Passive/Aggressive

The Caretaker – Fortabt i Erindringernes Rige

Feature December 8 2016 caretaker-600-5

Af Nils Bloch

Det første, der slår en, når man kigger på billeder af Leyland Kirby, manden bag The Caretaker, er, at han mest af alt ligner (en usexet) Robert Plant. Det kan måske fremstå som en noget overfladisk betragtning, men den er faktisk ganske instruktiv, hvis man vil forsøge at nærme sig The Caretakers værker. Kirbys fremtoning spejler nemlig en rockverden (med alt, hvad den indeholder af forgudelse og intuitiv kropslighed) på en måde, der fratager den sine heltefortællinger og sin sex appeal. Han er nemlig alt andet end Robert Plant. Han negerer den klassiske rockhelt med sine dvælende ambientværker og komplekse appropriationskunst. Læs resten

Knud Romer – “Avantgarde mig i røven”

Feature December 6 2016 knudromer

Tale til DMA Jazz 7. november af Knud Romer & Horse Orchestra – Foto af Paw Ager

Guten Abend, meine Damen und Herren. Og tillykke med priserne!

Hvis der ikke er nogen andre, som giver jer dem, kan I jo altid give dem til hinanden og jer selv. Husk nu, at der er nogle omkostninger forbundet med sådan nogle priser, og det er, at I skal anerkende dem, der uddeler dem.

Hvor får de magten fra til at uddele priser? Det skal jeg fortælle jer. De har lige fået den af jer, fordi I har taget imod dem. De har kastreret jer. I har givet dem magten. Nu er den ikke jeres egen mere. Og den største fare med sådan en pris er, at I skal henleve resten af jeres dage med at spille fedterøvsjazz.

Men på den anden side, så gør det måske ikke så meget. For er der overhovedet længere nogen, der lytter til jazz? Ud over et par midaldrende mænd i fadølslage og nogle forvirrede hipstere, der er faret vild i deres livsstilshelvede.

Der er ingen, der gider at høre på jer. I kan selv se, I har besøg af P8. Der er P1, P2, P3, P4, P5, P6, P7 … og så er der P8. Vi har besøg af regional-tv, jeres sendeflade er lige nøjagtig en tak bedre end tekst-tv.

Men måske gør det ikke så meget. Hvor længe er det ikke siden, at jazz var en del af en progressiv bevægelse, hvor den var fornyende, hvor den var udfordrende, hvor den angreb magten? Hvor den brød med autoriteterne – i musikken, i samfundet. Hvor man i stedet for bare at spille, så satte man noget på spil?

Hvad skete der? Jo, 60’erne skete, og så løb det hele ud i sandet, og så var det slut! Hvad skete der? Vi blev spist af rock’n’roll. Og hvad er der tilbage nu, I er blevet til kuratorer, administratorer, de evigt samme standardnumre, ikke? Hold nu kæft, hver gang jeg ser en mand sidde og vippe med sin fod og nikke med sit hoved med rødvin i hånden og klappe af endnu en obligatsolo, jeg får kvalme! Jeg får lyst til at slå ham! Så hold dog op med de soloer. Hold op med at klappe efter soloerne [publikum klapper].

Hvad er der så ellers? Så er der avantga-aaarden. Avantgarde mig i røven. Normbrud og overskridelse er blevet til en genre – og lige så meget kliché som mønstergentagelse og tradition. Om man spiller en rigtig tone eller en forkert tone. Om man spiller så forkert, at det må være avantgarde – det er ikke andet end en genremarkør.

Jo grimmere det er, desto bedre er det. Når det hele er blevet til støj og kun er blevet til blærerøvssoloer for andre musikere, så er det blevet til støj – for mange toner, for lidt mening – og så er der ikke nogen forskel på avantgarden og amatører. Der er fyldt med amatører! Forstærkede amatører, der lirer en enkelt tone af med pedal: “Jeg har øvet mig på elektrisk cello, men normalt er jeg sanger. Det er meget midt i mellem. Jeg arbejder meget med titler og processioner.” Det er sort. Det er nonsens! Og ingen gider høre på det.

Så hvad er der tilbage? Nogle få af jer er blevet entreprenante og spiller proforma-jazz som lydtapet for Kongehuset. Andre henslæber deres talte dage med at spille pausejazz for Novo Nordisk, når de har konference i Middelfart Kongrescenter.

Så må vi ikke glemme, at der findes nogen, som ikke er her i dag. Dem, som ikke får nogen priser – men tværtimod betaler prisen. Dem, som sætter alt på spil og aldrig får noget tilbage. Dem, som ved, at hvis regnskabet ikke går i rødt, så lyver man! Hvis man går i sort og selv vil have noget ud af det, er man en løgner. Der skal være større omkostninger, end man tjener ved det her, kære venner. Ellers får I fedterøvsprisen.

Og hvordan er deres tilværelse? De spiller på døren, og der kommer ingen! De giver og river deres indvolde ud for ingen mennesker. Og de tjener ingen penge. De aner ikke, hvor huslejen kommer fra til næste måned. Ingen barsel, ingen feriepenge, ingen pension. Hvis de er ægte, ægte jazzmusikere, så drikker de sig ovenikøbet ihjel af angst.

Så her er prisen: Mindeprisen, til alle dem der ikke her i dag, de eneste rigtige musikere. Musikerne i mørket.

Forte (Regelbau) – Om lyddesign og ambitionernes bagslag (interview)

December 3 2016 14886310_10154724559129901_1875838199_n

Af Alexander Julin

I øjeblikket er der uhørt mange spændende og produktive elektroniske musikere i Aarhus. En af dem er Asger Bruun Hansen, der i august debuterede under navnet Forte med båndet “Techne” på det tyske selskab 12 Recs. Tidligere har han under navnet Odd Shapes lavet “forholdsvis dyster og langsom 2-step/electronica”, som han selv formulerer det. Med “Techne” bevæger han sig ud af mørket for at udforske lyset. Læs resten

Rune Bagge “Ingen Tak Til Systemet” – Utæmmelig vold i et militant tempo

New Music November 30 2016 ECTOS002 ARTWORK FRONT

Af Alexander Julin

Med Rune Bagges EP “Ingen Tak Til Systemet” følger det københavnske label Ectotherm op på sin første udgivelse, “Patterns of Susceptibility” af Schacke. Selskabet drives af Courtesy og Mama Snake, der er kendt for deres eget musikalske virke, heriblandt som en del af Apeiron Crew, og med udgivelsen af “Ingen Tak Til Systemet” bidrager de med yderligere diversitet til det danske elektroniske musikliv anno 2016. Bidraget går dog begge veje – og rækker længere tilbage end denne ene udgivelse, som Sara (Mama Snake) fra Ectotherm forklarer: Læs resten

Halshug “Sort Sind” – Håbløsheden cruiser i sort BMW

Kritik November 28 2016 halshug-nayabuch2

Halshug ”Sort Sind” (Southern Lord Recordings, 2016) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Københavnske Halshug skruer på deres andet album på Southern Lord Records, ”Sort Sind”, ned for tempo og kaos til gengæld for et hårdere og tungere udtryk. Det er stadig d-beat i traditionen fra Discharge, men med større tryk på crust-punken som senere bands som His Hero Is Gone og især Tragedy praktiserede den. Det vil sige udpræget metallisk guitarlyd og gutturale råb. Læs resten

DJ Sports & SPCE “Person Hideaway” – Lun house til drømmeren og danseren

Kritik November 23 2016 15102142_10154668609309299_1009093102_o

DJ Sports & SPCE “Person Hideaway” (Help Recordings, 2016) – Anmeldelse af Alexander Julin

Milan Zaks har været en af de vigtige aktører, der har været med til at skabe og vedligeholde musiklivets dynamik i Aarhus i år. Ud over at være en af drivkræfterne bag bl.a. Regelbau og Help Recordings har han også brilleret med et bånd på aarhusianske Partners i kollaboration med C.K. samt et bånd på hollandske Yield. Forinden DJ Sports har Yield også udgivet Central, der ligeledes medvirker på “Person Hideaway”. Med den nye EP på Help Recordings er Milan Zaks nu kun blevet yderligere aktuel, selvom numrene på EP’en faktisk er ældre end de forrige udgivelsers materiale.

“Person Hideaway” er kendetegnet ved Milan Zaks’ ‘trademark-lyd': en særegen form for tropisk ekstase knyttet op omkring sprællende eller pulserende beats. Læs resten

Hel “Mehr Licht” – Goethe, slow motion heavy metal og fantasiens frisættelse

Kritik November 21 2016 IMG_0716

Hel “Meht Licht” (Brystet, 2016) – anmeldelse af Nils Bloch.

Ifølge myten fordriver de tre bandmedlemmer i Hel tiden med at lytte til metal og læse Goethe” og det er, på sin egen kryptiske måde, en ganske rammende beskrivelse af deres første album ”Mehr Licht”, som er ude nu på det relativt nye aarhusianske båndlabel Brystet, der blandt andet står bag nylige udgivelser fra Exercist og Blod. På det nye kassettebånd er der nemlig passager, der tangerer en art slow motion heavy metal og efter sigende skulle ”Mehr Licht!” have været den tyske forfatter Goethes sidste ord. Nu har jeg aldrig læst Goethe, så hvorvidt der er et større intertekstuelt faustisk projekt på færde, vil jeg overlade i hænderne på mere litteraturkyndige lyttere, men der synes bestemt at være elementer af ”Sturm und Drang”-æstetik i pladen storladne og følelsesmættede lydunivers. Læs resten