TLF Trio – med støvkorn som kompositorisk metode
TLF Trio – “Desire” (15 love, 2025) – anmeldelse af Nikola Nedeljkovic Gøttsche. Foto: Josefine Seifert.
Celloens varme resonans, klaverets percussive klarhed, elguitarens farvemættede sustain. TLF Trio består af cellist Cæcilie Trier, kendt fra CTM og Choir of Young Believers; pianist Jakob Littauer, der foruden aliaset Yangze har fungeret som liveperformer for acts som Liss, Goss og Soleima; samt guitarist MK Velsorf, der med Aase Nielsen (kendt fra Boli Group – og som også gæsteoptræder på Desire) i foråret udgav livealbummet Opening Night på Laurel Halos pladeselskab Awe. De kan dække hele spektret, fra dyb bas til skinnende overtoner. Samtidig er de en hybrid: en akustisk kerne, forankret i en kammermusikalsk tradition, med en elektronisk overbygning, der peger fremad.
Halvvejs inde i deres nye album, Desire, finder man nummeret “Welcome to L.A.”, hvis titel siger mere om udgivelsen, end man skulle tro. For selvom musikken er improviseret frem og optaget i København, er den først for alvor undfanget i Los Angeles, hvor det indspillede materiale blev dekonstrueret, re-samplet, lagt ud på pulten som et puslespil og klippet sammen igen. Efterbearbejdningen – de digitale ar – er placeret i forgrunden. TLF Trio har ikke bare produceret et album; de har dissekeret processen og gjort redigeringen til en æstetik.
“Det lyder som en lettere jazzet fortolkning af megahittet ”Californication” af det ultimative LA-band, Red Hot Chili Peppers. Et ironisk ekko af popmusikkens cirkularitet.”
Men ”Welcome to L.A.” har også en tydelig musikalsk reference til Los Angeles. Den simple arpeggiofigur, der skifter mellem to bløde akkorder og udgør kompositionens kerne, er øjeblikkeligt genkendelig. Det lyder som en lettere jazzet fortolkning af megahittet ”Californication” af det ultimative LA-band, Red Hot Chili Peppers. Et ironisk ekko af popmusikkens cirkularitet. Som nummeret skrider frem, hugges Californication-figuren op – vrides, opløses – indtil akkorderne fremstår som arkæologiske fund, samplet til små støvpartikler, der hænger i luften og dirrer. Og i det sidste halvandet minut folder en guitarsolo sig ud: ikke som virtuos udladning, men ituslået – i stedet for at få lov til at ringe ud, bliver tonernes haler klippet af.
Tiden, der falder fra hinanden
Hvis debuten Sweet Harmony fra 2022 var en poetisk skitse til en ny form for fri bevægelighed mellem kammermusik og poppens understrømme, er Desire en mere stringent, disciplineret organisme. Musikken er bygget på gentagelser, små celler, men den nægter at blive mekanisk.
På titelnummeret er det to klaverakkorder, der udgør fundamentet, mens et elektronisk beat og sekundære akkordrundgange langsomt flyder ind i lydbilledet. På “The Touch” er det en klaverfrase, der gentages i en sløjfe, mens den bliver modarbejdet af kantede guitaranslag – akavet anti-funk – der forstyrrer oplevelsen af den musikalske tid og i sin modvilje bliver et portræt af den uperfekte gestus, som om det vigtige ikke er groovet, men friktionen. “Theme” læner sig ud mod Arvo Pärts stille klaverstykke “Für Alina” eller György Ligetis stramme “Musica ricercata”. En enkelt tone hopper en oktav op og ned, åbner et tomrum om et smukt harmonisk underlag, og omkring halvanden minut inde begynder nye akkorder at sive ind – før de falder fra hinanden.
Her mødes to traditioner: Minimalismen med dens insisteren på at fastholde en enkelt celle, et mønster: Steve Reichs faser, Ligetis rigiditet, Giacinto Scelsis monotone besættelse. Og arven fra start-00’ernes instrumentalhiphop fra Los Angeles, centreret om pladeselskaberne Alpha Pup og Brainfeeder, hvor lydklip konstant forskydes og filtreres, så gentagelserne bliver levende. Desire indkapsler en dobbelthed mellem nordisk kammerklang og skrattende beat-æstetik, mellem klassisk disciplin og en næsten nonchalant omgang med loops, hvor repetition aldrig er statisk, men gnistrer af mikrovariationer.
Begærets uafsluttede kredsløb
At kalde albummet Desire føles som en påmindelse om, at begær aldrig ophører. Det fortsætter, insisterende, uden at lade sig tilfredsstille. Sådan er Desire: ikke et narrativ med begyndelse og slutning, men en vedvarende søgen. Det mærkes ikke mindst i afslutningsnummeret “What I Always Have Been And Always Will Be Looking For”, hvor celloens lyriske bevægelse og klaverets opadstigende figur holder et lys i bevægelse, der aldrig rigtig når sit mål.
Det originale ved TLF Trio er ikke blot deres blanding af genrer og teksturer, men deres undersøgelse af musikalsk tid: hvordan den gentager sig, forskyder sig, går i stykker – men aldrig forløses. Desire indkapsler den næsten paradoksale oplevelse af, at begær aldrig finder hvile. At man kan tage noget så banalt som to klaverakkorder og høre dem igen og igen, indtil man hører en verden bagved.
