Pleaser – Mellem begejstring og ubærlighed

Pleaser: Begging Guitars (Part Time Records). Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Christina Karlsen.

Med forsætlig klodsethed og ekkoer af heavy metal og shoegaze-pop forsøger den københavnske punkrock-kvartet Pleaser på albummet ‘Begging Guitars’ at indfange flygtige, lyse øjeblikke, før alt bliver normalt og gråt igen. Men hvad skal vi egentlig bruge punkrock til i 2025, et halvt århundrede efter genren opstod? Er modreaktionen stadig en modreaktion?

Punkrock er et skridt tilbage, en håbløs utopi om at standse tiden, bare i to minutter. Ikke fordi man bilder sig ind, at alt var så meget bedre før, men fordi man ikke kan se andet, end at det bare bliver værre og værre omkring én, og fremtiden giver ikke én meget mere grund til håb end utopien.

Ikke punk som sådan, for punk er alt muligt, måske først og fremmest iver, nonkonformitet og ødelæggelsestrang, en indstilling, der kan bruges i alt fra maleri og kunst over musik til film, litteratur, tøj, samlivsformer. Men punkrock er i bund og grund sygt bagstræberisk og har været det siden begyndelsen i 70’erne, hvor The Stooges, The Modern Lovers, The Clash og, ja, Sex Pistols søgte tilbage mod dengang, hvor rock’n’roll stadig lød utøjleligt vild og sexet, mens Elvis Presley i deres samtid var ved at æde sig ihjel, og Jerry Lee Lewis havde søgt tilflugt i country. Punkrock er i sin pureste form ikke så meget nostalgi, som den er et udtryk for en afmægtig væmmelse ved det, rock og popmusik til enhver tid er blevet perverteret til af de ubønhørlige markedskræfter.

“Punkrock er i sin pureste form ikke så meget nostalgi, som den er et udtryk for en afmægtig væmmelse ved det, rock og popmusik til enhver tid er blevet perverteret til af de ubønhørlige markedskræfter.”

Derfor er der altid brug for punkrock og et band som Pleaser, der forsøger at fryse tiden i et lysende øjeblik fuldt af venner, røg, larm, discountøl, fumlesex og omtågede visioner for en bedre fremtid. ‘Begging Guitars’, gruppens andet album, er langt mere lys i sit udtryk end den selvbetitlede debut fra 2023, og den er for mig lyden af idealiseret ungdom: Ikke fri for alt det mas og al den usikkerhed, det også altid er at være ung, men med utopien endnu intakt. Og fordi punkrock i sin natur er så ukorrumperet (trods gentagne udglatningsmanøvrer og kommercialiseringsbølger fra 80’ernes The Police til Olivia Rodrigo i dag) og primal, er den ideel til at give udtryk for den følelse. Uanset hvad der på et givent tidspunkt er af kulturelle strømninger, er der altid et sted en gruppe venner, der i punkrock – eller i thrashmetal, freejazz, noise eller andre ekstreme og marginaliserede musikformer – finder en tøjlesløshed og smadrethed, der udtrykker det væld af følelser og den boblende energi, der findes mellem dem.

Det er derfor, ‘Begging Guitars’ føles så vital og så meget som en plade af lige nu, selvom den også lyder umiskendeligt af tidlig engelsk art school-punk, af 80’ernes dissonante postpunk, af 90’ernes konfrontatoriske riot grrrl-bevægelse. Og lyder af alt det, der er fulgt efter, sammen med alle de inspirationer udefra, der er trukket ind i musikken.

Tag en sang som ‘Lighten Up’, hvor en skifflerytme, som man dårligt har hørt dem siden 50’ernes engelske teddy boys, leder over i et blackmetallisk blastbeat: Det minder om dengang helt i starten af 10’erne, hvor Iceage og andre fra den københavnske punkscene omkring spillestedet Mayhem dyrkede den diskant fræsende og isnende lo-fi-æstetik fra 90’ernes norske blackmetal. Eller tag den tungt svingende ‘Here for the Sins’, der i C-stykket som det mest naturlige lader guitarerne køre twinlead, som var det Iron Maiden i 1980, og dermed lige minder én om, at både sanger/guitarist Suo Fei og bassist Olle Bergholz har en heavy-fortid i henholdsvis Konvent og Slaegt. Men tag også ‘Ride’, der i sit ringlende, rumklangsmættede mellemspil kanaliserer britisk shoegazepop som netop bandet Ride.

Et forsøg på at fange de flygtige øjeblikke

Pleaser er med andre ord på ‘Begging Guitars’ langt væk fra simpel 1-2-3-4-Ramones-punkrock. Sangene er båret af gode, enkle melodier og overraskende indfald som beskrevet ovenfor, og der er en fin vekselvirkning mellem kåde popsange som singlen ‘Hey Girl’, frustrerede mørke stunder som ‘Anthem’ og tungere sange som ‘The Pounding Chest’. Punkrock er hos Pleaser åbenlyst ikke et valg begrundet i medlemmernes manglende evner som sangskrivere eller musikere, sådan som det til tider kan blive lidt vel tydeligt hos andre yngre bands i genren: Punkrock er hos Pleaser et behov for at udtrykke alt på én gang og fastholde gyldne øjeblikke midt i gråheden.

Derfor kan ‘Begging Guitars’ også godt lyde som selvsabotage: Den dumpt plonkety-plonkende bas er som en dødvægt i sangene, mens den konsekvent skingre vokal sagtens kan virke afskrækkende. Sådan ved jeg, at jeg selv har haft det de par gange, jeg har set Pleaser: Det har lydt rædsomt, men meget fedt egentlig. Når Pleaser indleder deres sange mere klodset, end de har evnerne til det, når de lægger aparte heavy metal-forløb ind i dem som også i titelsangen, når Suo Fei og Annie Marie Nyvold kappes om at synge skærende grimt, når Oliver Nehammer spiller slapt, skrumlende og forsimplet, er det, fordi de på den måde kan fange de flygtige, omtågede øjeblikke.

Det er en måde at standse verden på, inden den optimerer sig selv igen.

‘Begging Guitars’ udkom 23. maj på Part Time Records. Læs også Mathias Schønbergs interview med bandet og hør det mixtape, de har lavet til Passive/Aggressive.