Passive/Aggressive

A Starry Night by Honeyland Palace – En fotoreportage

Blog English January 16 2018 1

A Starry Night by Honeyland Palace: ML Buch, Scared Crow, Quiet Sonia, Barbara & Marie-Louise, Tobias Kirstein & Jonas Okholm, Minais B, Albert Aagaard Hertz. @ Refshaleøen, www.honeyland.dk. Photos af Alexander Mahathai Larsen. Læs resten

Kvartalets bedste singler – Olietønder, mysticisme og et næsten 40 år gammelt parallelunivers

Blog January 15 2018 Suburban-Lawns

Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark

Fire gange om året samler jeg – med afsæt i det, man kan kalde en ekstremt subjektiv udvælgelsesstrategi – op på de bedste nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra arkiverne), som har sat det tydeligste præg på mig i det netop afsluttede kvartal. Herunder får du et miskmask af både oversete og mere kendte sange, men den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har ramt allermest plet hos mig.
Nu hvor vi er landet solidt i 2018, er det på høje tid at dele mine highlights fra fjerde kvartal af sidste år. Læs resten

Mythic Sunship – Buldrende fremtidsrock med trancefremkaldende impulser (premiere)

January 11 2018 mythic_

Af Simon Lund Pedersen – foto: Trine Pihl Stanley

Den københavnske kvartet Mythic Sunship udsender sin tredje LP, ”Upheaval”, d. 12. januar på El Paraiso Records. På pladen, som P/A i dag holder premiere på, fortsætter bandet sit doomkorstog gennem et tungt sonisk landskab, hvor atmosfæriske lydmalerier ubesværet bølger igennem en solid mur af tung drøner-bas og susende fuzz-guitar. Læs resten

Kunstaktivisme – Aktiv kunst (essay)

Feature January 4 2018 GPaPLS

Af Nynne Roberta Pedersen Pedersen

Kampen mod undertrykkelse finder altid sted på to planer; et ønskende og et handlende*.

Det ønskende handler om, at de privilegerede og de magtfulde skal af-privilegeres og have frataget magten. Et samfund uden de gældende magtstrukturer; kapitalisme, fascisme, patriarkalisme, racisme i form af et white- og western-supremacy.

På det handlende plan er det nødvendigt at tage de selvsamme magtfaktorer i brug. De privilegerede skal bruge deres magt til at afgive magt, til at privilegere andre.

 

Har du penge skal du give dem til nogen, der ikke har. Selvom vi grundlæggende er imod ideen og penge som magt.

Har du et magtfuld pas skal du tage hen til dem, der ikke kan rejse. Selvom vi grundlæggende er imod landegrænser.

Har du social kapital og et in, skal du invitere dem, der er ude, indenfor. Selvom vi grundlæggende er imod høj og lav status.

Du handler for at opnå ønsket, men handlingen er imod ønskets principper.

 

En kritik af ikke-handlende kunst

Den politiske kunst og den politiske ‘venstrefløjsaktivisme’ er i den grad blevet en magtposition, en karriere-maker og en bidrager til et kapitalistisk system.

Rigtig mange venstrefløjsaktivister skriver rapporter om EU’s gentagne brud på Geneve-konventionen, den europæiske menneskerettighedskonvention og de mange andre erklæringer og retningslinjer, der er vedtaget for at respektere og beskytte individet og udsatte befolkningsgrupper. Det samme gør kunstnere. Problemet er bare, at ingen i EU er i tvivl, om at de overskrider den på daglig basis.

Faktisk er det attraktivt at bryde konventionen, dels fordi fremmedfjendske vælgere elsker disse brud, men i den grad også på grund af tilfælde, når fx Ungarn begår heftige overtrædelser, så er der ingen til at råbe højt overfor dem, for hvem er fx Danmark til at skælde Ungarn ud, når Danmark selv overskrider konventionen gang på gang. På den måde foregår der perfekt symbiose mellem overgrebslande, der ikke alene overskrider konventionen, men også beskytter hinanden i at gøre det.

Den mængde energi, der bliver brugt i dokumentationsarbejdet, skal flyttes over i det handlende.

Ganske ofte bidrager den kritiske politiske kunst til at styrke kapitalismen.

Documenta 14, der fandt sted i Grækenland i år, handler ikke for flygtninge, den sætter fokus på flygtninge. En masse Documenta 14-gæster har rejst med Ryan Air til Athen og flyttet ind i en Airbnb-lejlighed og løftet Grækenlands økonomi for en tid. Det selv samme Airbnb-selskab, der ikke vil lade flygtninge bo i deres lejligheder, det er selvsamme Ryan Air, der ikke vil flyve med flygtninge, det er den selvsamme Europa-økonomi, der betaler milliarder og atter milliarder for at ydmyge, udelukke og dræbe de flygtninge, der fokuseres så inderligt på i Documenta 14.

I aktivismen bliver der dokumenteret på utallige blogs om utallige overgreb, som ingen mainstream medier tager sig af. Overgrebene skal ikke ignoreres, dokumentationen skal bruges aktiv.

Derfor skal man søge aktiv-kunst.

Aktivismen og den aktive kunst må altså gøre noget mere end at belyse katastrofen. Den må tilbyde løsninger, den må bruge EU’s penge mod EU’s politik.

 

At søge om EU-kunststøtte og fabrikere falske pas for pengene er aktivkunst.

At sidde i optagelseskomiteen hos Europas kunstskoler og tage flygtninge ind på skolerne er aktivkunst.

At lave pennevenneruter for børn i Europa, der er frataget retten til at få venner fra hele verden er aktivkunst.

At give gode råd og opfordringer til civil ulydighed er aktivkunst.

At møde dine nye brødre og søstre uden kamera eller organisation er aktivkunst.

At forsvare din nye brødre og søstre imod angreb, push-backs, deporteringer og racisme er aktiv kunst.

 

I Serbien, hvor EU har lukket grænsen for videre rejse med Ungarns og Kroatiens voldspoliti som dørmænd er flygtninge fanget uden at kunne komme videre.

Muhammad er en af de mange afghanere som Europa holder ude. Når Mija og Oliver fra Danmark – Europa bliver bedt om at spille til en europæisk musikaften og beder Muhammad spille med, bliver Muhammad, Mija og Olivers værk til aktivkunst. Muhammed bliver klappet af og anerkendt at en kunstnerisk elite i et Serbien, der til dagligt ydmyger ham. Han får hyren for koncerten, og han indgår i en sammenhæng, hvor han vinder økonomisk og social status.

Serbien får i tilgift at være et federe land med en multifacetteret kunstscene, hvor hvid europæisk kunst ikke er den eneste tilgængelige.

 

Nynne Roberta Pedersen Pedersen er teaterinstruktør, sanger og musiker i GP&PLS (Danmarks eneste politiske orkester 2017),  og medstifter af Teater Tugt, der også stod bag Terror-Testamentet, Asyl 34 og medvirker i bevægelsen Ingen udvisninger uden modstand. Bor i øjeblikket i Serbien med andre medlemmer af GP&PLS. Læs mere i Passive/Aggressive næste tidskrift om aktivisme, ZINE #7, der udkommer i 2018.

*I teksten af Nynne Roberta Pedersen Pedersen skelnes der mellem aktivt handlende kunst og ikke-handlende kunst. Når Ai Weiwei laver en udstilling (“Soleil Levant”) med redningsveste på Charlottenborg, så er det ifølge skribenten et eksempel på et ikke-handlende værk, idet redningsvestene i stedet kunne være blevet brugt på at redde flygtninge. Da han i 2016 trak sit planlagte kunstværk (“Yu Yi”) på Aros ud af en udstilling som en reaktion på Danmarks 34 asylstramninger, så var det en aktiv kunstnerisk handling.

Året der gik – De mest værdsatte internationale udgivelser i 2017

Feature December 31 2017 0010224411_10

Årets 10 bedste udenlandske LP’er i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Chino Amobi: “PARADISO” (NON)

At lytte Chino Amobis seneste opus “PARADISO” igennem kan vække mindelser om den scene i filmen “A Clockwork Orange”, hvor hovedpersonen Alex DeLarges fikseres og tvinges til at se en række voldelige billeder. Hos Amobi er det bare vores støjende og voldelige virkeligheds lyde og forbrugsmønstre, vi tvinges til at lytte til. Rytmiske strukturer står i stampe, eksisterer blot for at opsluges. Mainstream-rappere efterlades uden nogen musikalsk struktur. Genrer stilles ved siden af hinanden som forbrugsobjekter. Intet når at blive sammenhængende udsagn, alle lyde opsluges af dystopiens kakafoni – overvældende som den verden, vi lever i med dens myriader af forskellig information og stimuli – pladens eneste tyngdekraft værende digital forvrængning og fragmenteringens logik. Titlen runger derfor bittert ironisk: virkeligheden som paradis for de få og uundslippeligt helvede for de fleste. (Nils Bloch)

EX EYE: “EX EYE” (Relapse Records)

Ex Eye er en slags eksperimentalmusikkens supergruppe bestående af Colin Stetson, Shahzad Ismaily (bl.a. Secret Chiefs 3), Greg Fox (bl.a. Liturgy og Guardian Alien) og, den dog lidt ukendte, Toby Summerfield. Både Stetson og Fox har begge udgivet glimrende solo-albums i år, men det er dette bæst, der for alvor viser tænder. En forbløffende legering af noise, free jazz, minimalisme, black metal og postrock, hvis nærmeste frænder måske er Flying Luttenbachers i Ken Vandermark-årene, italienske Zu eller norske Shining. Det er til tider hektisk og overvældende, en frenetisk minimalisme, der bliver psykedelisk og svimlende, men det meste af pladen er kæmpe tågebanker, hvor skamskudte dyr går og klager i det fjerne. Flere medlemmer af redaktionen mener i øvrigt, at Colin Stetsons eget album, “All This I Do For Glory”, også fortjener en plads blandt årets bedste internationale udgivelser. (Kim Elgaard Andersen)

Jlin: “Black Origami” (Planet Mu)

Tidligere i år slagtede Russell Haswell i en Fact-video et Jlin-nummer og gav hende rådet “stick to one drum sound”. Ergo må han hade “Black Origami” brændende, for der er næppe kommet andre plader i år med så mange slags slagtøj presset ind på 45 minutter. Der er piskende marching band-trommer, tablas, congas, raslende percussion, djembe, klokker, gonger og alt muligt andet, og på papiret lyder dét jo som Safri Duo. Men de 12 numre kommer væltende ind over lytteren med så voldsom intensitet, at de mest af alt virker som resultatet af et kolossalt kreativt overtryk i en hjerne – eller nok snarere: en krop – med en vildtvoksende polyrytmisk opfindsomhed uden lige på den elektroniske scene anno 2017. Da “Black Origami” udkom, forlød det, at pladeselskabet havde måttet bede mastering-teknikeren om at dæmpe albummet. Når man hører slutresultatet, er det svært at tro, at det kunne have været endnu mere intenst. (Mikkel Arre)

Mount Eerie: “A Crow Looked at Me” (P.W. Elverum & Sun)

“A Crow Looked at Me” er et hjerteskærende album om at miste sin elskede og i samme ombæring også at måtte give afkald på sit vante sprog: “Conceptual emptiness was cool to talk about / Back before I knew my way around these hospitals,” synger Phil Elverum og lægger dermed afstand til mange af sine tidligere udgivelser. Ligesom instrumenteringen er så sparsom, at han selv kalder pladen “barely music”, skrællede hans kones sygdom og død noget nær alle abstraktioner og filosofiske lag væk og efterlod nøgterne tekster om, nøjagtigt hvor savnet var synligt (en skoletaske, en tandbørste, affald), og hvordan minderne gradvist forsvandt. Det gør dybt indtryk, at Elverum kan formidle fravær så nærværende, og “A Crow Looked at Me” giver et forbilledligt indblik i sorg, som den kommer til udtryk i hverdagen. Og om end processen fremstår ubarmhjertig, viser albummet også, at der måske er en vej ud af mørket. Det er stensikkert, at Phil Elverum ikke har haft et så opbyggeligt og didaktisk formål med at skrive sangene. Han kunne bare ikke andet. Alligevel bliver albummet – uden at ville det – en påmindelse om, at hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage. (Mikkel Arre)

Irreversible Entanglements: “Irreversible Entanglements” (International Anthem)

Indigneret politisk jazz med rødder lige dele i freejazzen i 60’erne og Gil Scott-Herons poetiske aftryk på politisk musik fra 70’erne og frem. Irreversible Entanglements blev startet i 2015 af Keir Neuringer, Camae Ayewa og Luke Stewart. De kalder sig et freejazz-kollektiv, og denne debutudgivelse er optaget som kvintet for to år siden, så derfor kan man selvfølgelig sige, at albummet allerede kalder på en opfølger. At vokalist og tekstforfatter Camae Ayewa i mellemtiden også er blevet en oprørsk stemme under navnet Moor Mother med aggressive rap-produktioner, bidrager kun til potentielle variationer i den her gruppe. Foruden sit stærkt improviserede udgangspunkt med masser af frirum mellem instrumenterne og overblæste saxofonstykker, bliver der også kogt godt igennem (på bl.a. “Fireworks”) med tromlende fremdrift, der både i lyrik og musik sender tankerne mod afroamerikansk jazz i borgerrettighedskampenes parallelgader. (Simon Christensen)

Lee Gamble: “Mnestic Pressure” (Hyperdub)

Lee Gamble er en artist, som oftest kategoriseres med mærkaten IDM. Hans udtryk og tilgang til musik er forbundet med præcision og en ekstrem nuanceret tekstur i sine produktioner. Lee Gambles seneste album afviger ikke. “Mnestic Pressure” bringer referencer fra ambient og techno i spil sammen med industrial, dubstep og endda hiphop. Gamble leger med så mange forskellige elementer fra hele genrespektret og konfronterer samtlige af UK’s elektroniske fragmenter fra både fortiden og fremtiden, og han gør det sammenhængende og helt stilrent. (Sandra S. Borch)

Jana Rush “Pariah” (Objects Limited)

Pariah er Jana Rush’ debutalbum, hvor hun fremstiller sin originale version af footwork. Rush bevæger sig tættere på akrobatiske rytmer, som de f.eks. høres hos Jlin, fremfor soul-fulde samples som hos Rashad (RIP), DJ Spinn og RP Boo. Nummeret “??? ??” er blandt de mere originale footwork-numre på albummet, og her kan det mærkes, hvilket fundament Jana Rush tager udgangspunkt i. Derfra er albummet fyldt med afstikkere fra Chicago-footwork. Numre som “Divine” og “CPU” er minimale forstået på den måde, at de udelukkende består af synth, vokalsamples og trommer. Med disse få elementer formår Jana Rush at eksperimentere med footwork-genren og får skabt mere rolige numre på albummet, der adskiller sig markant fra numrene “No Fuks Given” og “Frenetic Snare”, som er tilnærmelsesvis galoperende gabber-workouts. (Sandra S. Borch)

Yves Tumor “Experiencing the Deposit of Faith” (Selvudgivet/Soundcloud)

På sin første solo-udgivelse siden den mesterlige “Serpent Music” fra 2016, “Experiencing the Deposit of Faith”, fusionerer Yves Tumor psykedelisk r’n’b og storladen ambient med et skvæt af amerikansk minimalisme. Resultatet af dette er lige dele ren zen og sløv delirium og lyder som soundtracket til et møde mellem Alejandro Jodorowsky, David Lynch og Philippe Grandrieux. Med rimelig sikkerhed den bedste Soundcloud-udgivelse i 2017. (Emil Grarup)

Vince Staples “Big Fish Theory” (Def Jam Recordings)

Eftersom Vince Staples’ debut-LP “Summertime ’06” fra 2015 med sine gritty produktioner og et flow, der på én gang er megalomant og melankolsk, i min optik kandiderer til at være blandt de bedste hiphop-udgivelser siden årtusindskiftet, var forventningerne til hans nye album høje. Disse forventninger indfries i høj grad, men på en lidt utraditionel måde: På “Big Fish Theory” stilles Staples’ skarpe linjer, der både indeholder intelligent samfundskritik og gadenær braggadocio, over for tempofylde klubproduktioner. Denne fusion lyser allerklarest på “Crabs in a Bucket”, “Big Fish” og pladens bedste track, den paranoide soulbanger “Rain Come Down”, hvor Staples repper alt fra mordet på JFK til kunsteren Louise Bourgeois. (Emil Grarup)

V/A: “Mono No Aware (もののあわれ)” (PAN)

“Mono No Aware (もののあわれ)” er den første kompilation på PAN og præsenterer ny og hidtil uudgivet musik fra bl.a Pan Daijing, DJ HVAD, TCF, AYYA, Malibu, Yves Tumor, Helm, Sky H1, Bill Kouligas samt adskillige andre nye navne. Selvom flere af bidragyderne til udgivelsen primært har beskæftiget sig med andre elektroniske stilarter, er de i alt 16 artisters numre på “Mono No Aware (もののあわれ)” ambient. De 16 numre står ikke blot som hvert deres bud på artikulationer af en følsomhed for en flygtighedens skønhed, men taler også til hinanden. De taler til hinanden og peger med dette (ofte) ordløse sprog på tilværelsen som dét, der netop altid forsvinder, og derved også det, der konstant mister sit navn. Af den grund hverken kan eller skal det benævnes, men måske nærmere berøres – i en eller anden forstand – med musikken. (Alexander Julin)

Klein-Tommy

Årets bedste internationale ep’er / oddsize-udgivelser i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Kara-Lis Coverdale: Grafts (Single-sided 12″, Boomkat Editions)

Den canadiske komponist og musiker Kara Lis Coverdales nye EP, “Grafts”, består af ét stykke i tre dele og er på overfladen en mere direkte og minimalistisk affære end hendes tidligere værker. Coverdale opgiver forgængernes fokus på progressioner og opnår dermed en stærkere intuitiv fornemmelse af lydlig lethed, som hvis lydbølgerne vitterligt var frosset fast og i stedet oscillerede uendeligt i et fikseret rum. Her er ingen angreb, overraskelser eller andre stærke drejninger af musikken. Til gengæld opstår der minimale variationer undervejs, der indføres så naturligt, at de let kan overhøres. (Emil Néné Rasmussen)

Klein “Tommy” (12″, Hyperdub)

Rent stilistisk lægger “Tommy” sig i forlængelse af Kleins to forrige udgivelser: Enkelte melodilinjer holdes i korte og begrænsede loops og akkompagneres af vokalsamples, der enten får lov at ligge i front som et mere dikterende element i musikken eller i baggrunden under de simplistiske klaver-samples. Udgivelsen fremstår mere koncentreret end forgængerne, fordi det virker, som om sangene er mere nøje udvalgt. Men grundessensen af Kleins musik er det fragmenterede udtryk af enormt minutiøse sample-strukturer, der enten får lov til at være konstante eller udvikle sig ganske begrænset i løbet af numrene. Ofte pitches de blot og forgår så siden hen. Det er også i den forstand, at Kleins musik kan forstås som et simpelt kaos. Selvom ikke alle elementer i Kleins musik er lige fragmenterede, så føles det i den umiddelbare lytning umuligt at orientere sig i, hvordan at hvert enkelt nummer ikke falder fra hinanden. Ligeledes kan man både spore genremæssige kendetræk fra hiphop, soul, gospel, r’n’b og jazz, men alt lyder mærkværdigt fremmed, når det indgår i Kleins anarkistiske collage-cut-ups. (Alexander Julin)

Hong Kong Express: “SQ777-2: Hell Aesthetic” (CS, HVRF Central Command)

Hardvapour er antitesen til 10’ernes utopiske vapourwavy muzak. Det er aggressivt, heavy og rytmisk, det vil sige alt, hvad vaporwave ikke er. Genrens enfant terrible, David Russo aka HKE aka Hong Kong Express, udgav i år mellem juli og oktober sin Sequence 777-serie, som i alt består af syv kassettebånd, med syv tracks udgivet på syv forskellige labels. Fælles karaktertræk er markante synthesizerlyde, programmerede trommer, hi-fi-lyde og relationer til acid house, big beat, broken beat, gabber, speedcore, noise, hard techno, industrial, hardstyle, grime, garage, drum’n’bass. Med andre ord alt med 130 BPM eller derover. “
Heel Aesthetic” er andet bånd i serien og starter ud med en solid omgang percussion på “Fuck Off If You Don’t Like It”, og derfra kører den derudaf. Det er ikke i så høj grad dommedagstechno som f.eks. hos I Hate Models og Phase Fatale, og rytmerne er ikke nær så fleksible som japanske Foodmans. Men et sted imellem, langt fra dansegulvet, befinder HKE sig med sine kreative og hektiske melodier. (Sandra S. Borch)

Richenel: “La Diferencia” (12″, Music From Memory)

Det er efterhånden blevet en tradition at finde udgivelser fra det hollandske label Music From Memory blandt diverse opsamlinger, og 2017 er ingen undtagelse. Årets første udgivelse på Music From Memory blev også den bedste. “La Diferencia” kom fra den hollandske Hubertus Richenel Baars og  indeholder to nye numre samt fire numre fra en tidligere båndudgivelse på båndlabelet Fetisj fra 1982. Udgivelsens største hit er “Autumn”, hvor Richenel synger om falmende kærlighed med en elegant og ikke mindst ekstravagant disco-buzz og med masser af lo-fi-gear. Alt i alt er albummet seks outsiderboogie-numre med trommemaskine, frisk bas og vokal-vibe, som for alvor satte sig på toppen af poppen i 2017. (Sandra S. Borch)

Tomaga “Greetings From the Bitter End” (12″, Self-released)

“Greetings from the Bitter End” består af fire numre, to originale kompositioner og to genfortolkninger af numre af Cavern of Anti-Matter og $hit & $hine. Det musikalske udtryk kan bedst opsummeres som en art mørk og ritualistisk psych/free-jazz/kraut, der synes at at eksistere et sted mellem Silver Apples, The Heliocentrics, Stereolab og noget så u-2017-agtigt som triphop. Valentina Magalettis nærmest industrial-groovy trommer med let raspende jazzkant arbejder sig ud og ind af Tom Relleens elektronisk slørede lydkollager, der sammenfletter kosmisk vraggods med underjordiske strømninger og mørke synthmønstre. Selvom der kan trækkes et væld af referencer, formår Tomaga at skabe et selvstændigt lydprodukt, der samler det hele på ny og lever i kraft af dets tidsudviskende signatur, de mørke ritualismer, de trance-agtige grooves og det industrielt kosmiske lydlandskab. (Mikkel A. Kongstad)

Part Time Records – 2017-mixtape #4

December 29 2017

PARTTIME_logo_positiv

Af Alexander Julin

Part Time Records blev startet sidste år (af Michael Nørskov Nielsen, Tobias Guldborg Tarp og Troels W Thomsen) og har i løbet af 2017 markeret sig med sine første vinyludgivelser i form af to helstøbte og enormt diverse debualbums fra københavnske Lød og senest Visitor Kane, Patrick Kociszewsks (Less Win, Secret Life) seneste projekt. Mens “Folder” af Lød bød på dansksproget punket krautrock; en særdeleshed unik dansk rockudgivelse, så var “Easy Concern” – den seneste udgivelse fra selskabet – en divers og 80’er klingende crooner-plade.

Foruden deres egne udgivelser og personlige highlights fra i år ud i slacket lo-fi og garagerock (Sandy, Gun Outfit, m.fl), tæller mixtapet også ny musik fra aarhusianske Tears og Tilebreaker, hvoraf sidstnævnte har annonceret deres kommende plade til at udkomme på Shordwood Records, der drives af Yung.

Læs resten

Året der gik – De bedste danske udgivelser i 2017

Blog December 27 2017 An Gella Press Pic 1

Årets 10 bedste danske LP’er i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

An Gella “Perma” (Anyines)

Aske Zidore har under sit An Gella-alias bedrevet ét album, der stikker i alle verdens retninger og samtidig formår ramme en helt bestemt og ekstremt veleksekveret æstetik. Man kan vælge at se “Perma” som en slags register over de æstetiske strategier, der bruges i moderne, eksperimenterende elektronisk musik, og af denne grund optrækkes og overskrides genregrænser konstant, men uden at det hverken fremstår fragmenteret og katalogisk. Udgivelsen er et sandt mesterstykke, og “Zen Cell” er stadig det bedste nummer, jeg har hørt i år. (Emil Grarup)

Billow Observatory: “II: Plains/Patterns” (Azure Vista)

“II: Plains/Patterns” er anden udgivelse fra Billow Observatory, der er et samarbejde mellem den garvede odenseanske musiker, producer og label-mand Jonas Munk og den Detroit-baserede musiker Jason Kolb fra Auburn Lull, og med sit bølgende univers markerer “II: Plains/Patterns” i mine ører et klart højdepunkt i Munks ellers imponerende virke. Titlen indfanger meget rammende pladens prioritering af rumlighed og taktilitet over dynamik og temporal udvikling. Den er et sitrende bekendtskab, der kun lader få rytmiske elementer lov at komme til syne – viljeløse drømmesyn i pladens harmonisk opløftende tåge af synths og guitarloops. (Nils Bloch)

Damien Dubrovnik: “Great Many Arrows” (Posh Isolation)

Det har været et særdeles godt år for Loke Rahbek. Han udgav sit soloalbum, “City of Women”, et aldeles glimrende drone-ambient album på Editions Mego, og så udgav han sjette album med Damien Dubrovnik, som han laver sammen med Christian Stadsgaard. Udgivelsen er samtidig Posh Isolations udgivelse nr. 200. Det er en udforskning af musikken som fysisk objekt uden at forhindre enkelte vemodige melodier i at springe ud af den industrielle ødemark som valmuer i en sprukken asfalt. De seks pile på “Great Many Arrows” trænger gennem kroppen, men deres betagende svæv i luften kan nydes i slowmotion. (Kim Elgaard Andersen)

DJ Sports: “Modern Species” (Firecracker Recordings)

The fact that “Modern Species” was not thought of as an album in the process indicates that DJ Sports, despite his rather young age, has a very matured cohesion and balance within his own artistic practice. It feels like the sort of debut from which your future work can move in many directions and still come out as a fully natural part of the artistic profile. Comparing “Modern Species” to other records is difficult, but one of them would be the SW. album from 2016 on SUED. An album that floats effortlessly in and out of genres, and an artist that is growing from the community of a closely knit group of people around him. One thing is for sure, the album-title suits the DJ Sports moniker perfectly. A modern and very refreshing species in dance music. (Morten Løwenstein)

First Flush “FUWA” (Visage)

First Flush er et efterhånden velbeskrevet og samtidig utroligt overraskende moderne rockorkester, der har klemt sig ind i deres eget hjemmebyggede åndehul af en tidslomme. På én gang er de en tydelig del af fluktuerende, progressive musikscene i Danmark og alligevel ganske uden for de gængse stier med en ærlig og samtidig distanceret tilgang til lyrik, virkemidler og produktion i musik anno 2017. Det er ikke den polerede og vellydende iscenesættelse, men snarere et forsøg på en personlig optegnelse af alt det rod og den moral, der udgør et helt menneske, der har fået mulighed for at rejse frit i fortiden og ind i intime følelsesmæssige rum. (Simon Christensen)

Phrenelith: “Desolate Endscape” (Dark Descent)

“Desolate Endscape” er Phreneliths fuldlængde debut og omtrent så klassisk, som klassisk dødsmetal kan blive. Men det er udførelsen, der er så suveræn, at den må nævnes i et ellers stærkt felt af danske metalplader i år. Selv mestrene af dødsmetal, amerikanske Immolation, der også har udgivet en plade i år, må bøje sig i kirkegårdens støv. Det er de små detaljer, der gør forskellen, de suveræne temposkift, riffene og den knusende lyd, som Lasse Ballade har ramt perfekt. Afslutteren “Channeling a Seismic Eruption” lyder som tektoniske plader, der presser klippeformationer op gennem voldsomme skumsprøjt, og dér drukner man gladeligt. (Kim Elgaard Andersen)

Son Ash: “Easy Listening For The Hearing Impaired” (År & Dag)

“Easy Listening for the Hearing Impaired” er Andreas Pallisgaards første soloplade som Son Ash og lyder som en række poetiske fysikforsøg med analoge synthesizere, sequencere og spolebåndoptager. Flere af numrene er korte og afsøger en enkelt idé. De virker nærmest som skitser, men ud af forsøgene kommer der alligevel smukke, fascinerende toner. Albummet synes inspireret af tysk, elektronisk musik fra 1970’erne, det er kosmische og progressiv elektronisk musik i en forførende blanding, samt den lidt ældre, eksperimenterende elektroniske scene. Pladens grundåre er ren, simpel og skævt harmonisk. (Kim Elgaard Andersen)

Sonja LaBianca “About Rooms, Room To Be, Rooms” (Eget Værelse)

Man må formode, at 2017 kommer til at stå som et godt år for saxofonisten Sonja LaBianca, der blandt andet vandt en velfortjent DMA Jazz-pris for sit første soloalbum “About Room, Room To Be, Rooms”. Albummet er optaget on-site i en række forskellige lokaler, der er udvalgt pga. deres særprægede lydlige karakter (bl.a. Forbrændingen i Albertslund og klokketårnet i Simeons Kirke). “About Rooms, Rooms To Be, Rooms” centrerer sig derfor omkring samspillet mellem saxofonens toner og de forskellige lokalers resonans, hvilket skaber en utroligt smuk og dvælende følsom atmosfære hele albummet igennem. Man kan sige, at LaBianca bruger de forskellige rums ambiens til at fratage saxofonimprovisationen den hovedrolle, den er så vant til at spille i traditionel jazzmusik, og overlader den i stedet til de lokaler der omslutter den. Således bliver de musikalske motivers primære rolle at aktivere rummet, ikke omvendt, og der tages tid til blot at lytte til lokalets vibrationer; til at lade rummet svare på de spørgsmål, saxofonen stiller. (Nils Bloch)

Vid Edda: “Bergtal til Vingmal” (Sensorisk Verden)

Det københavnske label Sensorisk Verden har i det seneste år præsenteret fem afsnit af Former Commodity, en serie af kombinerede musikudgivelser og udstillinger med kunstnere som Jonathan Pyon, Tobias Kirstein, Kristoffer Raasted og Ragnhild May. Ud over at være frit tilgængelige er en af seriens store kvaliteter, at den ikke kræver andre forudsætninger på nogen scene end åbne ører og åbent sind. Bag projektet står Alexander Holm, der sammen med amerikanske Chris Shields også udgør Vid Edda, der med udgangspunkt i feltoptagelser af samtaler, baggrundsstøj og andre lydkilder skaber nye abstrakte lydkompositioner, der på én gang er et intuitivt originale og svært detaljerede. Og “Bergtal til Vingmal” er bare én af de fem stærke udgivelser i hver sin ret fra det ihærdige Former Commodity-projekt fra ca. det seneste års tid. (Simon Christensen)

Värmland-forsamlingen: “Festival” (Visage)

Värmland-forsamlingen af 2016 blev dannet på en pilgrimsrejse til Mårbacka, den svenske nyromantiker Selma Lagerlöfs fødegård, og spiller stemningsmættet, filmisk americana. Gruppen, der tæller medlemmerne Asger Hartvig, Jonathan Carstensen, Mads Rubin og Thea Thorborg, lader på deres andet album, “Festival”, guitarmelodierne vandre gennem landskabet, mens fløjte og violin danner et intenst flimrende bagtæppe. Värmland-forsamlingen af 2016 er folk, der efterlader dig både lykkelig og melankolsk. (Emil Grarup)

maskinelterapi_koncert

Indland – Årets bedste danske oddsize-udgivelser i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressiv

Lyra “Synkronudspring I Tomt Bassin” (12”, Petrola 80)

Den københavnske duo Lyra bidrog med deres debut-ep “Synkronudspring I Tomt Bassin” i høj grad med en særtrængt diversitet til det mere technoide spektrum af den elektroniske musik i Danmark i år. Udgivelsens tre numre kan kendetegnes ved en exceptionel energi og dynamik. I modsætning til flere af årets mere “straight-forward” techno udgivelser er “Synkronudspring I Tomt Bassin” i højere grad en atmosfærisk og legende udgivelse, som det bl.a. kommer til udtryk på nummeret “PPP”, hvilket er bygget op om sample-kollager. (Alexander Julin)

Minais B: “Deep Care” (Fugtighedscreme/DL, Anyines) + “As The River At It’s Source” (12″, Petrola 80)

Musiker og producer Villads Klint afrundede et produktivt udgivelsesår med det både formmæssigt og musikalsk eksperimenterende album ”Deep Care”. For nogle vækker navnet Minais B måske mest af alt associationer til den nye gruppe Khalil, men han har tidligere udgivet to bånd som Minais B på Blodrøde Floder samt en 12-tommer EP på Petrola 80. At kalde “Deep Care” et album er imidlertid ikke helt præcist i traditionel forstand. De 12 numre er udkommet som en download-kode indeni en lille beholder af fugtighedscreme, og det er ikke så underligt. Som den første udgivelse på det nye københavnske label Anyines får det næsten karakterer af et manifest: Følelsen af merværdi i produktet, brugsværdien og anvendeligheden i et stykke såkaldt kultur. (Emil Néné Rasmussen)

ML Buch: “Fleshy” (12″, Being Music)

Flere gange mens jeg lyttede til ML Buchs debut-EP, fik jeg fornemmelsen af, at Buch var i gang med at bekende sine mest intime tanker til mig, men at disse aldrig blev forståelige for mig, fordi de konstant blev tynget af at blive formidlet i sangform. Som om mediet konstant blev en barriere for samtalen og ikke midlet. Dermed bliver det, der ved første ørekast kan forekomme lidt ‘firkantet’ i udtrykket, til et greb, der faktisk forstærker pladens emotionelle potentiale. Et dybfølt forsøg på at række ud mod et andet menneske spærret inde i en tre minutters popform, et kunstnernavn og en iscenesættelse. Fanget i internetgenerationens korte koncentrationsspænd og forventning om kronisk underholdningsværdi. Ikke grundet manglende musikalsk og lyrisk formåen fra Buchs side. Nej, tværtimod er der tale om en meget elegant artikulering af nutidens mellemmenneskelige præmis. (Nils Bloch)

Rosen og Spyddet “Fantasia” (CS, Janushoved)

Båndselskabet Janushoved fortsætter ufortrødent med at udsende musik for mere eller mindre anonymiserede musikere. Med albummet “Fantasia” følger duoen Rosen og Spyddet op på, hvor de slap med sidste års “Drengen ved Brystet”. Form og udtryk har ikke ændret sig radikalt, men det udgør heller ikke noget problem for projektets berettigelse. Med enormt fængende melodier og en unik evne til at forene en stemning af naivitet og ømhed med en underspillet eufori formår duoen på “Fantasia” fortsat at hæve sig over standarden af alskens generiske lo-fi synth-projekter. (Alexander Julin)

SØS Gunver Ryberg / Aïsha Devi / Rrose / Paula Temple: “Decon/Recon #2″ ‎(12″, Noise Manifesto)

Det er muligvis ikke den mest dansevenlige technoudgivelse, 2017 har haft på hylderne. Men det er uden tvivl en af det mest beundringsværdige tanker, der går forud for udgivelsen, og bestemt en tankegang og et manifest, som kan være et eksempel til efterfølgelse. Paula Temple grundlagde Decon/Recon-serien tilbage i 2015 med henblik på at udgive kollaborativt musik uden egentligt forfatterskab og derved tage afstand til den egoisme, som dette kan medføre. På udgivelsen er hvert nummer således produceret i fællesskab af alle medvirkende artister. Så uafhængigt af hvem der kom med lyden, hvem der formede den og finpudsede den, så krediteres SØS Gunver Ryberg, Rrose, Paula Temple og Aisha Devi ligeligt. (Sandra Borch)

Sandra Boss & Jonas Olesen: “På Sporet af den tabte Teknologi” (Podcast, The Lake Radio) + Hector Rottweiler: Infrastruktur (12”, BIN)

Kunstnerparret Sandra Boss og Jonas Olesen har foruden mange andre interesseområder specialiseret sig i analoge musikapparater, uddateret hardware og lydarkæologi i bred forstand. De har blandt andet undersøgt testplader, orgeler, spolebåndoptager, alskens lydmaskiner og senest også fundet en række telefonsvarere fra genbrugsbutikker, storskrald, loppemarkeder og dødsbo. I værket “På Sporet af den tabte Teknologi” giver Boss & Olesen (her under navnet Maskinel Terapi) et spruttende morsomt og rørende indblik i en privatsfære, som ikke har været tiltænkt at skulle høres af andre end de samtalende. Disse optagelser danner et kor af stemmer, der er musikalsk sammenvævet med materiale fra telefonsvarenes særegne lydverden af klik, brum og biplyde. Er lydværket en slags radiomontage, ny kompositionsmusik eller lydbidder i tilfældig rækkefølge? I øvrigt bør man tilføje, at samme Jonas Olesen på sit eget label BIN også har udsendt en glimrende 12″-tommer EP under navnet Hector Rottweiler, der bedst kan beskrives som aleatorisk ‘elektronisk musik’ lavet i et system af synthesizere og effektmaskiner. (Simon Christensen)

Sortlegeme: “Kolossal” (12″, Self-released)

Jeppe Dalsgaard Andersen har efterhånden rumsteret i det danske musikmiljø i nogle år. Tidligere skabte han loop-baseret ambient som Outer Nothingness, men med sidste års ”untitled”, ”daf” og ”the returning” fik han for alvor sparket liv i sit nye projekt, Sortlegeme. Med Sortlegeme befinder Andersen sig i en noget anderledes boldgade: langsomme og udstrakte samples af mellemøstlig folkemusik blandes med industriel techno. ”Kolossal” er ikke et genremæssigt kvantespring i forhold til Sortlegemes tidligere udgivelser, men kvaliteten er hævet betragteligt, og ”Kolossal” sætter der en stor fed streg under Sortlegemes status som et af de absolut mest interessante navne på den danske i forvejen bugnende technoscene. (Mathias Ruthner)

sæNk: [Trailer] seasoNs, [HEXEI] m.fl. (Digi/video, Youtube)

Dansk tværæstetisk impro- og videoband, der udkommer løbende. sæNk er lavet af billedkunstner Sufie Elmgreen og klassisk guitarist Mathias Klarlund, af og til med Mads Egetoft, Jesper Christoffersen og Lasse Buch. Det er et band! I hvert fald også lyd. I noget, der i høj grad minder om tungt støjende fri-rock. Mindre rock og mere fri. Men guitar og distortion får mig til at tænke på rock. Alt dette igennem mine ører, ud igennem mine fingre. Flere forskellige typer støj er der gerne og nogle gange en klar nok rytme, ikke nødvendigvis urytmisk, men opløst og repeterende, som den mest simple form for rytmisk fremdrift eller fravalg af samme. Mange forskellige lyde over en række af Youtube-videoer. Fra helt rene midi-kadence-undersøgelser til rock til abstraktion og betitlede afdelinger til hele klodser af samlet vilje som i form for bandisk udlyd. (Claus Haxholm)

Vanessa Amara “Like All Mornings” (CS, Posh Isolation)

Den danske trios 2017-bånd tegnede videre på udviklingstendensen fra de tidligere Vanessa Amara-udgivelser. Hvor debuten var præget af brusende orgel og skramlede trommer, var sidste års album anderledes elegant og sluttede med to numre, der nærmest gik i opløsning. “Like All Mornings”-båndet fortsætter endnu længere ind i dette tyste territorium, hvor den tydeligste lydkilde er sarte, slørede klavertoner. Loops, feedback, intet andet. Man kan med en vis ret hævde, at de 72 minutters varighed er til den vel rigelige side, i og med at de 15 numre er temmelig ens i deres udflydende udtryk. Men det er svært at få øje på andre danske udgivelser fra i år, der lykkes med at skabe så rørende patos på så underspillet en måde. (Mikkel Arre)

Various Artists: “Underwater Gestures” (3CS, Infinite Waves)

Underwater Gestures er en compilation bestående af tre kassettebånd med musik komponeret specielt til udgivelsen af henholdsvis Zanzi, Simon Littauer, Assembler, Son Ash, Isorinne og Grøn. Det er et prominent udpluk af labelets tråde ud i den nordiske musikscene, der er i spil på “Underwater Gestures”. Blandt andet dækker Zanzi over et samarbejde mellem Aske Zidore (Gooms, Oh No Ono) og Suni, bag Assembler gemmer Claus Haxholm sig, Grøn over Infinite Waves’ selv i skikkelse af Bjarke Rasmussen, mens Son Ash er en forsmag på Andreas Pallisgaards (Pinkunoizu, Anden Enhed etc.) nyeste kreationer. Fra Assembler og Grøns sfæriske kompositioner over Littauers glimtvis storladne og Flying Lotus-agtige beats til Son Ashs retroklingende tyskerdroner. (Nils Bloch)