Velkommen til det ekspanderende Big Mess-univers
Af Anton Rothstein – interview med Tobias Bendixen, foto af Elin Tårnes
Det københavnske punkband Big Mess har efterhånden et par håndfulde år på bagen, men i 2023 lyder de mere friske og energiske end nogensinde før.
Fra den spæde start i 2014 var det intentionen at skrive punkrock, der var mere ”sang-agtigt”, end hvad guitarist Tobias Bendixen og sanger Michael Bojesen tidligere havde spillet i hardcorebandet Brudte Løfter. Missionen er i den grad blevet realiseret, for i Big Mess har de to, sammen med Christian Davidsen på trommer og Magnus ”Mooseman” Olesen på bass, udgivet en række LP’er og EP’er. Siden da har Rich Perusi overtaget trommetjansen.
Nuvel. Vi skal holde tungen lige i munden og have vores genrekartotek ved hånden fra start. For det københavnske pop punk/emo gone powerpop/glam/bubblegum-band Big Mess udgiver en ny plade! Genrerne vender vi tilbage til lidt senere.
Uncanny hits og interne jokes
Bandet har lagt både det naive, poppunkede materiale fra debutpladen ”You Know I Care” (Big Happy Records, 2016) og de instrumentalt eksperimenterende, mere indadvendte post-punkede temaer fra opfølgeren ”Try To Enjoy It” (Indisciplinarian, 2017) totalt bag sig. Der er også skruet gevaldigt ned for de mere humoristiske tendenser (og det til trods for at der er et julenummer på den nye plade) fra den tredje plade ”Blood Punk” (WAS, 2019) som er den plade i kataloget, der er sværest at lytte til.
”Det var ligesom en standing joke, at ”Blood Punk” var vores comedy rock-plade. Selvom numrene selvfølgelig betød noget for os, var der alligevel en ret goofy stemning på den plade”, forklarer guitarist og sangskriver i bandet, Tobias Bendixen.
De fulgte hurtigt op med EP’en ”Bestial Pop” (Elektriske Plader, 2020), som jeg hører som et modsvar til den foregående plade. EP’en lagde helt tydeligt kimen til “Cleaning Up With Big Mess”, med sine mere klassiske sangstrukturer og inspiration draget fra harmoni-guder som Phil Lynott og Alex Chilton.
Selvom den nye plades titel kunne give associationer til en form for b-sides and rarities-udgivelse, noget tilbageskuende, er der altså snarere tale om en ny epoke i bandets eksistens. De har ryddet op og gjort rent, og placeret nogle af fortidens inspirationskilder pænt i et opbevaringsrum, mens andre har fået prominente pladser på kaminhylden.
”Jeg mener, at det var Mooseman, der foreslog titlen. Der er ikke nogen betydning som sådan. Der bliver hverken ryddet op i gemmerne eller i vores liv. Det vigtigste, det signalerer for mig, er, at det her er en ægte plade og den skal have en ægte pladetitel. Ligesom ”Presenting the Fabulous Ronettes”, ”Having a Party with Jonathan Richman” eller for den sags skyld ”Led Zeppelin II”. Det er en titel, der forholder sig til formatet, ligesom ”D.A.D. Draws A Circle” for eksempel. Titlen signalerer en it is what it is-stemning. Først og fremmest er det en plade.”
Dog påpeger han det åbenlyse, at bandet i 2023 er et andet sted musikalsk og socialt, end da de startede for ca ti år siden. Dels har de skiftet trommeslager, dels er alle de øvrige medlemmer i bandet blevet fædre i løbet af de sidste par år, og så har bandet endnu engang skiftet pladeselskab, denne gang til det engelske Specialist Subject.
Tobias beskriver pladen som mere ”sweet” – både i ordets betydning, men også som reference til det nok vigtigste engelske glamrockband Sweet. For der trækkes primært på referencer til musik udgivet i 1960 og 70’erne. ”Cleaning Up with Big Mess” er et stort skridt væk fra lyden på især de to første plader, og i takt med at musikken synes mere moden og velskrevet, står inspirationskilderne også tydeligere nu end før. Ud over de mere klassiske Big Mess-agtige sange som “Future Legend” og “Walk All Over Me”, så byder albummet også på flere punknumre: Hovedriffet i “Shit On My Shoe” er mere end lånt fra Black Flags signatursang “Nervous Breakdown”, og der er en masse Oi!-inspiration, både i musik og tekst på “Working”. Så er der glam og powerpop-numrene “Groove” og især “Telephone”, som fokuserer på det måske mest powerpop-agtige objekt, nemlig telefonen. Og så er der det straight up 60’er girl group-nummer “Doo-Lang Doo-Lang”, der med sine call and response, ooh-kor og modulationer simpelthen er noget af det bedste, der er skrevet fra en dansk rockgruppe i mange mange år. Sangen handler om længslen efter en nærmest karikeret popskønhed.
“Det er et popnummer der er blevet puttet i en form for punk-agtig forklædning. Det handler om to forskellige ting. For det første er det en hyldest til 60’er pige-pop og især The Chiffons udødelige “He’s So Fine” (som George Harrison plagierede på “My Sweet Lord”) og den følelse, man får af at høre den helt rene popmusik. Teksten refererer desuden også The Tammys’ “Egyptian Shumba” (hør den for et godt jump-scare når de begynder at skrige).
For det andet tror jeg at en af grundene til, at jeg elsker den der pigepop så meget, er at jeg selv har en eller anden form for kønslængsel, som jeg aldrig kommer frem til. Jeg skrev sangen efter at have genopdaget Antony and the Johnsons, som jo musikalsk ikke har en skid med hinanden at gøre – men det har sangen “For Today I Am A Boy” dog alligevel, som handler om at man ganske vist er en dreng lige nu, men at man en skønne dag bliver noget meget smukkere. Selvom der nok ikke er en destination på samme måde for mig, som der viste sig at være for Anohni, som hun hedder. Havde jeg været 10 år yngre, havde jeg sgu nok set mig selv som non-binær, men jeg er vokset op uden den terminologi og kan ikke identificere mig med det. Jeg ved ikke hvorfor, men kropsdysforien har mange ansigter. Jeg anser vel bare mig selv som queer, I guess.”
Det handler altså med andre ord ikke om længslen efter at besidde denne skønhed, men længslen efter at være den.
Musikken indeholder, alle sine ældgamle referencer til trods eller måske netop på grund af dem, en originalitet, der får sangene til at synes tidløse. Tobias evner at skrive sange, som man føler, man har hørt før, men uden at man kan sætte en finger på, hvad det nøjagtigt er – en slags uncanny hits.
Han er med egne ord ”sindssygt inspireret af alle mulige forskellige former for sangskrivning. Især de klassiske former: 60’er pop og 70’er rock i forskellige afarter inspirerer mig mest, rent sangskrivningsmæssigt. Men det skal blandes på måder, der gør, at det ikke bliver retro-agtigt.
Det her sammensurium af inspirationer gør også, at vi bliver hørt meget forskelligt af forskellige mennesker. Nogle mennesker hører Marked Men, Exploding Hearts og Jay Reatard. Andre vil høre Ramones og The Nerves og den slags.”
Virkelighedsnær lyrik
Af pressematerialet til det nye album fremgår det, at sangskrivningen hviler lige så meget på ”Brill Building sparkle” – som på ”hardcore punk economy”. Det første refererer til en bygning i New York, der lagde hus til mange af sangskriverne bag de største, mest funklende girl group hits i 60’erne. Denne “sparkle” finder man i Big Mess-teksternes rytme, allitterationer og flow, som han generelt bruger langt mere tid på, end på at skrive selve musikken. Det andet referer til den ofte spartanske tilgang til sangskrivning som man finder i hardcore punk. “Alle elementer skal kunne retfærdiggøres”, som Tobias siger. Hvilket også er grunden til at han skriver Big Mess-sange med kun én guitar i tankerne, så de kan spilles live.
Tekstuniverset er dybtfølt, af og til idiotisk, og med en ligevægt af tilværelsens besværligheder og den uskyldige umiddelbare lykke ved at rocke ud.
En af de ting der gør, at Big Mess afviger fra mange af de andre bands i punk og hardcore-scenen, finder man også i teksterne, hvor virkeligheden er meget håndgribelig:
”Selvom jeg selvfølgelig bruger en masse metaforer i mine tekster, og flere af dem handler om noget andet end, hvad man umiddelbart læser på overfladen, så er symbolikken i vores tekster anderledes, end hos mange af de andre bands i punkscenen.”
Der er hverken ophøjede poetiske symboler (ild, sværd, roser og den slags) eller politiske floskler i Big Mess’ tekstunivers. I stedet bruger de virkelighedsnære hverdagsobjekter som telefoner, soveværelser, arbejdspladser og meget mere. På den måde læner de sig, også i teksterne, i højere grad op ad de poppede bubble-gum-inspirationskilder, som tydeligt skinner igennem i musikken.
Big Mess-universet
Teksterne har sammen med bandets æstetik i form af pladecovers, musikvideoer, merchandise mv. gennem årene udfoldet et større Big Mess-univers: ”Big Mess er jo blevet til et univers på en måde, og det tror jeg også, at dem der lytter til os kan nikke genkendende til. Der er sange, der ikke har nogen betydning uden for vores univers, eller i hvert fald har en større betydning i den større Big Mess-fortælling. Det har jo nok noget at gøre med, at vi har lært hinanden bedre og bedre at kende. Jeg kendte hverken Christian eller Moose, da vi startede bandet, og de blev lynhurtigt mine tætteste venner, og det samme gælder Rich.”
Big Mess-universet afspejles også klart i Tobias lejlighed. Væggene i hans stue er nærmest tilgroet med diverse legetøj, memorabilia og merchandise fra Big Mess, alle mulige andre punkbands, horrorfilm, og alskens anden popkultur. Her er både Bay City Rollers-flag, og oppe på et skab sidder et gigantisk papmachéhoved, der forestiller kultfiguren Frank Sidebottom – komiker og musiker Chris Sievey fra The Freshies alterego, der gennem diverse sange og optrædener indkapslede 1980’ernes England.
Man kan genkende en masse af disse elementer fra Big Mess universet – blandt andet fra promobillederne til den nye LP, men også i form af det håndmalede pladecover til ”Blood Punk”, der har fået en prominent plads ovenpå pladereolen.
Det slår mig, at Big Mess, ud over at være en social konstruktion som et rockband jo er, måske også er en bandificering af Tobias. En Tobias i anden potens! Et musikalsk destillatprodukt af hans liv! Et gensidigt reflekterende mikrokosmos! Et æstetisk sammensurium af alt der udgør Big Mess! Og så roder der ikke engang. Tobias selv formulerer det en smule mere jordnært:
”Jeg føler, at Big Mess indeholder alt, hvad jeg er – og at der ikke er en side af mig, der ikke er repræsenteret i Big Mess.”
Info: “Cleaning Up With Big Mess” udkom d. 17. november på Specialist Subject.
