eksemplar af Satans Bibel med chillumudkrads på omslaget og ingen fremtidstro under syreregnen. Det er enormt bagstræberisk og fantastisk charmerende, hvis man nu har det sådan, at thrash metal faktisk var heavy metals zenith, og der er noget forstilt over det, der fulgte efter. Det er i hvert fald en god påmindelse om, hvor vital metal trods alt stadig kan føles. Og når de så på et tidspunkt fortryder, at de valgte det dumme navn, kan de bare splitte. Det vil alligevel være bedre end det, Kreator, Sodom og Destruction er blevet til i dag.
Aria Leth Schütze anbefaler:
Leonor Arnaut – Avé, Raposa
(single, februar 2026, CANTO)
Den 6. februar udgav sanger og komponist Leonor Arnaut singlen Avé, Raposa. Et stemningsfuldt og dragende nummer, hvor drømmende melodier, længselsfulde harmonier og varme klange smelter sammen til et udtryk, der både føles nært og næsten svævende. Jeg ser frem til at høre mere fra Arnaut.
Portal Pets – Portal Pets
(album, marts 2026)
Den 13. marts udgav Portal Pets debutalbummet Portal Pets. Trioen insisterer på at gøre tingene på deres egen måde. Selvskrevet, selvudgivet og med en stærk følelse af integritet folder albummet sig ud mellem det sårbare og det storladne. Sangene balancerer på kanten af at briste og vokse sig større.
Alba Akvama – Minute Nothing
(EP, marts 2026)
Den 20. marts udgav Alba Akvama sin debut EP Minute Nothing. Her strømmer melankolien frit omkring en nærværende vokal. Det er et minimalistisk univers, men det føles aldrig småt. Tværtimod ligger der en stille tyngde under overfladen, som gør EP’en svær at slippe igen.
Margo Sanda – Fantasieß
(album, maj 2026, Jipo Records)
Den 5. maj udgav Margo Sanda albummet Fantasieß. Et opbrudt og dragende lydunivers tager form mellem fragmenter, åbninger og uventede sammenstød. Der er huller i musikken, men netop gennem dem opstår et særligt nærvær. Albummet giver ikke sig selv væk, men vokser langsomt.
Mathias Schønberg anbefaler:
Wedding – Jobseeker
(EP, januar 2026, Vasen)
I min anmeldelse af Weddings første EP, Sunshower, beskrev jeg bandet som et ægteskab mellem klub og koncert, hvor live-spillede breakbeat-trommer sammen med elguitarer og elektroniske flader danner en medrivende, rocket techno. Det samme gør sig gældende på Jobseeker. Men den charmen fra rock-instrumenterne er trængt i baggrunden til fordel for en mere sikker technoproduktion, især på titelnummeret i 150 bpm. Mængden af referencer hælder lidt tungt til den nostalgiske side, og man kan frygte, at Wedding vil miste den særlige live-nerve under overvægten af elektroniske elementer, som det lidt var tilfældet til release-koncerten på Hotel Cecil med Lust for Youth. Siden udgivelsen er det ene medlem, Kristoffer Bech trådt ud af gruppen, og Vinnie Gotfredsen, selveste DJ Algorythm, er trådt ind som en slags forsanger! Det har fungeret godt, og lidt mere punk, når de har spillet live. Glæder mig til mere fra denne konstellation.
Vilde Tuv – Truth Bom 2
(remix album, april 2026)
Vilde Tuvs album Truth Bomb, som udkom i september 2025, var en fuldkommen vild drømmerejse gennem 90’er trance, norsk folkemusik, personlig usikkerhed og kærlighedserklæring til en sten. Når jeg har hørt Vilde Tuv, er jeg altid blevet usikker på grænserne mellem fiktion/persona og ægte småsindssyge, hvilket giver en interessant ubehagelig følelse i kroppen. I april 2026 udkom remix-albummet, som bearbejder sangene fra Truth Bomb med besøg fra en lang række gæster, bl.a. techno-produceren DJ Ibon, i versioner med masser af acid techno-lyde, breakbeats, akustiske versioner og bogstaveligt talt alt muligt andet godt, der forløser det interessante ubehag i kaotisk eufori.
Frederik Valentin – UNFINISHEDLOVESONGS
(album, juni 2026)
Et meget helstøbt lille album af kærlighedssange spændt ud mellem det triste og og det varme. Der er mere nærhed i albummet end sidste års DEDICATED TO MY FATHER WHO FOUGHT AND DEFEATED 1 MILLION YEARS OF HATE AND VIOLENCE, som er fremragende, men også en helt anden rumlig horisont i produktionen, end indendørsstemningen på UNFINISHEDLOVESONGS. Der er noget særligt opgivende, afslappet over den akustiske guitar, som flere af sangene er sunget til. Et diskret spil med kaotiske elektroniske underlag minder om den milde sindssyge, en forelskelse kan være, hvad enten den er lykkelig eller ulykkelig. Mellem sangene er der pusterum af ambient-kompositioner, hvor det hele står og dirrer uforløst og ufærdigt.
Anbefalingerne fra Passive/Aggressives redaktion er baseret på skribenternes individuelle valg og præferencer.
