toechter – Dogmer, beats og bæreposer (interview + mix)

Interview af Nikola Nedeljkovic Gøttsche

Den tysk-danske trio toechter laver musik for violin, bratsch, cello og stemmer – men det lyder hverken som klassisk kammermusik eller et studieensemble. Gruppens musikalske univers bygger på en stram dogmatik: Alt lydmateriale skal komme fra deres egne instrumenter eller stemmer. Alligevel lyder musikken ofte som noget, der er opstået i et elektronisk laboratorium. toechter har udviklet et særpræget musikalsk sprog, hvor strygere og stemmer forvandles gennem effektpedaler og postproduktion med afsæt i en udpræget vilje til at undersøge grænserne for instrumenternes akustiske potentiale.

Jeg møder to af trioens medlemmer, Lisa Marie Vogel (bratsch) og Katrine Grarup Elbo (violin), om formiddagen dagen efter deres sidste koncert på toechters forårsturné.  Seks aftener i træk har de optrådt i byer som Berlin, Hamburg og Hannover. Nu sidder vi i solen på Sankt Hans Torv – et stemningsmæssigt brud med aftenen før, hvor trioens elektronisk bearbejdede strygerunivers fyldte det mørklagte koncertlokale i Christianshavns Beboerhus. Stolene var stillet op i rækker, som ved en klassisk kammerkoncert, og det føltes sært høfligt at sidde ned under de mere beatdrevne passager, hvor kroppen havde lyst til at bevæge sig – men magisk, da trioen trak stikket, trådte ned fra scenen og placerede sig blandt publikum. 

Netop den dobbelthed – det elektroniske og det akustiske, det kontrollerede og det intuitive – bliver også et tema i vores samtale. Vi taler om strygeren, som er et underudforsket instrument i populærkulturen, om nødvendigheden af dogmer – og om deres ambition om at skrive et epos om hverdagen.

I forbindelse med vores interview har toechter lavet et nyx mix med musikalske inspirationskilder, som byder på alt fra intens støjrock over sexet laidback produktion til moderne iransk kompositionsmusik. Lyt med via vores Soundcloud nederst i artiklen.

P/A: Hvordan opstod toechter?

Lisa Marie Vogel: ”Vi kendte hinanden på kryds og tværs. Marie-Claire (Marie-Claire Schlameus (cello), red.) og jeg havde studeret sammen i Münster og mødte hinanden tilfældigt på gaden i Berlin. Samtalen kom til at handle om vores drømme og ambitioner – og så endte det med, at vi mødtes alle tre. Ret hurtigt gik det op for os, at vi havde nogle af de samme tanker om, hvad vi ville med strygerne. Altså, vi elsker de her instrumenter. Men vi ville også udfordre, hvad man kan bruge dem til. Så det var ligesom meant to be.”

P/A: I har et meget konsekvent dogme: Kun egne stemmer og strygeinstrumenter som lydkilder. Hvorfor?

Katrine Grarup Elbo: ”Jeg er den eneste dansker i gruppen, og jeg tror, der er noget med den dogmatiske tilgang til kunst, som man kender det fra for eksempel dogmefilm. Eller i hvert fald har jeg altid syntes, det er spændende at arbejde med dogmer. Når man starter et projekt, står man foran et bjerg af muligheder, og så kan det være en lettelse at sige: “Hvad hvis nu vi siger til os selv, at vi kun må bruge de kilder, som vi har?” Altså, ikke bruge to måneder på at lære en ny synthesizer at kende – hvilket også er spændende – men i stedet spørge: Hvad kan vores instrumenter faktisk? Hvordan har vi lært at spille? Og også hvordan vi ikke har lært at spille. Det føltes som et vigtigt sted at starte.”

”Det med stemmerne var også vigtigt. Vi er ikke uddannede sangere, men der var alligevel et helt naturligt behov for at synge. Det var, som om stemmen ville med. Det var ikke en beslutning, det var bare noget, der skete. Lidt ligesom produktion og beats. De erfaringer har vi jo ikke fået med fra konservatoriet, men behovet for at dykke ned i de aspekter, opstod meget hurtigt.”

P/A: Og hvordan begyndte I så at bearbejde lyden? Effektpedalerne. Hvordan kom det ind i billedet?

KGE: ”Normalt når man sætter et band sammen, så leder man efter en guitarist med et særligt pedalboard eller en synth-person med fede presets. Men med strygere er det lidt mere: “Vi skal bare bruge én, der kan spille violin.” Men hvorfor ikke en violinist med vilde lyde og improvisationsevner? Jeg har brugt pedaler i mange år, så for mig er det blevet en naturlig forlængelse af instrumentet. Siden 2012 har jeg været en del af en gruppen We Like We, hvor vi også eksperimenterede med elektronik og pedaler. Det tog jeg med ind i toechter. Og det viste sig, at både Lisa og Marie havde været nysgerrige på det samme.”

LMV: ”Vi har alle erfaring fra studiearbejde og session-musik, så det med at optage og efterbehandle var en naturlig udvidelse. Vi deler en interesse for, hvad der sker efter optagelsen. Vi elsker postproduktion. Hvordan man i studiet kan løfte noget til et helt andet sted, end det man spillede. Og så er det altså også bare virkelig sjovt at sidde og skrue på et beat i Ableton og se, hvad der sker.”

KGE: ”I starten var vores tilgang meget det konkrete, det forhåndenværende. Det var sådan, vi begyndte: Vi satte bare en optager til og jammede i flere timer. En del af vores musik er opstået sådan. Det er transkriptioner af improvisationer. Og det er stadig en del af vores praksis. At noget opstår i momentet – og så bliver det langsomt bearbejdet til noget, vi kan spille igen. Improvisationen er stadig vigtig, også live. Men langsomt gik det op for os, at vi også var interesserede i at undersøge, hvordan vi kunne lave beats ud af vores pedaler. Eller hvordan vi kunne lave full-body soundscapes.”

“Vi har tit talt om, at man burde hyre strygere som folk, der selv byder ind og kommer med forslag. Ikke bare spiller det, der er tænkt i forvejen.” – Karoline Grarup Elbo

P/A: Hvad tænker I om strygerens rolle i populærkulturen? Er den ved at forandre sig?

KGE: ”Jeg tror, det ændrer sig. Der er flere, der tør bruge strygere på nye måder nu. Men der er stadig mange, der tænker: “Vi skal bruge noget stryger – lad os lægge noget MIDI på.” Og det er ærgerligt, for der er så meget udtryk i de her instrumenter. Jeg tror, der har været en lille smule af mangel på nysgerrighed fra dem, der har brugt strygerinstrumenter førhen på popproduktioner. Måske er det også, fordi folk ikke altid ved, at man faktisk kan komponere med strygere på en helt anden måde. Ikke bare som pynt. Vi har tit talt om, at man burde hyre strygere som folk, der selv byder ind og kommer med forslag. Ikke bare spiller det, der er tænkt i forvejen. Et eller andet sted tror jeg, at måske er det meget fint, at alle lige får skærpet deres lytning i forhold til, hvordan strygere kan lyde.”

P/A: Jeres seneste album, Epic Wonder, har mere vokal og trækker tydeligere på en poptradition. Hvad lå til grund for det?

KGE: ”Jockstrap var en stor inspiration – især hvordan Georgia Ellery både synger, spiller violin og producerer. Også Saya Gray. Vi ville også gerne udforske det univers. Invitere nogen ind, som måske aldrig ville gå til en koncert med strygetrio. Vores lydmand spurgte i går: “Er det okay, hvis jeg skruer lidt op for den her del? Jeg får sådan lyst til at danse.” Og vi var bare sådan: Ja! Det er lige præcis dét.”

LMV: ”Det var første gang, vi for alvor brugte lead vocals. Vi arbejder meget med inspirationskilder – film, bøger, kunst, teaterforestillinger – og det sniger sig ind i musikken. Nogle gange føles det, som om idéerne opstår i rummet mellem os. Vi deler f.eks. playlister med hinanden, og det smelter sammen i musikken. Det er lidt som en workshop, hvor vi smider alt op på bordet og ser, hvad der begynder at leve. Som en slags kollektiv tankestrøm.”

P/A: I arbejder også med andre kunstnere – f.eks. jeres samarbejde med Vita Dosa. Hvordan opstod det?

KGE: ”Det kom i stand via Mike Sheridan, der satte os sammen. Sandra (Vita Dosa, red.) havde nogle skitser, som hun sendte på forhånd. Og så mødtes vi i et studie og jammede i tre dage. Der var virkelig en tillid i rummet. Det var ikke “spil lige det her”, men “se, hvad I får ud af det her”. Det føltes virkelig som en udveksling, ikke som studiemusikere eller en hyret strygergruppe, der kom ind og spillede noder.”

LMV: ”Og det var faktisk vildt inspirerende at give slip. Ikke selv at skulle følge processen helt til dørs, men bare bidrage og så lade det leve videre.”

“Der er en poesi i rytmerne i en almindelig dag.” – Lisa Marie Vogel

P/A: Hvad arbejder I på nu?

KGE: ”Vi har en idé om at lave et epos. Altså ikke sådan et traditionelt, dramatisk epos, men et epos om hverdagen. Vi er inspireret af Ursula Le Guins essay Bæreposeteorien om fiktion. Det handler om, at vi altid fortæller historier om helte, konflikter og erobringer, men at det meste af et liv består af det, nogen samler og bærer videre. Hverdagsrytmen. Rutinerne. De mange dage, der flyder ind i hinanden. Ikke de spektakulære højdepunkter, men gentagelserne. At skabe forråd og sørge for kontinuitet. Det vil vi gerne skrive musik til.”

LMV: ”Det handler om at forstå, hvad et liv egentlig består af. Der er en poesi i rytmerne i en almindelig dag. Det handler om at bære noget. Samle noget. Være i noget sammen. Vi kommer alle fra nogen. Det er også derfor, vi hedder toechter, som betyder ”døtre” på tysk. Fordi vi alle er døtre. Det er en måde at tænke sig selv ud af sig selv væk fra individualismen, hen imod noget større. Noget, vi bærer sammen.”

KGE: ”Og det er der igen noget ret forløsende over. At man kan ligesom slippe sådan: “Ah, jeg behøver måske ikke at fokusere så meget på lige mig og mit DNA. Har jeg egentlig noget ægyptisk i mig eller et eller andet?” Men bare sådan: “Nå ja, vi kommer jo alle sammen fra nogle andre. Og vi skal også leve videre i nogle andre.””

P/A: Vil det betyde nye lydkilder i musikken? En opblødning af jeres dogmer?

KGE: ”Det kan være et åbent spørgsmål. Jeg tror, vi er ved at være klar til at undersøge det – også fordi vi har lyst til for første gang at producere helt alene. Vi har talt om, at vi gerne vil eksperimentere endnu mere – for eksempel med elektroniske beats. Men det skal ske på vores præmisser. Jeg elsker house for eksempel, og det er bare pokkers svært at lave en god stortrommelyd ved at slå på en cello. Så hvis vi skal gå lidt i nogle nye retninger, så skal vi måske også forholde os åbent i forhold til at udvide paletten.”

Tracklist
Caroline Rose – Love / Lover / Friend 
TWEAKS – Murmurations of the Undisclosed 
Carola Bony – Miel 
Charlotte Adigéry & Bolis Pupul – HAHA 
LEYA – Corners (Chanel Beads Rework) 
Øyunn – I Wanna Talk To U 
Kim Gordon – BYE BYE 
Samantha Margret – Feminist gf 
Rebe – Tocame el culo 
Hype Williams – Businessline 
Jockstrap – City Hell 
Golfam Khayam & Soheil Peyghambari – Élégie pour les ombres 
Arca – Nonbinary 
Saya Gray – H.B.W.