Selvhenter og Bleeder i Den Grå Hal – en fuldkommen partisk anmeldelse
Bleeder og Selvhenter i Den Grå Hal, 11. oktober 2025 – koncertanmeldelse af Mathias Schønberg. Fotos: Jens Raadal.
København er en lille by, og derfor er der stor risiko for tilfældige sammenfald mellem ens venner og musikerne i de bands, man tager til koncert med. Det erkender jeg og indrømmer, at jeg finder denne opgave at anmelde en dobbeltkoncert, hvor jeg har kendt nogle af medlemmerne i begge bands personligt i frygteligt mange år, temmelig nervepirrende. Denne anmeldelse bør derfor deklareres som fuldkommen partisk. Men hvis parti skal jeg tage?
Jeg kunne starte med koncertens ene band Bleeder – undergrundens storrockorkester med guitaristen og sangeren Peter Peter i front og syv-otte andre medlemmer i den faste trup, blandt hvilke den ene af to trommeslagere, Mads Folmer Richter, tilfældigvis er den samme, som jeg selv spillede sammen med igennem et årtis tykke og tynde tider på landevejen i et for sagen uvedkommende punkband. Eller jeg kunne tage min gode gamle ungdomsvens parti, trommeslageren i Selvhenter Jaleh Negari, og skrive anmeldelsen på hendes eksperimentaljazz-kvartets vegne.
Endelig kunne jeg tage Den Grå Hal og Christianias parti og hylde en spirende positiv udvikling i den ellers hårdt belastede bydel – en mulig ny guldalder for Staden drevet af kræfter udefra, herunder min forhenværende skribentkollega i Passive/Aggressive Simin Stine Ramezanali som booker for Den Grå Hal. Men nej. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg stoler på mine personlige relationers brudstyrke og tager dit, læserens, parti med det skarpe blik rettet mod scenen.
En svær aften
Det var nemlig en svær aften. Der var lydproblemer gennem hele Bleeders koncert, som gjorde den vanskelig at blive opslugt af. Og det er selvfølgelig ikke bandets skyld, der var vist noget med en lejet mixer, der ikke virkede. Men jeg kan bare sige for mig selv, at der er en grund til, at jeg altid har foretrukket at spille i konstellationer (dengang jeg gjorde sådan noget) med max tre ting der kan gå galt teknisk: én sprungen streng, ét dårligt kabel eller én effektpedal død for batteri.
“Alt kan gå galt.”
Sådan gider Bleeder ikke leve deres liv. De er ni musikere og gennemsnitligt fire gæstemusikere på scenen. Hver af de tre keyboard-øer og hver af de tre guitarister har et fly-cockpit af effektmaskiner forbundet med kabler og forsynet af forskellige strømstyrker. Alt kan gå galt.
Og det gjorde det desværre lidt. En høj skratten fra en forbindelse et sted i rumskibet afslørede gang på gang, at vi stadig stod på jorden med højtalerpap og dagligdagsproblemer op til øregangene, og ikke var kommet afsted på den bizart teatralske fortids- og fremtidsrejse, som Bleeder ellers ambitiøst prøver at skabe.
Efter de havde spillet Sister Culture, en støjrocket fortolkning fra Bleeders Psycho Power (1997) af Befores oprindelige new wave-nummer fra A Wish of Life (1983), hørte jeg min kære trommeslagervens stemme fra et sted omme bag de mange musikere afbryde overgangen til næste nummer: ”Jeg kan høre minus i min monitor, jeg skal have mere guitar, bas, keyboard, sang. Tak.” Imponerende at nummeret svingede i takt trods den omstændighed, men det er retfærdigvis også et relativt enkelt arrangement med håndfladedæmpet chugga-chugga-guitar hele verset igennem og store åbne op-og-ned-akkorder i omkvædet.
Bleeders mange udtryk
Det støjrockede er en del af Bleeders udtryk, og det er fedt, at de mange instrumenters lyde æder hinanden, fordi det bliver des mere belønnende, når en af de dirrende passager fra Peter Peters evigt flanger-forskruede guitarlyd træder frem af lydmuren og spreder et skær af høj nyromantik over den ellers udprægede 90’er-æstetiske hårde rock.
Disse momenter var der mange af, men der skete også alt muligt andet. Lige fra decideret pikrockede whawha-soloer til de barokt konstruerede broer i nummeret Goodbye Cruel World, som kunne have indgået på en Bowie-plade i 70’erne – eller for den sags skyld på den konceptplade af samme musikere (Peter Peter presents the Bleeder Players – They Killed Us All with Spit and Polish, Escho), som jeg tidligere på året anbefalede. Ensformigt er det i hvert fald ikke.
Det eneste, jeg aldrig helt har forstået ved Bleeder, er Peter Peters hæse rockvokal, som med foden-på-monitoren-attitude og ”yeah”-fraseringer virker nærmest lidt ironisk mod hans ellers glasklare guitarmelodiers sårbare knæk mellem mol og dur. Et tidstypisk udtryk mod noget ellers tidløst, som for mig godt kan virke lidt eklektisk. Men igen, det er jo et band fra 1990’erne, ironiens årti. Og det er et band sammensat af mange mennesker og ledet af en musiker, der vel nok indførte punken i Danmark tilbage i 1978 med Sods, men som også elsker glam-rock meget højt. Desuden er Peter Peter nok også formet af sin store interesse for film (han har rigtig rigtig mange dvd’er) og sin produktion af filmmusik for især Nicholas Winding Refn, der opkaldte sin opfølger til Pusher efter bandet Bleeder, som lavede musikken til filmen. Selvom de spiller for et overvejende sortklædt publikum, er Bleeder filmisk og farverigt på den måde.
Læs også: Copenhagen Cowboy – soundtrack til et forsvundet København
Hvorfor Selvhenter og Bleeder i Den Grå Hal?
Den Grå Hal er en stor bygning i en lille by som København. Det vil sige den del af København, der tager til dobbeltkoncert med to bands, der begge har to trommeslagere, og hvor aftenens første band, Selvhenter, hverken har forsanger, vers eller omkvæd, men derimod en tenorsaxofon og en trombone med hvert sit effektboard til at frembringe andenverdenlige lyde i overvejende improviseret form.
“Ikke alene har de begge to trommeslagere, men de har også det til fælles, at de fungerer som en form for kollektiver, hvor frontpersonen er svær at identificere”
Til den slags er 600 billetter flot solgt, selv i landets hovedstad, og også selvom promoveringen af koncerten ikke gjorde noget videre ud af at tematisere de egentlig ret fine ligheder mellem de to bands udover et tilfældigt sammenfald af henholdsvis ca. 15- og 30-års jubilæer. Men der var egentlig flere ret oplagte sammenfald. Ikke alene har de begge to trommeslagere, men de har også det til fælles, at de fungerer som en form for kollektiver, hvor frontpersonen er svær at identificere.
Hos Bleeder er der så mange musikere på scenen, at det snarere er et ensemble end et band med frontfigur, og man er lidt nødt til at vide (eller mene), at han er hovedperson for at opdage det. Der gøres også meget for at bringe ham i baggrunden – bl.a. spotlyset på de mange gæstemusikere, som denne aften talte Majke Voss og Johan Suurballe Wieth fra Iceage, Charlotte Bagge fra 80’er-punkbandet Kalashnikov (som også har medvirket på adskillige Bleeder-indspilninger) og til sidst skuespilleren Nicholas Bro, der blev introduceret som ”Bleeders nye forsanger”.
Charlotte Bagge og Nicholas Bro i Bleeders koncert
Selvhenter har allerede tilbage i 2010 etableret deres kooperativ Eget værelse, der fungerer som platform for alle medlemmernes forskellige udgivelser og associerede projekter. Som kvartet er de totalt demokratiske på scenen; hver musiker fylder lige meget og bidrager til den konstant boblende heksegryde af suspense og vild kogen over. Trut i blæserne, elektroniske drypstenslyde og slag fra de to trommesæt udfordrer hele tiden groovet med pludselige arytmiske indfald. Hver trommeslager i bandet fylder lige meget, og der leges flittigt med publikums forventninger om stramt polyrytmisk samspil, når nu der er to rygrade i bandet. De kan godt lide nogle gange at lægge sig en anelse tilbage på beatet og slaske slagene lidt, når ikke de ligefrem smider snubletrin ind foran lytteren. Især denne aften blev der sluppet løs, da en dobbelt-trommesolo (måske nummeret heftig) tog en drejning mod total afvigelse fra sammenspil og i stedet på en legesyg måde arbejdede bevidst for ikke at komme til at ramme hinandens takt.
Læs også: Selvhenter – ukonventionelle bangers og kriminel suspense
“Det ville næsten være lidt punk, hvis Selvhenter på et tidspunkt i koncerten havde slukket blusset på gryden og spillet en melodisk banger”
Uforudsigeligheden på scenen var stor gennem begge koncerter. For Selvhenters vedkommende kunne man måske – for at tage parti med de rockfans, der måske ikke var kommet for en eksperimental kraut-jazzkoncert – forme et argument om, at uforudsigeligheden blev lidt forudsigelig, fordi den var så konstant koncerten igennem. Og her vil jeg give dem lidt ret. Det ville næsten være lidt punk, hvis Selvhenter på et tidspunkt i koncerten havde slukket blusset på gryden og spillet en melodisk banger. Men jeg elsker deres måde at være sig selv og syre ud i deres mange forskellige temperamenter af snurrende støj.
Alt i alt en fed aften i ”kæmpe-Mayhem” trods et dødt publikum
Med sine store åbne trækonstruktion og stengulv minder Den Grå Hal om Mayhem bare i kæmpestørrelse, og med de to odd bands på scenen og den konstant svigtende teknik i Bleeders koncert følte man sig måske også lidt på den hjemmebane. Det lod imidlertid ikke til at behage de mange loyale Bleeder-fans, der måske kan huske dengang i 1995, hvor gruppen opstod efter Peter Peters afsked med Sort Sol, men som måske efterhånden har udviklet finere hi-fi-fornemmelser. Der var i hvert fald, fra hvor jeg stod, nærmest ingen kropslig bevægelse at se i det mindre menneskehav, højst en næsten usynlig nikken med til musikken over de korslagte arme.
Men hvem ved, måske havde de fleste lidt ondt i ryggen over at stå op og er blevet vandt til bedre komfort efter Bleeders siddekoncerter i Bremen Teater. Jeg synes bare, det er for underligt, især når mange elsker Bleeder som netop det mere vildtskydende indslag på en rockscene præget af selvkontrol og traditionalisme, at man ikke selv får lyst til at skabe sig også. Eller i det mindste illustrere sin opbakning til et band, der tydeligvis kæmpede lidt på scenen.
Selvhenter og Bleeder spillede dobbeltkoncert i Den Grå Hal 11. oktober 2025.
