Lars Kivigs mørke, ambiente soloprojekt Skambidt bevæger sig sonisk undersøgende mellem det kendte land og det ukendte territorium. Mellem det flygtige og det konkrete. Resultatet er foruroligende og pirrende elektroniske manipulationer, der mixes med brede ambiente lydflader og rytmemønstre.

Der er intet, der kan få folk op af stolene, som når musik formaster sig til at have tydelig politisk karakter. Det er en præmis for enhver musikarbejder i dag at skulle navigere sin protest inden for en anstændig form, selv når den får lov at udfolde sig.

Heathe – “Control Your Soul’s Desire for Freedom” (Empty Tape/Virkelighedsfjern, 2025) – Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Emilia Jasmin. Klimakrise, folkerejsning og en blytung fortvivlelse over, hvor lidt der synes at være at stille op mod det kværnende maskineri, der ufortrødent tapper os som ressource, inden det skovler os ned i den kollektive grav. Det er de helt ...

København er en lille by, og derfor er der stor risiko for tilfældige sammenfald mellem ens venner og musikerne i de bands, man tager til koncert med. Det erkender jeg og indrømmer, at jeg finder denne opgave at anmelde en dobbeltkoncert, hvor jeg har kendt nogle af medlemmerne i begge bands personligt i frygteligt mange år, temmelig nervepirrende. Denne anmeldelse bør derfor deklameres som fuldkommen partisk. Men hvis parti skal jeg tage?

Med melodien som turistfører, med paraplyen rakt i vejret og Peter Pedal som ledestjerne er Anne Efternøler kommet ind fra køkkenhaven og ud på den danske jazzscene.

Lydkunstneren Margos gør indtryk på lovende debutalbum, hvor 13 korte kompositioner overbevisende indkapsler eksistentielle følelser som angst, isolation og længsel efter nærvær.

Vokalist, musiker og frontkvinde Mai Soon Young Øvlisen debuterer som komponist med det requiem inspirerede værk R.E.Q.U.I.E.M. Light & Loss (For the Uncrushable Spirit and The Little Ones Sleeping on the Mountain Side). Sammen med sit band Meejah har Mai Soon Young Øvlisen netop ur-opført det nykomponerede requiem i Seoul som en kunstnerisk mindemarkering for de mange børn, der er bortadopteret fra Sydkorea.

I et halvt årti har Alter, som har organisatoriske rødder i personkredsen omkring det hedengangne TAPE, præsenteret en samtidsmusikfestival af international rang. I år, hvor AGF for øvrigt ligger nummer et i superligaen, var femte udgave, men den første for mig personligt.

Spoken word, harsh-noise, left field pop, post punk og grunge. Dansk musik viser virkelig mange ansigter for tiden. Men de udgivelser, vi har bemærket og ikke nået at anmelde på Passive/Aggressive det seneste kvartal, har det til fælles, at de virker ret ligeglade med, hvilke genrer, vi kan finde på at rubricere dem i.