The room of Pumpehuset’s main stage is empty. Empty but for two zany lighting technicians playing DJ to a pair of blinking strobes. On the main stage, there is a metal bar holding a tapestry of thin, vertical, clear plastic panels, which hold a keyboard in a tiny enclosure surrounded by LED lamps quaintly behind them. Directly to the right of this shrouded in a blinking and immersive cold blue hue, sits a bed accompanied by a disco ball and a guitar. I nestle into the front of the installation and breathe in the musty air coupled with hour-old smoke after soundcheck and admire the work of the Knife crew in preparation for this first show back in Pumpehuset in over a year. It was a different time then, and yet the same characters line the patio from that previous season enjoying pre-show catering and artist only beer. In a haze, drinking what is left of a Tuborg classic long past its Carbonated best, it’s obvious and nearly joyous that the minds which brought us so many great shows in our city still remain sharp and growing, save for the fact that the show still has to transpire. All those people outside who had beckoned me in to survey the set-up were right. It looks very good. Anticipation starts to sneak in and the first note has not yet stung the room.
It’s a inquisitive and strong line-up for this maiden Knife performance. With ML Buch, CPH stalwarts CTM, Lyra Valenza, Croatian Amor and UK genre wizard sega bodega, there were plenty of reasons to be in attendance. For many mingling in the backstage area, other reasons include the freely poured Gin & Tonics along with other assortments of alcohol and snacks. Wandering out to the downstairs stage hemmed by some outstandingly alien hanging sculptures from the mind of Knife Co-founder Magnus Holger, the first of the night’s crowd sifts in among a warm orange light garden. People mingle and order from the bar and try on merch as the new very cool Knife Performance T-shirts are unveiled. Its already a cozy evening and many friends pass by before the first sounds lull the crowd to silence. Knife is back and it feels to many like coming home.
Min egen introduktion til Franco Micalizzi (f. 1939) kom via genudgivelsen af Giulio Paradisis film “The Visitor” fra 1979. Micalizzis disco-inspirerede soundtrack tilføjede for mig et ekstra lag til en i forvejen meget mærkelig og interessant film.
Micalizzi fik sit gennembrud med musikken til Bud Spencer/Terrence Hill-hittet “They Call Me Trinity” som han skrev med kollegaen Roberto Pregadio, og han blev herefter en efterspurgt filmkomponist indenfor giallo, horror, erotik, action, westerns m.fl. Men særligt Poliziotteschi-film (hårdkogte italienske politi-krimifilm) blev hans speciale, og her bør samarbejdet med instruktøren Umberto Lenzi fremhæves.
Det bedste ved Micalizzi er, at han kan lave disco-stykker, lumre jazzede ballader, soulede numre eller sågar inkludere den ofte forkætrede jazzfløjte (tværfløjte) og stadig bevare en skævhed eller intensitet, der gør det interessant at lytte til. Læs resten
Musik Til Mor “ζωή” (Aftenrutine, 2019) – Interview af Nils Bloch-Sørensen
I dag udkommer Musik Til Mors niende album, “ζωή” [zåæh]. Et langt stream of consciousness fatamorgana, der langsomt borer sig ind i hjertet af det spirituelle. Albummet er overstrøet med litterære og bibelske referencer og uddrag, der blander sig med de sagte toner, der visse steder giver mindelser om Under Byen og postrockens stille stunder.
Rasmus Bak har, som Musik Til Mor, siden 2012 udgivet en lind strøm af sagte, men afgrundsdybe plader. Det er ikke musik, der gør det store væsen ud af sig, men musik, som arbejder i det stille. “ζωή” er for så vidt en fuldstændigt sømløs fortsættelse af Musik Til Mors forsagte univers, men føles alligevel som et radikalt nybrud. Langt mere litterært og religiøst funderet, og det er endnu et skridt væk fra den ekstreme selvudlevering, der karakteriserede særligt de tidlige plader. Nu er det ikke længere blot det biografiske, men den personlige relation til det spirituelle, der er i centrum. Den dagdrømmende kvalitet, der altid har karakteriseret Musik Til Mor, antager nu bønnens form. Messende. Syn i den religiøse trance.
Billow Observatory “III: Chroma/Contour” (Azure Vista, 2019) – anmeldelse af Anders Bille Petersen
“III: Chroma/Contour” er tredje album fra Billow Observatory, bestående af danske Jonas Munk, som bl.a. kendes fra Causa Sui, Manual samt som manden bag labelet Azure Vista, og amerikanske Jason Kolb, der hovedsageligt spiller guitar i dreampopbandet Auburn Lull.
Som opfølger til “II: Plains/Patterns” fortsætter den transatlantiske duo, hvor den slap i den behagelige, men ikke sorgløse ambient, der har et distinkt melankolsk islæt. Musikken griber ikke forstyrrende ind, men man fortaber sig i den. Det er lyde til den flimrende morgensol.
Den frivilligtdrevne arrangørgruppe Para – også kendt som P A R A – har sammen med kunstnergruppen Last Oblivion skabt en musikaften under navnet “In The Spiral”. Her har de inviteret i alt 12 musikere, primært fra den københavnske undergrund men dog fra meget forskellige genremæssige udtryk, til at spille koncerter i en lyd- og videoinstallation, som arrangementet tager navn efter.
“Alle musikerne har på den ene eller anden måde en kapacitet, der gør, at vi mener, de vil passe ind i installationen som ramme. Vi ville gerne give artister mulighed for at kunne udtrykke sig så frit som muligt i The Spiral og har mødtes med alle musikere og snakket om, hvordan de vil bruge installationen. Det betyder, at det vil være meget forskelligt, hvordan de forskellige musikere udtrykker sin dialog med rummet. Rent praktisk bliver aftenen afviklet mellem kl. 18 og 02, og hver artist har mellem en halv og en hel time at spille i,” fortæller Sophie Westh og Victor Nuno på vegne af Para, der også tidligere har stået bag arrangementer på Christianias Børneteater, Mayhem, H15 etc. Entréprisen går ubeskåret til kunstnerne.
De medvirkende musikere er Alvilda Reiter Jakobsen (Loiter), Dominika, Karis Zidore (Gel), Francesca Burattelli, Malthe McBeck (Princess Waterfall), Martin Emil Daa Funder (Deadpan), Mikkel Trøjborg Fink (Collider), Oskar Dinesen (Ecstasy in Order, Pardans), Patrick Rathbun (Pardans), Tanja Vesterbye Jensen (Distortion Girls), Martin Hasfeldt (Piag3t)og Jens Aagaard (Tettix Hexer).
Video- og lydinstallationen The Spiral er skabt af kunstnerne Elena Biner (CH) og Tina Damgaard (SE) samt komponist Elin Finnsdotter Engström (SE) og holder åbent den 24.-28. april på Basement Vesterbro. Koncerterne i denne periode er præsenteret hhv. af Jordslået (25. april), Para (26. april), Lukas Højlund & Troels Hass/Percy Records (27. april).
