Kan ekstreme lyd og vibrationer åbne for mental frisættelse? Og er det i kraft af den konkrete, fysiske oplevelse for publikum? Ja, mener Trine Krogstad, der som harsh noise-musiker og liveperformer arbejder med taktil lytning og kropslig respons. Med soloprojektet Royal Spaceporn udforsker Trine Krogstad koblinger og friktion mellem harsh noise, sind og krop. I sine optrædener udfordrer hun rammerne for konventionelle koncertoplevelser med en flabet stil og en lyd, der er kompromisløst støjende. Det larmer kort sagt som ind i helvede.

Skæv post-folk-revival, plunderphonics og fri improvisation: Årets Alter-program giver mulighed for at stifte bekendtskab med en række af de mest interessante navne på den britiske og irske musikscene lige nu.

Det kunne godt være to forskellige udtryk for den samme længsel efter det taktile i en digitaliseret og flimrende verden, der både får unge til at begynde at ryge noget så altmodisch som smøger og musikfans til at hige efter håndspillet musik med rødder i en konkret geografi som modvægt til en homogent globaliseret kultur. Der er i hvert fald en sammenhæng mellem de to i Hilal Kayas musik, der giver mig en ubændig trang til at ryge min første cigaret siden omtrent 9/11 og hænge ud på lysstofrøroplyste barer i Istanbul – hvor jeg egentlig aldrig har været – drikke myntete og læse sansetung poesi.

Her er nogle af de udgivelser fra 2026 indtil videre, som vi på Passive/Aggressive har bemærket, men ikke nået at anmelde. Der er som altid stor spredning af genrer i vores anbefalinger, men alligevel en tråd i gennem de udgivelser, der er faldet os for øje. Tråden er ikke nødvendigvis rød, og måske undviger den at lade sig definere som en bestemt kulør. Den er finspunden af alle de indtryk, der har formet sig hos os i løbet af lidt mere end det seneste halvår med ørene rettet mod en sindssygt produktiv under- og mellemskov af musikere og kunstnere, som på alle deres forskellige måder skaber en anden staus end quo.

På “Bivabippabualukka” gøres barndommen til stof og muse af søskendeparret Sofie Birch og Alfred Bundgaard, der i samarbejde har komponeret et på mange måder fortryllende album. Barndommen er ikke bare inspirationskilde, men et sted inde i os selv, som Birch og Bundgaard virker til at ville bringe os tilbage til, som et mål, der nås med magien som middel. Musikken lyder lige dele kalejdoskopisk og jordnær, og det hele starter med en portal af flygelhorn på “Juaduddanya”. Læs Ilsebil Søe Iwans anmeldelse.

Kan pop flirte med avantgarden uden at miste sin sødme? Og bliver avantgarden tam og ufarlig, når den omfavner poppen? Den pirrende modsætning er den elegante soniske præmis for Gintė Preisaitės debutplade Instruments of Forgetting and the Singing Bone, som tematisk udforsker en sitrende spænding mellem kærlighed og angst. Læs Kristine Haffgaards anmeldelse.

Det er en særlig opgave som kunstner at afgøre, hvornår noget er færdigt. At sætte et punktum og sige: Her slutter det. Men hvad sker der, hvis en sang ikke behøver at have én endelig form, men kan forandre sig, hver gang den bliver sunget? Hvis teksten ikke er noget, der på et tidspunkt skal færdiggøres, men noget, der kan blive ved med at bevæge sig mellem betydninger, gentagelser og nye muligheder? Og kan digitale udgivelsesformater og platforme rumme denne form for bevægelse? Det er her, Sara Flindts nye EP begynder. Sara Flindt er sangskriver og performer, tidligere kendt under navnet ZAAR. EP’en, med titlen Hvad man kan være bekendt hvad man kan være, består af fem forskellige versioner af den samme sang. Ingen af dem er originalen. Ingen af dem er den definitive udgave. De er alle sammen sangen. Læs Aria Leth Schützes anmeldelse.

Nekrolog af Kristine Haffgaard. Foto: Robin Skjoldborg Martin Halls betydning for den danske undergrundskunstscene kan ikke overvurderes.  Med en kalejdoskopisk kunstnerkarriere som sanger, musiker, komponist og forfatter har Martin Hall skabt en enorm produktion, der omfatter en lang række bøger, udstillinger og teateropførelser samt medvirken på omkring 100 pladeudgivelser. Martin Hall søgte altid skønheden, også i det grimme, obskøne og bizarre. Han var ...

Roskilde Festival har i år, ligesom de sidste mange år, dedikeret et helt program til ’Arts & Activism’. Jeg var nysgerrig efter at forstå, hvordan Roskilde Festival selv forstår og formidler aktivisme. Kunst kan kurateres og programlægges, det kan musik også. Men gælder det samme for aktivismen? Kan den på samme måde sættes på programmet med et tidspunkt i festivalguiden uden samtidig at miste det, der gør den til aktivisme: dens funktion som forstyrrelse og udfordring af de rammer, der er til rådighed? Det forekommer mig umiddelbart uforeneligt, at der med et Arts & Activism-program tildeles rammer, indenfor hvilke aktivisme kan foregå. Passive/Aggressive sendte i år aktivisme-rapporter Asta Iris Rohde til Roskilde Festival.