Vanity Productions – vragrester af støj som forsvar
Vanity Productions – The Vanity Project (album, Northern Electronics). Anmeldelse af Martin Funder. Foto: pressefoto.
Hverdagens mange afbrydelser er en af opmærksomhedsøkonomiens undselige tyvekoster. Tyvekoster, som blot er et middel i et stort maskineri, der forsøger at varegøre stilhedens opmærksomme lytten. I teknologiens slagskygger vokser meningsløsheden, men heldigvis er der kunstnere, som kommer nihilismen i forkøbet og insisterer på den æstetiske værdi i opmærksomhedens vragrester. Digitale afbrydelser, teknologisk forfald og elektronisk interferens er alt sammen dele, som kan benyttes som håndfaste forsvarsmidler mod uopmærksomheden. De kan benyttes til at skabe musik, der kræver et svar – ikke et svar, der indtager abstrakte former i fantasien, men som et kropsligt svar, man støder sig på.
Christian Stadsgaard er medstifter af pladeselskabet Posh Isolation, og som medlem af bl.a. Damien Dubrovnik og The Empire Line er han garant for ekstreme disharmonier. Intens feedback, skrabende metal, og den taktile lyd af kontaktmikrofoner, er grundsten i Stadsgaards univers. Lyden af støjende maskiner og instrumenter presset til det yderste blandes ofte med indadvendte melodier. Denne blanding er særlig tydelig i Vanity Productions, hvor den brutale støj møder et blødere lydlandskab med melodiøse passager, der gentager sig som små antydninger af ambiente stifindere.
På Vanity Productions’ seneste album, The Vanity Project, der udkom 10. april, træder melodierne varsomt frem allerede på åbningsnummeret Hoarfrost. Her bliver det melankolske univers spillet ind af en varm orgelpassage med en let håbefuld melodi. Men den trygge varme bliver hurtigt afbrudt af næste nummer, This Could Be Forever feat. Peter Peter, hvor punklegenden Peter Peters vrælende guitar saver de ambiente fornemmelser midt over.
Peter Peter er langtfra den eneste gæst, der har bidraget til Stadsgaards støjende collage. En lang række både danske og udenlandske kunstnere indgår på de otte numre, bl.a. den japanske noiselegende Merzbow. Merzbow og Christian Stadsgaard har tidligere arbejdet sammen på albummet Coastal Erosion (2019) – et album, hvis to numre Coastal Erosion Japan og Coastal Erosion Denmark er langt mere ekstreme og støjende end The Vanity Projects titelnummer.
Merzbow er en af støjmusikkens nok mest kendte skikkelser, og med inspiration fra dadaismens forvrængede hverdagsobjekter og foragt for æstetiske normer har han udgivet en enorm mængde musik. Navnet Merzbow stammer fra Kurt Schwitters kunstværk Merzbau, et værk, der indebar en dramatisk ombygning af hans hjem i 1920’ernes Hannover. Schwitters begreb merz er centralt i dadaismen, og dens antiautoritære opløsning af grænsen mellem kunst og virkelighed. Afledt af ordet kommerz (handel), er merz et udtryk for kunst som levet liv – en handlen med det afviste og stumperne af det, der var tilbage i et Europa sønderrevet af første verdenskrig. Merz var både et tidsskrift og en metode bl.a. i at bruge fundne objekter og fordreje og omstrukturere dem til nye skikkelser og brud med hjemmets konventioner, hvor vægge og møbler strækker sig i utallige retninger og former. Denne radikale omstrukturering af hverdagsobjekter er gennem Merzbows inspiration fra dadaismen blevet som et etos for noisemusikken.
Samme genbrugslogik skinner igennem på The Vanity Project. Albumcoverets collage af mange små sort-hvide billeder, omend det er stålkonstruktioner eller planter, er frakoblet fra sin oprindelige kontekst og udstråler nu en melankolsk maskinel dekonstruktion. De små billeder er med til at danne et nyt udtryk, hvor manglen på entydig sammenhæng mellem de ellers åbenlyse enkelte motiver giver et forvrænget udtryk af det genkendelige. Samme hårdt slebne, næsten krystallinske strukturer mærkes i musikkens mosaik af kontekster. For eksempel på nummeret Assemblage feat. Government Alpha, hvor brutal elektronisk støj skaber en bred kontrast til de rolige ressonante flader, hvilket indgyder en rar og varm følelse af skurrende ubehag.
Cover art: Anthony Linell
Hvor Kurt Schwitters Merzbau fokuserede på hjemmet som arena for dadaismens konventionsbrud, er The Vanity Project et album, der går til angreb på opmærksomhedsøkonomiens maskineri. Begge værker beskæftiger sig med hverdagens teknologiske forlængelser og står som opgør med den arkitektur, der både som bygninger og digitale rum forlænger hverdagens konventioner og styrer vores opmærksomhed.
Som var det både lege- og losseplads, er The Vanity Project et album, der veksler mellem ambientmusikkens omsluttende funktionalisme og støjmusikkens kropslige konfrontation. Det er ikke endnu et album, der leverer en brik i streamingtjenesternes allestedsnærværende fyld til hverdagens åndehuller. Det er lyden af den konstante afbrydelse af glatte digitale flader og støjende skærme – lyden af livet med maskinen. Det er en vision, ikke som i meditativ forstand, men i form af et angreb eller en afværgning, der kræver et sanseligt engagement i en tid, hvor opmærksomhed er kapitalens stærkeste valuta.
The Vanity Project udkom på Northern Electronics 10. april 2026.
