Yes Deer – Den sublime baldrethed
Yes Deer: Everything That Shines, Everything That Hurts (Superpang, 2025) – anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt.
Dansk-norske Yes Deer frembringer højintenst rabalder på deres første album i ny gruppering. Det er freejazz, det er aggressivt og heftigt, og det er lige præcis det korrektiv til kvælende pænhed og rablende vanvid, der er brug for.
Men først: Det bedste i verden er genrebetegnelser, der prompte lader én forstå, hvordan musikken må lyde. Jeg mener, avantgarde beskriver ikke rigtig noget, udover at lade én forstå, at musikken er svært tilgængelig. Det åbner også for en diskussion om, hvorvidt det overhovedet giver mening at blive ved med at omtale noget som fortrop for en kulturel udvikling, der for længst er møvet videre i andre, mere bredt appellerende retninger. Eksperimenterende er ligeledes bare et forsøg på med sofisteri at dække over, at man ikke forstår det, man hører, eller evner at beskrive det med ord. Lidt som når kritikere kalder musik cinematisk, hvis den er dramatisk og har fortællende forløb, eller alt andet end jazz for jazzet, hvis det har et mellemspil med skæve taktarter og skalaløb. Selv freejazz siger ikke så meget andet, end at man får sin cocktail galt i halsen, hvis man tror, man skal høre stilig agentfilmmusik.
Næh, skronk, det ved man, hvad er. Og selv hvis man ikke ved det, så kan man høre på ordet, hvordan det må lyde: Kantet, larmende, smadret som saboteret punk, dissonant, pågående, skramlende som et øvelokale losset ned ad en skråning.
Det er simpelthen en herlig gang gny, et henrivende rabalder. Og så meget desto mere, fordi kaos, fræs, den sublime baldrethed, er tøjlet så stramt, som den er hos Yes Deer
Det er simpelthen en herlig gang gny, et henrivende rabalder. Og så meget desto mere, fordi kaos, fræs, den sublime baldrethed, er tøjlet så stramt, som den er hos Yes Deer på trioens fjerde album, Everything That Shines, Everything That Hurts. Syv år er gået siden forgængeren, Gloss, verden er en anden, vildere, hårdere, som titlen angiver: Skinnende smuk og smertefuld. Den i Göteborg bosatte danske saxofonist Signe Dahlberg har forladt gruppen under pandemien for at koncentrere sig om sit arbejde som massør og sygeplejerske. Anders Vestergaard har været syg af stress og arbejdet med trommespillet som helende meditationspraksis. Guitaristen Karl Bjorå har dels udgivet soloplader, dels har nordmanden spillet med Signe Emmeluth i Emmeluth’s Amoeba og Bonanza of Doom, og som en naturlig fortsættelse af det samarbejde er den i Oslo bosatte fynske saxofonist kommet med i Yes Deer som ny Signe.
Man kan kalde det skronk, fordi det lyder godt, man kan kalde det anarko freejazz, som de selv gør: Det vigtigste er, at de tre midt i de dissonante guitarhug, den hylende saxofon og de hvirvlende trommer skaber et fælles forløb, der samler og forgrener sig med en fælles puls over de to kvarterlange sange, der udgør Everything That Shines, Everything That Hurts.
Det begynder med Bjorå i en uskønt forvrænget og forstemt powerakkord, der fremstår bevidst grim som på 70’ernes no wave-scene i New York med navne som Mars, Contortions og Theoretical Girls eller den danske støjguitar-veteran Jørgen Teller. Emmeluth fraserer hæst og skingert henover Bjorås byggeklodser i samme heftigt ekspressive stil, som freejazz-pioneren Albert Ayler i sin tid gjorde det. Og så kommer Vestergaard væltende ind med et på én gang fritflydende og tungt pulserende trommespil og frisætter det hele fra enhver ansats til rock, som guitaren kunne have peget én i retning af.
Herfra eskalerer de: Intensiteten stiger og daler, trioen presser sig selv fysisk hårdt, fornemmer man, til det yderste, føles det som. Når de hver spiller decideret solo virker det ikke så meget, som om de andre træder tilbage, men som om én af dem for en stund simpelthen fylder så utøjlelig meget, at de to andre overrumples af det og skal bruge et øjeblik til at finde ud af at bygge videre på det, solisten har raset sig frem til. Kun en enkelt gang må de give fortabt: Da Bjorå hen mod slutningen af første del får forvildet sig ud i en country-leadguitar, der er så prægtigt corny og grotesk, at nummeret afvikler sig selv af ren benovelse, virker det som om.
Den afvikling fortsætter henover anden del: Det smertefulde illustreres med en følelse af aggressiv afvikling, en opløsning af formerne i en flom af udtryk kastet mod lytteren med så stor fart, at man ikke når at tage stilling til dem, før nye dynger sig ovenpå. Hvormed musikken egentlig ret fint illustrerer, hvor på én gang overvældende og vildt frustrerende det kan være at være til i verden, når alting sker omkring én og påkalder sig ens opmærksomhed og stillingtagen.
Yes Deer får dog tøjlet støjvældet og skabt en symmetri i det: Ligesom første del indledes anden del med Bjorås guitar, denne gang blot en tremolo, som Emmeluth lægger lange, jamrende toner henover, mens Vestergaard indrammer det hele med rytmer, der denne gang lægger sig op ad guitarens hurtige toner og driver nummeret fremad i højt tempo modsat første dels hakkende kantethed.
Så altså: Anarko freejazz, skronk, no wave, avantgarde. Yes Deer udgør ikke en fortrop for nogen bevægelse, verden er efter alt at dømme ikke på vej i de mangfoldige retninger, de angiver på Everthing That Shines, Everything That Hurts. Det, Yes Deer gør, har været gjort af andre musikere siden 60’ernes freejazz og 70’ernes no wave. Ikke for at revolutionere musik, men for at reagere på, hvor flade andre udtryk lød holdt op mod det, musikerne havde i deres hoveder. Som et behov for at udtrykke en indignation over, hvor vanvittig verden var, og hvordan alle tilsyneladende bare smilede og lod, som om det hele var smukt og helt i orden. Som om alt skinnede, og intet gjorde ondt – med en omskrivning af Kurt Vonnegut-frasen “everything was beautiful and nothing hurt.”
Et lille band som Yes Deer og deres musikhistorisk bagudskuende sublime baldrethed ændrer ikke grundlæggende ved hverken verdens mistrøstighed eller den omgivende musiks fladhed. Men de udgør et korrektiv til dårskaben: En oplevelse af, et kvarters tid ad gangen, af høre sin egen vantro overfor verden spejlet i en musik, der rummer skønheden og smerten, frustrationerne og forløsningen, rasen og ro.
Everything That Shines, Everything That Hurts udkom 28. februar på Superpang.
