Gaia/Drukner “Split-12″” (Virkelighedsfjern, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Riff riffer. Riffer tungt.

Trommer slæber, slæber tungt.

Bas bunder, bunder melodisk.

Vokal drukner. Vokal drukner.

De to danske stoner/doom-bands Drukner og Gaia er gået sammen om en 12″-split og præsenterer på hver deres pladeside deres version af doom iblandet stoner-tendenser og en smule sludge. Og formlen, der spilles efter, er som skrevet foroven. Det kunne man sige om rigtig mange stoner/doom-bands, og der har været mange, siden Kyuss og Sleep destillerede Black Sabbaths lyd tilbage i start-90’erne. Men som rigtig mange andre genrer, hvor man ofte kan koge genrens kendetegn ned til nogle få virkemidler, handler det om krydderierne. Og dér står Gaia og Drukner stærkt op mod hinanden, fordi de har deres tydelige kendetegn.

Af Simon Lund Pedersen

I foråret 2018 rejste Hans Gustav Bjørklund Moulvad fra København til New York for at indspille i Sonic Youths gamle studie, Echo Canyon West. Her lagde det hedengangne støjrockbands trommeslager, Steve Shelley, rytmebunden under Moulvads guitar og vokal, og resultatet blev otte sange, der udgør hans debutalbum under navnet Mavourneen.

Exhibition “Bjerget Synger. Lydmaler Knud Viktor og hans verden”  at The Museum for Contemporary Art in Roskilde (January 18-April 28 2019) and LP “Les Éphémères” and EP “Le petit Duc” by Knud Viktor (The Institute for Danish Sound Archaeology, 2019) – Review by Laura Juncker

In the wake of his passing in 2013, the life’s work of the sound artist, Knud Viktor, has resurfaced in Denmark, where he had been something of a well-kept secret, despite having been regarded as a well-established artist in France. The exhibition and sound installation Bjerget Synger [The Mountain Sings] at The Museum for Contemporary Art in Roskilde is thus the first time Knud Viktor’s iconic “sound images” have been presented to the public in the quadrophonic audio (4-channel surround sound) they were intended for when he created them more than 40 years ago.

Af Simon Tornby

Italienske Riziero “Riz” Ortolani (1926–2014) var en meget alsidig og særdeles aktiv filmmkomponist op gennem 60’erne til 80’erne med over 200 titler bag sig – og han var aktiv til sin død i 2014.

Ortolani startede karrieren i 50’erne, men slog for alvor igennem i ’62 med musikken til “Mondo Cane” (A Dog’s Life) af Paolo Cavara/Gualtiero Jacopetti/Franco Prosperi. Herefter kom der tilbud fra England og USA, og den meget produktive italienske filmindustri i 70’erne og 80’erne benyttede sig ofte af Ortolani. Senest har Nicholas Winding Refn genbrugt hans musik i “Drive”, og det samme har Tarantino i hhv. “Inglourious Basterds”, “Kill Bill” og “Django Unchained.”

Det, jeg bedst kan lide ved Ortolani er ikke hans tidlige orkestermusik, men derimod hans gyser- og giallo-soundtracks. Og så har han nok også lavet det bedste kannibalfilm-soundtrack, nemlig til filmen “Cannibal Holocaust” (Ruggero Deodato, 1980).

Der er ofte meget markante og uforudsigelige overgange i hans musik og i hans sammensætning af instrumenter. Jeg har aldrig før hørt lignende kontraster; fra storladen orkestermusik til stammetrommer på en fugtig kannibal-ø; fra melankolske strygerarrangementer til hidsige motorik- rytmer med skrig og pumpende basgang.

Læs resten

Victor Espasandín ”Árbol Bajo Tormenta” (Anyines, 2019) – anmeldelse af Emil Grarup 

Den 26. marts udkom Árbol Bajo Tormenta af uruguyansk-danske Victor Espasandín. Albummet, der udfolder sig over syv skæringer, er udgivet på det københavnske pladeselskab Anyines, som til dagligt administreres af Aske Zidore og Villads Klint, bedre kendt som hhv. An Gella og Minais B.