Hverdagens mange afbrydelser er en af opmærksomhedsøkonomiens undselige tyvekoster. Tyvekoster, som blot er et middel i et stort maskineri, der forsøger at varegøre stilhedens opmærksomme lytten. I teknologiens slagskygger vokser meningsløsheden, men heldigvis er der kunstnere, som kommer nihilismen i forkøbet og insisterer på den æstetiske værdi i opmærksomhedens vragrester. Digitale afbrydelser, teknologisk forfald og elektronisk interferens er alt sammen dele, som kan benyttes som håndfaste forsvarsmidler mod uopmærksomheden. De kan benyttes til at skabe musik, der kræver et svar – ikke et svar, der indtager abstrakte former i fantasien, men som et kropsligt svar, man støder sig på.

Der findes motiver, der er så grundigt gennemlyst, så uendeligt gentaget, at de får karakter af en slags kulturel tinnitus. Blandt de mest overeksponerede populærkulturelle ikoner er Jeanne d’Arc. Ikke bare som martyr eller fanatiker, helgen eller kætter, ikke bare som fransk fædrelandssymbol for det yderste højre eller som feministisk figur, men som en mærkelig ideologisk polyfoni af ekstreme betydninger: Hun er blevet aktiveret i så mange kunstneriske bearbejdninger, at spørgsmålet ikke længere er, hvad hun betyder, men hvordan det overhovedet er muligt at få hende til at betyde noget, der ikke allerede er udtømt. At nærme sig Jeanne d’Arc er at melde sig i en meget gammel samtale, hvor alle allerede har sagt alt, hvad der kan siges.

Ditte Krøyers pladedebut som soloartist er både vred og stærkt personlig. Benzinen i KRØYER-projektet er Ditte Krøyers opvækst på fødeøen Lolland. En opvækst, der fortolkes gennem tempofyldt og bister industrial metal. Albummet TOWERING IRON er et identitetsprojekt fra randområderne om ophav, fremmedgjorthed, døden, klimakrisen og social uretfærdighed – temaer, som Krøyer også arbejder med i sin praksis som billedkunstner. 

I det musikdramatiske værk Mother Soldier blotlægger komponist Sandra Boss og Datterselskabet krigens barske realiteter, og afsøger samtidigt moderskabets mange aspekter. Opsætningen er enkel, men står stærkt i skildringen af mødre i krig.

Jeg stødte første gang på Ghazal ved et tilfælde, da jeg en eftermiddag sad og søgte efter ny dansk musik. Siden har jeg rystet mine hofter til hendes poppede single “Begoo” , ladet mig opsluge af hendes forunderlige fantasyunivers i debut EP’en “Mellow D”, været vred til hendes samfundskritiske single “Fuck the System” og fældet stille tårer til “Motivational Quote”.

Hyper Elastic Jinx og deres freejazz med post-punkens no wave i ascendanten er ikke til at være i stue med.

Søskendeparret Freja og Mikkel Valentin Dunkerley udgav deres første fælles indspilning, ”It Once Wore Your Name”, i 2024 som del af jubilæumsudgivelsen Our Star Is A Fleeting Image, der markerede ti år med det københavnske label Janushoved, som Mikkel (alias Internazionale) står bag. Det nye fælles album, Love Is Not A Fugue State – Janushoveds udgivelse nummer 200 – føles på mange måder som et koncentreret billede af den kuratoriske tilgang, der har formet pladeselskabet fra begyndelsen.

Fra dårekisten over fødegangen til chimpanseburet, ind i religionens og alkoholens ekstase: Danserne og sangerne Olivia Rivières og Lisen Pousettes forestilling “Spiritus” er grim og fascinerende i sin spejling af en kollektiv erfaring på tværs af tid, kultur og sågar arter.

En sjælden gang møder man som lytter et værk, hvor musikken står så fuldstændig enkel, at den virker besnærende, næsten gådefuld. Måske fordi enkelheden opleves som noget dragende i sig selv. Som om musikken rummer noget tilbageholdt, en form for skjult hemmelighed. Mads Emil Dreyers nye udgivelse Miniatures falder ganske givet i denne kategori.