Pernille Abd-El Dayem – At give værket en ny krop (interview)
Af Ida Selvejer Faaborg
Pernille Abd-El Dayem udgav tidligere i april sin anden bog, “June”. Det er socialrealisme, af den drømmende slags, om relationer, ensomhed, kærligheden til det ødelagte og ønsket om at kunne holde sammen på sig selv. Et par uger inden udgivelsen af “June” blev noget så bemærkelsesværdigt som en titelsang til bogen offentliggjort. Sangen ”Beige Mur Med Z” er lavet af June Orchestra og udkom via det københavnske selskab Visage. Her bliver der gjort brug af klassiske instrumenter som klaver, violin, fløjte og horn, hvor hvert instrument indtager en meget selvstændig plads i sangen og leder tankerne hen på kammermusik. Lyrikken i sangen, der bliver sunget flerstemmigt (men af den samme stemme), er en parafrase af et teksten “En Beige Mur” fra romanen.
Bogen bevæger sig i mellem to tekstspor. Det ene spor kredser om den unge Junes ferieophold, hvor hun dagdrømmende og ensom vandrer rundt i den italienske by Porousa og bl.a. møder den fascinerende og mystiske kvinde Z, som hun famlende indleder et venskab med. Det andet spor indeholder glimtvise erindringer om Junes barndom og opvækst i boligområdet Engrylehaven, med den bestemte mor, den lettere grænseløse morfar og onklen, der er heroinmisbruger og ikke kan holde sammen på sig selv.
P/A mødte Pernille Abd-El Dayem til en snak om romanen, idéen bag titelsangen og om hvad disse to værker gør for hinanden.
P/A: Hvad var tanken bag at give din roman en titelsang?
Pernille: ”Jeg tror, det var, fordi jeg godt kunne lide, at der var flere dimensioner – at skriften og bogformen ikke var det eneste, der fandtes. At det brudstykke af teksten, som sangen er bygget op om, også kunne få lov til at få en anden krop. Ligesom jeg har gået meget op i, at omslaget skal give mening, og at det skal være flot, så kan jeg også godt lide idéen om, at der findes nogle ting omkring teksten, en slags accessories eller nogle amuletter, som giver en god energi, der skinner ind i bogen. At bogen afkaster ting. Sangen kan måske også være en åbning af bogen. Hvis nogen hører den, kan det være, de tænker, at det er et univers, de gerne vil høre mere til.”
P/A: Det er meget svært at finde information om June Orchestra…
Pernille: ”Jeg kan egentlig meget godt lide, at man ikke behøver at vide, hvem der har lavet sangen. Det er musikere, som alle har spillet med i Ydegirl. Men hvis de kaldte sig Ydegirl i denne sammenhæng, ville sangen være en del af deres værk og projekt. Det syntes hverken de eller jeg var meningen – meningen var, at det skulle være et orkester, som havde lavet en sang til “June”. Det er ikke, fordi det er en hemmelighed, hvem der har lavet sangen, men jeg synes ikke, at det er så vigtigt at vide, hvor de kommer fra. Det vigtigste for mig er, at det er personer, jeg holder af og beundrer, som jeg bad lave sangen.”
P/A: Var der noget ved ”En Beige Mur”, den tekst sangen bygger på, der kaldte på en musikalsk fortolkning?
Pernille: ”Det er en passage, som June Orchestra har valgt at lave en sang ud fra. Men det er nok på grund af, at denne passage har en drømmende rytme over sig, fordi June går alene rundt, og det kaldte på en form for musikalitet. Via sangens titel, ”Beige Mur Med Z”, bliver Z også skrevet ind et sted i bogen, hvor hun slet ikke er. På det tidspunkt i bogen har June altså slet ikke mødt Z endnu, og på denne måde forholder sangen sig drømmende til bogen, som en slags omvendt nostalgi, hvilket jeg synes er fint.”
P/A: Afspejler stemningen i “Beige Mur Med Z” en stemning som findes i June? Kan den ses som en måde at læse bogen på?
Pernille: ”Jeg synes, at June Orchestras sang meget præcist rammer en stemning i bogen. F.eks. indeholder det langtrukne mellemspil med violin og horn en blanding af sørgmodighed og lystighed, som jeg tror passer June godt. Derudover går de lange flader i sangen godt i spænd med nogle af de lange ferieflader, hvor June går rundt og er ensom, men på en måde stadig har det ret lækkert i sin forladthed. Her synes jeg, at bogen og sangen komplimenterer og beriger hinanden.
Samtidig tillader sangen sig også at være ret simpel. Den forløser ikke sig selv alt for meget. Den indeholder ikke et vildt omkvæd, men derimod bliver stemningen meget den samme gennem hele sangen. Sangen har en lav-intens, men intens energi, synes jeg. Det er meget loyalt mod June, fordi hun også kun meget punktvist bliver forløst.
Men det er heller ikke meningen, at sangen skal styre stemningen for meget. Jeg tror virkelig bare, at stemningen passer utrolig godt med den stemning, jeg forbinder med June og hendes temperament som karakter eller figur. Det er meget præcist. Det giver June et ekstra sted at være.”
P/A: Der er også noget over, at det bare er én enkelt sang. Hvis det var et helt album, kunne det være, at det styrede læsningen for meget.
Pernille: ”Ja, men det kunne også være spændende – så ville det virkelig spalte sig ud i to værker og være to endnu mere adskilte ting. At det er en enkelt sang, gør også, at den ikke har sagt for meget.”
P/A: Det er nok også en god definition på en titelmelodi.
Pernille: ”Ja, bogen er jo inddelt i nogle korte kapitler, som man måske også kan tænke på som episoder. Jeg tænkte på et tidspunkt romanen som en slags sæson eller en sitcom på bogform, og det var også i denne periode, at idéen til en titelsang opstod. At sangen er noget, der indvarsler det afsnit, vi skal til at se.”
P/A: I starten af sangen kan man svagt høre nogle små klip af reallyde. Det giver nærmest en følelse af rent fysisk at være, hvor June er. Har det været intentionen med sangen? Altså nærmest at give June en stemme og en placering uden for værket?
Pernille: ”Ja, det kan man sige. Det er hele idéen om en sang, egentlig – at der er en stemme, der synger Junes stemme. Så det er helt klart også en måde at rykke på idéen om, at værket kun findes i bogen.
Disse glimt af reallyde kan også afspejle den måde, hvorpå det udenom også hele tiden trænger sig på i June. At hun er lidt gennemhullet, fordi hun hele tiden bliver påvirket af dufte, lyde eller af folk, hun møder. Hun bliver også meget let forstyrret. Så reallydene kan også tænkes som små dryp af forskellige verdener, der trænger sig på samtidig. Drøm og realplan bryder ligesom ind i hinanden i Junes vandring gennem byen Porousa.
Men der er noget vildt spændende ved reallydene, da de er meget subtile i sangen – man kan næsten ikke høre dem. I værket er der også en tekst, hvor et vindue bliver åbnet, og nogle stemmer siver ud. Jeg tror også godt, reallydene kan være små vinduer, der bliver åbnet i byen.”
P/A: Ofte bliver poesien jo overført til musik, men man ser det sjældent ske med romanformen. Alligevel synes jeg, det giver utrolig fin mening, da det litterære sprog i “June” indeholder en poetisk kraft, der gør, at hver sætning nærmest kan læses som et lille digt. Kan du fortælle lidt om din litterære stil?
Pernille: ”Det handler nok om, at handlingen er så adstadig. I feriesporet, hvor handlingen også finder sted, er der en adstadig bevægen sig fremad, en bevægen sig igennem byen, gennem dagene. Det har nok noget at gøre med, at June ikke skal noget bestemt sted hen. Hun er også, som hun selv siger til Z på et tidspunkt, underligt viljeløs. Hun er mest målrettet lokalt, og det er måske også derfor, det giver mening for hende at være i de her sætninger eller afsnit, som nogle gange kan skabe en lille verden i sig selv. Det er, som om hun kan forsvinde ind i mange lokale ting i bogen, mange lokale sætninger. Den kraft, der trækker hende fremad, gennem dagene og gennem livet, får modspil af disse sætninger, som ikke nødvendigvis vil fortælle noget, der skal føre romanen fremad, men derimod fortæller de nogle lokale plamager af sanselighed og af materialitet. Hun forsvinder ned i punkter, som f.eks. ned i en muffin eller i en anden kvindes hestehale. Den lokale sanselighed og materialitet kan give June mod på livet. Lyst til livet. Men hun dvæler, stener og går i hak. Man kan blive så begejstret over noget, over livet, at der er en risiko for at flyde ud eller at forsvinde ud i omgivelserne. Men så bliver der alligevel sat et punktum, og så kan hun komme videre. Det, der interesserer mig er, hvordan vi privilegerede mennesker alle hele tiden kan sætte os ned, flyde ud og gå i stykker – men hvad er det, der gør, at vi lader være? Et vigtigere, men afledt, spørgsmål kunne være: På hvilken måde lader vi være?”
Info: “June” udkom på forlaget Gyldendal d. 6. april 2018.
