Passive/Aggressive

Pernille Abd-El Dayem – At give værket en ny krop (interview)

Feature April 29 2018 116007_5871_74a8dd532e7041af8c7fd1e14ad2db8d_original

Af Ida Selvejer Faaborg

Pernille Abd-El Dayem udgav tidligere i april sin anden bog, “June”. Det er socialrealisme, af den drømmende slags, om relationer, ensomhed, kærligheden til det ødelagte og ønsket om at kunne holde sammen på sig selv. Et par uger inden udgivelsen af “June” blev noget så bemærkelsesværdigt som en titelsang til bogen offentliggjort. Sangen ”Beige Mur Med Z” er lavet af June Orchestra og udkom via det københavnske selskab Visage. Her bliver der gjort brug af klassiske instrumenter som klaver, violin, fløjte og horn, hvor hvert instrument indtager en meget selvstændig plads i sangen og leder tankerne hen på kammermusik. Lyrikken i sangen, der bliver sunget flerstemmigt (men af den samme stemme), er en parafrase af et teksten “En Beige Mur” fra romanen.

Bogen bevæger sig i mellem to tekstspor. Det ene spor kredser om den unge Junes ferieophold, hvor hun dagdrømmende og ensom vandrer rundt i den italienske by Porousa og bl.a. møder den fascinerende og mystiske kvinde Z, som hun famlende indleder et venskab med. Det andet spor indeholder glimtvise erindringer om Junes barndom og opvækst i boligområdet Engrylehaven, med den bestemte mor, den lettere grænseløse morfar og onklen, der er heroinmisbruger og ikke kan holde sammen på sig selv.

P/A mødte Pernille Abd-El Dayem til en snak om romanen, idéen bag titelsangen og om hvad disse to værker gør for hinanden. Læs resten

Zone Collective – Thoughts on how to transgress the algorithms (interview)

Feature April 27 2018 Zone Collective

By Simon Christensen – Photo: Stole it from your Facebook, sorry!

Contributing to a warm and immigration friendly climate in the musical underground, the electronic- and avantgarde-scenes of Copenhagen have been a hub for a lot of great people stopping by Denmark for longer or shorter periods of time. It’s not necessarily a public secret, but, to me at least, it’s something to bear in mind, when I choose my parties.

One of the more overlooked Copenhagen-based organisers is the open collective called ZONE, run by musicians and art school-friends Toby Ridler and Lorenzo Tebano. Toby still lives in Berlin, but is moving to Copenhagen this summer. Zone Collective have been setting up concerts and club nights in Glasgow, London, around the UK, and during the past year touring Europe out of the Copenhagen-base, where Mayhem has been their main playground in public. Læs resten

Francois Bayle og Christian Zanési – Bølgende variationer og tusind små detaljer

Kritik April 25 2018

maxresdefault

François Bayle “Tremblents…” (Editions Mego, 2018) / Christian Zanési “Grand Bruit/Stop! L’horizon” (Editions Mego, 2018) – Anmeldelse af Morten Østergaard Rasmussen

Nu, hvor Editions Mego har udsendt deres 19. og 20. udgivelse i genudgivelsesserien Recollection GRM, står det efterhånden klart, at Groupe de Recherche Musicales (GRM), det franske kollektiv for elektroniske musikere, der blev stiftet af Pierre Schaeffer i 1958, har et tilsyneladende uudtømmeligt arkiv. Denne gang er det “Tremblents…” af François Bayle og “Grand Bruit/Stop! L’horizon” af Christian Zanési, der er blevet hevet frem fra gemmerne, og de to plader følger op på den meget overraskende samling af Jaap Vinks værker fra 2017, der syvdoblede mængden af tilgængelige stykker fra den hollandske komponists hånd.
Læs resten

Danielle Dahl – I kødets udflydende jungle

Kritik April 23 2018 Danielle Dahl

Danielle Dahl “Loosening Orions Belt” (Abstract Tits 2018) – anmeldelse af Mads Kjeldgaard Nielsen

Det kropslige, kødelige og korporlige manifesterer sig fra første skæring af komponist, performer og improvisator Danielle Dahls (Dirty Nun Tekno Crew, Tigers Mind, Lumphy Space Princess m.fl.) debut, “Loosening Orions Belt: En højfrekvent knitren som små fingre, der stryger hårene inde i dit øre og får neuronerne til at tænde. En dyb, monoton synthesizer-tone dukker op. Den vokser sig langsomt bredere i spektret og i stereobilledet. Det er en elektronisk “centrering” af selvet, som var det en meditation, en centrering af både det lyttende og det lige om lidt syngende, og det begynder i berøringen. Det er en særlig form for monotoni, indser man, ligesom tonen akkompagneres af sparsomme trommer, harske overtoner og Dahls nærmest ceremonielt messende stemme synger “To return to the body where I was born”. Læs resten

Equis – Mødet mellem maskine og miljø

Kritik April 21 2018

cover_web_1500x1500px

Equis, Sitios (Resonans Recordings, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

Xenia Xamanek har med sine ekspressive og særdeles ukonventionelle, flygtige collage-kompositioner markeret sig som et bemærkelsesværdigt navn på den danske elektroniske musikscene. Xamanek har spillet og udgivet under flere aliasser og konstellationer, heriblandt som en del af free jazz-bandet Boujeloud, men det er i særdeleshed i kraft af sine to forrige solo-udgivelser som Equis, at hun har markeret sig som et unikum i senere tids danske musik.

Equis forrige udgivelse, “No Plants : No Life” efterlod mig både overmættet og alligevel sulten efter mere i kraft af de utallige og kortvarige elementer i musikken. På hendes kommende LP, “Sitios”, er det derimod spartansk og maskinel repetition, der frembringer en ambivalent tilstand: På trods af at man føler sig sanseligt bombarderet, er man fortsat ivrig efter atter at blive indhyllet i det ellers fremmedgørende lydlandskab. Læs resten

Afsky – En depressionens elegi

Kritik April 20 2018 Afsky-Portraet-preview

Afsky “Sorg” (Vendetta records, 2018) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Depression er en ensom tilstand. Der findes terapigrupper for sorgramte og deprimerede, men det er en sygdom, mange går alene med længe. Derfor virker det også naturligt, at man går solo, når man skal spille depressiv black metal.

Det gør Ole Luk fra Solbrud så på sit første fuldlængdealbum under navnet Afsky. Den depressive black metal er ellers mest blevet dyrket i Danmark af Make a Change … Kill Yourself – der dog ikke er et solo-projekt – som udgav deres fjerde album i januar i år. Læs resten

DJ Nigga Fox – En hæsblæsende fest for alle med åbne ører

Kritik April 19 2018

dj nigga fox

DJ Nigga Fox “Crânio” (Warp, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

DJ Nigga Fox er en af de primære årsager til de seneste års store opmærksomhed omkring den batida-relaterede klubmusik, som især det portugisiske pladeselskab Príncipe er bannerfører for. Sammen med bl.a. Nídia (Minaj) og DJ Marfox har Nigga Fox (alias Rogério Brandão) været med til ikke blot at eksponere den portugisiske klubmusik, men også at skubbe til dens grænser. Uanset hvor meget man kender til batida-musikken er hans musik en udfordrende lytteoplevelse. Det bliver understreget af hans seneste udgivelse, “Crânio”, der for nylig udkom på Warp og bl.a. bragte ham forbi Tape i Aarhus, hvor han spillede en fænomenal koncert. Læs resten