By Sandra S. Borch

Never judge a cassette by its cover. This time is no exception. The cover of Japanese Yousuke Nakano’s “Joint Statement” is pretty cool. Showing a skeleton with a lit cigarette and a red headline sending a strong bad ass signal with a hint of punk or a hint of noise. However, the inside of the cassette is far from both punk and noise. It contains eleven tracks with enough groove to turn the afterparty into a soulful comedown. Læs resten

Hiraki “Modern Genes” (Enough Said Music, 2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Den moderne verden er dysfunktionel. Kriserne vælter ind over os, og det er begrænset, hvad det enkelte menneske kan gøre ved det ud over at pleje sin dårlige samvittighed med bæredygtigt forbrug. Samtidig gør magthaverne ikke nok ved problemerne, og masserne har vendt sig mod deres egne behov.

På “Modern Genes” fremstiller aarhusianske Hiraki et dystopisk samtidsfremtidsbillede af samfundets sammenbrud. Ifølge dem selv er det “kafkask individualisme, proletarisk narcissisme og snæversynet overklasse-modernisme”. Læs resten

Af Emil Néné Rasmussen

Oliver Ho, aka Broken English Clubs nye LP, “The English Beach”, tilbyder lytteren det tunge lydbillede af den britiske arbejderklasses liv på skibsværfter og i fabrikshaller blandet i en teknoid, industrialismeforherligende smeltedigel. Pladen udkommer på USA’s sandsynligvis ondeste technolabel, L.I.E.S. Records, som har udgivet masser af anden sonisk misantropi med fx Collin Strange, Nick Klein og Person of Interest.

Broken English Club har førhen produceret en del musik i et mildest talt mareridtsagtigt krydsfelt mellem industrial-electro, postpunk, techno og no wave og fortsætter til dels sådan på “The English Beach”. Man skal nok på forhånd gøre klart med sig selv, om det er et Frankenstein-monster, man vil udsætte sig selv for, men jeg kan for god ordens skyld slå fast, at det oftest er overraskende vellykket. Læs resten

Af Mads Kjeldgaard – foto: Bmf0217/Wikimedia Commons/CC-BY-SA-3.0

Det hele begyndte i starten af 1950’erne i skyggen af et fadermord: Komponisterne flygtede fra konkretmusik-centeret GRM i Paris i trods og afmagt over for konkretmusikkens ophavsmand og leder, Pierre Schaeffer. Det var i dét tomrum, Luc Ferrari (f. 1929, Paris) kom ind. Men der skulle endnu et fadermord til, 10 år senere, før Ferrari fandt sin egen stemme som konkretmusikkens outsider og hævdede sig som en af genrens vigtigste og mest særegne komponister.

I 2017 fejres Ferrari på flere niveauer – hans kompositioner genudgives af Editions Mego i serien ”Recollection GRM”, hvor hans ”Presque Rien” samt ”Hétérozygote/Petite symphonie….” genoptrykkes i smukke vinyludgivelser skåret af Rashad Becker. Samtidig er en samling af Ferraris tekster, breve og partiturer udkommet på forlaget Les presses du réel under titlen ”Musiques dans les spasmes – Ècrits (1951-2005)”. Bedre end nogensinde kan vi altså nu danne os et helstøbt billede af denne insider-outsider og hans revolutionære virke, hvis indflydelse man kan høre i utallige eksperimenterende udgivelser i dag – simpelthen fordi det tilbyder en lyttekultur i sig selv. Læs resten

Hyperreality Festival, Vienna, May 24-27 2017 – review by Ivna Franić, photo: Lea Anić

A new addition to the yearly cultural festival Wiener Festwochen, Hyperreality Festival for Club Culture took place over four days at the end of May at Schloss Neugebäude, a 16th century castle complex on the outskirts of Vienna. Austria already being home to quite a few strong festivals with different concepts and/or settings – such as Donaufestival in Krems and Elevate in Graz – the time has come for the capital to strike back. And it did so with one of the strongest lineups of the year so far, at least for the underground/experimental electronic music enthusiasts.

With the usual European idea of club music making up for only a small part of the whole experience, Hyperreality delivers on its promise of focusing on “underrepresented musical currents” and questioning the dominant club paradigms. Læs resten

Det Glemte Guld – En serie af Mikkel Kongstad

Denne uges indlæg i Det Glemte Guld kigger nærmere på den Pennsylvania-baserede, computermusik-pioner og eksperimenterende synth-kunstner, Michele Mercure, hvis album “Eye Chant” fra 1986 blev genudgivet tidligere på året via det nyopstartede Freedom To Spend.

Michele Mercure tilbyder meditative – og til tider underligt groovy – lydabstraktioner. Soniske hallucinationer skabt i dialog mellem menneskets og computerens kredsløb. Sært selvstændige lydverdener brygget på synthesizere, computer og stemme. Genopgravningen af Mercures synth-eksperimenter virker til at være det myteomspundne missing link i serien af kvindelige synthpionerer som Eliane Radigue, Suzanne Ciani, Laurie Anderson og nutidige frontløbere som Holly Herndon, Kaitlyn Aurelia Smith og Felicia Atkinson. Alene derfor er “Eye Chant” værd at orientere sig mod. Og gudskelov er “Eye Chant” langt mere end et stykke støvet lydarkiv. Det er et stærkt og sammenhængende album, der med al sin visionære selvstændighed og nysgerrighed minder os om, at afstanden mellem 1986 og 2017 er langt kortere, end vi måske kan have glemt i løbet af 90’ernes ligegyldighed, ironi og grunge-elendighed (og 00’ernes overfladeskrabende retro-rock). Læs resten

Af Claus Haxholm

Jeg har længe haft stor glæde af Albert Oehlens malerier. Måske ikke bare glæde, men nok mere frustration, forundring og krummede tæer. Billeder, der benytter sig af enhver chance for at fucke op, falde over sig selv, gøre det der ikke må gøres, stålsat på ikke at ende i en flot komposition. Som en slags eksorcisme eller ved at sætte et materiale under voldsomt pres og dermed få et andet resultat end ved at følge sin kunstneriske intuition.

Omkring 00’erne lånte jeg ad mærkelige omveje, måske fra biblioteket, “We Are Eggsperienced” af Oehlen-brødrene, som ramte mig dybt: Jeg lyttede hele pladen igennem cirka én gang, og så måtte jeg give op. Jeg kiggede flere gange på den, men magtede ikke, hvad den bød mig – men dens materiale havde sået frø eller vira, som siden er vokset. Læs resten