Spiracle – Body horror som industriel musik
Spiracle – Ossiphage (Rope Or Guillotine 2025) – anmeldelse af Kristine Haffgaard.
Multi-instrumentalist og vokalist Solveig Roseth balancerer et foruroligende, gotisk udtryk mellem fløjlsblød indadvendthed og smertefuld forløsning på debutalbummet Ossiphage. Roseth kredser over de fællesmenneskelige vilkår, at vores kroppe er skrøbelige, og fysisk lidelse er uundgåelig, mens vi lever. Albummets smertefulde sange skildrer forskellige facetter ved kroppen; feminitet, smerte, vold og opløsning.
Lad det være sagt med det samme: Solveig Roseth har en sangstemme med en udstrækning som stræbebuerne i en storladen gotisk katedral. Hendes klassisk skolede mezzosopran er imponerende i sin spændvidde, kraft og præcision. Den gennemgående voldsomhed i vokalleveringen har i selve sin intensitet noget overvældende og frigørende over sig. Intensiteten betyder også, at der ikke skal så meget mere end enkle melodistykker, industrielle støjflader og lavfrekvente, repetitive droner til at etablere et lydbillede, hvis ambience både understøtter og står i kontrast til vokalens styrke.
Ossiphage er Roseths debutalbum med solo-projektet Spiracle. Albummet består af materiale, der er skrevet mellem 2019 og 2023, og som samlet rummer en grundlæggende smertefølelse, en intimitet, der både er dragende og ubekvem. En form for sonisk body horror. Albummet danner en cirkel med introen Scenes of Wounding og outro’en Grand Theory of Female Pain, der begge er atmosfæriske semi-akustiske klaverbårne stykker. Det er et udmærket greb, fordi albummets voldsomme slagmark af lidelse rammesættes i ét sammenhængende værk med begyndelse og afslutning.
Modsætningen mellem smerte og magt
Både albummets første single Unmaking og Lifelover demonstrerer Roseths kapacitet som vokalist, og hendes evne til at skrue iørefaldende vokal-hooks, støj og synthflader sammen. Det er godt håndværk, der nikker til Dead Can Dances mesterlige album The Serpent’s Egg. Her satte vokalist Lisa Gerrard en ny og radikal standard for, hvordan en sanger kan bruge stemmen autentisk på vidtgående vis, hvor den virker som et klanginstrument, frem for blot til at formidle ord.
Særligt Lifelover er værd at fremhæve her. Sangen etablerer en skrøbelighed hvor sarte åndedræt sammenflettes med et pulserende hjertesalgslignede beat; kroppens allermest basale livsopretholdende funktioner. Samtidigt er sangen ganske gribende, i det teksten fremmaner verdens glemte ofre for krig og tortur, og udtrykker længsel efter retfærdighed for de magtesløse; dem der lider mest, har samtidigt mindst handlekraft. Lifelover demonstrerer i al sin hjerteskærenhed Roseths brede potentiale som sanger; her er vokalen varm og nærværende, som en lysstråle ind i musikkens fortættede mørke.
Kroppen som eksistentielt epicenter
Ossiphage længste nummer SOMA (græsk for ‘legeme’) er i mine ører også langt det mest interessante på albummet. SOMA hvirvler langsomt afsted, båret af en dronende, næsten underspillet instrumentering og lejlighedsvise anslag fra strengeinstrumenter, hvilket bringer Roseths kniplingsfine vokaliseringer i front, mens alt arbejder sig frem mod et stort støjende guitarbårent crescendo. Roseths helt store kunstneriske styrke er den højtstræbende dristighed i brugen af vokalen, som hun ambitiøst fremfører sit materiale med. Det er en ekspressiv og smuk vokalperformance, hvor smerten vokser sig større, efterhånden som lyden dynamisk intensiveres, og ubehaget transmitteres tiltagende voldsomt og destruktivt. Med en spilletid på lidt over 9 minutter udfolder Roseth for alvor albummets potente tema om kropslig erfaring og kulturens blik på fysisk smerte, som ofte både negligeres og fetisheres med teksten The body is its pain /a shrill sentience that hurts / and shatters.
At sætte ord på det usigelige
Styrken ved Ossiphage er ganske givet, at albummet er tro mod sin egen gotiske og indadskuende præmis. Det hverken kammer over i utilnærmelig ophøjethed eller forfalder til pastiche, fordi albummet ærligt hviler i sin følsomhed. Når jeg lytter, oplever jeg debutalbummet som lydligt kontemporært og tematisk solidt forankret i sin samtid.
I en tid hvor hurtig AI-genereret konsummusik er på fremmarch, er der noget beundringsværdigt ved en musiker, der igennem en længere årrække udforsker et yderligtgående og modsætningsfyldt felt for at søge en forståelse af kroppens forhold til magt, vold og objektgørelse. Ossiphage udforsker voldsom fysisk smerte, der skildres som fremmedgørende. Både for det menneske, der oplever den, og for andre. Smerter kan være så ekstreme, at sproget for at beskrive dem hører op.
Sangene sætter sig i lytterens egen krop som et ubehag, der undervejs kryber helt ind under huden. Det kan føles ubehageligt i øjeblikket, men værket beder allermest sin lytter om at holde hjertet blødt og åbent over for andres lidelse. Ossiphage kræver noget i sin insisteren på sit universelle budskab om, at smertefulde erfaringer er fælles for os alle.
