Passive/Aggressive

Scandinavian Star – Klarhed og elegance gennemsyrer tragisk narrativ

Kritik January 25 2019

Scandinavian Star “Solas” (posh isolation, 2018) – Anmeldelse af Emil Grarup

Malthe Fischer har netop udgivet sit solodebutalbum på københavnske Posh Isolation. Albummet, ”Solas”, er Fischers første længere udspil under aliasset Scandinavian Star. Tidligere har han udgivet to eponyme EP’er på hhv. amerikanske Ascetic House og japanske Big Love, begge i 2015. Desuden er han aktiv i synthpop-gruppen Lust for Youth.

Både sangtitler som ”Candi”, ”Alang” og ”Regal V”, såvel som Fischers kunstnernavn, refererer til den samme hændelse: Den store brandkatastrofe på den danske passagerfærge MS Scandinavian Star i 1990. Branden, som menes at have været påsat, er i dag 28 år efter stadig ikke opklaret. Med sine 159 omkomne er der ellers tale om den største mordsag i Skandinavien efter 2. Verdenskrig.

Denne ulykke er det tematiske omdrejningspunkt på ”Solas”. Hændelsens tragik gennemsyrer både det klangmæssige og kompositoriske aspekt af Fischers eksperimenterende techno-epos med en klarhed og en elegance, der for mig genkalder Fischers hyppige samarbejdspartner, Loke Rahbek/Croatian Amor, og hans album ”The World” fra 2013.

På det klangmæssige plan giver isnende synths, elegiske choral pads og buldrende baslinjer numre som ”Candi”, ”Alang” og ”Marpol” en særpræget spektral kvalitet: Man kunne næsten fristes til at tænke, at numrenes mange forvrængede korstemmer er råb om hjælp fra det hinsides, mens bassens dunken fremmaner skibets buldrende indre; synthmelodierne havets kolde vindpust.

På det kompositoriske plan indfanger “Solas” præcist begivenhedens dramatik med sine mange dynamiske skift i tempo og intensitet. Fra de messende, uklare korstemmer og skarpe, trance-agtige synths på den paniske ”Gas Cutter” til vemodige ambientflader og dæmpede synthesizermelodier på afmægtige ”Relic”; ”Solas” lyder umiskendeligt som et narrativ – og vel at mærke ét, der formår at indfange alle de affektive nuancer, en sådan situation kan fremprovokere.

Om det har været Malthe Fischers ambition med sine kølige, krystallinske synthkompositioner at konstruere et sådant tematisk narrativ, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Hvis det er, er dette ærefulde hverv i høj grad lykkedes.

Info: “Solas” udkom på Posh Isolation 14. december 2018.