BÅKBÅK Festival for Vokal Musik – Stemmens vilde arkitektur

BÅKBÅK Festival for Vokal Musik, 29/8 på Basement – reportage af Ida Skibsted
“The loud, the silent, the usual, the weird, the collective, the solitary, the traditional, the radical.” BÅKBÅK Festival for Vokal Musik, som blev afholdt på spillestedet Basement den sidste fredag i august, viste, hvordan stemmen er sit eget instrument, en vildt kompleks arkitektur, og at der i stemmen findes så mange skjulte kamre og underjordiske gange, som kan åbne endnu uanede universer. Endagsfestivalen lykkedes med at vise et bredt spektrum af eksperimenter med vokalen i centrum og samlede, hvad der kunne virke som en måske lidt overset scene i det københavnske musikliv.
Komponisten og sopranen Josefine Weber Hansen åbnede aftenen med et værk, hvor stemme og bratsch symbiotisk blev en fælles krop. Med poesi af finsk-svenske digter Edith Södergran gestaltede hun et lydrum, hvor klassisk sang blandede sig med en dybt performativ og koreograferet udfoldelse af stemmens jordbundne og temporale kropslighed. Det var helt klart et højdepunkt for aftenen, da hun spillede sin violinbue hen over torsoen og halsen i mørke klange, mens hårets lange lokker lagde sig som diagonale strenge over violinens.

Stemmen som transformativ og kollektiv
Herfra blev publikum taget med ind i et noget anderledes stemt rum, da Queer Community Singing Group bød på energiske cover-versioner af velkendte popnumre i en ukonventionel kor-struktur, hvor stemmegrupperne var inddelt efter mere inkluderende principper som stemning, genkendelse og lyst snarere end binært kønnede stemmekategorier. Koret som formation var flydende, harmonierne dynamiske, og intentionen om stemmen som noget kollektivt manifesterede sig i den grad, da koret inviterede et konformt, siddende publikum til at synge med på Frank Ocean-balladen Thinking Bout You.
“Der var en sorgfuld modstand til stede, en stemning af et skrøbeligt, udmattet men alligevel stædigt, kontinuerligt oprør, som fik hårene til at rejse sig på mig.”
Vokalens forskelligartede udtryksformer antog endnu engang et nyt udtryk, da punk-kunstneren og musikeren Ditte Krøyer, også kendt som frontfigur i det feministiske metalband Vulvatorius, helt afklædt og fastspændt til en gigantisk jern-edderkop growlede stemmens indespærrethed og frigørelsespotentialer – fange og hersker på samme tid i edderkoppens choker-gitter. Der var en sorgfuld modstand til stede, en stemning af et skrøbeligt, udmattet men alligevel stædigt, kontinuerligt oprør, som fik hårene til at rejse sig på mig. Krøyers arbejde med stemmen er i sig selv et transformativt rum, hun manede frem, og det kunnen virke som om hun ved hjælp af stemmen berører underjordiske, spirituelle sider af eksistensen.
En mellemtilstand af genkendelig syntaks og absurd volapyk
Efter Megafon People havde kanaliseret, hvad der virkede som intergalaktiske lydbølger ved at anvende megafonen som forlænger og forstærker af stemmerne, gik svenske Quarin Wikström på scenen med stor elektro-autoritet. Gennem stemme-manipulationer, improvisation og elektronisk hardware skabte hun “sound poems”, hvor en sproglig, maskinel mellemtilstand af genkendelig syntaks og absurd volapyk viste stemmens evne til at modulere og forme sprogets materialitet. Wikström udfoldede et komplekst og flertydigt soundscape for “sound language”, “letter play” og “sonics words”. Teknisk-poetisk, taktilt-futuristisk, sanseligt-syntetisk og bare virkelig interessant.
BÅKBÅK virkede som en forsamling, et forskningsfelt og et fællesskab for vokal-eksperimentalister og nysgerrige. Det var befriende at være i et nørdet og på samme tid formmæssigt spraglet rum. Der er elementer ved kurateringen, som kan undre mig, og jeg tænker stadig på, hvordan man kunne have arbejdet med sammenhæng og forbindelse mere end med bare kontraster i sammensætningen af programmet. De mange retninger og bredden i optrædener havde til tider en mere desorienterende end fordybende virkning. Ikke desto mindre glæder jeg mig til at se hvad programmet byder på, når der forhåbentligt (!) kommer en BÅKBÅK vol. 2.
BÅKBÅK Festival for Vokal Musik fandt sted 29. august på Basement i København.