Søndag på Roskilde First Days – solstik, tidsrejser og plads til det uperfekte
Anmeldelser af Mathias Schønberg og Emma Nophiran.
Det kan være temmelig vanskeligt at tænke en tanke til ende i pressecenteret på Roskilde Festival, når temperaturen har lagt sig langt over de 30 grader i den dertil indrettede lade. Luften står fuldstændig stille, bortset fra når duerne basker en runde under bliktaget. Fingrene glider rundt på tastaturet. Som eneste trøst er her lunkent vand, som smager af haveslange, og dejlig varm kaffe. Men vi skal prøve alligevel.
Passive/Aggressive er taget på græs og anmelder søndag og mandag koncerter fra Roskilde Festival First Days. Programmet, der også er kendt som “opvarmningsdagene”, har efterhånden udviklet sig til et alsidigt program af overvejende danske og nordiske musikere fra de mere snævre kroge, og oplevelsen de første dage før den officielle åbning kan føles som en lokal minifestival – blot på markant større scener og med et helt andet publikum, end man ellers finder til den slags.
Igen på søndag kan du læse en samlet rapport over hele ugens udvalgte koncerter fra festivalredaktionen, som består af Mathias Schønberg og Emma Nophiran.
Gelwane – tidsrejser i skateparken
Anmeldelse af Mathias Schønberg.
Måske var jeg allerede søndag eftermiddag blot dum af solstik, men jeg ved bare, at festivalens næsten allerførste koncert af Gelwane kommer til at stå for mig som den måske bedste i løbet af festivalen. Pokkers, peakede det allerede for mig? Der skal i hvert fald meget til at matche en så smuk elektronisk klang, så stor sans for improvisation og samtidig ultrastramme strukturer. I den vanvittige varme præsenterede Gelwane en intelligent og morsom leg med intertekstuelle referencer og multivers-agtige tidsfornemmelser.
Gelwane er et nyere projekt af den midi-klarinet-virtuose elektroniktroldmand Tettix Hexer og den eksperimenterende shoegazer Vio Rossi, også kendt som vio lino. Udover disse to dybt ukonventionelle musikere/komponister består Gelwane af trommeslager Mikkel Trøjborg Fink og guitarist Harald Ture. Koncerten foregik på asfalten i skateparken med en halfpipe i baggrunden og et beskedent antal publikummer siddende rundt om på ramperne, mens skatere fløj rundt over forhindringerne foran og bagved bandet.
Gruppen indledte med en lang, drømmende overture af elektronisk tåge med vio linos kraftfulde sang som centrum. Der var noget folket, måske skotsk eller irsk at fornemme i stemmens knæk og højlandske kald, mens lidt fjollet placerede små fløjtemelodier alluderede en anden tidslighed, end det elektroniske univers ellers repræsenterer.
I koncertens næste nummer blev vi brat flået frem til en tid omkring årtusindskiftet med et højt afspillet “oh-wah-kah”-vokalsample, sandsynligvis fra 00’er-bandet KoRn, hvorefter bandet brød ud i full blown nu-metal – enormt passende til skateparkens iscenesættelse, der gav mindelse om Tony Hawk-spillets soundtrack. Dog med mere rytmisk komplekse strukturer (gik nummeret i 11 ottendedele?) og en gnavent lydende fuzz over slæbende elguitar, der snorkende døde ud mod nummerets slutning.
I modsætning til det vokalsample, der indledte nummeret, bevarede vio linos vokal en helt anden apatisk ro, der trak lange strøg over de energisk kantede grooves. På den måde blev man delt over mellem to fornemmelser af tid, både rent sanseligt og i en overført, referentiel betydning. Resultatet var ikke forvirring, men derimod et stort musikalsk rum, der åbnede sig. I løbet af koncerten blandede vio linos smukt klingende og nervøst autotunede vokal sig med sækkepibe-lignende orgellyde, der skabte en helt anden retning end den shoe-gaze, som Roskilde programmet ellers havde annonceret. Snarere en form for star-gaze eller future-gaze opad og udad end ned mod egne skosnuder.
Samme ironi som det første akavet indskudte vokalsample blev senere anvendt med et pitched & screwed sample af Lenny Kravitz’ Fly Away. Derudover bød koncerten på en sød modalharmonisk version af Chris Isacs Wicked Game med små spæde lyde, lidt i modsætning til resten af koncerten. Referencen til det nummer genkendte jeg kun ved enkelte strofer af teksten (“strange what desire will make foolish people do”). Men koncerten viste på en måde selvbevidsthed om sin egen abstrakte tidsrejse med denne lille genistreg: at referere til et nummer fra senfirserne – tiden, hvor retrokulturens uendelighedsloop først tog form med sine crooneres længsel tilbage mod 1950’ernes uskyld. På den måde hentydede Gelwane, at vi stadig er fanget i det tyvende århundredes forliste løfter om fremtiden.
– Muligvis er det en overfortolkning, det indrømmer jeg, men jeg oplevede en stor stemning af verdens forestående afslutning blive fremkaldt af Tettix-Hexers voldsomme improvisationer på midi-klarinet (ikke rigtig en klarinet, men en slags elektronisk fløjteinstrument fra AKAI, som aldrig blev en stor markedssucces blandt musikere). Vio lino havde på dette tidspunkt ligeledes hevet en keytar (keyboard-guitar) op fra instrumenthistoriens skrammelbunke, og sammen frembragte de eksplosioner af lyd og cuttede sekvenser i en dystert retrofuturistisk stemning som på Terminator-soundtracket.
Sidste nummer svang tilbage i nu-metal-universet med et Deftones- eller Helmet-groovy nummer, blot med en forfærdeligt lydende legato-effekt på guitaren, der fik anslaget til at lyde baglæns sugende i stedet for markeret og skarp. Konsekvent, hele nummeret igennem, modarbejdede guitarlyden nummerets “hårdtslående” hensigt – en stærkt forstyrrende detalje, der bevidst irriterende dominerede det hele og drev det ud i en herlig dekonstruktion, inden hele anlægget til sidst også gav op i et strømsvigt, og koncerten lidt tilfældigt sluttede.
Alt i alt en kæmpe oplevelse, som muligvis bliver svær at toppe for mig de næste dage.
Portal Pets – moden drømmerock fra ellers spændende musikere
Anmeldelse af Mathias Schønberg
Der findes steder i verden, man kan gå hen, hvis det hele bliver for kaotisk, underligt eller ensomt. Man kan f.eks. sætte sig med fødderne i vandet ved en stille sø og tegne mønstre med tæerne. Eller man kan begynde at spille luftig, moden drømmerock som Portal Pets. Under søndagens koncert viste de tre ellers eksperimenterende musikere masser af distinktion og personlighed, selvom det var virkelig normal musik.
Om det er en resignation fra de tre musikere, ind i en mere overskuelig virkelighed, ved jeg ikke. Men medlemmerne Xenia Xamanek, Emil Palme og Oliver Laumanns ellers grænsesøgende eksperimenter har vi på Passive/Aggressive tidligere har skrevet om – faktisk alle tre – fordi de på meget forskellige måder arbejder med et frit kompositionssprog og engagerer sig med det såkaldt “mere-end-menneskelige”, dekoloniale mytologier, guitar spillet med sten fra naturen, selvstyrende systemer for animeret notation, og den slags. Der er et godt stykke vej fra alt det til den langt mere formfaste rockkoncert, jeg hørte på Lagune-scenen søndag eftermiddag.
Det var guitar, bas, trommer og sang af den indadvendte slags med en lidt selvbevidst uvilje til at engagere sig fuldt ud med musikken – den slags, som Slowdive- eller Snuggle-fans vil elske. Når det er sagt, var der bestemt engagement på scenen. Emil Palme skabte en stor harmonisk spredning med ganske enkle virkemidler på guitaren: klassisk post-punkede arpeggios, som visse steder lød som om, Holger Czukay havde været på kort besøg. Xenia Xamanek åbnede gradvist stemmen mere og mere op i løbet af koncerten med en mere frigjort, nærmest forsigtigt punket energi, især i de spansksprogede numre. Undervejs blev der også hintet til de tre musikeres eksperimentelle erfaring med små, skjulte syrede lyde her og der fra måske et godt skjult trigger-pad et sted i trommesættet.
Jeg har personligt har haft svært ved at forlige mig med musikere som Molina, Astrid Sonne og mange andre samtidige kunstnere, der forholder sig på kunstnerisk afstand af poppen og alligevel cirkulerer flittigt om den. Og lidt på samme måde fornemmede jeg hos Portal Pets en modvilje i melodier og form mod at forløse lytteren i en tilfredsstillende kadence eller et refrain. Som om man, trods den bløde lyd, ikke vil risikere, at det bliver for poppet. Resultatet bliver nemt, at musikken vandrer lidt hvileløst rundt om sig selv og ikke opnår en ægte variation, blot stigning eller fald i dynamik. Men hvad angår dynamik, var Portal Pets dog uhyggeligt præcise i at løfte volumen op og ned omkring vokalen; og i koncertens sidste nummer, Dragons, som rent funktionsharmonisk ikke foretager sig andet end at slæbe sig ned af den spanske akkord-trappe, viste Portal Pets alligevel masser af intensitet, hvor den retningsløse vandring nedad gav al mulig mening til den overvældende sommervarme.
miaw – eufori for de akavede børn af internettet
Anmeldelse af Emma Nophiran
Jeg har en tendens til at blive lidt selvbevidst, når jeg står til en koncert, som gør, at jeg har lidt svært ved at give mig hen til musikken. Mit hovede kan køre rundt med tanker som, om jeg nu bevæger mig rigtigt eller om jeg ser sej nok ud. Men søndag nat var jeg for første gang i lang tid fuldstændigt ligeglad. I stedet blev jeg opslugt af en uventet glædesrus, da miaw lukkede first days på EOS.
Som et digitalt drømmelandskab uden regler gik en inderlig stjerneeksplosion af shoegazy lyd blandet med drum n bass beats, glitch og jovial hyperpop, i gang.
Forsanger Lisa Dries melankolske, svævende vokal fik publikum til at stoppe småsnakken og lytte, noget byggede sig op, en skarp guitar begyndte at fylde natten og til sidst kom den altopslugende tunge bas, fuld skrue fire i gulvet. En frembrusende, intens energi byggede sig konstant op med build-ups, som en vulkan, der hele tiden går i uventede udbrud. Gennem koncerten kunne numrene nemlig på få sekunder bevæge sig fra sødmefulde bedroom dreampop-sange til eksplosive udbrud af elektroniske produktioner og Frederik Fogs syrede guitarflader, der hypnotiserede publikum længere og længere ind i natten.
På nummeret “Walmart” fik Lisa Dries’ sang selskab af flere stemmer, som skabte en lille sky af harmonier, andre steder hang den sammen med Frederik Fogs, som underbyggede den fine følelse af sammenhold, som de meget cute, meget upolerede og lidt akavede musikere inviterede os ind i. For netop “det akavede” og det inadvendt upræsentiøse blev en af koncertens absolut største styrker.
Det er lang tid siden, at jeg har været til en koncert, hvor rummet har været så kærligt – både på scenen og blandt publikum. At høre miaw føltes lidt som at se tre venner, der havde fået lov til at bygge deres eget lille univers, man altså gerne måtte være med i – Dries og Fog blev akkompagneret af Emil Frederik Emborg, kendt fra bl.a. bandet Neon Priest, som her var bassist, percussionist og en, utømmelig for energi, hypeman.
Der var noget dybt nærværende og nærmest rørende over at se dem stå på en scene og have det så åbenlyst sjovt sammen. En glæde, som aldrig kun forblev på scenen. Autotunede high pitch vokaler kørte rundt i lydbilledet i samspil med katte-vj’ing i baggrunden, en ode til de kronisk online, der taler flydende internet. Det hele toppede, da et sample af Crazy Frog blev brugt som intro til debutsinglen ‘ATT’, hvor publikum både brød ud i ekstase og flækkede af grin.
Endnu mere grineren og tør man sige – dank – blev det, da Emborg spillede live maracas til miaws hit sad song og stort set blev ved gennem hele koncerten. For at blive i internetkultur, dansede han også flittigt med den ene arm oppe det meste af tiden, akkurat – som de mest habile internetbrugere i 00’erne – vil huske, at ens bruger i Habbo Hotel kunne danse, hvis man nu var club-medlem. Glædesrusen blev fremkaldt ikke kun af den teknisk imponerende balance mellem luftige kompositioner og en enorm bund, men også af en uprætentiøs imødekommenhed – en egenskab, man kan savne i meget af denne tids øvrige avantgarde pop.
Og denne imødekommenhed er den følelse, der har sat sig mest fast. For selvom miaw har en særlig introvert lyd, er det rum de skaber enormt inviterende, fucking grineren og en virkelig fed fest.
Øvrige observationer om Spawner og Smøgmænd – publikum elsker det uperfekte
Af Mathias Schønberg og Emma Nophiran
Vi prøvede at tage til Smøgmænd, fordi den mystiske rap-gruppe og Tiktok-sensation var blevet talk of the town allerede på festivalens første dag. Og det virkede også som om alle skulle op til Eos, hvor vi havde stillet os klar i nogenlunde god tid. Pludselig var vi omringet i en lille kilometers radius af “fans” eller i hvert fald unge, der på forhånd havde besluttet sig for, at de elskede Smøgmænd – og muligvis, at de havde opdaget noget undergrundsmusik!
Smøgmænd fungerer tilsyneladende perfekt til samtidens brain-rot-absurditet. Et sted mellem Malk de Koijns gakkethed og Esdeekids tungt overstimulerede apati. Der er en vis vrede i den aggressive lyd, som dog ikke finder retning mod andet end det opgivende og selvironiske. “Jeg er helt fucked, men jeg har det ogs’ lidt godt”, hørte man flest publikummer kunne synge med på gennem en mudret lyd og elendig mikrofonteknik fra de maskeklædte rappere.
Men det, at Smøgmænd føles som et fænomen, man som publikum selv har opdaget, betyder nok en hel del. Det her er ikke blevet udvalgt af en voksen, det føles som alt andet end lektier, handler meget om coke, og det er dumt og uperfekt. Måske giver det en smule håb at kunne konstatere, at ungdommen stadig selv gerne vil bestemme, hvad de vil synge med på, og har magt til at løfte internetfænomener op til at blive denne søndags største publikumfremmøde. Og når man hører Smøgmænd i høretelefoner og ser deres antitilstedeværelse på nettet, giver det lidt mening som modstandsform mod det konstruerede content, der ellers fylder. Der er mere til det end bare hype, men hypen fungerede her som det klart overskyggende element. Efter tre-fire numre, hvor en eller anden solstukken idiot længere fremme tyrede en fuld dåseøl op i luften og i skallen på en ung purk lige ved siden af os, gad vi trods alt ikke mere.
Helt anderledes var det med Spawners koncert, som vi desværre også kun nåede lidt af. Her virkede det som om publikum ikke på forhånd (trods en sund rotation på P6), men derimod i løbet af koncerten, blev mere og mere overbevist af den dygtigt spillede og ret så løsslupne grungerock. Der blev kvitteret med begejstrede brøl ved slutningen af numre, og et overvældet band takkede gentagende for opbakningen og også mindede publikum om, at de hedder Spawner. Der blev sunget falsk og spillet skævt på guitarerne, quirky indslag fra saxofon og en generel spontanitet i musikken gjorde gav en organisk og håndholdt oplevelse, som Roskilde måske har savnet i nyere tid.
Fedt, at der indtil videre lader til igen at være plads til den upolerede musik som gennemgående tema og ikke blot indslag på scenerne på Roskilde Festival.
