På Markus Sollids debutalbum Elastic Embrace, forlænger forvrængede digitale artefakter og akustiske instrumenter hinanden i en hyldest til det sted, hvor magnetbåndets knitrende forgængelighed og computerens stringente logik mødes. Her, i et farvand a science-fiction troper, mellem programmering og håndspillet præstation, udforsker albummet et netværksarbejde mellem menneske og maskine – ikke som som en skarp kontrast, men som en ligefrem accept af, at mennesket ikke slutter ved huden.

De sitrende arrangementer, den underspillede sangskrivning og modspillet til det forventede gør Cracks til et uhørt spændende album inden for nu jazz og bossa nova. Den København-baserede komponist Astrid Engbergs musik er på hendes tredje LP subtil og åben og maner til ro og fordybelse – men teksterne bliver til gengæld overtydelige og programmatiske i deres iver for at fremmane netop roen og genfortryllelsen af øjeblikket.

Vi lever i en kultur, hvor det, der bryder med forventningerne, bliver tillagt en særlig værdi. Det hverdagslige og udramatiske derimod affejes ofte som indholdsløst. Men dét, der ikke markerer sig selv som vigtigt, rummer en anden intensitet. Det meste af et liv foregår netop dér – i det, der umærkeligt gentager sig.

Hvordan lyder en midaldrende scenester? Hvordan udtrykker man det, der fylder i ens liv nu, gennem musik, man blev formet af som ung? Og hvordan hører man som fan gamle favoritbands, når de dukker op og er blevet lige så meget ældre som én selv?

Marcela Lucatelli har været en af de mest eksperimenterende sangere og komponister på den klassiske scene i Danmark, siden hun ved et tilfælde som 16-årig kom til Danmark fra en lille by i den brasilianske savanne i staten Minas Gerais. Gennem hele kunstnerskabet er trance og transformation altid til stede som en iboende mulighed: I konceptet, i improvisationen og i dialogen mellem værk og verden.

Den elektroniske musikfestival Karrusel Festival var den sidste perle på snoren af sommerfestivaler i og omkring København. “3 days of electronic wonders in the woods,” lød det lokkende koncept på hjemmesiden. Vi tog af sted for at undersøge, hvordan elektronisk musik fungerer i festivalregi som mere end blot lyd: Som attitude, æstetik, affektiv metode og social praksis.

Det eneste forudsigelige ved Festival of Endless Gratitude er, at det aldrig er til at forudsige, hvad festivalen sætter på programmet. Grænserne mellem genrer og kunstformer bliver ikke bare udfordret, de bliver bevidst ignoreret. Det ret eklektiske programmix betyder nemlig ikke, at festivalen mangler kunstnerisk ambition eller retning. Tværtimod, for FoEG prioriterer kunstnerisk kvalitet, relevans og nytænkning over kommercielle hensyn og sikre valg. Det, der helt grundlæggende driver FoEG, er en radikal åbenhed for eksperimenterende og nye genrer samt oversete traditioner fra hele verden.

Det var ikke uden en vis stolthed i stemmen, at Mike Sheridan introducerede sin cristal som “det efter sigende senest opfundne polyfoniske instrument” under releasekoncerten for albummet Touch. Stod instrumentet ikke på en scene og tronede ved siden af en synthesizer, ville man tro, at det var en abstrakt skulptur. Men parabolerne, de tynde glaspinde og den store skinnende stålskærm er alle dele af et instrument, der føles som en naturlig forlængelse af både synthesizeren og Mike Sheridans dedikation til den elektroniske musik.

Hvad gør det ved søvnen at sætte musik til den? Og at opleve det i fællesskab? Hvad gør det ved vores indlevelse i musikken at lytte til den, mens vi glider ind og ud af søvnen natten igennem? Rapport fra en sovekoncert med den dansk-iranske cellist rosýan روشن på odenseanske Teater Momentum.