Der findes motiver, der er så grundigt gennemlyst, så uendeligt gentaget, at de får karakter af en slags kulturel tinnitus. Blandt de mest overeksponerede populærkulturelle ikoner er Jeanne d’Arc. Ikke bare som martyr eller fanatiker, helgen eller kætter, ikke bare som fransk fædrelandssymbol for det yderste højre eller som feministisk figur, men som en mærkelig ideologisk polyfoni af ekstreme betydninger: Hun er blevet aktiveret i så mange kunstneriske bearbejdninger, at spørgsmålet ikke længere er, hvad hun betyder, men hvordan det overhovedet er muligt at få hende til at betyde noget, der ikke allerede er udtømt. At nærme sig Jeanne d’Arc er at melde sig i en meget gammel samtale, hvor alle allerede har sagt alt, hvad der kan siges.

Jesus vender tilbage som transkvinde. Det er afsættet for den britiske dramatiker og performer Jo Cliffords teatermonolog The Gospel According to Jesus, Queen of Heaven, der siden sin præmiere i 2009 er blevet fremført verden over, fra Skotland til Brasilien, og som under Copenhagen Opera Festival blev nyfortolket i regi af KLUB KREATUR på Sort/Hvid.

Var jeg i teatret i Vega? Eller var jeg til koncert med Den Sorte Skole og et helt utroligt højtudviklet sceneshow? Det er jeg stadig ikke helt sikker på efter den kæmpe oplevelse, det var at se forestillingen Axis Mundi af Hotel Pro Forma og Den Sorte Skole på premiereaftenen sidste mandag.