Det er i sig selv bemærkelsesværdigt at udgive noget i 2026 og kalde det dubstep. Siden Burial i 2007 lod genren opløse i regnvåd rumklang, og Skrillex trak den gennem sine hyperkinetiske forvrængninger, der kulminerede i “bro”steppens selvkarikatur, har dubstep hovedsageligt eksisteret som meme. Derfor føles det modigt, når trioen Josephine – producer Josephine Clara Mahler Plumhoff og Sammy Soul og Yasin Saif på henholdsvis live-trommer og bas – med deres debut-EP, Unexplained, tager en æstetik, der for længst er blevet latterliggjort, alvorligt.

I dag skete der noget bemærkelsesværdigt. Det danske elektropunkband MOR har annonceret en koncert på Copenhell og udgivet en ny EP med genindspilninger af gamle numre, som de aldrig lige nåede at blive færdige med dengang, da de fra midt-slutningen af 00’erne til 2012 var hyperaktive som duo i den danske punkscene. SORT NAT udkommer i dag på MOR’s eget label Lort Records. For et par uger siden skrev de til Passive/Aggressive for at tilbyde et eksklusivt interview i anledning af udgivelsen og koncertannonceringen. 

Hverdagens mange afbrydelser er en af opmærksomhedsøkonomiens undselige tyvekoster. Tyvekoster, som blot er et middel i et stort maskineri, der forsøger at varegøre stilhedens opmærksomme lytten. I teknologiens slagskygger vokser meningsløsheden, men heldigvis er der kunstnere, som kommer nihilismen i forkøbet og insisterer på den æstetiske værdi i opmærksomhedens vragrester. Digitale afbrydelser, teknologisk forfald og elektronisk interferens er alt sammen dele, som kan benyttes som håndfaste forsvarsmidler mod uopmærksomheden. De kan benyttes til at skabe musik, der kræver et svar – ikke et svar, der indtager abstrakte former i fantasien, men som et kropsligt svar, man støder sig på.

Der findes motiver, der er så grundigt gennemlyst, så uendeligt gentaget, at de får karakter af en slags kulturel tinnitus. Blandt de mest overeksponerede populærkulturelle ikoner er Jeanne d’Arc. Ikke bare som martyr eller fanatiker, helgen eller kætter, ikke bare som fransk fædrelandssymbol for det yderste højre eller som feministisk figur, men som en mærkelig ideologisk polyfoni af ekstreme betydninger: Hun er blevet aktiveret i så mange kunstneriske bearbejdninger, at spørgsmålet ikke længere er, hvad hun betyder, men hvordan det overhovedet er muligt at få hende til at betyde noget, der ikke allerede er udtømt. At nærme sig Jeanne d’Arc er at melde sig i en meget gammel samtale, hvor alle allerede har sagt alt, hvad der kan siges.

Ditte Krøyers pladedebut som soloartist er både vred og stærkt personlig. Benzinen i KRØYER-projektet er Ditte Krøyers opvækst på fødeøen Lolland. En opvækst, der fortolkes gennem tempofyldt og bister industrial metal. Albummet TOWERING IRON er et identitetsprojekt fra randområderne om ophav, fremmedgjorthed, døden, klimakrisen og social uretfærdighed – temaer, som Krøyer også arbejder med i sin praksis som billedkunstner. 

I det musikdramatiske værk Mother Soldier blotlægger komponist Sandra Boss og Datterselskabet krigens barske realiteter, og afsøger samtidigt moderskabets mange aspekter. Opsætningen er enkel, men står stærkt i skildringen af mødre i krig.

Jeg stødte første gang på Ghazal ved et tilfælde, da jeg en eftermiddag sad og søgte efter ny dansk musik. Siden har jeg rystet mine hofter til hendes poppede single “Begoo” , ladet mig opsluge af hendes forunderlige fantasyunivers i debut EP’en “Mellow D”, været vred til hendes samfundskritiske single “Fuck the System” og fældet stille tårer til “Motivational Quote”.

I sange, som kan spille fra en ensom teenagers perspektiv og skifte til en ulvs, finder Xenia Xamanek, Emil Palme og Oliver Laumann hinanden i drømmende verdener og tidscirkler, der mødes igen og igen, nu på den selvudgivne debutplade som Portal Pets.

Hyper Elastic Jinx og deres freejazz med post-punkens no wave i ascendanten er ikke til at være i stue med.