Carl Gari & Abdullah Miniawy “Whities 023 (The Act of Falling from the 8thFloor)” (Whities, 2019) – anmeldelse af Emil Grarup
En af mine absolutte favoritudgivelser fra 2016 var ”Darraje”, en EP på fire numre, som var resultatet af et samarbejde mellem den tyske ambient jazz-trio Carl Gari og den egyptiske digter, sanger og trompetist Abdullah Miniawy. EP’en, der udkom på britiske Trilogy Tapes, ramte noget helt særligt hos mig med sin ejendommelige blanding af det energiske og det elegiske.
Om deres nyeste udspil “Whities 023 (The Act of Falling from the 8thFloor)”, udgivet på ligeledes britiske Whities, kan man sige, at de lægger en mere afdæmpet stil for dagen. Genremæssigt placerer udgivelsen sig i forlængelse af en tendens, som man kunne kalde doom jazz eller ambient jazz, og som kan karakteriseres med udgangspunkt i et langsomt, næsten slæbende, tempo og et dystert, “eerie” klangunivers: Tænk sen Scott Walker på opium. Gruppen adskiller sig dog fra mere klassiske doom jazz-konstellationer som Kilimanjaro Darkjazz Ensemble eller Bohren & Der Club of Gore ved at være vævet af en lidt mere syntetisk tråd: Alting er digitalt produceret.
Prefix Suffix “The Limbless Animals Single” (selvudgivet, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Det at skabe støj som musik virker som et felt, der tiltrækker enspændere. En af de helt store legender i genren, Merzbow, har indspillet de fleste af sine over 400 udgivelser alene. Danske Puce Marys udgangspunkt er også støjen, og det navn er synonymt med Frederikke Hoffmeier.
Prefix Suffix er ligeledes et enmandsprojekt skabt af Joakim Wölm fra Fredericia, der tidligere har optrådt som Wölminator og FKN FK, men nu har intention om at fastholde sit nye navn. Tidligere på året udgav han albummet “PxSx”, og her i slutningen af juni udgav han singlen “The Limbless Animals Single”.
Det er et lidt andet bæst end “PxSx”. Hvor albummet var et eksperimenterende lydlaboratorium, der emmede af ritualistisk kultstemning med alskens syrede lyde omgivet af stigende og faldende mængder af støj, så viser singlen en vej væk fra den eksperimenterende støj og hen mod en industriel version af metal og punk.
Jenny Hval “The Practice of Love” (Sacred Bones, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen, foto af Lasse Marhaug
Sensualitet og kærlighed er et tilbagevendende tema i norske Jenny Hvals værker, og det gælder også hendes seneste udspil, “The Practice of Love”. Rent stemningsmæssigt adskiller det nye album sig dog fra forgængerne. På pladerne “Apocalypse, Girl” (2015) og “Blood Bitch” (2016) har Hval dyrket en underspillet dysterhed, men den bryder “The Practice of Love” (ligesom sidste års EP, “The Long Sleep”) med. Nu omfavner Hval nemlig et lysere og mere åbent musikalsk udtryk.
Tangerine Dream (1967-) blev dannet i Berlin af bandleder Edgar Froese (1944-2015) og startede først som et psykedelisk rockband. Bandet skulle dog gennem flere udskiftninger i besætningen og udgive en lille håndfuld plader, før de havde den første, tilnærmelsesvis stabile besætning. Med John Peels hjælp fik Tangerine Dream en kontrakt med Virgin, og de første skridt blev taget mod en musik, der tog udgangspunkt i improvisation med synthesizere og sequencere.
Bandet er kendetegnet ved at være uhyre produktivt. Over 100 officielle albums (hvoraf lidt under halvdelen er liveoptagelser), samt ca. 300 timers semi-officielle bootleg-udgivelser. Froeses iver for at udgive blev for nyligt beskrevet i et interview med tidligere medlem Paul Haslinger (komponist bag “Halt and Catch Fire”, “Crank”, “The Dirt”, “Fear the Walking Dead”), hvor han erfarede, at hans optagelsesprøve blev udgivet på et album (“Underwater Sunlight”), efter han var kommet med i gruppen.
Deres første store soundtrack var til William Friedkins suveræne spændingsfilm “Sorcerer” fra 1977. Friedkin fortalte, da han selv præsenterede bandet ved en koncert i Tivoli i København i 2014, at han ville have hyret Tangerine Dream til at lave musik til “Exorcisten”, hvis han dengang havde kendt til dem.
Efter “Sorcerer” startede Tangerine Dream med at producere musik til film og tv, og har i alt lavet omkring 50 soundtracks. Udover Sorcerer, som iøvrigt er et af Tangerine Dreams bedste plader, bør også samarbejdet med Michael Mann fremhæves (“Thief” og “The Keep”), samt den alletiders apokalyptiske “Miracle Mile”, en af de bedste vampyrfilm nogensinde “Near Dark” og “Risky Business” – den ofte misforståede film, der udgjorde Tom Cruises gennembrud. Læs resten
In 2009, the producer, label owner (Hyperdub), philosopher and reluctant academic, Steve Goodman (Kode 9), released a book that would transform the philosophy of sound and, in turn, open up whole new avenues for sonic investigation through both theory and practice. The book was “Sonic Warfare: Sound, Affect, and the Ecology of Fear” from MIT Press.
