Reportage fra “murmuration” i tekst, lyd og billede af William Kudahl
Lørdag
Pitlochry
Datoen på min telefon er igen skiftet i noget, der føles som en langsom overgang, uden at jeg har opdaget det, og uden at jeg er vågnet op til en ny dag. Jeg har kørt i tog siden torsdag aften, og om få timer er jeg fremme ved Glenshee, hvor jeg skal tilbringe den næste uge: seks dage i Skotlands højland sammen med 26 lydkunstnere og lydentusiaster, arrangeret af Jez Riley French og Chris Watson, der begge er prominente kunstnere, når det gælder feltoptagelser.
Jeg skal mødes her i Pitlochry med Cheryl fra San Francisco, som jeg kan få et lift med det sidste stykke, hvor der ikke går offentlig transport. Jeg bruger tiden på at købe skotske oat-cakes, chokoladekiks og vand i et supermarked og gå træt rundt i byen efter to lange nætter siddende i tog.
*
Lørdag fortsat
Glenshee
Chris Watson er den perfekte rejseguide. Vi går gennem dalen langs åen, de få af os, der er ankommet, mens den behagelige, britiske stemme ivrigt beretter om områdets historie, fugleliv, lydlige kvaliteter, og hvordan de ændrer sig i løbet af sæsonen. “Det gode ved dette område er, at man ikke skal særlig langt ned af stien, før støjen fra vejen forsvinder bag det bjerg der,” fortæller han og peger: ”Og vi skal heller ikke langt væk, før vi ikke kan høre flere får.” Et dyr, han tydeligvis ikke er særligt begejstret for: “Lige nu kommunikerer de meget, fordi de har ynglet og er afhængige af at vide, hvor deres lam er.”
Bjergene er bløde, og fårene trisser stille rundt og kigger nysgerrigt fra afstand på den lille flok af mennesker, som pludselig er trådt ind i området. “Den fugl, I hører dér, er en strandskade, og den vil I komme til at høre meget til her ved åen. Den yngler ved de europæiske kyster, på de russiske græssletter og langs Sibiriens og Kinas Stillehavskyst.”
Langs toppen af bjerget skimter vi en kronhjort. Maggy kigger gennem sin kikkert og ser, at der nærmere er hundrede. En hel flok, græssende langs bjergkanten. Sådan står vi en stund og stirrer på dyrene, som stirrer på os.
Da vi kommer tilbage til hytten, hvor vi er blevet indkvarteret, er de fleste ankommet. Chris meddeler, at vi ikke skal opholde os for meget ved hovedindgangen, da en løvsanger og dens nyfødte unger har bygget rede i krukken uden for døren. ”Det er en meget lille fugl, og den er fløjet herop helt fra det sydlige Sahara, så jeg synes, at den har fortjent en chance.”
Søndag
Vi spiser fælles morgenmad klokken ni. En mand ved siden af mig viser sig at have sovet i samme rum som mig. Jeg gik ud som et lys i går og hørte ikke en lyd, efter jeg lagde mig under dynen.
Første besked ved morgenbordet lyder fra Chris: Løvsangerne uden for døren har det fint. Han foreslår, at vi om et par dage kan lægge en mikrofon forsigtigt ned til dem og trække et kabel ind i huset, så vi kan lytte til dem.
Jez Riley meddeler om dagens vejrudsigt, at det skulle begynde at regne i eftermiddag, så vi må skynde os at udnytte formiddagen til at komme ud.
Der synes at være en meget lineær sammenhæng mellem interessen for lydoptagelser og praktisk friluftstøj. Alle er utrolig flot klædt med tre-lags regnjakker, vind- og vandtætte friluftsbukser og ligeledes vandtætte tasker, der passer til en lydoptager og et sæt mikrofoner. Det minder mig om at være på langrendstur i Norge, hvis man blot havde byttet skiene og skivoksen ud med mikrofoner og vindhætter.
Én har fundet en død hare omme bag skuret, og en mindre gruppe er straks gået i gang med at analysere, hvordan man burde optage den. Måske begrave kontaktmikrofoner i den? Eller lægge et sæt omnidirektionelle DPA’er ved dens side?
Vi går den samme vej gennem dalen som dagen forinden, men længere denne gang. Forbi beplantede skovarealer og stenrester af det, som engang har været bebyggelse. Der bliver snakket en del om “dawn chorus”, og hvor og hvordan det er bedst at optage det. Det tager mig noget tid at finde ud af, at det er det tidspunkt mellem natten og morgenen, hvor fuglene begynder at synge, der bliver talt om.
Tirsdag
Ved morgenmaden beretter Jez Riley om dagens vejrudsigt, som ikke ser for opløftende ud. Han prøver febrilsk at sammensætte programmet, så det passer med vejret, men hver dag viser det sig at gå anderledes end – hvis ikke modsat af – hvad vejrmeldingen postulerer. Det skotske vejr er uforudsigeligt og lader sig ikke planlægge efter.
Vi går en mindre gruppe op ad bjerget, som lægger tættest på hytten. Chris fører an og kender vejen. Stien bugter sig op ad bjerget, som står blottet for træer kun dækket af lyng og andre lave beplantninger. Vinden er hård og kold, men det er en smuk tur. Efter et par timer holder vi frokostpause ved en stendynge kort fra bjergets højeste punkt. Jeg lægger mikrofoner ind mellem stenene og lytter til vinden, der slår ind mod stenformationen. På den anden side står Paul, som prøver at finde et sted at fæstne sine mikrofoner, mens vinden gør det svært. Hans jakke blafrer hårdt og slår mod sig selv. Fra hvor jeg sidder, på den anden side af stendiget, lyder det som torden.
Vi kommer trætte hjem til hytten. Nogle har været oppe i nat klokken 02.30 for at optage det berygtede ”dawn chorus”. Desværre brød regnen løs præcis klokken 03.00, da det skulle til at starte, så de ivrige lyttere måtte gå forgæves tilbage i seng.
Jeg snakker med Carole på bænken uden for hytten, mens solen netop har besluttet at tørre jorden lidt. Carole har været pensioneret i 20 år, men har absolut ikke mistet interessen for at arbejde, blive inspireret og lære nyt. Hun har sit eget radioprogram i London hver tirsdag, hvor hun spiller sin egne optagelser fra de rejser, hun er på, og får kunstnere på besøg som gæster i studiet.
*
Torsdag
Netop inden vi står på skiliften op af bjerget, begynder det selvfølgelig at regne. Jeg står med min optager i hånden klar til at få en optagelse af liftens mekanik og stikker spontant de små mikrofoner i lommen som den eneste mulige løsning, jeg kan komme i tanke om på de cirka 10 sekunder, jeg har, inden jeg skal hoppe op i skiliftens sæde.
På toppen går vi langs en sti ned mod den regnvandssø, som ligger få hundrede meter længere nede. Jeg er blevet kold af at stå stille og lytte ved toppen af skiliften, og mine fingre har svært ved at få varmen efter at have stået i bare 10 minutter og presset kontaktmikrofoner mod en jernstruktur, som sang stille i vinden.
Jeg har ikke taget regnbukser med, hvilket nu for tredje gang resulterer i, at jeg må gå med gennemblødte bukser i kold blæst. Derhjemme var det mindst 20 grader, da jeg tog af sted, og det her var ærligt talt svært at forestille sig.
Om aftenen drikker vi vin. Det er den sidste aften efter nogle intense dage, og det er svært at give sig selv lov til at gå i seng. Jeg snakker med Sharon i køkkenet, om radio, om den skotske kikse-tradition, som vi begge er begejstrede for, og om den ø, Iona, hun skal ud på dagen efter med sin kæreste.