Passive/Aggressive

Truce & Rosen og Spyddet – Images of desire

Kritik December 12 2017

rosen og spyddet

Truce “An Olive Branch on the Bed, Pictures of Christ and Military Clothes” (Janushoved 2017 & Rosen og Spyddet “Fantasia” (Janushoved, 2017) – review by Alexander Julin

Since the label’s first release, the compilation “Ny Dansk Romantik” from 2014, Janushoved has manifested itself as one of the most prominent Danish labels when it comes to synth-oriented lo-fi aesthetics. Back in September, the Copenhagen based label released its latest batch of tapes, counting four new releases: “Uplifter” by Soho Rezanejad, a two-track tape consisting of the title track and a remix by Internazionale; a double-tape by Olympisk Løft entitled “Tvillingeseglet” which is the project’s first release since 2015; “An Olive Branch on the Bed, Pictures of Christ and Military Clothes”, which is the fourth release by Truce; and “Fantasia”, the follow-up to Rosen og Spyddet’s “Drengen Ved Brystet” from last year. Læs resten

Tongues – En altopslugende feberdrøm

Kritik December 7 2017 Tongues_800

Tongues “Hreilia” (I Voidhanger Records, 2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Nøgne mennesker nedtrykte og forpinte. De er tydeligt tyngede og kan allerhøjst sidde på knæ og kigge op mod den kraft, der trykker dem. Og den kraft er ikke synlig. Kun naturen, der tårner sig over dem, mens månen anes i det fjerne.

Pladecoveret rammer tonen og temaerne på “Hreilia” ganske godt. Her optræder en ondsindet kraft i forskellige former lånt fra græsk mytologi og kristendommen og slavebinder fortabte sjæle. “Let me see the sacred soil rise in the horizon / And bathe me in the light of blinding flames / … the hearts of men shall howl in the ocean of all souls!”. Læs resten

DJ Lycox – Potente kuduro-eksperimenter

Kritik December 6 2017

lycox

Anmeldelse af DJ Lycox “Sonhos & Pesadelos” (Principe, 2017) af Emil Grarup.

Det portugisiske pladeselskab Principe har siden 2011 dedikeret sig til at udgive elektronisk musik i et væld af stilarter. Fællesnævneren for disse udgivelser er, at musikerne som oftest er stammer fra slumkvarterne i og omkring Portugals hovedstad, Lissabon, samt at lyden mestendels kan kategoriseres som forskellige variationer over angolesisk basmusik som eksempelvis kuduro, batida, kizomba, tarraxinha (m.fl.), der i større eller mindre grad kombineres med mere ‘vestlige’ genrer som techno og house. De producere, der er tilknyttet Principe og har fået klart mest eksponering, må siges at være DJ Marfox og DJ Nigga Fox, som begge i høj grad abonnerer på den hurtige, afrikanske og percussion-tunge genre; kuduro.
Læs resten

Call Super – Vilkårligt knopskydende melodier til varme sommerdage

Kritik November 30 2017

call-super-2609171

Anmeldelse af Call Super: “Arpo” (Houndstooth, 2017) – af Emil Grarup.

Den 10. november i år udkom Joe Seatons andet album under hans primære alias, Call Super. Seaton, som også har produceret under navnene Elmo Crumb og Ondo Fudd, er baseret i London og er tæt affilieret med pladeselskabet Houndstooth, der fungerer i forlængelse af den anerkendte London-klub Fabric. På Houndstooth har han også, udover en række singler, udgivet sit første album “Suzi Ecto” (2014). Det nye album har fået navnet “Arpo” og er eftersigende opkaldt efter Harpo Marx, den stille, harpespillende bror i Marx Brothers.
Læs resten

Rabit – Et unikum i musikalsk grænseoverskridelse

Kritik November 28 2017

Rabit

Rabit “Les Fleurs Du Mal” (Halcyon Veil, 2017) – anmeldelse af Alexander Julin

Texanske Eric Burton, bedre kendt under sit alias Rabit, har på mange måder været en hovedaktør inden for det, man med en lidt gennemtærsket term kan kalde kluborienteret eksperimentalmusik. Sammen med adskillige producere, der bl.a. har udgivet på Halcyon Veil, PAN, NON, Janus, Quantum Natives og Tri-Angle, har Burton med sine udgivelser redefineret eller måske snarere dekonstruere, hvad der alment forstås ved klubmusik, og opløse de æstetiske grænser, der traditionelt har omkranset klubmusikken.

Jeg vil ikke plædere for, at vi musikhistorisk nu står over for et kvantespring, hvad angår en ny forståelse af såkaldt “klub-orienteret musik”. Denne undersøgelse og eventuelle ødelæggelse af grænser er sket processuelt takket være adskillige artister gennem musikhistorien. Alligevel er der dog ingen tvivl for mig om, at der i de senere år har været et væld af kunstnere, der har etableret en friere forståelse af, hvad der ofte forbindes med “klubmusik” i en bred forstand. Det skyldes at mange af artisterne – heriblandt Rabit og flere af kunstnerne på hans label, Halcyon Veil – har bidraget med nye perspektiver på og indgangsvinkler til at skabe musik. Deres udgivelser har haft en helt primal nerve, man oftest kun finder i musik, der netop har givet afkald på at være fortænkt. Musik, der har indeholdt en ambivalent energi som sin grundkerne, der simultant har lydt sensuelt og dragende, lige så vel som den har virket voldelig og ødelæggende. Andre eksempler kunne være Elysia Cramptons “Demon City (Break World Records) eller Chino Amobis “Paradisio” (NON); værker, som Rabit selv medvirker på og har foreslået , at nærværende album skal ses i forlængelse af. Det er desuden plader, der også har sat spørgsmålstegn ved seksuel og racemæssig diskrimination. Læs resten

Minais B – Teknologisk og velplejet menneskelighed

Kritik November 27 2017 37570691211_ea9c157625_h

Minais B “Deep Care” (Anyines, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen

Minais B alias Villads Klint udgav i september albummet ”Deep Care”. For nogle vækker navnet måske mest af alt associationer til den nye gruppe Khalil, men han har tidligere udgivet to bånd som Minais B på Blodrøde Floder samt en EP på Petrola 80.

At kalde “Deep Care” et album er imidlertid ikke helt præcist. De 12 numre er udkommet som en download-kode indeni en lille beholder af fugtighedscreme, og det er ikke så underligt. Som den første udgivelse på det nye københavnske label Anyines får det næsten karakterer af et manifest: Følelsen af merværdi i produktet, brugsværdien og anvendeligheden i et stykke såkaldt kultur. Et stykke teknologi, i dette tilfælde internettet, hæver sig hoverende over den gamle fysiske udgivelsestradition ved at vende tilbage som et sekundært tillæg til et fugtgivende kropsplejeprodukt. Teknologien og den personlige pleje sammensmeltet i ét hele. Personligt har jeg endnu ikke prøvet cremen, så jeg skal ikke kunne sige, om den lever op til de løsslupne strømninger i musikken. Læs resten

Knud Viktor – Naturmusik mellem hvilende skrøbelighed og alarmerende aggression

Kritik November 24 2017 8b499b184348eba78e1a2f3a25ed59a0

Knud Viktor “Ambiances” og “Images” (Institut for Dansk Lydarkæologi, 2017) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen

Som en anden Zarathustra sad han på sit bjerg. Han optog de lyde, der var omkring ham, også de lyde det blotte øre ikke kunne nå. Sådan sad han og åbenbarede en verden for os, der skulle lytte. Sådan sad han på sit bjerg, den Povl Kjøller-lignende eremit Knud Viktor, og borede sig ind i den verden, der var tættest på ham – så langt ind i det velkendte, at nye verdener åbenbaredes. Isoleret. I færd med et endeløst arbejde. Som en modernistisk parafrase på så mange mytiske figurer, der har søgt op i bjergene for at finde klarhed.

Knud Viktor blev født i 1924 og døde i en færdselsulykke i 2013. Påkørt af en bil i København, hvor han siden 2010 havde boet efter en halv menneskealder i Provence. Han var egentligt uddannet kunstmaler fra det Det Kongelige Danske Kunstakademi, og det var maleriet, der i starten af 60’erne drev ham til Lubéron-dalen. Som inkarneret Van Gogh-fan ville han ned og se det lys, der flød overalt i forbilledets værker. Men der, midt i det varme sydfranske lys, begyndte han at lytte. At forstå hvordan lyd påvirker alting, optages af alle væsner. Han oplevede, hvordan sanser overlapper, og begav sig ud på et synæstetisk eventyr der skulle holde ham beskæftiget resten af livet. I huset på bjergsiden begyndte han at lave sine lydmalerier, komplekse kompositioner bestående af realoptagelser, indfanget med hjemmebyggede mikrofoner og periodens primitive bærbare båndoptagere. Han optog lyden af cikaderne, der ændrede sig med lysets bevægelser. Han optog humlebierne, når stødte mod vinduets rude. Han optog termitterne, som de gnavede sig gennem skabet i hans værksted. Han optog det oversete liv i naturen, vi kun kan høre, når vi virkelig lytter efter. Bjergenes ekko, Duranceflodens strømninger, årstidernes skiftende lydlandskaber. Viktors kompositioner står i klar gæld til den franske Musique Concrète-tradition, men er langt fra så fragmenterede og syntetiske. Han var inde og røre ved de organiske ur-lyde – langt fra modernismens bittersøde fascination af det industrielle.

Hvor Viktor til stadighed er tilnærmelsesvis ukendt herhjemme, opnåede han i Frankrig en hvis grad af anerkendelse for sine eksperimenter med feltoptagelser og sin akustiske økologi. Det bliver der forhåbentligt ændret på nu. Læs resten