Passive/Aggressive

Soli City – Musik mellem det smukke og det eerie (interview og mix)

Mixtape February 4 2025, af Sofie Westh
Foto: Harald Bjørn.

Mix af Soli City og Interview af Sofie Westh.

I august 2024 udgav komponist og kunstner Harald Bjørn sit debutalbum ‘PARADOXE’ via Posh Isolation under aliaset Soli City. Musikken er skrevet, kodet og improviseret med computeren som prisme i en nøje afbalanceret udforskning af moderne teknologi og intimitet. Får man fornøjelsen af at se Soli City live, vil man ligeledes opleve, at Haralds brug af teknologi peger mod andre æstetiske måder at formidle følelser, relationer og forbundethed.

Vi har interviewet Harald Bjørn om bl.a. hans tilgang til at arbejde med klassiske kompositionselementer, stemmer og teknologi. Til at akkompagnere interviewet har han også sammensat et nyt mix med inspirationskilder og uudgivede numre, som du nu kan høre via vores Soundcloud nederst i artiklen.

P/A: Din musik synes at balancere mellem forskellige æstetikker og stilistiske udtryk, klassiske strukturer og mere fragmentariske kompositioner. Hvilke synergier forsøger du at undersøge eller opnå i dette spændingsfelt? 

HB: “Synergierne i min musik er helt klart intentionelle. Jeg arbejder med bøjelighed som et gennemgående tema og udfordrer gerne rigide ideologiske og kunstneriske strukturer. Jeg savner kunst og musik, som afspejler kompleksiteten i menneskelige erfaringer og bryder med todimensionelle opfattelser af ideologi og kultur. Det er nok det, som mine synergier gerne vil gøre op med. 

Helt konkret arbejder jeg for eksempel meget med at bruge en simpel genkendelig melodi i et komplekst og akusmatisk framework. Det kunne også være at udvide lydkilders udtryk – såsom at få et klaver til at spille en glissando eller en synthesizer til at lyde som en stemme. Det handler om at udforske og fremhæve materialets iboende fleksibilitet.

Jeg ser en tendens til ensartethed i både kommercielle og avantgarde-musiktraditioner, hvor selv et radikalt noise-band kan virke lige så fastlåst som en konservativ serialist. I en tid hærget af kulturel overproduktion mener jeg, at man som kunstner er forpligtet til at udfordre og pendulere mellem kontraster frem for at reproducere trends eller stereotype udtryk. Innovation med mediebevidsthed er alfa og omega.


P/A: Hvordan arbejder du med klassiske kompositionselementer i din musik? Ser du det ligeledes som en ramme, der skal udfordres, eller som et fundament, der skal udbygges?

HB: “Det er helt klart begge dele. Det er mere bæredygtigt at renovere end at bygge nyt, hvilket også afspejler sig i min tilgang til klassiske kompositionselementer. Instrumenter fungerer for mig som symboler –  det interessante er, hvad de betyder, ikke hvordan de lyder. For eksempel forbinder jeg klassiske instrumenter med  eurocentrisme, naturlighed og nostalgi.

De associationer kan udfordres og fornyes, f.eks ved at manipulere eller emulere instrumenterne digitalt. Når deres lyd sættes i en ny kontekst, opstår nye symboler og konnotationer, hvilket åbner for uforudsete æstetiske og kulturelle muligheder. For mig er det et kritisk greb, som både udforsker og udbygger de sociale og kulturelle lag, vi knytter til lyd og musik.

“Hvis musik kan få folk til at forbruge mere (som muzak kan), kan det vel også få folk til at slette Instagram?” – Harald Bjørn

Overordnet er jeg optaget af at udfordre vores forståelse af lydens konnotationer og æstetik. Mange forbinder dur med glæde og mol med sorg og opfatter en fløjte som varm og en violin som kølig, men jeg tror, at vores relation til lyd er langt mere nuanceret. Hvis musik kan få folk til at forbruge mere (som muzak kan), kan det vel også få folk til at slette Instagram? I hvertfald tror jeg, at alle lyde med tiden kommer til at symbolisere et eller andet, og det synes jeg er fucking spændende.”

P/A: Vokaler har en helt central rolle i dine kompositioner, også i dit live setup, som jeg ser som en form for trio: dig, en skærm med sangteksterne og et karismatisk movinghead – en lyseffekt der som navnet indikerer kan bevæge sig ligesom et hoved -, som henvender sig til publikum, peger på dem med lys, ja nærmest “synger”. Hvordan har din proces været i forhold til at sammenkoble disse udtryk og forme det samlede projekt?

HB: “Skærmen, der fungerer som en reference til operaens libretto, og jeg selv indtager biroller i en fortælling, hvor hovedpersonen er et movinghead. Semiotisk set repræsenterer movingheadet værkets ensomme protagonist – en teknologi, der måske drømmer om at blive menneskelig, mens vi mennesker samtidig bevæger os mod det maskinelle. Det bliver et symbol på teknologiens evne til at simulere liv, en beholder for både virkelige og fiktive stemmer og en kollektiv identitet, der transcenderer individet.

“Stemmen bliver et symbol på en antropomorf skikkelse, der gennem musik og sprog kommunikerer mening (…)” Harald Bjørn

I mit arbejde med movingheadet har jeg eksperimenteret med forskellige ‘identiteter’, der hver især skaber nye musikalske og rumlige oplevelser. Stemmerne, uanset om de er naturlige eller manipulerede, fungerer ikke kun som lyde, men som semiotiske tegn, der både reflekterer noget menneskeligt og samtidig afslører deres egen kunstighed. Stemmen bliver et symbol på en antropomorf skikkelse, der gennem musik og sprog kommunikerer mening – en enhed, der transcenderer det individuelle og higer mod det universelle.”

P/A: Når du skaber musik, der fusionerer så mange forskellige udtryk, hvordan forestiller du dig, at lytterne oplever din musik? Er der et specifikt narrativ, du vil kommunikere?

HB: “Helt højtideligt håber jeg at lytteren oplever mine tunes som et gennemarbejdet requiem for den menneskelige civilisation, men det er svært at forvente. Jeg har flere gange snakket med folk, som synes min musik er virkelig misantropisk, nærmest dystopisk, og det er i hvert fald slet ikke hensigten. Selv føler jeg, at min musik har en kunstnerisk muskulatur, der forbinder det smukke og det eerie, på samme måde som jeg selv oplever livet. Det er cerebralt og emotionelt, også når det er allermest digitalt.”

P/A: Du har lavet et mixtape i forbindelse med dette interview. Hvad er præsenteret i mixet og hvilken forbindelse har det til Soli City?

HB: “ Det er blevet et meget dynamisk mixtape, som i sine forskellige facetter afspejler min egen kunstneriske identitet meget godt. Der er nogle legender som Pep Llopis, Julia Wolf, Ferraro og Kate Bush, som utvivlsomt har haft en stor indflydelse på Soli Citys lyd. Men der er også nogle nyere bekendtskaber som Glint, der lige har udgivet en virkelig smuk plade på det amerikanske label deleted, samt Camille Keller og Roger Goon, som har en meget unik og kontemporær musikstil. Jeg har også inkluderet nogle kunstnere som jeg stiftede bekendtskab med i Japan såsom Tomomi Adachi og Hirokazu Sato.

Hvis der er én ting, som alle værkerne har tilfælles, er det måske, at de alle sammen rummer noget håb eller optimisme. Det ser jeg gerne mere af i det stadig nye år.”

Tracklist:
soli city – hello friends (unreleased)
rogergoon – Halftime Dream Dome
tm – ceiling
Kate Bush – Pi
Julia Wolfe – Dig Deep
Yuri Umemoto – “but…you’re a minor, right?”for piano
TLF trio – Purple
Bugasmurf – Le Cosmos! (feat. Cedric Madden)
Mori Mori – Shadow Rain
Konata Izumi – Konata’s Healing Springs
John Luther Adams & Oliver Coates – Sky With Four Suns
Pep Llopis – Muntanyes De Granit
Liturgy – Kel Valhaal
Tomomi Adachi – Yumiko
𓀐?𓂸 – ты холодна кавер
Chuquimamani-Condori – Stars Over Riparian Corridor
Ekkehard Ehlers – Plays John Cassavetes, Part 2
Vanessa Amara – Don’t let this feeling
Glint – 2 times too
Melodia / Hirokazu Sato – メロディア:佐藤弘和
user-788567091 – djoowglh6vwb
Camille Keller – Shot for me (feat. Dallae)
soli city – your heart is a melody (unreleased)
Clarissa Connelly – The Excess of Sorrow Laughs
Glint – Thea (postcard)
Smerz – Grand Piano
Rautavaara – Etude op. 42⧸1
James Ferraro – Market collapse
soli city – Fanfare: pride of the resistance