Wedding – Ægteskabet mellem klub og koncert
Wedding – “Sunshower” (Vasen, 2024) – anmeldelse af Mathias Schønberg.
I december udgav det københavnske band Wedding deres debut-EP Sunshower. En sand lille perle af alternativ dansemusik. Mørk synth forenes med håbefulde techno-melodier og medrivende breakbeat i noget, der må siges at være Weddings helt og aldeles egen lyd.
Bandet består af Kristoffer Bech (Shiny Darkly) og Kristian Alexander (producer for bl.a. Shiny Darkly og solo på Janushoved), som efter sigende har nusset med EP’en i ret lang tid, inden de for nylig har tilføjet Hasse Bruun (Mana Pool) som fast medlem. Sunshower er en fin, meget gennemarbejdet EP, der med blot fire numre viser en bredte i temperamenter.
Jeg er ikke sikker på, om Wedding skal udtales som det engelske ord for bryllup eller med enkelt-v som i den berlinske bydel med samme navn. Min intuition har i første omgang ledt mig til sidstnævnte, fordi bandet på samme måde som bydelen Wedding virker som noget, der ikke helt er del af den velkendte forestilling om en by, vi kender. Et meget ægte sted, der ikke lader sig gentrificere.
På den anden side er Sunshower også et ægteskab mellem to musikoplevelser og temperamenter. Det er et band med guitar, trommer og mumlet vokal, og samtidig er det klubmusik fyldt med rave-referencer.
Lyden på Weddings debut-EP Sunshower kaster lys og skygge i to retninger. Mens musikken står i en underskov af mørk synth og industriel lyd, breder melodier sig mod lyset i en krone af håbefulde rave-sensibiliteter. Man finder som lytter intuitivt en midte i musikken at befinde sig i, som på en meningsfuld måde tager hånd om komplekse og forskelligartede følelser.
Et ret sigende eksempel er på titelnummeret Sunshower, hvor der i introen høres en knurrende stønnen af synth-bas og et lilletrommeslag med samme bund og rumklang som på en Joy Division-plade, inden nummeret afbrydes af et helt tørt produceret house-klaver og derefter lader et techno-riff dominere og trække det hele mod en stemning af blå solopgangseufori.
Men Wedding er først og fremmest et band, der bør opleves live. Jeg har været så heldig at se dem to gange nu: til Chart Art Fair på Charlottenborg i sommers, hvor de spillede sent om aftenen ude på fortovet på Kgs. Nytorv; og til deres release-koncert på H15 kort før jul, hvor de meget sigende for projektet var i selskab med poprock-bandet Blush og techno-dj’en DJ Algorythm.
Begge gange var det bemærkelsesværdigt, hvor meget bevægelse Wedding skaber i publikum. De lader til at ramme en åre i noget, der har været savnet eller måske er en ny ting. Som live-band leverer Wedding en klubfølelse, som er vild, mørk, velkendt og helt ny.
Der er noget forenende ved som publikum at få lov at bevæge sig som på klubben, mens man er til live-koncert og kan se musikken blive til for øjnene af en. Den visuelle oplevelse, det er at se en dygtig trommeslager som Hasse Bruun spille break-beats, giver unægteligt musikoplevelsen en anden fysikalitet og øjeblikkelighed, end hvis der drejes på knapper.
“Det er dekonstrueret og sammensat musik, der hele tiden spreder sig og samler sig i en ny form.”
Personligt kan jeg komme i tanke om få andre live-bands der giver samme big-beat følelse, som man kender fra bands som The Prodigy og andre UK-fænomener samtidig med en kølig postpunket, støjet attitude placerer én i et mørkere EBM-univers, og melodier, der tager sig selv seriøst på den helt ærlige måde, alluderer tidlig 90’er-techno.
Der er dog slet ikke tale om en nostalgisk tilgang til materialet. Det er dekonstrueret og sammensat musik, der hele tiden spreder sig og samler sig i en ny form. Den er fuld af forandringer og selvafbrydelser, og virker paradoksalt nok af den grund til at holde opmærksomheden i kroppen.
Man kan lidt optimistisk håbe på, at Wedding efter en lang tilblivelsesfase har fundet formen og følger op med endnu mere materiale og koncerter. Og at andre vil lade sig inspirere til at forene koncert- og kluboplevelser på lignende måder.
Sunshower udkom på Vasen 6. december og release-koncerten på H15 fandt sted 20. december.
