Improvisationens sammenhængskraft på Ny Lille Klub
Rune Kielsgaard, Aase Nielsen og Lil Lacy – “20_14 trio 1 w/Lil Lacy Aase Nielsen Rune Kielsgaard” (20_14, 2024) – anmeldelse af Claus Haxholm
Rune Kielsgaard er en dansk trommeslager, der har arbejdet med et væld af både internationale og danske musikere indenfor et bredt genrespekter inklusiv den mere eksperimenterende musik, bl.a Mija Milovic, Clarissa Connelly og Cæcilie Trier. Over de sidste par år har han sammen med Escho arbejdet med formatet 20_14, der primært har lavet arrangementer, men nu også udgiver bearbejdede liveudgivelser med Kielsgaard som omdrejningspunkt.
“20_14 trio 1” er en optagelse fra Ny Lille Klub (RIP) i oktober 2023 med en trio, som udover Kielsgaard tæller Aase Nielsen (Boli Group, tidl. Synd og Skam) på synth og komponist og cellist Lil Lacy på cello.
Udgivelsen starter i det mørke hjørne med en fløjteagtig synth drone, som pludseligt skifter over i en anden lang synth akkord. Man fornemmer trommer, der buldre svagt et sted i horisonten og celloen, der sniger sig omkring, vi hører også røgmaskinen, eller er det en løs hihat? Der er atmosfære, som måske ikke er ukendt i Improvisationens land, men som lugter mere af “intro” i den forstand, at det danner en særlig ramme; scenen sættes, historien starter.
Der er virkelig en spændende dynamik mellem de tre aktører. De giver meget plads til hinanden, og det store fokus på atmosfære gør, at selvom det måske ikke direkte er idiomatisk, eller med udgangspunkt i et bestemt udtryk eller genre, så er der noget spændingsfyldt og narrativt over samspillet.
Palleten er som nævnte generelt i nogle lidt mørkere penselstrøg, men cirka et kvarter inde indleder synthene en lidt bjælde-agtigt klingen, som åbner op i nogle lysere farver, hvor celloen danner en flot klangmæssig kontrast, der trækker de lyse toner hen i en mere lyssky scene. Jeg dufter nærmest røg og mos, men også hint af asfalt og glas.
Vi er altså ret langt fra den mere “rene” objektive dokumentationsform, der ofte kendetegner live-udgivelser med improvisationsmusik.
Selve koncertoptagelsen er blevet mixet på en måde, der også farver musikken meget. Vi er altså ret langt fra den mere “rene” objektive dokumentationsform, der ofte kendetegner live-udgivelser med improvisationsmusik. Der er en karakteristisk båndet kvalitet, der farver klangene og ikke altid er en super ren optagelse. Tilgengæld lyder det rigtig, rigtig saftigt, bl.a. fordi komprimeringen trækker nogle gode nuancer frem i lydbilledet. Specielt celloen lyder virkeligt godt, svæver elegant mellem de perkussive anslag og det til tider helt udflydende synthflader – når det er sagt, så er der en gennemgående helhed, der spiller sammen i lydbilledet, trommerne der vokser ind i de harmoniske partier for så at grave sig så ned i mulden igen.
Tankerne ledes hen på Alan Silvas lidt senere kosmiske arbejder i midterpartiet; dissonant og fjernt, mens celloen og trommerne udforsker mindre cirkulære universer. Det er så spændende at høre, hvordan der, igennem musikken, kommunikeres, og jeg føler, jeg kan høre, hvordan der kigges og lyttes på hinanden, inden der gives slip og nye elementer vokser frem.
Det er meget forfriskende, hvordan der i den sidste del af udgivelse ingen frygt er for det smukke, næsten Badalamenti-agtige får lov at lave en tågedis, som har mere drømmende kvaliteter, ja til tider næsten noget helt fantasy-storladen over sig, uden at det mister fokus.
Båndets sidste stykke kontrasterer det foregående virkelig godt, med en mere disharmonisk og et ret spændstigt sammenspil med trommerne. De opbygger langsomt en frembrusende energi, som cello og synth til dels spiller med på, men som også hele tiden trækker tilbage, eller holder igen. Det giver en god og meget levende klistret dej, som balancerer utroligt godt mellem et uforløst klimaks og så den underskov af toner, der giver plads til en mere dyb og mystisk lytning.
40 minutter der er gået på ingen tid.
20_14 trio 1 w/Lil Lacy Aase Nielsen Rune Kielsgaard er ude på nu på 20_14.
