Af Alexander Julin

“World Tour Part 1” er den første udgivelse på det københavnsk/tyske pladeselskab (og distro) Twin Cities, der også har stået bag en række mixes og arrangementer i Københavns byliv. Aliasset Tandoori dækker over Kasper Marott, der ligeledes er en af kræfterne bag Twin Cities.

Udgivelsen består af to numre, “Ravn” og “Ny Sommer”, der begge domineres af afrikansk-klingende percussion. Melodiøsiteten er begrænset til et minimum uden helt at forsvinde og består af enkelte synthlinjer, der skyder frem og bøjer sig febrilsk under lydtapetet af percussion. “World Tour Part 1” er derfor også først og fremmest en udgivelse, der centrerer sig omkring rytmik og besidder en helt intuitiv appel til at bevæge sig i takt med dets rytme.

“World Tour Part 1” handler først og fremmest om at fremmane en stemning og om at igangsætte en proces i kroppen, man kun kan bevæge sig ud af. Numrenes originalitet bunder i, at de ikke bevæger sig efter en almen idé omkring opbygning og eskalation, og at den ellers nærmest tropiske rytmik modsvares af andre elementer. Begge numre buldrer så at sige derudad med al den kraft, de besidder, indtil de forskellige lag af percussion aftager hen mod numrenes slutning. Samtidig går percussionen, der ofte lyder forholdsvis analog, hånd i hånd med mere mekaniske og irrationelle effekter.

“World Tour Part 1” er derfor på ingen måde en forudsigelig udgivelse, man let kan føle sig tryg i. I stedet er der tale om et alternativt bud på en ny house at bevæge sig til i ly af mørket eller under en bagende sol; en musik, der overrasker med sin insisteren på at bruge intuitivt modsvarende elementer: afrikanske rytmer over for minimalistisk mekanik. Disse virker ofte også ulogiske: Det, der kan lyde som spartanske slag på et skraldespandslåg, dukker gentagne gange frem i lydbilledet, uden at der tegner sig en form for mønster, og dermed bliver slagene et af flere elementer, der bidrager med en uforudsigelighed til numrenes ellers konsekvente rytmik.

“World Tour Part 1” er ude nu på Twin Cities.

Af Emil Grarup

Bristol-produceren Kristian Jabs har under aliasset Pessimist udgivet sit selvbetitlede fuldlængdedebut på det London-baserede pladeselskab Blackest Ever Black. Som navnet kan antyde, har selskabet – hvis bagkatalog tæller navne som Prurient, Regis, Vatican Shadow, Lustmord, Raime og John T. Gast – fået etableret sig som et særdeles interessant navn, når det kommer til mørk og stemningsmættet musik inden for genrer som techno, dark ambient og drone. Læs resten

Marie Eline Hansen “Agnostiske salmer” (2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Har agnostikere brug for salmer? Salmer synges vel i menigheder, kirker, familier, ved højtider, men altid i fællesskaber. Og kan agnostikere blive enige om andet, end at vi ikke kan vide, om der findes en gud? Salmer besynger de guder, religionen dyrker, hvilket gør det svært at lave salmer til en gud, man ikke kan erkende.

Ikke desto mindre har Marie Eline Hansen (bl.a. Traening, Bleeder Group og Mit Nye Band) modigt gjort forsøget med sine “Agnostiske salmer”, fordi hun savnede tidssvarende og “neutrale” sange (pressemeddelelsens citationstegn). Læs resten

Claude Speeed “Infinity Ultra” (Planet Mu, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen, foto: Linda Wagener

Skotske Claude Speeeds ”Infinity Ultra” kan tilgås på et væld af forskellige måder – både via det rent musikalske projekt, men også via den implicitte historieskrivning, der finder sted på numrene. Pladen, der blev udgivet tilbage i juli på det mildest talt famøse Planet Mu, indoptager en imponerende mængde indflydelse fra historisk set meget forskellige baggrunde, hvilket resulterer i en af de mest æstetisk varierede plader, jeg har hørt i et godt stykke tid. For blot at give et kort overblik rækker det fra rent ekstatiske rave-synths til langsom og opbyggelig ambient og videre udi tyk, forvrænget bas.

Det er imidlertid meget naturligt, da pladen er et sammendrag af gamle projekter, der rækker tilbage til bagmanden Stuart Turners tidligste elektronisk-musikalske forsøg og på den måde peges der i retning af mange af numrenes ekstremt digitaliserede lyd, som var de hentet fra gamle, uopdaterede versioner af Logic Pro-samples. Desuden er computer-distortion et gennemgående træk i flere numre, hvor det rent digitale kæmper mod lyden af en harddisk-hukommelse, der langsomt svigter – på trods af idéen om det digitales uforgængelighed. Læs resten

Det Glemte Guld – En serie af Mikkel Kongstad

Roberto Cacciapaglias ambitiøse minimalistiske værk for orkester, computer og kor – “Sei Note In Logica” fra 1979 – er ikke alene enestående for Cacciapaglias egen diskografi (Cacciapaglia har, mildt sagt, taget en noget tvivlsomt søgende rejse gennem sin musikalske karriere), men albummet er også bemærkelsesværdig i forhold til sin tid og den minimalistiske kompostionsmusik anno slutningen af halvfjerdserne. Dette skyldes i særdeleshed den tidlige brug af computer-lyde og elektronisk manipulering af stemmer, men værket er i sig selv også egenrådigt og gennemført nok til at Cacciapaglias værk bør stå på samme hylde som ikoniske udgivelser fra diverse musikalske peers indenfor genren.

“Sei Note In Logica” er en to-delt lydsuite, der , som titlen antyder, udforsker en seks-toners progression henover to gange cirka 16 minutter. Undervejs udvikler “Sei Note In Logica” sig dynamisk som et skvulpende hav, der går fra ebbe til flod. Elegant tæmmet af dirigenten Giuseppe Garbarino og fremført af Ensemble Gambarino. Læs resten

Af Emil Grarup

Altid gådefulde Hype Williams har for nylig udgivet deres første officielle fuldlængde-LP, siden “One Nation” (2011) udkom på det hedengangne New York-selskab Hippos in Tanks. Det nye album, “Rainbow Edition”, udkommer på engelske Ninja Tunes underselskab Big Dada Recordings og er 20 numre langt. I pressemeddelelser hævdes det, at der har været en udskiftning i besætning: De oprindelige medlemmer, Dean Blunt og Inga Copeland, skulle angiveligt ikke være involverede længere, og to nye medlemmer, Slaughter og Silvermane, skulle nu i stedet udgøre duoen. Om det er Copeland og Blunt, som, i tråd med Hype Williams’ vanlige selvmytologiseringpraksis, står bag aliaserne Slaughter og Silvermane, er svært at sige. Klang- og stilmæssigt tyder meget dog på det. Læs resten

Af Alexander Julin

Niki Istrefi har markeret sig i det sprudlende danske technomiljø med to udgivelser på det københavnske label count 0. Selskabet er imidlertid stoppet, og i stedet har det nye label Euromantic set dagens lys. Den første udgivelse bliver “Euromantic 001” med Niki Istrefi.

Euromantic er drevet af to af de tidligere count 0-bagmænd Adam Askov, Alexander Salomonsen og Niki Istrefi selv. De betegner Euromantic som “resultatet af et åndsfællesskab med den københavnske scene”, hvilket i særdeleshed tæller Fast Forward-agenturet og de dertilhørende aktører og labels, såsom Ectotherm. Læs resten