Passive/Aggressive anbefaler – udgivelser fra juli-september

Spoken word, harsh-noise, left field pop, post punk og grunge. Dansk musik viser virkelig mange ansigter for tiden. Men de udgivelser, vi har bemærket og ikke nået at anmelde på Passive/Aggressive det seneste kvartal, har det til fælles, at de virker ret ligeglade med, hvilke genrer, vi kan finde på at rubricere dem i. De skærer deres egne grimasser, smiler deres egne smil og fælder deres egne tårer – og hvem ved, måske kan de få dig til at gøre det samme.
Her er nogle af de udgivelser fra det seneste kvartal, som vi på Passive/Aggressive har bemærket, men ikke nået at anmelde.
Kristine Haffgaard:
Haloplus+ – Musicality (album, Escho)
Isa Nam Sook (Ryong), Joakim Wei Bernild (Angel Wei) og Stine Victoria (xoxostine) udgør tilsammen det dejligt legesyge fællesskab Haloplus+. Trioens debutalbum balancerer mellem coolness og ren og skær glæde ved musikken. Det er fri leg. Lyden er frisk og blid, og føles dvælende og fremadskuende på samme tid. Musicality er rent ud sagt en fuldstændig bedårende udgivelse.
Decorate. Decorate. – Something to Hide (single, Target Records)
Decorate. Decorate. er med deres eksplosive og tungtspillede post punk et af landets fremmeste livebands. At dømme efter de store støjflader og pulserende fremdrivende beats på den nye single Something to Hide er Decorate. Decorate. i absolut topform. Jeg ser frem til kommende koncerter, hvor Decorate. Decorate. folder deres dunkle og ildevarslende dommedagsunivers ud.
Mathias Schønberg
Upshifter – It Was So Real (Demo Tracks)
Upshifter er det nyeste soloprojekt af Josefine Struckmann, som tidligere har udgivet musik som Nurse, som del af bandet No Nose og back in the day med Time Masters og way back in the day med elektro-punkbandet MOR. Upshifter er – som altid fra Struckmanns hånd og stemme – dreamy, spacy, og på en mærkelig måde fanget i tid som et spøgelse fanget i et maleri. Dette projekt er vildt lovende som et nyt niveau for den i forvejen alsidige kunstner i mere kompleks komposition og omgang med de popkulturelle referencer, der på Upshifters første udspil spænder fra Enya til doom-metal.
Elias Rønnenfelt, Foursheé, Jonatan Leandoer 96 – Little Gods / My Suitor (single, Escho)
Dette mini-samarbejde mellem Elias Rønnenfelt, Foursheé og Jonatan Leandoer (tidligere kendt som Young Lean) er indspillet i Elias’ soveværelse, og det emmer af venskab og sommerhygge. Et uventet venskab måske, som mellem en ræv, en lille hest og en fugl, men det bidrager blot til cottage-core-stemningen i de to sange og beviser, at adskillelser mellem genrer og scener endelig er totalt opløst. I stedet giver de os to perler af quirky musik fuld af hjerte, pjat og selvfølgelig helt enormt talent, som vi kan varme os ved, mens vi venter spændt på Elias Rønnenfelts andet soloalbum Speak Daggers, der udkommer 17. oktober.
Spawner – Jeans (EP, The Satchi Six)
Spawner er et nyt grungeband med rødder i Rytmisk Musikkonservatorium, og man hører ved første gennemlytning af de fire numre på Jeans en enig P6-redaktion beslutte at spille dem på repeat. Det er nemlig rigtig gode numre. Melodien på Air Is Getting Stranger tager en med op i en mere kunstrocket atmosfære end det nedspillede titelnummer om at komme til at sove i sine Jeans, mens quiet-loud-quiet-metoden i I can’t find you viser spændvidde og power med heftig allusion til 90’ernes kreative alt-rock-bølge.
Snuggle – Goodbyehouse (album, Escho)
Med det sprit-nyudkomne album udfordrer duoen med rødder i henholdsvis Liss og Baby In Vain deres tidligere enkle akustisk drevne grunge-lyd med en langt mere detaljerig og varieret og også lidt mere poppet udgivelse. De lader til at have fået så godt fat om deres lyd nu, at de tør udvikle på den, selvom det er sart, næsten forsigtig musik. Det er produceret, så vokalen og den akustiske guitar (der dog ikke bærer nær så meget af musikken længere) føles enormt tæt på, næsten som en slags lydlig berøring. Et gennemført og downbeatet album, der kæmper flot mellem initiativ og modløshed.
Ida Skibsted
Jura – It’s Looking at You (single, 15 love)
Siden albummet Formality Jerne-Site fra 2022 har jeg virkelig glædet mig til at se hvad det næste fra Jura ville blive. Og nu er de første to numre fra den kommende plade udkommet, først den instrumentelle duet “The Hat Comes Off” efterfulgt af balladen “It’s Looking at You”, som følger samme legesyge dramaturgier fra tidligere, følelsen af at blive lukket ind i landskaber, hvor det er okay at fare vild. Noget, jeg virkelig er fascineret af, er den plads venskab har på et kompositorisk, polyfonisk og decentraliseret plan, noget der udvider det musikalske forestillingsrum, en slags sensibel fortællestafet der hele tiden gives videre, bæres rundt mellem venner. Her på “It’s Looking At You” spiller Lasse B. Ondesen foruden elektrisk bas så smukt på orglet i Lundehus kirke, mens Jura synger alene.
buildupbreakdown – stadig i live (album)
Jeg hørte buildupbreakdown første gang denne sommer, da Star Embassy havde inviteret en række artister til at spille på Mayhem, og blev så rørt over at opleve den unge sanger og komponist Jens Arild Elsig. Debutalbummet “stadig i live” er grynede trap-poppede, dybt poetiske sange om kærlighed, forelskelse og smerte, om at gå i stykker og hele igen. Der er et helt utroligt nærvær i teksterne, en inderlig henvendelse midt i de tunge, sorgfulde hiphop-beats og den autotunede vokal.
Skjald – Skjald Volume #1 (lydbaseret tidsskrift)
Skjald er et nyt lydbaseret tidsskrift for poesi, prosa og essayistik, som interesserer sig for eksperimentelle mundtlige udtryksformer og hvordan der på tværs af genrer og kunstformer arbejdes med stemmens materialitet og performative potentialer. Med udgangspunkt i skjalden som kulturel figur og bærer af hukommelse ønskes et levende lyd-arkiv i digitale publikationer og cd-produktioner. Den første udgave findes nu tilgængelig med navne som Moth Oven, Jonas Eika, Mette Moestrup og Liden Kirsten og er altså ret fortryllende at gå på opdagelse i.
Nikola Nedeljkovic Gøttsche
Jonas Torstensen – Arvesynd (album, Molt Fluid)
På Arvesynd mødes harsh noise og hverdagslyde ikke som modsætninger, men som to sider af den samme sprukne stemme: verden, som den lyder, når ingen længere lytter. Jonas Torstensen, en kassettebåndsalkymist fra den københavnske eksperimentalscene, har produceret et album, der sitrer af nærvær. Det hvæser, pulserer, klirrer. Som optaget med rystende hænder og et åbent hjerte. Defekt elektronik kappes med lyde fra metrotunnelen. Brutaliteten i det hverdagslige og ømheden i det ødelagte smelter sammen.
Alexander Holm – Head Stroll (album, STROOM.tv)
På Head Stroll bruger Alexander Holm sin særlige evne til at blande performance, komposition og psyko-emotionelt feltarbejde i tabets og tilfældighedens tjeneste. Med bidrag fra Francesca Burattelli, Cæcilie Trier, MK Velsorf og Claus Haxholm bærer albummets tre numre alle præg af en gådefuld ømhed. Spoken word og feltoptagelser glider over i hinanden som spillekort, man trækker uden at kende reglerne. Det hele balancerer på grænsen mellem ritual og restprodukt, mellem improvisation og noget urovækkende intimt, en form for privat mytologi.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at holde dig ajour med vores aktiviteter og få anbefalinger fra koncertkalenderen Live in Denmark.