øjeRum “When Birds Fly, the Eyes of Heaven Can Rest” (Aurora Borealis, 2017) – anmeldelse af Joachim Haugbølle

Siden 2014 har det danske solo-ambientprojekt øjeRum udsendt en lind strøm af udgivelser på hovedsageligt kassettebånd. Bag projektet står Paw Grabowski, der med “When Birds Fly, the Eyes of Heaven Can Rest” udgiver sit første officielle fuldlængdealbum.

På albummet dyrker han et minimalistisk, ambient lydbillede, der fremviser en nærhed, der på samme tid er både skrøbelig og indeholder en vis ro. Netop den nære og umiddelbare form er også noget, Grabowski har udforsket på sine tidligere udgivelser, der bl.a. er udgivet på danske Phinery Tapes, men hovedsageligt på en række udenlandske kassettebåndsselskaber. Derfor virker det også naturligt, at albummet udkommer på det britiske label Aurora Borealis (der tidligere har udgivet bl.a. Jesu og The Haxan Cloak). Læs resten

Af Kim Elgaard Andersen

Mens indie i 00’erne forsøgte at eksperimentere med samplere for at gøre indiepop/-rocken mere farverig, så synes der at have været en erkendelse i det meste af 10’erne af, at indierocken som genre, der dækker en bestemt fremkomst af ‘uafhængig musik’, efterhånden er blevet etableret som noget, der blev udført bedst i 80’erne og 90’erne. Sådan noget som Milk Music, Car Seat Headrest og Parquet Courts kværner løs i det spor af amerikanske bands som Pavement, Dinosaur Jr., Superchunk og den flok pløjede i sin tid, dog ofte med lidt mere punket attitude. Århusianske Yung dyrker lidt de samme marker eller i hvert fald nogle med lignende afgrøder.

Men danske bands vender sig også mod den engelske scene nu. Communions har skabt en del opmærksomhed med deres meget britiske lyd, og ligeledes århusianske Modest er heller ikke helt fremmed for den scene. De kunne i hvert fald lyde som noget fra NME’s legendariske C86-album med deres tindrende guitarlinjer blandet med powerriffs i nogle ramlende energiske sange, især på de tempofyldte “Dugout” og “Glory Knight” fra deres nye ep “Pretty Sure It’s Honest”, der udkom på Yung-frontmand Mikkel Holms label Shordwood Records 12. maj. Læs resten

Kara-Lis Coverdale “Grafts” (Boomkat Editions, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen

Den canadiske komponist og musiker Kara-Lis Coverdale har udgivet flittigt siden 2014: tre plader og for nylig en EP. Først kom den sample-opbyggede “A 480”, der måske bedst kan sammenfattes som en selvkritisk øvelse i kompositions- og tidsbrud. Coverdales stilarter spænder meget vidt, så det er svært med ord at tegne et generelt overblik, men pladen “Aftertouches” (fra 2015) er en glimrende indfaldsvinkel til de øvrige værker, idet den på overbevisende vis trækker på Coverdales tydelige smag for både minimale kompositioner og automatiserede nedbrydninger af dem.

Coverdales nye EP, “Grafts”, består af ét stykke i tre dele og er på overfladen en mere direkte og minimalistisk affære end de tidligere værker. Læs resten

Sonja LaBianca ”About Room, Room to be, Rooms” (Eget Værelse, 2017) – Anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen

I dag udgiver Sonja LaBianca, der normalt slår sine folder i grupper som Selvhenter, Valby Vokalgruppe og Choir of Young Believers, sit første soloalbum, ”About Room, Room to Be, Rooms”. Et album, der med LaBiancas saxofon som redskab er en samling undersøgelser af og interaktioner med forskellige lokalers resonans og særpræg, bl.a. Forbrændingen i Albertslund og klokketårnet i Simeons Kirke. Det har resulteret i et værk, hvor teksturen af de forskellige lokalers genklang synes at være lige så nøje udvalgt som saxofonens melodiske forløb, hvilket skaber en utroligt smuk og dvælende følsom atmosfære hele albummet igennem. Læs resten

Slægt “Domus Mysterium” (Ván Records, 2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

På sit nye album, “Domus Mysterium”, er københavnske Slægt næsten blevet for suveræne til at emulere metal-historien. Kvartetten har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling siden debutalbummet, “Ildsvanger” fra 2015. “Ildsvanger” er nok melodisk black metal, hvilket Slægt stadig spiller, men har en mere klassisk lo-fi black-production, som noget fra en demo, godt og grundigt slummet, og der er generelt mere smadder på. “Domus Mysterium” har ikke fået en moderne, top notch, super-high-fidelity-produktion, men lyden er bestemt blevet rengjort. Den lyder faktisk som en metal-plade fra 1980’erne, og det er muligvis også, fordi bandet i langt højere grad end før henter sin inspiration fra den periode.

Udviklingen var allerede tydelig på “Beautiful and Damned”-ep’en, og den virker nu fuldt udviklet. Det thrashede fra Mercyful Fate, slut-firser-Metallica og Celtic Frost – der er et Tom Warrior-“Urh”-udbrud på titelnummeret – med deres lange numre og akustiske mellemspil blandet med det melodiske og episke fra Judas Priest og New Wave of British Heavy Metal-bølgen, Iron Maiden, Angel Witch, Diamond Head osv. På Bandcamp kalder Slægt det selv for “black heavy metal”, og det er en temmelig rammende betegnelse.

De spiller sig altså ind i en meget klar metal-tradition, som er kontamineret retro, fordi de ikke kun blander thrashen med britisk firser-heavy, men også roder 90’ernes melodiske black metal, mest åbenlyst Dissection, ind i mixet. Det er en dødbringende kombi, som får mit metalhjerte til at svulme, ja, jeg kan nærmest høre hjertekamrene boble af blod. Den snerrende vokal, de episk lange numre, feedback-drevne guitarsoloer, den bløde, rumlende bas, romantisk-akustisk guitar- og klaverspil og temposkiftene fra dommedagsriff til thrashy ridt frem til hensynsløse stormløb, fuld dobbeltpedal. Det er eminent skruet sammen og et bevis på det unge bands imponerende udvikling på kort tid.

Men jeg kan heller ikke undgå at have en lidt sukret smag i munden. Som da jeg blev fuldstændig begejstret for “Stranger Things”‘ suveræne pastiche på 80’er-Hollywoods sci-fi- og gyserfilm. Det er et varmt tæppe, man bliver puttet med, trygt, så man kan glemme en kompleks verden, hvor man konstant gruer for skiftende magthaveres luner, robotternes overtagelse og øko-katastrofen. Jeg bliver ikke udfordret, men bekræftet i mit verdensbillede.

Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Man kan ikke hele tiden fylde sit legeme med nye indtryk, har til tider behov for det genkendelige som afstressning, og hvis man har slidt 80’er-klassikerne ned, kan det være rart med et band, der ligner, som man samtidig kan opleve live, sultne og blodtørstige.

Men jeg kan ikke slippe følelsen af, at Slægt nu har nået et niveau i sangskrivning og komposition, hvor det er vigtigere for dem at fokusere på en personlig lyd, så de får revet det der varme tæppe af mig, får skubbet mig ud i kulden, det kunne godt være en mørk skov, så jeg lige kan hilse på nogle ulve.

“Domus Mysterium” udkom 5. maj på Ván Records

Af Alexander Julin

Koreansk-filippinske Christopher Ramos debuterede som v1984 sidste år med EP’en ”Becoming (N)one” på Glacial Industries. Ligesom adskillige andre nyere producere (fx omkring selskaber som Halcyon Veil og PAN) står han i et krydsfelt mellem intuitivt modstridende poler. I dette tilfælde er det mellem klassisk-klingende pianostykker, glitches og klubbede beats. Med EP’en ”Pansori”, der nu er ude på Knives, har Ramos skabt fem nye kompositioner, der ligesom på ”Becoming N(one)” kammer over af følelsesladede melodistrukturer inden for kompositionelt uforudsigelige rammer. Læs resten

Loke Rahbek “City of Women” (Editions Mego, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen. Foto: Jane Pain

For første gang har Loke Rahbek udsendt en soloudgivelse under sit eget navn (selvom han førhen har udgivet både under mellemnavnet Sebastian Kruse og under initialerne LR). Pladen “City of Women” udkommer via Editions Mego, og altså ikke på Posh Isolation, som mange sikkert vil associere med Rahbek og hans øvrige projekter, der bl.a. tæller Croatian Amor, Body Sculptures og Damien Dubrovnik. Det giver dog god mening, at pladen udkommer på det Wien-baserede label, eftersom Editions Mego også har udgivet mange andre prominente eksperimentelle acts som Stephen O’Malley, Merzbow, Oneohtrix Point Never og Jim O’Rourke.

Om Rahbek bruger sit eget navn her, fordi de øvrige projekter er knyttet tæt til Posh Isolation, eller om det er resultatet af et nyt og mere modnet forhold til sig selv som kunstner, er det naturligvis kun Rahbek selv, der ved. Pladen virker om ikke andet som en meget velkonstrueret, men aldrig helt selvafslørende udgivelse. Læs resten