Passive/Aggressive

Året der gik – En fordomsfri anti-kanon for et markant, musikalsk år: De 200 bedste udgivelser i 2018 ifølge Mikkel Kongstad

December 21 2018

Af Mikkel A. Kongstad

2018 har været et markant år for musikken. Et år med en himmelråbende diskrepans mellem den faktiske virkelighed og det, jeg i den mediebårne, politiske verden efterhånden har lært at forstå som den “virkelige virkelighed”: den virkelighed, som man subjektivt fremkalder gennem sin egen politiske observans for derefter at kunne tilbyde rigtige løsninger på den virkelige virkeligheds problemer. Det går bedre end længe for musikken. Både nationalt, internationalt (og her snakker vi ikke kun i Vesten), hos kvinder, hos mænd og så videre. Især hvis man kigger på den kunstneriske kvalitet af musikken for 2018, også selvom vi er så langt inde i et neo-liberalistisk, kapitalistisk mareridt, at det er et udtryk for noget så farligt som smagsdommeri at forholde sig til kvalitet. Og dét vel at mærke i en tid, hvor der nærmest ikke er et tv-medie i verden, der kan formidle indhold eller et emne uden at gøre det igennem en konkurrence.

Nå, men diskrepansen. Det er den, jeg forholder mig til lige nu. 2018 har været et markant, musikalsk år. Læs resten

Year End – Memories of a time without Spotify

English December 20 2018

By Javier Orozco

I spent the last 14 months without a stream-on-demand music service, which unsurprisingly affected how and what I listened to throughout this period. It created a sensation of being behind, records I read about that I did not get to listen in their entirety or that had to be pulled from other sources (a YouTube ad-blocker turns out to be the greatest of allies). My year was not truly defined by music released this year and now that’s about to fade it feels as if I spent most of my mornings listening to Hiroshi Yoshimura. Læs resten

RS Produções – Sparse productions filled with contagious energy

English Kritik December 19 2018

RS Produções “Bagdad Style” (Príncipe, 2018) – review by Alexander Julin Mortensen, photo by Marta Pina

Príncipe has been one of the most prominent labels challenging dominant (Western) norms of dance music by putting out, among other genres, kuduro and batida affiliated electronic music from what seems like a growing number of promising Portuguese producers. “Bagdad Style”, the first EP from the RS Produções crew, is yet another example. Læs resten

Graham Lambkin, Vilde Tuv & Paisajes – En virkelig god aften i sin sammensathed

December 17 2018

An evening w Graham Lambkin, Vilde Tuv & Paisajes at Mayhem. 29. november 2018 – Reportage af Claus Haxholm, foto af Yuko Zama www.erstwhilerecords.com

Aftenen startede med Paisajes, der betyder landskaber – og navnet både som klang og betydning passer ganske godt til en ret retrospektiv form for ambient musik – akustiske pianoer, der bliver afspillet over skyer og tåger af støj og mere harmoniske flader. Fladerne bestod dog vist mere af rumklang end synths, der var iblandet lave field recordings, eller måske var det støj fra båndmaskinen. Det var svært at regne forholdet mellem computeren og båndmaskinen ud. Et relativt minimalt set-up med en bærbar og en båndmaskine, begge af flot design. Jeg troede først, der var en skarp konceptuel tilgang til deres forhold, men ret hurtigt viste det sig at være mere poetisk baseret. Det, jeg havde sværest ved i den første koncert, var Paisajes’, i mangel på bedre ord, “underdanighed” i forhold til ambientmusikkens arv.

Jeg havde desværre meget, meget svært ved ikke at tænke på en vis brite, som havde en anden form for narrativ/samfundsrelateret struktur at lægge det hele på. Det manglede lidt, og jeg havde håbet, at der så ville være et tankespil mellem de to teknologiers møde, og det skete også til sidst, da båndmaskinen – utilsigtet, går jeg ud fra – begyndte at brumme, samt at computerens lyd begyndte at fade ud. Læs resten

Audiodrome – S for Schifrin, Lalo

December 16 2018

Af Simon Tornby

Lalo Schifrin, født Boris Claudio Schifrin (Buenos Aires, 1932–), har været aktiv i 60 år og har komponeret musik til mere end 100 film, 90 tv-film og mere end 50 øvrige udgivelser.

Schifrin kommer fra en musikalsk baggrund – med en far, der ledte en sektion af et af Argentinas største orkestre, Philharmonic Orchestra, og sørgede for en tidlig musikalsk uddannelse af den unge Lalo. Som 20-årig tog Schifrin til Paris for at studere musik på egen hånd og tjente som jazzpianist om natten. Da han vendte hjem til Argentina, startede han sit eget store jazzorkester, og begyndte at komponere og indspille til film og TV. I 1955 spillede Schifrin klaver for den argentinske legende Ástor Piazzolla, og hans karriere i jazzen var som sådan sikret. Han komponerede også musik til en enkelt film (“El Jefe” fra 1958), men indgangen til at komponere til større produktioner i USA kom gennem Dizzy Gillespie, der sidst i 50’erne først inviterede ham til at komponere for sit orkester – og senere inviterede ham til at spille fast med selvsamme orkester.

Efter nogle år med Gillespie tilbød MGM ham en fast kontrakt, og derfra tog karrieren fart, og hans genkendelige blanding af jazz, orkestermusik og latinske rytmer blev et fast indslag i rigtigt mange særligt action og spændingsfilm fra 60’erne og 70’erne.

De mest ikoniske temaer er uden tvivl til “Mission: Impossible”, “Bullitt”, “Cool Hand Luke” og den første “Dirty Harry”-film, som var én ud af de fem film, som han komponerede for Don Siegel. Bruce Lee skulle efter sigende have krævet Lalo Schifrin til at komponere til “Enter the Dragon”, da Lee selv trænede til “Mission: Impossible”-temaet. Læs resten