Passive/Aggressive

VAULT-101 – Nyt bånd på gamle spoler med postapokalyptisk acidfunk

Blog October 28 2014 ktk09

Af Andreas Korsgaard Rasmussen

Det seneste bånd fra Insula hedder VAULT-101 “P.A.A.F.” og er med to gamle kendinge fra København i en ny konstellation. Toke Tietze Mortensen, der primært har slået sine folder i Yoyooyoy- og Mayhem-relaterede grupper som To\To , Lights People, Yoke & Yohs og Easy Rider, har sammen med Klaus Hansen fra bl.a. Union Group og Deeplands tændt op i de gamle maskiner, og kanaliserer mørk og rumklangsfyldt techno ud i æteren.

Der er ikke noget tidstypisk techno/noise-crossover at finde på “P.A.A.F.” (der meget passende står for Post Apokalyptisk Acid Funk). Begge medlemmer af Vault-101 er åbenlyst (selvom de har arbejdet med støj-musik) gamle technofans, og båndet lyder i langt højere grad i retningen af gammel Plastikman – dyster og kantet noia-techno med elastiske understrømme af sløve acid-melodier og det uundgåelige 4/4-beat som mørtlen, der holder det hele sammen. Technopurisme af den gamle, grejnørdede DIY-skole.

Info: VAULT-101 “P.A.A.F.” er ude nu på kassette i Insula og kan høres i Sounds-sektionen.