Af Emil Néné Rasmussen

Oliver Ho, aka Broken English Clubs nye LP, “The English Beach”, tilbyder lytteren det tunge lydbillede af den britiske arbejderklasses liv på skibsværfter og i fabrikshaller blandet i en teknoid, industrialismeforherligende smeltedigel. Pladen udkommer på USA’s sandsynligvis ondeste technolabel, L.I.E.S. Records, som har udgivet masser af anden sonisk misantropi med fx Collin Strange, Nick Klein og Person of Interest.

Broken English Club har førhen produceret en del musik i et mildest talt mareridtsagtigt krydsfelt mellem industrial-electro, postpunk, techno og no wave og fortsætter til dels sådan på “The English Beach”. Man skal nok på forhånd gøre klart med sig selv, om det er et Frankenstein-monster, man vil udsætte sig selv for, men jeg kan for god ordens skyld slå fast, at det oftest er overraskende vellykket. Læs resten

Af Mads Kjeldgaard – foto: Bmf0217/Wikimedia Commons/CC-BY-SA-3.0

Det hele begyndte i starten af 1950’erne i skyggen af et fadermord: Komponisterne flygtede fra konkretmusik-centeret GRM i Paris i trods og afmagt over for konkretmusikkens ophavsmand og leder, Pierre Schaeffer. Det var i dét tomrum, Luc Ferrari (f. 1929, Paris) kom ind. Men der skulle endnu et fadermord til, 10 år senere, før Ferrari fandt sin egen stemme som konkretmusikkens outsider og hævdede sig som en af genrens vigtigste og mest særegne komponister.

I 2017 fejres Ferrari på flere niveauer – hans kompositioner genudgives af Editions Mego i serien ”Recollection GRM”, hvor hans ”Presque Rien” samt ”Hétérozygote/Petite symphonie….” genoptrykkes i smukke vinyludgivelser skåret af Rashad Becker. Samtidig er en samling af Ferraris tekster, breve og partiturer udkommet på forlaget Les presses du réel under titlen ”Musiques dans les spasmes – Ècrits (1951-2005)”. Bedre end nogensinde kan vi altså nu danne os et helstøbt billede af denne insider-outsider og hans revolutionære virke, hvis indflydelse man kan høre i utallige eksperimenterende udgivelser i dag – simpelthen fordi det tilbyder en lyttekultur i sig selv. Læs resten

Hyperreality Festival, Vienna, May 24-27 2017 – review by Ivna Franić, photo: Lea Anić

A new addition to the yearly cultural festival Wiener Festwochen, Hyperreality Festival for Club Culture took place over four days at the end of May at Schloss Neugebäude, a 16th century castle complex on the outskirts of Vienna. Austria already being home to quite a few strong festivals with different concepts and/or settings – such as Donaufestival in Krems and Elevate in Graz – the time has come for the capital to strike back. And it did so with one of the strongest lineups of the year so far, at least for the underground/experimental electronic music enthusiasts.

With the usual European idea of club music making up for only a small part of the whole experience, Hyperreality delivers on its promise of focusing on “underrepresented musical currents” and questioning the dominant club paradigms. Læs resten

Det Glemte Guld – En serie af Mikkel Kongstad

Denne uges indlæg i Det Glemte Guld kigger nærmere på den Pennsylvania-baserede, computermusik-pioner og eksperimenterende synth-kunstner, Michele Mercure, hvis album “Eye Chant” fra 1986 blev genudgivet tidligere på året via det nyopstartede Freedom To Spend.

Michele Mercure tilbyder meditative – og til tider underligt groovy – lydabstraktioner. Soniske hallucinationer skabt i dialog mellem menneskets og computerens kredsløb. Sært selvstændige lydverdener brygget på synthesizere, computer og stemme. Genopgravningen af Mercures synth-eksperimenter virker til at være det myteomspundne missing link i serien af kvindelige synthpionerer som Eliane Radigue, Suzanne Ciani, Laurie Anderson og nutidige frontløbere som Holly Herndon, Kaitlyn Aurelia Smith og Felicia Atkinson. Alene derfor er “Eye Chant” værd at orientere sig mod. Og gudskelov er “Eye Chant” langt mere end et stykke støvet lydarkiv. Det er et stærkt og sammenhængende album, der med al sin visionære selvstændighed og nysgerrighed minder os om, at afstanden mellem 1986 og 2017 er langt kortere, end vi måske kan have glemt i løbet af 90’ernes ligegyldighed, ironi og grunge-elendighed (og 00’ernes overfladeskrabende retro-rock). Læs resten

Af Claus Haxholm

Jeg har længe haft stor glæde af Albert Oehlens malerier. Måske ikke bare glæde, men nok mere frustration, forundring og krummede tæer. Billeder, der benytter sig af enhver chance for at fucke op, falde over sig selv, gøre det der ikke må gøres, stålsat på ikke at ende i en flot komposition. Som en slags eksorcisme eller ved at sætte et materiale under voldsomt pres og dermed få et andet resultat end ved at følge sin kunstneriske intuition.

Omkring 00’erne lånte jeg ad mærkelige omveje, måske fra biblioteket, “We Are Eggsperienced” af Oehlen-brødrene, som ramte mig dybt: Jeg lyttede hele pladen igennem cirka én gang, og så måtte jeg give op. Jeg kiggede flere gange på den, men magtede ikke, hvad den bød mig – men dens materiale havde sået frø eller vira, som siden er vokset. Læs resten

Af Mikkel A. Kongstad

Tomaga er fløjet for langt under radaren. På trods af to albumudgivelser og nu én EP er der stadigvæk ikke nok kærlighed derude til den engelske duo bestående af Tom Relleen og Valentina Magaletti (The Oscillations, Raime, Vanishing Twin m.fl.). Forhåbentlig hjælper denne EP duoen lidt længere frem i spotlightet.

“Greetings from the Bitter End” består af fire numre, to originale kompositioner og to genfortolkninger af numre fra Cavern of Anti-Matter og $hit & $hine. Det musikalske udtryk kan bedst opsummeres som en art mørk og ritualistisk psych/free-jazz/kraut, der synes at at eksistere et sted mellem Silver Apples, The Heliocentrics, Stereolab og noget så u-2017-agtigt som trip-hop. Læs resten

Af Alexander Julin

Pladeselskabet Resonans er drevet af de to brødre Asger og William Kudahl. Siden 2014 har de udgivet en række vinyler med feltoptagelser, drone, ambient samt til og med breve. Mens Resonans ikke blot er forbeholdt udgivelser af eget materiale, har labelet indtil nu dog hovedsageligt udgivet de to brødres samarbejde og solomateriale, der spænder over feltoptagelser fra Hirsholm og Samsø til Maniitsoq (“Postkort fra Hirsholm”, “Island Shapes I – IV”, “Optegnelser fra Maniitsoq”), minimalistiske kompositioner for elektrisk guitar (“Water Music”) til senest let svævende ambient på første del af et lettere utraditionelt format: album-føljeton-projektet “Tilnærmelser”.

I 2017 varsler Resonans imidlertid også indtil videre to nye udgivelser fra henholdsvis Tobias Sejersdahl og gruppen She Dives (fuld åbenhed: P/A-redaktør Nils Bloch er en del af bandet). Mens She Dives’ album “Nebula” ifølge brødrene er “en musikalsk undersøgelse af begrebet forfald”, byder “Mellie”, det kommende debutalbum fra Tobias Sejersdahl, på ambiente lydlanskaber spillet på modular-synth og klarinet.

Vi har i den anledning bedt Resonans om at bidrage med et mixtape, der tæller både nyere og endnu uudgivet musik på selskabet, samt musik fra arkiverne og nogle af de inspirationskilder, der ligger til grund for selskabets profil. Læs resten