Struer Tracks 2025 – kommunal praksis for lydkunst
Reportage af Mathias Schønberg.
Måske er det ikke alle, der ved det. Men i Struer findes en international biennale for lydkunst – helt oppe ved Limfjorden, lige sydøst for Harboøre og Thyborøn. Her mødes nogle af verdens mest avantgarde lydkunstnere i tre dage og dyrker deres kunst parallelt med den lille bys knap 10.000 indbyggeres stille liv.
Struer har ligesom mange andre yderkommuner set stor fraflytning og virksomhedsdød de sidste årtier. Og det er en spøjs blandingsoplevelse at gå rundt mellem de mange tomme butikker i Struers gågader og på den store nedlagte industrihavn, hvor der under Tracks er sat stedsspecifikke lydkunstværker op, og små og store lydeksperimenter får lov at udfolde sig. Små grupper af dedikerede lydkunstnørder går opmærksomt rundt og lytter dybt, mens livet på lystbådehavnen fortsætter, og sænkede biler gasser op ved tanken.
Men det er på ingen måde tilfældigt, at det netop er her i Struer, lydkunstbiennalen finder sted. Bang & Olufsen blev grundlagt i Struer i 1925, og indtil slutningen af 2010’erne beskæftigede hi-fi-produktionen en stor del af byens indbyggere. De tidligere administrationsbygninger og testlokaler for højtalerproduktionen overgik til Struer Kommune i 2019, og nu er de omdannet til Sound Art Lab, som er en del af Statens Værksteder for Kunst – og arrangør af Struer Tracks.
Lydens by?
Struer Kommune har brandet sig som ’Lydens By’ i forsøget på at finde en genkendelig identitet og tiltrække nye borgere. En af de borgere, som det faktisk er lykkedes at tiltrække, er Jacob Eriksen, som er arrangør af Struer Tracks og har været daglig leder af Sound Art Lab i de gamle B&O-lokaler i nu tre et halvt år. Da jeg kom til Struer, spurgte jeg ham om, det virkelig er sandt, hvad Struer Kommune skriver om sig selv: ”Vores stolte lydtraditioner, der udspringer fra Bang & Olufsen, har defineret vores DNA gennem 100 år”.
Der har de senere årtier været en iver hos yderkommuner efter at skille sig ud med bybranding, men måske har nogle også famlet lidt efter blot, hvad de har kunnet se ud ad vinduet. Som f.eks. Varde kommunes ’Vi i naturen’ eller Jammerbugts ’Landet mellem hav og fjord’. Men Jacob Eriksen mener virkelig, at Struer er Lydens By.
”Hvor mange steder vil man ellers kunne ringe efter 16 styks af verdens bedste subwoofers til en lydinstallation og få dem stillet til rådighed nede på havnen en time senere?”, forklarer festivalarrangøren. Dommedagsinstallationen med den overvældende mængde subwooferkraft vender jeg tilbage til – den var for mig en af festivalens højdepunkter og fortjener særlig opmærksomhed. Men udlånet af de 16 subwoofers tjener som et godt eksempel på, at Struers måde at bruge deres 100 års historie med lydproduktion aktivt i byens kernefortælling ikke kun er fortælling, men faktisk en aktiv del af deres kommunale praksis.
Kommunal praksis
Jacob Eriksen har studeret i København, England, og i Berlin har han siden 2018 været affilieret med Kunstuniversitetets afdeling for Sound Studies and Sonic Arts. Som festivalarrangør i Struer skal han navigere det vilkår, at festivalen deler CVR-nummer med kommunen. Han fortæller, at det er en lidt sjov situation, hvor man også får indblik i en masse lokalpolitisk bureaukrati. Som han som festivalleder har forsøgt at anvende konstruktivt som del af festivalens tema, der i år netop var: ’Kommunal praksis’.
“Hvad kan en kommune lære af kunstneriske praksisser for samskabelse og fællesskab – og hvordan kan kunsten arbejde med den slags formaliteter og bureaukratiske arbejdsgange, som måske kendetegner det kommunale?”
Han fortæller, at det selvfølgelig er et lidt skægt ordspil over samtidskunstens buzz-begreb communal practice, som jo betyder noget ganske anderledes, men at undersættelsen til dansk ikke blot er ren pastiche: ”Nej, vi er interesserede i at udforske hvordan kunst og kommunale praksisser gensidigt kan informere hinanden. Hvad kan en kommune lære af kunstneriske praksisser for samskabelse og fællesskab, og hvordan kan kunsten arbejde med den slags formaliteter og bureaukratiske arbejdsgange, som måske kendetegner det kommunale? Tanken var at se, om der kan komme noget spændende ud af det”.
Jeg oplevede, at temaet og dette spørgsmål påvirkede min måde at opleve værkerne på. Blandt andet var der lagt et mærkeligt selvspillende orgel udover hele gulvet i underetagen af en bygning, der stod til leje midt på byens torv. Det havde titlen Airchoir No. 2 og var skabt af den belgiske lydkunstner og komponist Anouk Kellner. Det bestod af en stor pumpe, der forsynede et snørklet net af støvsugerlignende slanger med luft, som blev blæst ind i nogle store, kunstfærdige bælge, som langsomt blev fyldt op og siden forløst i gamle piber fra kirkeorgler. Det gav tilsammen en visuelt varierende oplevelse, hvor bælgene levede deres eget langsomme liv, og de ret svage luftstrømme ud i orgelpiberne dannede tilfældige akkorder mellem sig i opgivende suk.
Tankerne bag værket, kunne man læse i programmet, var at henvise til vores religiøse fortid og pege på dobbeltheden med vores teknologiske nutid og fremkalde længsler. Men som det lå der på et kommunegråt tæppebeklædt gulv under en kedelig hvid trappe i et kønsløst rum og sukkede nasalt, kom det for mig i stedet til at fremstå som en morsomhed over den træthed, man kan opleve i kommunale lokaler. Og med pumpens høje susen som den mest konstante lyd vækkede det snarere mindelser om støvsugning og rengøringsarbejde – al den trivielle drift, en kommune går og tager sig af.
Borgerservice for Lytning
Jacob Eriksen nævnte selv som eksempel på gensidig afsmitning mellem det kommunale og kunstneriske værket Borgerservice for Lytning. Her havde fællesskabet Bureau for Listening fået stillet hele venteværelset hos Struer borgerservice til rådighed festivalen igennem og skabt en slags performance-installation, hvor man som publikum blev inviteret ind til samtaler, som ifølge programmet skulle skabe ”refleksion over, hvordan lytning former vores sociale og politiske miljøer”. Det var en syret oplevelse at træde ind i en på overfladen almindelig borgerservice, men hvor venteværelset var fyldt af en muzak skabt af kunstnere til det tydelige formål at gøre opmærksom på sig selv som venteværelsemusik, og hvor der lå ”dokumenter” i holdere og på borde om lytning som kunstnerisk, aktiv handling. Man blev mødt af kunstnere, som spurgte, om man havde ”lyst til at tale lidt om sin lyttepraksis” – alt imens ægte socialrådgivere og sagsbehandlere sad på deres kontorer langs installationen og gjorde deres arbejde.
Jeg mærkede selv en modstand mod at tale om min lyttepraksis, måske fordi det er en ret personlig, nærmest intim ting at tale om, men også fordi det at kalde det en ”praksis” for mig virker højpandet og ja, bureaukratisk. Som noget der tager lytningen ud af kroppen og intellektualiserer den. Måske gjorde værket og omgivelserne i borgerservice alt det med en mening bag: at pege på det uforsonlige forhold mellem bureaukrati og menneskelighed og forsøge at sone det. Selv takkede jeg pænt nej og skyndte mig væk.
Senere talte jeg med andre om hvordan lytning og det affektive, det følelsesorienterede da absolut er politisk og socialt – men også at det bureaukratiske er jo netop i hele sit væsen indrettet til og for at modsætte sig følsomhed. Så kan forsøget på forsoning mellem de to poler nogensinde blive mere end en kritisk kommentar og rent faktisk belyse hinanden gensidigt? Jeg tror det ikke, men jeg sympatiserer enormt med bureauets (og mange, mange andres) ide om at subversere forholdet mellem lytning som passivitet og ytring som aktivitet.
Fra det intellektuelle til det mærkbare
For at vende tilbage til et af højdepunkterne på Tracks skylder jeg at fortælle mere om den 16 subwoofer store dommedagsinstallation på havnen, som jeg nævnte tidligere. Nemlig installationen BODIES AND SUBWOOFERS (B.A.S.) af lavfrekvens-lydkunstneren Stefanie Egedy. De mange enorme bashøjtalere var stablet ovenpå hinanden i to rækker, der formede en vinkel, som, når man stod foran den, gav et massivt tryk i kroppen af ren bas under og akkurat lige over det hørbare.
“Hvilke kræfter for katastrofe og potentiel sonisk krigsførsel, der lå gemt i den store sorte vinkelformede kasse!”
Jeg lod mig fortælle, at de allerede inden den første fjerdedel af volumenknapperne, da de havde testet og indstillet niveauet på subwooferne, havde nået et punkt, hvor de ikke følte det var sikkert at udsætte de faldefærdige bygninger på havnen for større rystelser. Med den viden, og med udsigten til et militært udseende redningsfartøj i havnen, var værket gruopvækkende. Hvilke kræfter for katastrofe og potentiel sonisk krigsførsel, der lå gemt i den store sorte vinkelformede kasse!
Flere lod til at gå ind til oplevelsen med forventningen om de lave svingningers terapeutiske virkning på kroppen. Og på visse punkter af lydens store bølger kunne det måske også give behagelige følelser. Men når bølgerne kom tættere efter hinanden i en anelse højere frekvenser, blafrede det i ørerne, som når nogen ruller ét vindue ned i en bil på motorvejen.
Selv følte jeg værket i kroppen som at nærme sig en højspænding af en art, en slags kraftfelt, hvor lyden blev et crescendo mod noget uundgåeligt skrækkeligt. Uanset hvor i Struer man befandt sig, kunne det mærkes hver time, når det blev aktiveret. Måske derfor, eller måske på grund af en dragende destruktiv kraft i det, genbesøgte jeg værket flere gange i løbet af mine to dage på Tracks.
Astrale eksperimenter af Snöleoparden
Et anderledes sindsrovækkende højdepunkt var Snöleoparden, der opførte et stykke for tre guitarister på havnen. Det lyder måske simpelt med tre guitarister på havnen i en lille nordjysk by, men vi snakker tre guitarister på hvert sit punkt af hele havnen, der spillede sammen gennem retningsbestemte højtalere over hundredvis af meters afstande og brugte ekkoerne som elementer i musikken, der fyldte et areal på størrelse med et par fodboldstadioner.
Den dansk-pakistanske kunstner Snöleoparden, eller Jonas Stampe, som de også hedder, har efterhånden været i gang i rigtig mange år lidt som outsider-kunstner i Danmark, men har alligevel samarbejdet med kæmpenavne som Ravi Shankar og Olafur Eliasson. Et af deres seneste projekter, Satellite Synthesizer, blev opført bl.a. i Planetariet og er musik skabt af signaler fra satellitter i det ydre rum sammen med Theis Ørntoft, Lotte Anker og Kresten Osgood.
På visse måde mindede Snöleopardens værk til Struer Tracks, TIME-SPACE, lidt om det. Her var det også elementerne tid, rum og lydens rejse gennem det, der formede musikken. Når man bevægede sig rundt på havnen og hørte ekkoerne fra de tre strategisk placerede guitarister, var det også som om, de sendte signaler til hinanden over afstande, der umuliggjorde almindelig menneskelig kommunikation. De spillede rytmiske figurer til hinanden som morsesignaler, nogle af dem i ret komplekse 7/8-delstakter, og deres forsøg på at fange hinandens takt og små melodier over de store afstande lykkedes faktisk af og til, inden ekkoer igen og igen rev det ud af facon og overvældede de tre guitaristers tempo.
“…da jeg lå på molen og kun så aftensolen gennem mine øjenlåg med et klimaks af små plukkede strengelyde i atonalt virvar, prikkede det for mit indre øre på samme måde som solen prikkede for øjnene, og det blev en decideret psykedelisk oplevelse”
På visse steder af havnen, blandt andet ude midt på en mole, var det som om, der var et sweet-spot, hvor lyden fra alle tre retninger slog sammen og sendte hinandens bølger retur. Det kom næsten til at lyde sugende, som om lydene afspilledes baglæns, og på et tidspunkt, da jeg lå på molen og kun så aftensolen gennem mine øjenlåg med et klimaks af små plukkede strengelyde i atonalt virvar, prikkede det for mit indre øre på samme måde som solen prikkede for øjnene, og det blev en decideret psykedelisk oplevelse. Dybt fascinerende.
Store oplevelser mellem mange snaps
Jeg var kun to ud af tre dage på Struer Tracks 2025, men mængden af oplevelser kan alligevel på ingen måder rummes i en enkelt reportage. Der var SÅ meget på programmet. Selvfølgelig var alt ikke lige fantastisk, og jeg var også ved at falde i søvn af kedsomhed til flere af de sene performances, som kunstnerne ofte indledte med en lille akavet passus om, at de ikke optrådte som kunstnere, men mere som ”lyttere”, jævnfør ambient-tilgangens efterhånden lidt opslidte paradigme med feltoptagelser fra naturen passivt sat sammen til begivenhedsløse kompositioner, ofte ledsaget af en slags interaktion mellem kunstneren og en elektromagnetisk metaldims.
Men til visse af dem blev af en eller anden grund hele min opmærksomhed vækket og mit system elektrisk. For eksempel til en ”koncert” i Kuben – hjertet af det gamle B&O, hvor ingeniørerne stadig tester højtalere i et kæmpe, næsten lyddødt rum – hvor Ex Continent afspillede spøjse boing-lyde i algoritmisk genererede mønstre. Her var der intet tydeligt forsøg på komposition og dermed intet kompromis med præmissen om at lade lydmaterialet selv styre, og der var afstand mellem lydene, som tillod den ualmindeligt stille stilhed i Kuben at træde frem i al sin unaturlighed.
Koncert i Kuben i B&O’s testfaciliteter.
“Det var lynende intelligent og hylende morsom kritik af den ofte forekommende uberettigede kritik af især kvindelige elektroniske musikere for ikke at være rigtige kunstnere.”
En anden sidste fremhævelse af store oplevelser skal i den grad falde på Julie Østengaard, som p.t. også er aktuel med udstillingen Made to Break i Regelbau 411. Hun spillede en performance med dele af sit kommende album Slug Barbie, som tog cringe publikumsinteraktion til helt nye højder. Det var lynende intelligent og hylende morsom kritik af den ofte forekommende uberettigede kritik af især kvindelige elektroniske musikere for ikke at være rigtige kunstnere. Tankevækkende og lige hvad man havde brug for efter en lang dag med meget koncentrationskrævende lydkunst.
Svært at un-strue Struer
Det var på en måde spøjst at have den slags sanseligt begrebsudvidende oplevelser i en by som Struer. For selvom kommunen og virksomheder gør alt muligt for at gøre den tiltrækkende for kunstnere og landets kulturliv, kan man kun un-strue Struer så og så meget. Hele lydkunstbiennalen igennem havde jeg nøglen til mit Airbnb-værelse i Helles villa i udkanten af byen i min lomme med en nøgleringsbrik fra Danmarksdemokraterne med påskriften ”Som vi er flest”. Og det publikum, festivalen tiltrækker, er jo nok netop, som vi er færrest. Heri ligger et stort potentiale for social friktion, som det kunne være sjovt at se Tracks udforske endnu mere i næste udgave.
Om aftenen, når jeg lå i Helles villa, kunne jeg høre biler køre ræs, drifte og spille høj bas fra bilstereoer, nåede jeg flere gange at tænke, ”hvor er den kunstner, der interagerer med det miljø – den egentlig lokale lydkultur?”
Men det var der faktisk, erfarede jeg om fredagen. Den Berlin-baserede kunstner Ross Alexander Payne ledte os langt ud på Østkajen for at mødes med tre lokale bil-gutter, som bruger stort set al deres vågne tid på at modificere deres biler og nørde med anlægget. Ross havde de sidst to år været i kontakt med dem og fået dem med på at vise deres biler frem under Tracks, hvor de afspillede stedsspecifikke optagelser fra Struers natur ud af bildørene. Det var et sjovt møde mellem en lille dedikeret kunstelite og en lille dedikeret gruppe bildrenge. Der var en nervøsitet blandt flere af kunsttyperne for at komme til at være tilskuere til en provinsens sociologiske have, men hvis der var nogen der, der var til udstilling, var det vist os selv.
Den ene af gutterne, som er formand for et stort netværk af bilnørder i Jylland, fortalte mig, at han syntes at arbejdet med Ross Alexander havde været spændende, og at ”det var fedt at lytte til naturen, der hvor vi bor, på en ny måde, som man ellers ikke lægger mærke til”.
Selvom jeg personligt bare gerne ville høre, hvor højt de sænkede biler kunne spille rullebas, var dette nok det mest oprigtige moment af vellykket kommunal praksis i begge af begrebets dobbeltbetydninger.
Struer Tracks er en biennale for lyd og lytning, som finder sted i det offentlige rum i Struer, Lydens By. Den første biennale blev afholdt i 2017, og dette års udgave var dermed den femte. Struer Tracks er organiseret af Sound Art Lab, som er et værksted for kunstnerisk udforskning, udvikling og produktion med fokus på lyd og lytning.
