By Mandus Ridefelt When Charli XCX released “Charli” in September 2019, it was her third full-length album and her first after the 2016-17 mixtapes, “Vroom Vroom”, “Number 1 Angel” and “Pop 2″, that had defined her as an artist”. Particularly, the ingeniously titled “Pop 2”, which established Charli XCX as a central figure to what commonly was referred to as the “future of pop”. “Pop ...

Flawless Victory “Sometimes” (self-released, 2019) – Interview by Cameron Pagett It’s been nearly three years since the Copenhagen-based band Flawless Victory took up instruments and started performing. In that time they have in many ways become everybody’s favorite band that never made recordings or released anything. Consisting of lead singer Jonathan Holst Bruus, synth-master Christopher Jørgensen, bass guitarist Magnus Holger Hjortlund and electric guitar-wizard Gustav Frich they ...

“Teguh Permana & Yngel” (Resonans Recordings, 2019) – Anmeldelse af Morten Østergaard Rasmussen I 2018 mødte den københavnske guitarduo Yngel, dengang og nu bestående af Taus Bregnhøj-Olesen og Emil Palme, den indonesisk-sundanesiske musiker Teguh Permana i en lejlighed i Bandung, Indonesien. Resultatet af dette møde blev fire improvisationsstykker, der i juli i år blev udgivet som den selvbetitlede LP “Teguh Permana & Yngel” på Asger og William Kudahls Resonans Recordings. ...

Af Simon Tornby

Brødrene Guido og Maurizio De Angelis har et stort og broget katalog af filmmusik, kitschet pop og orkestermusik bag sig.

Jeg tror, de fleste – inklusive mig selv – først stiftede bekendtskab med De Angelis-brødrene igennem en eller flere af de mange Bud Spencer-film fra 70’erne og 80’erne, som de lavede musik til. Men efter jeg begyndte at lytte mere fokuseret til filmmusik, så var det helt klart soundtracket til Sergio Martinos proto-slasher film “Torso” fra ’73 der gjorde mig interesseret i dem.

Guido og Maurizio De Angelis startede karrieren i begyndelsen af 60’erne som arrangører og studiemusikere for bl.a. Ennio Morricone, Riz Ortolani og Armando Trovajoli, og begyndte først i 70’erne at skrive deres egne soundtracks.

Den meget produktive italienske filmbranche i 70’erne var perfekt for De Angelis-brødrene, der på deres travleste år i 1976 nåede at lave musik til i alt 21 film(!) Deres gennembrud kom med musikken til Bud Spencer-filmen “Watch Out, We’re Mad” fra 1974, og de indtog de italienske hitlister – tilsyneladende i en så stor grad, at de blev nødt til at udgive under forskellige pseudonymer og bandnavne for ikke at overmætte markedet. Bandnavnene gav lige så lidt mening som deres engelske tekster fx. Dilly Dilly, Royal Jelly, Canary Jones, Donald & Olimpio, Willy Fog, Kangaroo Team og deres mest kendte alias Oliver Onions, som de er kendt under i dag.

Udover “Torso” bør også musikken til Poliziotteschi-filmene “Street Law”, “High Crime”, “Violent Rome” og “The Big Racket” fremhæves. Læs resten

By Simon Christensen The two Copenhagen-based Polish jazz/impro-players Kamil Piotrowicz and Szymon Gąsiorek present the first edition of the international Idealistic Festival, which take place in two parts in Copenhagen and Warsaw respectively next week. The festival focus is cross-cultural exchange of independent artists and labels from the new generation of freethinking musicians and could be viewed along the lines of similar initiatives like Multiversal ...

Sote. Photo by Arash Bolouri. Interview by Sandra S. Borch “I get up early in the morning around 5:30 am, I go for a walk in nature, do some sound programming for a short while, take my son to preschool, and then I go to my office to work on my compositions,” Ata Ebtekar says. It sounds like a standard everyday but the results of those ...

Introduktion af Anders Jørgen Mogensen. Pia Raug står for mig som en af de mest fremsynede og radikale sangskrivere i landet. Hun er bedst kendt for sangen ”Jeg vil male dagen blå”. Faktisk er den sang så velkendt, at man kan diskutere om det overhovedet stadig er Ria Raugs sang og ikke bare folkets og dets kollektive bevidsthed. Denne påstand understøttes af, at sangen slet ikke hedder ...

Difficult DJ ”Noodle EP” (ØEN Records, 2019) – Anmeldelse af Emil GrarupPladeselskabet ØEN Records, der drives af holdet bag det nørrebroske spillested af samme navn, tilføjede d. 20 september endnu et eksemplar til deres række af behageligt eksperimenterende house-udgivelser, Difficult DJs ”Noodle EP”, som, i parentes bemærket, er ØENs egen Mads Duelunds debutudgivelse. Af andre udgivelser i denne række kan nævnes Fruits drømmeagtigt filmiske ”Island Tape”, der udkom ...

Astrid Sonne “Cliodynamics” (Escho, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen, foto af Magnus Bach Danske Astrid Sonne debuterede sidste år med albummet “Human Lines”. I mellemtiden har Sonne bl.a. turneret med værket “Ephemeral”, hvor hun har fusioneret viola og live korsang samt syntetiserede lyde og effekter. Nu er hun atter aktuel med den seks numre lange EP “Cliodynamics”, der ligeledes udkommer på Escho. “Cliodynamics” synes i høj grad at fortsætte ud af de samme spor, som blev påbegyndt ...