Passive/Aggressive

Michele Mercure – Avantgardistiske, meditative og hyperfeministiske computer-hallucinationer

June 16 2017

Michele Mercure

Det Glemte Guld – En serie af Mikkel Kongstad

Denne uges indlæg i Det Glemte Guld kigger nærmere på den Pennsylvania-baserede, computermusik-pioner og eksperimenterende synth-kunstner, Michele Mercure, hvis album “Eye Chant” fra 1986 blev genudgivet tidligere på året via det nyopstartede Freedom To Spend.

Michele Mercure tilbyder meditative – og til tider underligt groovy – lydabstraktioner. Soniske hallucinationer skabt i dialog mellem menneskets og computerens kredsløb. Sært selvstændige lydverdener brygget på synthesizere, computer og stemme. Genopgravningen af Mercures synth-eksperimenter virker til at være det myteomspundne missing link i serien af kvindelige synthpionerer som Eliane Radigue, Suzanne Ciani, Laurie Anderson og nutidige frontløbere som Holly Herndon, Kaitlyn Aurelia Smith og Felicia Atkinson. Alene derfor er “Eye Chant” værd at orientere sig mod. Og gudskelov er “Eye Chant” langt mere end et stykke støvet lydarkiv. Det er et stærkt og sammenhængende album, der med al sin visionære selvstændighed og nysgerrighed minder os om, at afstanden mellem 1986 og 2017 er langt kortere, end vi måske kan have glemt i løbet af 90’ernes ligegyldighed, ironi og grunge-elendighed (og 00’ernes overfladeskrabende retro-rock). Læs resten

øjeRum – Nærhedens ambient

Kritik June 1 2017 whenBirds

øjeRum “When Birds Fly, the Eyes of Heaven Can Rest” (Aurora Borealis, 2017) – anmeldelse af Joachim Haugbølle

Siden 2014 har det danske solo-ambientprojekt øjeRum udsendt en lind strøm af udgivelser på hovedsageligt kassettebånd. Bag projektet står Paw Grabowski, der med “When Birds Fly, the Eyes of Heaven Can Rest” udgiver sit første officielle fuldlængdealbum.

På albummet dyrker han et minimalistisk, ambient lydbillede, der fremviser en nærhed, der på samme tid er både skrøbelig og indeholder en vis ro. Netop den nære og umiddelbare form er også noget, Grabowski har udforsket på sine tidligere udgivelser, der bl.a. er udgivet på danske Phinery Tapes, men hovedsageligt på en række udenlandske kassettebåndsselskaber. Derfor virker det også naturligt, at albummet udkommer på det britiske label Aurora Borealis (der tidligere har udgivet bl.a. Jesu og The Haxan Cloak). Læs resten

Kara-Lis Coverdale – Elektroakustisk minimalisme i opløftelsens tegn

Kritik May 29 2017 coverdale

Kara-Lis Coverdale “Grafts” (Boomkat Editions, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen

Den canadiske komponist og musiker Kara-Lis Coverdale har udgivet flittigt siden 2014: tre plader og for nylig en EP. Først kom den sample-opbyggede “A 480”, der måske bedst kan sammenfattes som en selvkritisk øvelse i kompositions- og tidsbrud. Coverdales stilarter spænder meget vidt, så det er svært med ord at tegne et generelt overblik, men pladen “Aftertouches” (fra 2015) er en glimrende indfaldsvinkel til de øvrige værker, idet den på overbevisende vis trækker på Coverdales tydelige smag for både minimale kompositioner og automatiserede nedbrydninger af dem.

Coverdales nye EP, “Grafts”, består af ét stykke i tre dele og er på overfladen en mere direkte og minimalistisk affære end de tidligere værker. Læs resten

Sonja LaBianca – Tilstande af fravær

Kritik May 28 2017

Sonja.III
Sonja LaBianca ”About Room, Room to be, Rooms” (Eget Værelse, 2017) – Anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen

I dag udgiver Sonja LaBianca, der normalt slår sine folder i grupper som Selvhenter, Valby Vokalgruppe og Choir of Young Believers, sit første soloalbum, ”About Room, Room to Be, Rooms”. Et album, der med LaBiancas saxofon som redskab er en samling undersøgelser af og interaktioner med forskellige lokalers resonans og særpræg, bl.a. Forbrændingen i Albertslund og klokketårnet i Simeons Kirke. Det har resulteret i et værk, hvor teksturen af de forskellige lokalers genklang synes at være lige så nøje udvalgt som saxofonens melodiske forløb, hvilket skaber en utroligt smuk og dvælende følsom atmosfære hele albummet igennem. Læs resten

Music From Memory – Strategier til det hyperbolske

Feature May 7 2017 gaussian-curve

Af Emil Grarup

For et par uger siden udgav det Amsterdam-baserede pladeselskab Music From Memory den anden plade fra gruppen Gaussian Curve, “Distance”. Gaussian Curve består af den hollandske houseproducer “Young” Marco Sterk, den italienske ambientkomponist Gigi Masin og den britiske guitarist Jonny Nash, og deres første plade, “Clouds” – en samling hypnotisk søvndyssende ambientskæringer fra 2015 – udgjorde mit første møde med Music From Memory. Her dyrker trioen en æstetik, der for mig at se langt hen af vejen er blevet emblematisk for resten af Music From Memorys udgivelser på grund af deres helt særlige blanding af obskur popsensibilitet og en evne til at skabe stemninger, der sløver perceptionen og næsten henlægger lytteren i en slags affektiv slummer. 
 Læs resten

Jonas Kasper Jensen – En lydskulptur hørt fra syv forskellige vinkler

Kritik April 25 2017 JKJ_

Jonas Kasper Jensen “Layers of Bridges” (clang, 2017) – anmeldelse af Joachim Haugbølle

Jonas Kasper Jensen er uddannet ved kunstskolen i Frankfurt og har hovedsageligt beskæftiget sig med lydkunst – både under eget navn og som en del af gruppen WULKAN. På hans fjerde udgivelse, “Layers of Bridges”, fornægter hans kunstbaggrund sig ikke, idet albummet beskæftiger sig indgående med lytterens opfattelse af lyd. Det sker ved at lade lytteren møde en lydskulptur, der bygger på en konceptuel tilgang til støj og soundscapes.

Hvert nummer på “Layers of Bridges” er således forbundet til den samme lydskulptur. Læs resten

Taj-Mahal Travellers – Åbne, sydende og dystopisk electro-ambiente horisontlinjer

April 21 2017

Taj Mahal Travellers

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad.

Ugens indlæg i “Det Glemte Guld” kigger nærmere på en flok japanske hippier, globetrottere og Fluxus-inspirerede avantgardister, hvis musikalske øjebliksbilleder danner grundlag for en lang række musikalske transmissioner i løbet af musikhistorien og senest har gjort sig bemærket som en slags ledestjerne for et af de senere års mest interessante labels (mere herom lidt senere). Det handler om det japanske impro-/psych-/electro-kollektiv, Taj-Mahal Travellers, der af flere – forståeligt nok – bliver betegnet som “La Monte Young on acid”. Vi kommer mere specifikt til, at kigge nærmere på gruppens første album, “July 15, 1972”, der ligesom gruppens øvrige udgivelser, er et unikt live-dokument over gruppens tilstedeværelse i og interaktion med Sogetsu Hall, Tokyo 1972.
Læs resten