Passive/Aggressive

Ydegirl – Barok udveksling og rimets erotik

Feature May 16 2019
Foto: Josefine Seifert

Ydegirl “words woozy in the breeze” (Escho, 2019) – Interview af Nils Bloch-Sørensen

For nogle uger siden udgav Ydegirl nummeret “words woozy in the breeze” med tilhørende video. Nummeret, der er forløber for et album, som udkommer til september, er en afsøgning af både sprogets og blikkets intime møder. I forbindelse med udgivelsen stillede vi Novél et par spørgsmål, der blev besvaret i en både poetisk og kryptisk blanding af engelsk og dansk.

Ydegirl er Andrea Novéls soloprojekt og har indtil videre udmøntet sig i et album, “Parody of Crime” fra 2016, en række gæsteoptrædender og et bidrag til Posh Isolations compilation-album “I Could Go Anywhere But Again I Go With You”.

Læs resten

Collider – A debut that brings energy back to shoegaze

English Kritik February 2 2019

Collider: “-><-” (Escho, 2019) — Reviewed by Macon Holt. Photo by Veronika.

There have been countless reissues of My Bloody Valentine’s “Loveless” since 1991. And with every one of them, I am stunned at how weak the drums sound on one of my favorite records of all time. This is something Collider could not afford to mess up on their debut record, “-><-”, because, while the influence of the shoegaze pioneers saturates this record, the band have a clear fascination with the kind of dramatic rhythmic technicality that requires percussive clarity. For the stripped back punk bands that usually deploy this feature, that’s ok because a sparser soundscape affords plenty of space for such production. But to achieve this kind of rhythmic dynamism with dense washes of guitar noise is a challenge. To my relief, Collider managed to pull this off. So first off, kudos the record’s producer, Jens Aagaard.

That said, the walls of sound deployed on this record aren’t the main site of musical discovery for Collider that they are for Kevin Shields. Instead, as the band’s name would suggest, it is the collision of these elements with punk phrasing that’s so jerky it seems to shake off pretention, dissonant riffs reminiscent of Sonic Youth, and some kind of oddly ethereal mysticism. 

Læs resten

Året der gik – De bedste danske udgivelser i 2018 (udvalgt af redaktionen)

December 27 2018

Årets 10 mest værdsatte danske LP’er fra 2018 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

CTM “Red Dragon” (Posh Isolation)
Cæcilie Triers ”Red Dragon” er i høj grad sin egen, og det er umiddelbart svært at pege på noget lignende. Skulle man pege, kunne man pege på Frank Oceans ”Blonde” (2016), der på samme måde kredser om Oceans vokal og også byder på et splintret sangkompleks, hvor det afrundede og færdige kun dukker op i små, søde bidder og viger pladsen for et andet mere rummeligt og broget udtryk. Med markante gæstebidrag fra Coco O., Frederikke Hoffmeier og Soho Rezanejad udspiller ”Red Dragon” sig på et stort anlagt spektrum mellem det enkle og det komplekse – det koncentrerede og det spredte. Det er smukt, imponerende, forvirrende og lidt uhyggeligt. (Morten Hviid Melsen)

Xenia Xamanek “Envase” (Anyines)
Man kunne skrive meget om Xenia Xamaneks konstante udforskning af kunstneriske praksisser og udtryk (Equis, Astrid Sonne Ephemeral, Boujeloud, C.Cell, Af Med Hovedet, Union for Open Vocalism), men hvis man begrænser sig til i år, udgav hun to glimrende soloalbums. På trods af at “Envase” er udgivet som en souvenir-samling på Anyines, så er den i min bog årets mest visionære værk på dansk jord alene for sit musikalske ‘indhold’. Xenia dyrker som komponist og producer både vokalmanipulationer, synthesizere og maskinel techno, som hun blander med tre-fire optagelser af sin afdøde morfars a capella-sang i et smukt postmoderne minde. (Simon Christensen)

Puce Mary “The Drought” (PAN)
Med sin første udgivelse på det anerkendte Berlin-label PAN har Frederikke Hoffmeier opnået at vise, i højere grad end nogen af de tidligere udgivelser, hvor stort et potentiale Puce Mary-projektet har. Med udgangspunkt i noise og power electronics formår “The Drought” alligevel at vise emotionel tyngde samt kompositorisk og udtryksmæssigt stor diversitet inden for en stadig minimal og stringent palette, som viser, hvor langt Hoffmeier har udviklet projektet igennem årene. (Mikkel Rørbo)

Hjalte Ross “Embody” (Wouldn’t Waste Records)
På “Embody” er den 21-årige nordjyde Hjalte Ross formelt af eget dåbsnavn og åbenlyst af gavn trådt i karakter som singer-songwriter i kraft af en mere essensorienteret søgen og en nedbarberet tilgang til det at skrive sange. Inspirationen fra den engelske singer-songwriter Nick Drake er svær at overse. Både Ross’ vokal og hans arpeggio-prægede spillestil på den akustiske guitar er strøet med adskillige referencer til Drakes særegne fingerfornemmelse for små, raffinerede synkoper i de brudte akkorder, der glimter som små juveler i de aldrig forcerede, men aldeles skønne klangharmonier. (Lasse Skjold Bertelsen)

Rasmus Juncker “Ophold” (Kingdoms)
Rasmus Junckers album, “Ophold”, er én af årets helt store debutant-overraskelser. Foruden den unge elektroniske producer og multiinstrumentalist selv er albummet indspillet af et ensemble, der bl.a. omfatter strygekvartetten Halvcirkel. Med et udgangspunkt i bl.a. den klassiske minimalisme, Gilles Deleuzes læsninger af Immanuel Kant og lyddøde rum, eksperimenterede Juncker med muligheden for at oversætte en fravristelse af sanserne til sin musikalske proces. Dette mundede paradoksalt nok ud i et dragende og sanseligt pirrende debut-udspil, der både fremstår veludført og personlig i sit udtryk. (Alexander Julin Mortensen)

Vanessa Amara “Manos” (Posh Isolation)
Birk Gjerlufsen Nielsen og Victor Kjellerup Juhls femte udgivelse som Vanessa Amara, “Manos”, er en klar forlængelse af det dvælende udtryk, de tidligere har dyrket på en serie bånd- og LP-udgivelser på Posh Isolation de seneste år. Det er den samme deformerede klassicisme, den samme elegiske stemning og den samme optagethed af den mekaniske reproduktions fejlbarlighed i form af båndstøj og forvrængning. Som bandets tidligere udgivelser bevæger “Manos” sig i et slags pseudo-sakralt univers, hvor kirkerummets lyde (orgeltoner, rumklang) står i centrum. (Nils Bloch)

Spost “Monkey Face” (selvudgivet)
Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. På “Monkey Face” lyder Spost stadig som Spost. Udgangspunktet er fortsat impro-støj med hoppende, hakkende og larmende guitarfigurer og -flader (ved Claus Haxholm, Jan S. Hansen, Kristian Poulsen og Mathias Sæderup) samt Jonas Okholms strøm af mere eller mindre ituslået sprog i fremtrædende roller. Det afgørende nye er dog introduktionen af trommemaskine i stedet for trommesæt på størstedelen af pladen, hvis mere maskinelle temperament giver nye udslag. (Morten Hviid Melsen)

Astrid Sonne “Human Lines” (Escho)
Den klassisk uddannede bratschist Astrid Sonne har med effektpedaler og elektroniske kompositioner placeret sig på tærsklen til et internationalt gennembrud. Med alsidige og livlige kompositioner har Astrid Sonne på sit debutalbum, “Human Lines”, skabt et værk, der både bærer præg af improvisation og en velovervejethed om, hvordan værkets numre komplementerer hinanden – stilistisk, kompositionelt såvel som stemningsmæssigt. Astrid Sonne dyrker gentagelsen uden at udelukke muligheden for fornyelse og uforudsigelighed. (Alexander Julin Mortensen)

Taphos “Come Ethereal Somberness” (Blood Harvest)
“Come Ethereal Somberness” er et skånselsløst dødstogt med imponerende mange temposkift. Taphos har en sublim fornemmelse for balancen mellem smadrende brutalitet og tempi, hvor melodier og stemninger kan bryde frem. “Dysfori” og “Obitum” er velvalgte akustiske mellem- og slutspil, der fremhæver de dominerende, hensynsløse overfald. Men også i de enkelte numre er der en formidabel bølgegang mellem den tørre rytmegruppe med voldsom tyngde, de frenetiske guitarriffs, der ublu bøjer over i episke, hylende soloer, og det hæse, gutturale growl. (Kim Elgaard Andersen)

Boli Group “N.P.D.S” (Posh Isolation)
Boli Group er et ensemble, der består af fem musikere, som ud over primus motor Asger Hartvig tæller Nina Cristante, Thea Thorborg, Cæcilie Trier og Holger Hartvig. Dét, som for mig står allerklarest på især den første del af albummet (men som dybest set er gennemgående), er, hvordan Hartvig i sine kompositioner typisk lader ét instrument opretholde en form for klangligt og rytmisk fokuspunkt, mens de resterende instrumenter væves ind og ud både tonalt og forløbsmæssigt for konstant at problematisere netop denne sikkerhed. Dette er bl.a. tilfældet på albumforløberen “Toxica”, hvor en enormt indtagende saxofon “forstyrres” af både orgelklange og knipsede bastoner, og på “How To Play”, hvor afdæmpede, ophøjede klaverakkorder klinger over en violin, der, lavmælt, men bestemt, skærer igennem som en bilsirene i et søvnigt bylandskab. (Emil Grarup)

Læs resten

Gooms – Fraværets flygtige stemme

Kritik August 24 2018

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Gooms “V1 (Descent)” (Anyines, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

I 2014 debuterede kvartetten Gooms med albummet “Beyond Life” på Escho ‒ et udspil, der bød på en fri, spraglet og ofte eksotisk psykedelisk popmusik. Fire år senere følger gruppen nu op med albummet “V1 (Descent)”, der udkommer på Anyines.

Mens det forrige udspil primært var bygget op om bl.a. Aske Zidores karismatiske vokal, er det udelukkende den forhenværende trommeslager, Lasse Bækby Buch, der synger på “V1 (Descent)”. I løbet af indspilningerne forlod Buch projektet, hvorefter resten af bandet besluttede sig for at færdiggøre albummet med de første optagelser af Buchs vokal. Læs resten

Thulebasen – Et kærkomment comeback i friere former

Kritik March 27 2018

thulebasen-suko

Thulebasen “Suko” (Escho, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

Frie musikalske rammer har altid været et essentielt kendetegn for Thulebasen. Det var tydeligt i den musikalske udvikling fra debuten “Guitar Wand” (2009) til “Gate 5” (2011), hvor bandets friske take på rockmusik fremkaldte en fornemmelse af uforudsigelighed og improvisation, uden at musikken fremstod ukontrollerbar og kaotisk. Det lød ofte, som om al energien ville sprænge kompositionernes rammer, men den blev tæmmet af bl.a. Felia Gram-Hanssens trommer samt Niels Kristian Eriksens og Nis Bysteds til tider nærmest proggede guitar- og basspil. Læs resten