sophie-lou – Et hjem til den sørgende

Sophie-Lou – It’s easy to be soft (Virgin Records, 2025) – anmeldelse af Emma Nophiran

I sophie-lous debut EP “It’s easy to be soft” vil en klokkeklar og kraftfuld vokal fortælle dig, at der er styrke i at stille sig frem i lyset, selvom man har lyst til at gemme sig i mørket. Det er musik som imponerer ved at omfavne sin lytter og inviterer dig ind i et pigeværelse af klang, samhørighed, sorg og længsel. 

Lige så tydeligt som hendes klokkeklare vokal er det, at kunstneren bag sophie-lou, Sofie Emilie Maintz Thorsen, bærer en klassisk musiktradition med sig. For udover at være konservatorieuddannet i elektronisk komposition, kommer hendes tid i DRs Pigekor også til udtryk i hendes klanglige dannelse. Det høres især i de fortryllende harmoniseringer og melodier på EP’en, der fremstår utroligt velovervejede. For intet føles tilfældigt eller blot dekorativt; tværtimod vidner hvert musikalsk valg om et harmonisk overskud og en kunstnerisk retning, hvor melodierne bevæger sig fremad med en følelsesmæssig klarhed, som om de præcis ved, hvor de vil hen.

Men selvom man kan høre den klassiske skolings harmoniske bevidsthed, er sophie-lous udtryk langt fra korklassisk. Den traditionsbundne klassiske sangs renhed bliver transformeret af hendes egen dybe og brede vokal, som i samspil med arrangementernes æteriske ynde skaber sin egen, nye stemning. Her bliver den himmelstræbende kollektivitet fra korverdenen nemlig sat ind i en mere drømmende, fri kontekst.

Resultatet er et lydbillede, der opleves som en blanding af ambient elverskov og ømme elektroniske eksplosioner, hvor Phil Collins-lignende trommer, støvede guitarflader og synthesizere flyder side om side med digital støj, der infiltrerer den ellers akustiske ramme. Det skaber musikalsk et levende ståsted, der både tør være fintfølende i det små og samtidig svulme op i det store følelsesrum. Som titlen på EP’en “it’s easy to be soft” insisterer sophie-lou som musiker nemlig på at være sentimental, ikke som en svaghed, men som en styrke — ømt og overvældende.

Når sorgen synger tilbage

EP’en åbnes op som en fortælling med nummeret “I will love you till I die”: Helt blidt og nøgent akkompagnerer en guitar sophie-lous kærlighedserklæring til sin partner og skaber en ramme for det ambivalente ved at blive forelsket midt i at have mistet. Allerede her får styrken og skrøbeligheden lov til at ånde sammen i et forløsende og erkendende omkvæd. Sameksistensen går igen på nummeret “Too precious to be left alone”, hvor det mere rytmiske, elektroniske arrangement skærer igennem som følelsesmæssige rystelser, små brud i overfladen, der afslører det insisterende håb, man prøver på at finde under sorgens altomsluttende mørke.

Igennem hele EP’en svarer de lagrede stemmer hinanden, holder hinanden, omfavner hinanden. Det høres specielt i nummeret “my dearest friend”, hvor sophie-lou også direkte synger “let me feel your pain, so you don’t have to carry it alone” og rækker med sit forrådskammer af klang en kærlig hånd ud til alle os, der har oplevet sorgens byrde. EP’en afsluttes af nummeret “one of a kind” med en hjertebankende rytme, malende strygere og glidende korstemmer, hvis nærmest hypnotiserende og vuggende lyd siger til dig: “Læg dit hovede på min skulder, lad mig bære det hele med dig”.

En styrke i det porøse

På “It’s Easy to Be Soft” mærker man en tydelig bevidsthed om det rum, musik kan skabe. Uskyldige englestemmer rammer ind i (livets) støjflader, strygerne kærtegner produktionens flimren, og sophie-lous stemme bevæger sig som en tråd mellem det hele. Det bliver til et porøst univers – men netop i det porøse ligger EP’ens største styrke. Der er mod i at lade tingene hænge, i ikke at polere og forløse noget, som alligevel ikke kan forløses.

Jeg kan tage mig selv i at savne flere bare vokalstykker, fordi sophie-lous stemme i sig selv er så flot og stærk, at man simpelthen ønsker mere plads til den. Men for mig handler det ikke kun om, at hendes vokal bare er “flot” — det handler om, hvordan hun bruger den på EP’en. Stemmen bliver vævet ind i teksturer, effekter og lag, som er smukke i sig selv, men som nogle gange kommer til at minimere den rå, direkte kvalitet, hun tydeligvis besidder.

“Jeg fornemmer, at der gemmer sig en endnu mere modig og ubeskyttet vokaltilstedeværelse bag de kontrollerede klangfarver (…)”

Der ligger derfor et uforløst potentiale i, at hendes vokal sjældent får lov til at stå endnu mere alene og bære et nummer uden støtte fra produktionen for at understrege, hvordan der netop er styrke i det porøse. Jeg fornemmer, at der gemmer sig en endnu mere modig og ubeskyttet vokaltilstedeværelse bag de kontrollerede klangfarver, som jeg længes efter at får lov til at blomstre fuldt ud. Netop fordi hendes vokal er så bærende for projektets identitet, kunne det have givet endnu større emotionel tyngde, hvis der var blevet leget mere med kontrasten mellem det nøgne og det indsvøbte, mellem stemmen i sin egen krop og stemmen i produktionens rum.

Men måske svaret ligger i, at hendes kompositioner og instrumentaliseringen er fuld af kontraster; korsang på et punkt, elektronisk fundament på et andet. Derfor vil jeg hellere forsøge at forstå intentionen bag værket: At selvom sorgen efterlader en emotionelt nøgen, behøver man ikke stå alene med den. Heller ikke i kompositionerne.

At jeg selv har sunget i mange år og har mistet tidligt i livet, farver utvivlsomt også min anmeldelse. EP’en er dedikeret til hendes mor, som hun mistede i 2019, og jeg mistede også selv min egen far i 2022 meget pludseligt. Derfor lytter jeg måske med en anden form for opmærksomhed, særligt når musikken kredser om sorgens rum og det at stå tilbage. For når man har erfaret, hvordan sådan et tab slår sprækker i én, men også åbner op for en ny slags følsomhed, længes man sådan efter stemmer, der vover at være skrøbelige. Den gestus er, på en måde, hele essensen af sophie-lous intention med sit lydbillede: At turde tage sorgen alvorligt, når ingen andre tør – eller kan.

Til trods for de smukkeste harmoniseringer, håndværket og de storslåede klimakser, er It’s easy to be soft ikke en EP, der vil overbevise nogen med stilfærdige følelser. Den vil hellere vise, hvor svært det faktisk er at være blød, når man har mistet – og hvor betagende det kan lyde, når man tør.

Info: “It’s easy to be soft” er udkommet på Virgin Records.